Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 9. juli 1931
Hvor meget ved man i Virkeligheden
9 Juli 31.
Kære Pontoppidan. – Jeg har længe villet skrive til Dem, men har stadig følt mig saa lidet oplagt, at jeg har opsat det – nu maa det være, ellers gror Stien mellem os vel helt til, og det vilde jeg dog nødig, den skulde. Men jeg er noget nedsat i det hele, for jeg synes, det gaar noget ned ad Bakke med mig, hvad vel ikke er mere end rimeligt, men alligevel ikke virker trøstende endsige opmuntrende. Haanden gaar det noget bedre med, men der er vist langt til, at den blir helt brugelig igen, dog det har jeg efterhaanden vænnet mig til. Værre er det, at jeg synes, Kræfterne tar følelig af og Energien svinder med dem. Jeg vil egenlig nu helst sidde stille i min Stue og læse i en Bog eller Avis, end ikke Haven frister mig videre, og der er mange Dage, hvor jeg ikke kommer udenfor dens Gærde. Det er maaske lidt stærkt sagt, at mine bedste Øjeblik[ke] er, naar jeg lægger mig tilbage i min Seng om Aftenen, men det [er] ikke langt fra at være Tilfældet. Dertil kommer last not least, at baade Syn og Hørelse tar mærkbart af, saa jeg mere og mere føler mig udenfor det hele. Alt det sætter jo Glæden ved Livet noget ned – gør mig til Tider lidt sørgmodig, men heldigvis – tror jeg da – hverken sær eller gnaven eller fordringsfuld, saa jeg blir til Plage for mine Omgivelser – tror jeg da. Jeg mærker i hvert Fald kun den vante Omhu og Elskværdighed hos dem. Og jeg har da lidt Ungdom omkring mig. I et Par Uger har Inge1 Heib. Jurgensen været her, og idag venter jeg Erik Lorenzen, der nu er blevet Student (fra Sorø) med en pæn Examen. Han og Inge har jo gennem mange Aar været mig Surrogat for egne Børn og altid kun været mig til Glæde. Inges Mor Olga2 kan jeg sige det samme om. Eriks Mor Ellen skaffede mig jo i Aarenes Løb adskillig Bekymring, og jeg fik ikke det ud af hende, som jeg gerne vilde, men jeg ved, at hun paaskønnede min Godhed, for hun tyde altid til mig, naar hun var i Nød. Og saa hjalp jeg hende – efter Evne.
2 I dette Øjeblik fik jeg gennem Frk. Pansch og Telefonen og Deres Sygeplejerske at vide, hvordan De har det. Hvor det glæder mig, at De har sluppet Krykkerne, saa at Else (og Einar) kan tænke paa at faa Dem til Rørvig den 24. Gid det kunde la sig gøre! Men der skal jo baade Kræfter og Lyst til, og det kan jo være, at Omvexlingen i den daglige Tilværelse vilde blive for drabelig ikke just for Benet men for Almenbefindendet. Et halvt Aars Sygestue-Tilværelse, naar man er ved de 74 springer man ikke saa let fra. –
Jeg har læst en Del siden sidst bl. a. stiftet Bekendtskab med en Forfatter jeg hidtil kun kendte af Navn nemlig Kristian Elster den yngre3. Det er en omfattende Virksomhed, hans. Og lødig synes jeg. En lang Række Romaner, to Samlinger Essays, og to tykke Bind Norsk Litteraturhistorie4, der fører lige ned til Nutiden. De kender vel nok i hvert Fald det Bind Essays5: Livet og Digtningen, hvori der bl.a. er en, som jeg synes, dygtig Redegørelse for Deres Forfatterejendommelighed og Betydning og en endnu bedre Karakteristik af Fru Skram, bedre velsagtens, fordi den var saa meget lettere at gøre. Han har i disse Dage udgivet et tredje Bind Essays – eller var det Noveller? Jeg saa en Notits i "Politiken". Det er en Mand, synes det, med en ualmindelig Arbejdsevne, og det er godt, hvad jeg hidtil har læst af ham. Romanen6 "Den skønne Ungdom" gir et meget livfuldt Billede af Livet i Kristiania omkring 1900 frem til Verdenskrigens Udbrud. – – De har selvfølgelig Ret i Deres Bemærkning (i det sidste Brev) om "Dichtung und Wahrheit" som Memoireværk. Det jeg vilde ha frem, var vel egenlig kun, at selv et Værk som dette hade sit store Værd som Virkelighedsskildring trods Dichtungs-Behandlingen, ikke blot Skildringerne af Forældrene, Hjemmet, Livet i Frankfurt og det andet, der bidrog til at forme hans Personlighed, men ogsaa f. Ex. hele den skønne Beretning om Forelskelsen i Friederike Brion, hvor det er saa let at se Skikkelsernes sande Former under Digtningens skønne Slør. Jeg synes, der skal lyves groft i en Memoire for at man skal blive "verstimmt". - Og hvad er al Historie, naar det kommer til Stykket – eller i hvert Fald det meste Historie andet end Digtning. Hvor meget ved man i Virkeligheden om den Tid og de Forhold, der ligger blot en Generation eller to tilbage for Ens egen? – – Gid det fremdeles maa gaa fremad for Dem!
Deres hengivne
M. Galschiøt