Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 16. november 1932

Nathansen og Goethe

16 Nvbr. 32

Kære Pontoppidan. – Det er nok et Par Uger siden jeg fik Deres Brev, for jeg begynder at faa Samvittighedsfornemmelser af at skylde Dem Genbrev, og saa er det lige saa godt at faa den Gæld fra Haanden. Ikke fordi jeg just har oplevet noget, der trænger til Meddelelse, men et lille Haandtryk og en venlig Hilsen kan da altid vise Dem, at jeg tænker paa Dem. – Ja, det var kedeligt, at det paatænkte Besøg af Dem og Nathansen ikke blev til noget mens der endnu var broget Løv paa Træerne og lidt mild Varme i Luften. Nu da Vinteren er i Anmarsch, er det ikke mere saa fristende. Kedeligt var det især fordi Aarsagen var den kranke Lever, som nu atter er begyndt at forurolige Dem. Jeg kender lidt til den Slags, netop i den sidste Tid, da mit Hjerte, som ellers af Lægerne blir taxeret til et ualmindelig godt Hjerte, har begyndt en noget uregelmæssig Tilværelse med tilhørende ubehagelige Forkalkningsfornemmelser. Jeg trak for 2 - 3 Uger siden en Middag ude hos Stephensens lidt for store Vexler paa det i Form af Spiritus og Tobak og inden jeg kom hjem protesterede det saa kraftig med en Puls paa jeg ved ikke hvor mange 100r, at jeg næste Morgen maatte ha Bud efter Lægen, der beordrede Sengero og Digitalis. Det hjalp, men helt den gamle Helt er jeg endnu ikke og Spiritus og Tobak er Tabu, hvad der for Resten ikke medfører noget stærkt Savn. Da Nathansen meddelte mig, at Fællesbesøget maatte opgives, opfordrede jeg ham til at komme alene, og det vilde han gerne, naar han fik den lille jødiske Skrædder med Ildpaasættelsen fra Haanden. Han hade jo sendt mig sin store Roman1, og jeg hade med min Tak for den sendt ham en lille Samling kritiske Bemærkninger. Jeg vilde gerne haft hans Besøg dengang for mere indgaaende at uddybe dem, mens jeg hade Bogen i levende Erindring. Nu faar vi se, hvad der er tilbage af mine Indtryk, naar vi engang mødes. Jeg synes det er en betydelig Bog med flere udmærkede Karaktertegninger og levende Situationsskildringer og med megen Dybde i det Billede af moderne dansk Jødedom, som han har villet give. Som jeg vist skrev til ham hade den under den første Læsning hist og her irriteret mig ved sin søgte Dybsindighed i Udredningen af sjælelige Tilstande, der stod saa underlig til den naturlige Simpelhed og kølige Klarhed, der ellers udmærkede hans Fremstilling, men jeg sa ham ogsaa, at jeg efter den første Gennemlæsning flere Aftener i Træk hade kunnet slaa op i den og gi mig til at læse og læse og blive helt optaget. Han kvitterede for mine Bemærkninger i meget anerkendende Ord, som gjorde Indtryk af at være ærlig mente. – Det var mig lidt af en Skuffelse, at De i Deres Brev ikke skrev et Ord om den. Det vilde i høj Grad interessere mig at høre, hvad De mener om den.

2 Jeg blev ogsaa lidt skuffet af, at der ikke var et Ord om "Erindringerne", der jo har vakt min Interesse i saa høj Grad, og som jeg i de samme Dage just hade læst et Brudstykke2 af i det stedlige "Helsingørs Dagblad" citeret efter Flensborg Avis. Det var nemlig et Stykke, som jeg ikke mindedes at ha læst i de Artikler, De har sendt mig, og jeg tænkte saa, om De hade taget Avisen til Naade igen og sendt den en ny Artikel. Jeg haaber da, at De ikke har opgivet at fortsætte.

