Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 17. maj 1932

det "brugte" blir jo nyt igen

17. Maj 32

Kære Pontoppidan. – Jeg blev glad for Deres "Pinsehilsen". For jeg hade i mange Dage gaaet og tænkt paa, hvordan De mon hade det, og paa at skrive til Dem for at faa det at vide; men saa syntes jeg alligevel, at jeg ikke vilde besvære Dem med at skulle svare, og saa blev det altsaa ikke til noget.

Men nu ved jeg da, at De lever, og efter Omstændighederne nogenlunde vel, og at De vil holde det gaaende eller rettere liggende horisontalt hjemme, saa længe De kan holde det ud, i Stedet for atter at gi Dem under Hospitals-Disciplin – hvad jeg saa godt kan forstaa – for den er ikke opmuntrende. Jeg glemmer aldrig Hverandendags-Fiskebollerne paa Lysinstitutet i 1911, som jeg en Søndag Middag gjorde Oprør imod, hvorefter jeg blev trakteret med Kyllingesteg og Kræmmerhuse. – Men hvad siger Einar? Han holder vel paa Kniven. Og hvorfor har man dog ikke i de forløbne 21 Aar fundet nogen Vitamin eller andet Djævelskab, der kan ta Livet af Galdestensynglen, inden den vokser sig saa stor, at den generer et skikkeligt levende Menneske. – Da De i Efteraaret besøgte mig en Dag og bagefter tilbragte nogle Dage hos Vilh. Andersen i Fredensborg, tænkte jeg, da jeg hørte det: Saa kunde da Pont. lige saa godt være bleven her, og det vil jeg da lige saa godt saa sige Dem med det samme, at hvis De i Sommer trods Galdestensfornemmelserne kommer saa vidt, at De kan ta paa Gæsteri, skal De altid være velkommen ogsaa her hos mig; men en Fru Rose kan jeg ikke byde paa, og om et Glas god Rødvin kan erstatte Mangelen, er vel tvivlsomt.

Jeg synes, det er udmærket, at De atter har slaaet Laaget op paa Hjernekisten og nu roder rundt i dens Mangehaande-Indhold og haler herlige Ting frem for Dagens Lys til Glæde baade for Dem selv og os andre. Jeg er vis paa, at det vil interessere Dem i stigende Grad, og De maa endelig ikke la Dem gaa paa af 2 "Vanskeligheden ved at skelne mellem det brugte og det ubrugte", det "brugte" blir jo nyt igen – "liksom" – ved at ses i den ny Betydning af de ældede Øjne. For 30 Aar siden vilde De næppe ha skildret Deres Barndomsoplevelser saa indtagende overlegent, som De har gjort i Flensborg-Artiklerne – og Helheden – den gælder til Wandsbeck – at "Kludetæppet" blir smukt og smagfuldt skal nok Deres kunstneriske Instinkt sørge for. Jeg husker, at De engang i en Artikel til Billedværket "Danmark" genfortalte en stemningsfuld Situation, som De hade skildret i et tidligere Arbejde¹. Jeg studsede, da jeg læste det, og blev i første Øjeblik noget betænkelig, men det varede kun kort, og saa syntes jeg, det var fortræffeligt indpasset i den hele Skildring og gav den dobbelt Værd. –

Jeg syntes ^altid√, det var morsomt at arbejde med ~~dette~~ sit Erindringsstof, og jeg vilde ønske, jeg atter fik Mod til at gøre det, men det sker nu næppe – jeg faar nu saa lidt ud af Tiden og af Livet – faar dog læst en Del. Det sidste er H. P. Hanssens "Fra Krigstiden²". Den betog mig i høj Grad – skønt dens Dagbogsform og de lange Rigsdagsreferater gjorde Læsningen noget trættende ved sin Ensformighed; alligevel kunde jeg ikke holde op, men læste fort som i en spændende Roman. – Har De læst den? – Gør det ellers – den gir et levende Billede af den tyske Mentalitet og af Stemninger og Tilstande i Berlin, som bringer En til bedre at forstaa, at det gik som det gik, at det maatte gaa saadan. – Men at man efter den Krig og det Massemyrderi kan tænke paa atter at kriges, er næsten ufatteligt, og saa trækker man alligevel paa Skulderen, naar man tænker paa Fredsforhandlingerne i Geneve, hvor de diskuterer Giftgas, Undervandsbaade og Maal paa Krigsskyts, mens Geværfabrikkerne i England, Amerika og Tyskland Døgnet rundt tilvirker Skyts og Ammunition til Japan og Kina og Rusland.

Jeg nød de vidunderlig smukke Pinsedage saa temmelig alene her hjemme sammen med Inge og Frk. Pansch. Vi var enige om at det var vanskeligt at faa det kønnere eller behageligere udenfor Havens Gærde, og saa blev vi indenfor.

Skriv igen, naar De faar Lyst. I Mangel af Dem selv er Brev fra Dem altid velkomment.

Deres hengivne
M. Galschiøt