Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 23. oktober 1917

Signe Sohlman bagom Jytte

Helsingør 23. Okt. 17

Kære Pontoppidan. – Tak for Indbydelsen! De aabne Arme kunde friste mig, især hvis Hjertet fulgte med; men det vilde det gøre ogsaa paa ethvert andet Sted end Svendborg. – Svendborg gør ikke meget hverken fra eller til, skønt jeg har et stemningsfuldt Aftenminde fra Indsejlingen en Søndag-Sommeraften for en 30 Aar siden, hvor Vestenhimlen og Christiansminde kappedes om at illuminere Himmel og Jord og Hundreder af hvidsejlede Lystbaade sværmede om Smaalands-Damperen, paa hvis Dæk jeg stod. Næ – jeg blir hjemme – i min Have om Dagen, i min Stol om Aftenen, hvor jeg hyggelig og lunt nedpakket fordyber mig i "De dødes Rige" naar jeg har nydt min Middagscigar. 2 For hver Ting skal nydes for sig selv. Jeg er foreløbig kun kommet gennem de to første Afsnit, af hvilke det sidste synes mig at være mere værd end det første. Men det er ogsaa et Par vanskelige Fremtoninger Torben og Jytte, vanskelige at gøre helt levede interessante og forstaaelige. Og jeg har jo for mit Vedkommende altid Signe Sohlman bagom Jytte – det kan ikke være anderledes – og hun synes mig baade dybere, rigere og mere forstaaelig, saadan som jeg husker hende og som hun (for mig) fremtræder gennem Brevene. De to ganske smaa Brev-Brudstykker, Jytte finder i sin Skrivemappe, da hun pakker Kufferten ud paa Storeholt, var den levende Signe – jeg syntes at jeg næsten maatte kunne finde dem i Brevene – men, som sagt, jeg er jo ikke helt uvildig Dommer paa dette Punkt.

3 Kan De huske, at Inges Lærer hade sagt, at De etsteds hade ladet Solen gaa op i Vest. Inge vilde ikke spørge ham om det, overbevist ligesom De og jeg om, at det var noget Sludder. Men nu har jeg fundet Stedet, der kan forstaas eller misforstaas paa den Maade. Det er da Jyttes Mor kommer ud paa Loggien efter Krise-Natten, da Jytte er taget ind til hende. Der staar: Da hun var paaklædt og kom ud paa Loggiaen, steg Solen netop op over Kystlinjen i Vest og farvede Himlen inde over Landet med sit lysende Blaa. Jeg antar, det skal forstaas saaledes, at den stigende Sol, som Fru Bertha ikke ser, oplyser Kystlinjen, hun ser over imod paa den anden Side af Bugten, men i saa Fald er det ikke saa heldigt, at der staar at Solen stiger op over, da Solskæret paa Kystbjergene netop begynder oppe og glider ned over, efterhaanden som Solen stiger!

4 Og De, som ikke vilde komme og tælle Sølvtøjet efter! Jeg har aldrig set en saa uforsvarlig Indpakning af Værdigenstande. Æsken – en Papæske – staar ganske, som jeg fik den, til behagelig el. ubehageligt Eftersyn. Jeg kan jage hele Haanden ind gennem et Hul i den og udtage, hvad jeg vil af den; men jeg har foreløbig dog intet taget – at De ved det! Jeg har haft et fornøjeligt Brev fra Deres Kone, som syntes at være meget tilfreds med sit Opholdssted. At De har opgivet Villa Karina og Helsingør med Omegen som Fremtids-Bosted, gør selvfølgelig mig kun ondt; thi jeg frygter for at Stien mellem os, der vel ikke hidtil var nogen stærkt befærdet Landevej, men for mig i det mindste en kær Vej, jeg gerne gik, snart vil gro til, fordi den sjælden eller aldrig betrædes. Nu faar vi se!

Deres hengivne
M. Galschiøt