Martinus Galschiøt til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 29. maj 1920
Kæbeoperationen
29. Maj 20.
Kære Fru Pontoppidan
Tak for de tilsendte Sager, som jeg ikke havde skænket en Tanke, forinden de kom her i Huset – jo det er sandt, Pontopp. talte om, at han skulde haft dem med, og saa maa jeg dog vel i Øjeblikket ha tænkt paa dem. Men straks, da jeg saa dem, vilde jeg ikke kendes ved det udsøgt simple Blomsterglas, De der vilde af mig med, og først noget efter dæmrede der en Fornemmelse af, at jeg hade set det før, indtil det tilsidst stod klart for mig, at min Søster1 hade faaet det som en Gave paa sin 70 Aars Fødselsdag for 14 Aar siden af en eller anden af sine Protegéer, og at jeg allerede dengang hade beundret dets Proletar-Skønhed. Saa jeg kunde ikke engang sige Hus forbi og sende det tilbage, men pænt maatte takke for Tilsendelsen.
2 Det var et fornøjeligt lille Besøg, Pontoppidan gjorde mig forleden. Jeg blev meget glad ved at se ham igen, da jeg næsten helt hade opgivet Haabet derom. Han gjorde ikke noget Nummer ud af sin Kæbeoperation – hvad der ligner ham – saa det er egenlig først bagefter, jeg har faaet en Fornemmelse af, hvor fæl den maa ha været, hvad jo ogsaa Deres Omtale af den tyder paa. Maatte det nu blot hjælpe, og maatte ogsaa den Operation, De selv har gennemgaaet, bringe Dem nær Maalet for Deres inderlige Ønske om endelig engang igen at kunne føle Dem rask. For det er drøjt for et Menneske, der gerne vil være virksom, at føle at Kræfterne ikke slaar til. De maa se at holde Liv i Haabet om, at Lægernes Løfter vil gaa i Opfyldelse.
Jeg fik selvfølgelig i Dagens Løb Beretning om alle Familie-Begivenhederne, om Else og hendes nyfødte lille Dreng2, om Steffen og Hans, saa nu er jeg igen godt à jour med Stemninger og Tilstande, hvad jeg trængte til. For jeg var ikke langt fra at synes, at Vejen mellem os begyndte at gro til. Nu skulde det glæde mig, om Pontoppidan, naar han hade fulgt Dem over til Silkeborg og set Dem vel installeret der, hvorefter han vel selv skal til at flakke lidt om – at ligge stille i Silkeborg er næppe noget for ham – at han da paa sin Vandring vilde lægge Vejen om ad Helsingør og tilbringe nogle Dage hos mig. Jeg opfordrede ham dertil, men han var som altid lidt ængstelig reserveret i sit Svar. Han er jo altid saa bange for "at gøre Ulejlighed" – hvad jeg for den Sags Skyld da 4 for Resten ogsaa selv er. Men De skulde nu alligevel bestyrke ham i at gøre det, hvis han virkelig har Lyst dertil. Selv har jeg ingen vidtløftige Planer for Somren. Jeg blir, hvor jeg er – det passer mig bedst. Jeg venter som sædvanlig Besøg i 2-3 Uger af Fru Lorenzen og hendes Drenge; det er nu Lov i Landet3 og skaffer mig ogsaa en Del Smaaglæder og meget lidt Besvær. Hade jeg vidst, at De var i Fredensborg, var jeg nok kommet ud paa en lille Visit – og skulde jeg i de nærmeste Uger komme til København, kigger jeg maaske ud til Dem paa Christianshavn, men skulde vi ikke ses, inden De rejser, vil jeg ønske Dem god Bedring under Silkeborg Opholdet og i det hele alt godt.
Hils Else og Einar!
Deres hengivne
M. Galschiøt
