Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 7. december 1928
De er jo et ret ensomt Menneske
7 Dcbr. 28
Kære Pontoppidan. – Det var godt engang igen at høre lidt fra Dem, selv om det, jeg fik at høre ikke var saa godt. Jeg har ondt af Dem, hvad jeg vel for Resten ikke behøver at fortælle Dem. Sidst vi taltes ved, var De næsten begyndt at haabe paa, at De fremtidig skulde forskaanes for dem, ak ja – Haabet er godt – saa har man da haft det en Smule godt saa længe, selv om man bagefter bliver skuffet.
Hils Else og Einar fra mig. Det skulde glæde mig – ikke mindst for Deres Skyld, om De atter kunde faa dem i Deres Nærhed. Blot det at vide, at man kan række dem uden særligt Besvær betar En jo Ensomhedsfølelsen. De lider vel for Resten ikke særligt under denne Følelse. De er jo et ret ensomt Menneske, hvad enten De nu er det af Naturen, eller det er Livet, der har gjort Dem dertil. I gamle Dage kunde jeg tit lide derunder – naar jeg f. Ex. efter Middagen i Studenterforeningen skiltes fra min trofaste Medspiser Paludan1 paa Ranchs Hjørne2 og vi hver gik sin Vej – nu kender jeg ikke mere til den, skønt alle mine nærmeste i Livet er borte og jeg ene tilbage med min Husbestyrerinde og min lille Hund, hvis urokkelige Hengivenhed jeg for Resten er mere end glad og taknemlig for.
Jeg har det som sædvanligt upaaklageligt baade i legemlig og sjælelig Henseende. Mine Hverdage forløber den ene som den anden, og Festdage er der ikke mange af. Jeg har opgivet al Selskabelighed udover en jævn Bridge-Middag; min Svaghørighed sætter mig udenfor enhver større Kres, og hvad skal jeg saa i den? Saa sidder jeg langt heller alene i min Krog ved Skrivebordet og læser. Det blir jeg aldrig træt af, saa blot mit ene seende Øje maa kunne holde ud til det, vil jeg aldrig komme til at lide aandelig Nød.
2 Jeg har i de sidste Dage bl. a. læst Nathansens "Will. Bloch" og Leopolds sidste Bind Erindringer3. De sidste morede mig mere end den første. Nathansen gør saa forfærdelig meget ud af det, saa han let gaar over Gevind. Det synes mig er Tilfældet baade i Karakteristikken af Bloch som Menneske og som Instruktør og i Udviklingen af Instruktions-Æstetiken. Han vil impopnere og gør Indtryk af at være imponeret selv af sin Dybsindighed og sit skarpe Blik. – Leopold er mere naiv og ser smaat paa Folk og Forhold, men han ser godt, hvad han ser og gengir det morsomt. Der er en ypperlig Skildring af Georg Brandes' Overflade som han snakker i sin Stue og haster gennem Gaden. Der er ogsaa levende Træk i andre af de afskildrede Personligheder (Heinr. Hirschsprung) men dybt gaar han ikke, og hans Forsøg paa at se selvstændig paa Personligheder er ikke altid lykkedes.
Det er rent forbandet, saa Bøger er dyre. Og for de flestes Vedkommende er det dog saaledes, at har man læst dem én Gang, læser man den ikke oftere. – De spør til mine "Erindringer". Jeg fortalte Dem vist, at Frk. Annette Vedel4 hade foreslaaet mig at skrive om mine Oplevelser i Stockholm og Upsala, og at jeg hade gjort det, men at det var blevet saa vidtløftigt, at jeg ikke trode, de vilde kunne ta det i Nord. Tidskrft (Letterstedtske). Jeg sendte det alligevel til hende; de hade baade "moret" og "interesseret" hende med Streg under5 og det gjorde da ogsaa Hovedredaktøren Prof. Herlitz i Stockholm; men de maatte forkortes til omtrent det halve for at kunne optages. Herlitz gjorde Forslag, og jeg antog en Del af hans Forslag og sendte Manuskriptet ind igen. Siden har jeg intet hørt om det, saa de beholder det vel; det er snart en Maaned siden de fik det tilbage. – Om det nu blir til mere "Erindringer" maa Tiden vise. Jeg tror det egenlig ikke. Jeg synes ikke selv, at de er noget værd, og skriver jeg mere, er det kun for at ha et Arbejde, et bestemt Arbejde at ty til, og saa fordi Forstudierne morer mig. Saa oplever eller rettere genoplever man saa meget.
At De forsøger paa, at faa mig til at tro, at De hade til Hensigt at komme til Chokolade paa Fødselsdagen! Nej, der ligger Drøm og Virkelighed for langt fra hinanden. Jeg vil for Resten ogsaa meget hellere ha Dem en Dag for mig selv. Og i Mangel af Dem selv vil jeg blive glad ved at faa et Brev fra Dem. Tænk paa det og lad der saa ikke igen gaa et Par Maaneder, inden jeg atter hører fra Dem.
Deres hengivne
M. Galschiøt