Martinus Galschiøt til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 29. februar 1924
Venskabet "det ejenlie"
29. Febr. 24
Kære Fru Pontoppidan
Tak for de smaa Telefon-Meddelelser om Stemninger og Tilstande hos Dem. Jeg var begyndt at synes, at Græsset grode lovlig stærkt paa Stien mellem os og tænkte paa at ta fat fra min Ende med at skuffe det væk – saa kom Deres Opringning. Nu er Telefon-Numret optegnet i min Hovedbog, og naar jeg saa næste Gang begir mig ud paa en Københavns-Ekspedition, skal jeg nok melde det forinden. Det blir maaske engang i næste eller næstnæste Uge, hvis da Vejret bedager sig og Kulden blir mere menneskelig end den er for Tiden. Jeg gaar nemlig rundt og fryser og sørger over dette Tegn paa fremadskridende Senilitet.
2 Men mere sørger jeg dog over Elendigheden hos Dem, naar jeg kommer til at tænke paa den, og det gør jeg ret jevnlig. I Eftersomren var det saadan en Fornøjelse at se Foryngelsen hos Pontoppidan ved Forhaabningen om, at Tryllemidlet var fundet, der kunde befri ham for Smerterne – og nu er han slaaet saa grundig ned igen. Hvad nu? – Er der da aldrig forekommet lignende Tilfælde før? Og kender d'Hrr. Specialister slet ingenting til det? Det er jo næsten ubegribeligt.
Naar jeg tænker paa Pontoppidan og paa, hvad han gaar igennem og De med ham, skammer jeg mig næsten ved [at] fortælle, at jeg selv har det godt og kender meget lidt til denne Verdens Modgang og Livsens Piner, der næppe nok naar Højden af lidt Jag i en Ligtorn eller Kløe i en Eksemplet. – Ja det er sandt, 3 saa har jeg jo min Døvhed at gøre mig til af, og med Øjnene er det jo hellerikke ganske, som det helst burde være. Men en Øjenlæge, vi har her paa Egnen – Klinik i Kbhvn. – som jeg konsulerede forleden Søndag, trøstede mig med – da han hørte, at jeg gik i det 80de Aar NB. – at mit Syn nok holdt ud til Enden, i hvert Fald paa det ene Øje, og at jeg ikke skulde gi Afkald paa at læse for dets Skyld. Jeg hade allerede begyndt at ta Undervisning i Kabale-Lægning hos et Par dygtige Damer for det Tilfælde, at det skulde blive mig forbudt at læse ved Lys. Efter det kiler jeg paa Bøgerne igen, helst Beretninger fra og om de sidste Menneskealdre for det Tilfælde, at jeg skulde ta mig sammen og skrive noget mere om, hvad jeg har oplevet i de 80 Aar, jeg har nok Lyst – undertiden – navnlig om Natten, naar jeg vaagner eller er i den halvvaagne Tilstand, hvori alt, man vil foreta sig, synes saa let og lige til – om Dagen er jeg 4 mest genegen til at synes, at det altsammen er saa værdiløst, hvad jeg kan lave, og at jeg kun skal prøve paa det for at faa lidt Rygrad i min Tilværelse, noget at samle mig om, nu da jeg ikke mere har Udsigt til en ny foryngende Forelskelse efter at Genstanden for min sidste en halv Snes Aar gamle, som jeg var faldet saa behageligt til Ro i, er rejst fra mig til Sydfrankrig og blir borte i mange Maaneder. – Venskabet, der er "det ejenlie" her i Livet, dyrker jeg vedblivende med Mellemrum med bl.a. Rink, hos hvem jeg forleden spiste til Middag, en god Middag for Resten: Oksetunge, Kalkunsteg, Is, Jeppe Aakjær og Strygebrættet Frk. Lektor Lund. Vi var bedt til Kl. 3 præcis og skiltes igen Kl.5! Jeppe skulde holde Oplæsning i en mærkelig Anstalt her i Omegnen, der bærer det stolte Navn "Den internationale Højskole". Jeppe var meget elskværdig; Frk. L. i permanent stille Tilbedelse af ham.
Saa paa snarligt og forhaabenlig nogenlunde fornøjeligt Gensyn.
Deres begges hengivne
M. Galschiøt