Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 13. november 1930
Nathansen saa underlig kunstlet og udregnet
13 Nvbr. 30
Kære Pontoppidan. – Det var rigtignok et trist Brev, jeg der fik fra Dem. Jeg har i lange Tider savnet al Efterretning om og fra Dem og været ved at skulle skrive til Dem for at faa Rede paa, hvordan det stod til, og hvorfor jeg hverken saa noget til Dem eller hørte fra Dem – og saa har Grunden altsaa dog været Sygdom, som jeg var begyndt at frygte for. Nogle Uger i Sengen med Sygeplejerske til Pasning og endnu ikke helt restitueret hverken i Arme eller Ben! Det er da vel heldigvis ikke Apoplexi, men en Nervelammelse? Jeg husker, De fortalte sidst, at De hade haft et saadant underligt Lammelses-Tilfælde en Nat, men at det var gaaet over i Løbet af den følgende Dag. Det er vel i samme Side, som De har Deres Nervesmerter i Hodet. Gid det snart maa være helt overstaaet og saa ikke mere komme igen. Ti nok har Livet lært Dem Resignationens Velsignelse, men De er dog endnu for aandskraftig til at kunne slaa Dem til Ro i den. – Det har jeg nu lært, men jeg er da ogsaa 12-13 Aar ældre og adskillige Grader aandsfattigere. Jeg er rørt over, at De tænker paa Muligheden af at besøge mig den 11. Dcbr. Det skulde glæde mig, om det kunde la sig gøre, men endnu mere vilde det glæde mig at ha Dem for mig selv en Dag, saa jeg ret kunde faa snakket med Dem. Da det trak ud med at høre noget fra Dem, begyndte jeg endog at tænke paa, om jeg ikke en Dag skulde ta op1 og besøge Dem, for jeg længtes i Virkeligheden efter atter at se og tale med Dem. Jeg vil nu haabe, at det ikke skal vare for længe, inden vi atter mødes. Men se nu først og fremmest at blive helt flink igen. Frk. Pansch, der saa Deres Brev, vilde ikke rigtig kendes ved Udskriften. "Det ligner Hr. Pontoppidans, men den er ikke saa fast, og der staar heller ikke "Sjælland" paa!"
2 At jeg gjorde mig berømt og kom i Aviserne var ganske uforskyldt. Jeg var paa en Spaseretur gennem Teglstrup Hegn med Collstrop, da jeg fik nogle Knugefornemmelser i Brystet og Hjertebanken, saa jeg maatte staa stille. Collstrop gik saa i Forvejen for at faa sin Bil, der skulde ta os op ved Gml. Hellebækvej, til at køre ind efter mig, men da Skovvejen viste sig upassabel for Bilen, ringede han efter Ambulancen. Da den kom, var jeg naat frem til Gml. Hellebækvej i Ro og Mag og uden videre Fornemmelser mere. Men saa kørte jeg til Byen med Ambulancen, blev sat af ved Hospitalet, fortalte Lægen at jeg ingenting fejlede, og gik saa hjem og satte mig til at spise Frokost. Men fra Politiet, der besørger Ambulancen udsendt, sendes der Meddelelse til de lokale Blade, og i et af dem stod der nok, at jeg var fundet liggende paa Jorden osv. Af den Fjer blev der de 5 Høns. Og nu har Frk. Pansch i flere Dage haft travlt med at besvare forespørgende Opringninger. Hun betegner gerne Tildragelsen som "Film".
Nej, jeg har det Gudskelov ganske godt, selv om lidt Aareforkalkning, eller hvad det nu er, hindrer mig i at gaa langt og gaa til. Fornemmelserne begyndte for nogle Uger siden, men min Læge er bortrejst for Tiden. Naar han om nogle Dage er hjemme igen, skal jeg snakke med ham om Sagen. – I aandelig Henseende befinder jeg mig saare vel. Altsaa: godt Humør, kender ikke til Vrede, Fortrædelighed, Ærgrelse og andre lignende Alderdoms-Plager, som bl. andre min "Alderdoms Ven" Collstrop er Offer for. Jeg ler ham ud og siger: "At De gider!" – Jeg læser en hel Del – og det er min eneste (lille) bekymrede Tanke: Blot dit Syn kan holde til det! – Det skulde interessere mig at snakke med Dem om Nathansens sidste Bog, som han jo venligst har sendt mig. Jeg har takket ham i rosende Ord, som jeg ærlig mente; at jeg ogsaa hade nogle Indvendinger at gøre, antydede jeg kun. Han er mig undertiden for spidsfindig i sine Sammenligninger og for opstyltet i sin Stil – det er Program-Kunst – Programmet stilles og saa vrides og vendes Stoffet til at indpasses deri. Det er jo altsammen godt og rigtigt og smukt, hvad han siger om Dem, men det er alligevel saa underlig kunstlet og udregnet. Det han gør bedst er den ydre Apparition, alt det han har iagttaget under Samvær – hans "Portræter" er meget levende; men Olaf Poulsen har for mange "Sabelben2". Og hans Betagelse af Paludan-Müller deler jeg ikke. Hans Værdsættelse af Vilh. Andersen synes jeg er rigtig omend ikke rigtig sympatisk.
Lev saa vel og fortsat god Bedring. Jeg vil altid blive glad for et Brev men endnu mere for et Besøg. Gid det snart maatte kunne gøres.
Hils Else og Einar
Deres hengivne
M. Galschiøt