Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 14. april 1928
Paa snarligt Gensyn
14. April 28
Kære Pontoppidan
Tak for Brevet idag. Ja, De maa da ikke tro andet, end at jeg i de smukke Dage inden og under Paaske gik og ventede Dem og ønskede, at De vilde vise Dem i Landskabet, men da kom De ikke. Nu, da det er blevet forbandet Vintervejr igen med 2ºs Varme højt oppe paa Dagen saa skal De ikke komme; men engang faar vi vel Foraaret tilbage, og saa venter jeg Dem. Holde Dem ud fra 2½ til 7¾ kan jeg vel nok, og jeg haaber, at De i denne begrænsede Tid heller ikke vil blive ked af mig. Jeg kommer til at tænke paa Rist den sidste Gang eller en af de sidste Gange, han besøgte mig. Han hade glædet sig til at skulle være flere Dage her og rigtig nyde Havens Herlighed og min Behagelighed. Den følgende Formiddag sad han paa en af Bænkene nedenfor Verandaen og stirrede melankolsk ud over Dammen. "Nu er han færdig med Besøget", sa jeg til mig selv, og ganske rigtig – han længtes allerede tilbage til sin egen Hule og om Eftermiddagen hade han fundet paa et eller andet Paaskud, hvorfor han absolut maatte hjem om Aftenen. Jeg forstod ham saa godt og søgte ikke at overtale ham til at blive. Det var nemlig gaaet mig selv ganske paa samme Maade den sidste Gang jeg var paa Besøg, nemlig hos Olga paa Falster – da jeg hade været der et Døgn vilde jeg afsted igen og befandt mig først rigtig vel, da Toget raslede afsted med mig – og det uagtet baade Olga og hendes Mand gjorde alt, for at jeg skulde befinde mig vel.
2 De maa altsaa selv bestemme, naar De vil komme og hvor længe De vil blive, men jeg vil dog sige, at De er lige velkommen enten De kommer Formiddag til Frokost eller Kl 2½ til Te og enten De rejser igen om Aftenen eller vil blive her – her hos mig, ikke paa Hotel – til næste Dag, saa vi kunde faa os en Bridge eller Lhombre om Aftenen. Men jeg ber Dem for alle Tilfældes Skyld at ringe (Tel 270) om Morgenen, hvis De vil komme til Te (og Middag) eller Dagen i Forvejen, hvis De vil komme til Frokost osv.
Naar De kommer, vil De forhaabenlig træffe mig ganske som da De sidst saa mig. Selv har jeg i hvert Fald ingen Fornemmelse af at være forandret. Men saadan noget mærker man vel for Resten ikke selv meget til, da Forandringen foregaar ganske langsomt. Det eneste jeg synes jeg kan spore det paa er at mine Interesser skrumper ind baade i Mængde og i Omfang. Mere og mere forekommer det mig temmelig ligegyldigt. Heldigvis følger dsermed, at jeg hverken ærgrer mig eller sørger over Sager, som tidligere maaske vilde være gaaet mig nær. Jeg arbejder lidt daglig og har derved den behagelige Fornemmelse af at ha gjort min Pligt, skønt jeg sir til mig selv, at hvad jeg laver er lidet eller intet værd. – Og saa er der kommet en ny livgivende Faktor i min Tilværelse: vi har faaet en Hund i Huset – en lille henrivende sort langhaaret Kavaler, som jeg har reddet fra at blive slaaet ihjel, da dens Ejer døde. Naar den lægger sig paa Ryggen og lukker Øjnene af Velvære, fordi jeg klør den paa Maven, saa synes jeg alligevel, at jeg endnu har en Gerning i Livet, som jeg røgter til baade min egen og en andens Tilfredshed. – Paa snarligt Gensyn
Deres meget hengivne / M.Galschiøt