Det glædede mig at høre lidt om Familien især om Steffen, der nok i sin Fjernhed er Deres Tanke og Hjerte nærmest. Det synes altsaa at gaa ham ganske godt selv om der stadig er et Stykke Vej tilbage, inden han naar Millionen. At Usikkerheden i Einars og Elses Fremtid ligger Dem paa Sinde, kan jeg da forstaa, men den klarer sig nok. Einar har jo baade Dygtighed og Charme som Læge, saa hvis han økonomisk kan klare de første Aar gaar det nok med Privatpraxis. Egen Klinik er vel næsten uoverkommelig for en Kirurg (Operationsanstalter).

Jeg er lidt ude paa det vilde med min Læsning i denne Tid. Jeg har pløjet Burckhardts Kultur der Renaissance3 igennem og paa næsten hver Side ønsket, at han hade gaaet noget mere i Detail, derefter tog jeg "Adelsvældens sidste Dage" af Fridericia4 for ogsaa at faa lidt dansk Renaissance men er ved at læse mig træt i den. Saa iaftes gav jeg mig til Afvexling i Lag med "Marie Grubbe" og opdagede, at jeg i Grunden hade glemt den. Jeg tror virkelig, at jeg ikke har læst den, siden jeg i 1876 anmeldte den i "Dagbladet" med mange anerkendende Ord, som alligevel Aar efter stadig af Brandes (især Edvard) trods mine Protester blev betegnede som nedrakkende og uforstaaende. Det er for Resten ganske underligt at læse den igen. Begyndelsen synes mig lidt vanskelig at komme igennem – men hvilket uhyre Arbejde ligger der ikke bag, navnlig i sproglig Henseende. Og saa tror jeg, at Prof. Rubow ikke sætter den synderlig højt i saa Henseende. Som Pastiche-Forfatter satte han nok Rist højere. Waldemar5 staar vist kun til tg. – Anmærkningerne til Eckermanns Gespräche6 kender jeg ikke. Hvad hedder Forf. (Profess. Castler?) Eckermann læser jeg nu og da nogle Sider i. Saa har jeg nok. Han morer mig især ved den Evne han har til ved sine egne dybsindige Betragtninger at anspore Goethe til at komme med sine. Jeg har lidt forskellige populære Goethe-Bøger af en Wilh. Bode7 – ikke den bekendte Direktør for Berliner-Museet. Goethe som Digter har lidt vanskelig ved at betage mig. Dichtung und Wahrheit, Hermann und Dorothea, Reineche Fuchs, Faust I Del og Werther sætter jeg højest (Ital. Reise har jeg aldrig læst). Resten keder mig. Det interesserede mig at læse Wanschers Artikel8 i Novbr. Hft. af "Tilskueren" om det Centrale i Goethes Personlighed. Der er sikkert meget sandt i hans Syn paa "Olymperen".

Venlig Hilsen

Deres hengivne
M. Galschiøt

 
[1] Roman: Mendel Philipsen & Søn. tilbage
[2] Brudstykke: Skjerbæk noterer i sin database at han ikke har kunnet finde dette. tilbage
[3] Kultur der Renaissance: Jacob Burckhardt: Die Cultur der Renaissance in Italien: ein Versuch, 1860. Udg. som bd. 5 i Gesamtausgabe, 1930. tilbage
[4] Fridericia: J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste Dage: Danmarks Historie fra Christian IVs Død til Enevældens Indførelse (1648-1660), 1894. tilbage
[5] Waldemar: formentlig Kontorchef Waldemar Kornerups Memoirer: En Kjøbenhavners Meddelelser om sit Hjem og sin By 1820-1850, udg. af Julius Clausen og P. Fr. Rist, 1924. tilbage
[6] Anmærkningerne til Eckermanns Gespräche: Eduard Castle udgav i 1916 Eckermanns Gesprache mit Goethe. Se HPs følgende brev. tilbage
[7] Wilh. Bode: Wilhelm F. Bode (1862-1922). tilbage
[8] Artikel: Vilhelm Wanscher: "Det centrale i Goethes Personlighed", Tilskueren, nov. 1932, s. 354-9. tilbage