Martinus Galschiøt til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 28. marts 1927
Erindringer værd at sætte i "Tilskueren"
28 Marts 27
Kære Fru Pontoppidan –
Jeg har længe tænkt paa at skrive et lille Brev til Dem, men hver Gang jeg vilde til det, syntes jeg alligevel, at jeg ikke hade noget videre at fortælle Dem, og saa blev det ikke til noget. Nu har jeg imidlertid faaet en Ide. Jeg sender Dem medfølgende, der nok vil vække Deres Interesse i første Øjeblik og maaske holde den i Live i de næste ti Minutter, og saa længe vilde jo et Brev med selv det interessanteste Indhold ikke kunne gøre det. Det er et pænt læseligt Korrektur-Aftryk af Begyndelsen af mine "Erindringer", dem De saa ofte har talt om og opfordret mig til ikke at opgi at skrive. De maa altsaa overta Deres Andel i Ansvaret for at de nu er blevet trykt. – Det hele er gaaet saadan til, at, da jeg var færdig med min "Sparekasse", stod jeg en Stund ledig paa Torvet og vidste ikke hvad jeg skulde ta mig til. Saa huskede jeg paa de paabegyndte "Erindringer", som jeg la tilside for 2 Aar siden da jeg paatog mig Sparekasse-Værket, og saa tænkte jeg paa Dem og saa tog jeg Manuskriptet frem og gav mig til at læse i det, og saa syntes jeg, at der var dog et og andet deri, som var ganske fornøjeligt og saa opstod Betænkelighederne og Fornemmelsen af at det alligevel ikke var noget, der var værd at trykke osv. osv. 2 Resultatet blev imidlertid, at jeg besluttede at sende det til Poul Levin og spørge ham, om han syntes, det var værd at sætte i "Tilskueren". Jeg fik omgaaende Svar fra ham at han hade sendt det i Trykkeriet skønt han først fik Plads til det i Maj-Juni eller senere. Saa var jeg den altsaa. Naar han vilde ha det i "Tilskueren", saa kunde jeg vel altsaa la ham faa det. – Men nu skal De altsaa til at læse det igennem – hvis De da kommer igennem det – for De har jo dog en Slags Medskyld i Fremkomsten og saa skal De til den vanskelige Ting at sige mig et Par venlige og anerkendende Ord uden at gaa Sandheden i Deres Mening altfor nær. Jeg sidder med Smil paa Ansigtet og gotter mig ved Tanken om den vanskelige Situation jeg bringer Dem i. For jeg kender Dem, min kære Madame! Jeg hører Deres Stemme, naar De fælder en af Deres ikke altid blide Domme om andre dødeliges Døgnværk. Ikke altid blide, men altid rigtige og retfærdige. Jeg vil dog ikke skræmme Dem ved at sige, at De vil ta Pipet fra mig, hvis De siger, at det er noget tarveligt Stas uden Spor af Interesse, for jeg tror nok, at jeg alligevel fortsætter med mere confessiones – noget skal jeg jo ta mig til, og det morer og interesserer mig at gøre Forstudier og genopleve Begivenhederne, selv om det ikke altid morer mig at skrive, fordi jeg stadig synes, at det er lidet værd, hvad jeg laver. 3 Men læs det nu i en ledig Time; jeg ved jo, at jeg kan gøre Regning paa at De læser det med lidt Sympati og Interesse, selv om De kommer til samme Resultat med Hensyn til Værdien, som jeg selv er kommet til.
Der er jo nu gaaet nogle Uger siden H. P. besøgte mig, og jeg ved altsaa intet om, hvorledes Staus egentlig er hos Dem for Tiden. Dengang mente han, at De hade blot haft godt af at komme hjem til Dem selv og bort fra Hospitalet. Han nævnte ogsaa, at De hade overvejet Muligheden af at komme over til Sygehuset i Svendborg, hvor Einar er og Else tænkte paa at flytte hen. Alt dette og andet Dem og Deres vedrørende maa De bede H. P. være saa elskværdig i en ledig Time at gi mig lidt Besked om. Det er alligevel saa underligt, naar man tænker paa sine Venner, ikke at vide, hvor man har dem, og hvordan de har det.
Her staar alt akkurat paa samme Punkt som for Maaneder siden. Selv har jeg det godt, næsten ingen Fornemmelser af nogen Slags Svaghed – dog en tiltagende Døvhed undtagen – Frk. Pansch gaar det kun smaat med. Hun fik for en Maaned siden et nyt Influenza-Anfald og det ødela Hjertet paany og tog hendes Kræfter. Nu bygger vi atter op paa Korthuset, men ved det mindste Vindpust falder snart det ene Sæt Kort og snart det andet. Det er ret trist. De ved jo bedst af egen smertelige Erfaring hvor trist det er. Men vi holder Taalmodigheden højt og endnu har vi ikke mistet den – ikke helt, selv om den maaske flosser lidt i Kanterne. – Jeg har ikke været i Kbhvn. siden 4. Oktober – ellers hade jeg meldt mig til Audiens. Jeg var meget glad for H. P.s Besøg og jeg vilde ønske, han snart gjorde det om igen. Jeg snakker med saa faa Mennesker, som jeg har Interesser tilfælles med, og af anden Omgang er der heller ikke meget igen. Selskaber holder jeg ikke af, for jeg er ganske udelukket fra den almindelige Bordkonversation som Følge af min Døvhed.
Ja, saa tror jeg, jeg vil slutte for denne Gang, men nu har jeg da ogsaa serveret Dem en god Portion Læsning, baade trykt og skrevet.
Min hjerteligste Hilsen til Dem begge
Deres hengivne
M.Galschiøt
