Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 6. april 1913
Zahrtmann frastødende
Helsingør 6 April 13
Kære P. – Medfølgende Brev, som jeg efter Deres Opgivende sendte til Bryrup, kom tilbage derfra efter et Par Dages Forløb. Nu ser jeg af "Politiken" idag, at De optræder paa Skagen – og De har saa vel sagtens opgivet Bryrup. Saa har mine Erindringer derfra næppe megen Interesse for Dem, hvis de da ikke skulde kunne lokke Dem derhen senere paa Somren, naar Velling Koller med de dejlige Bøge staar i deres Sommerpragt. I hvert Fald kan de da vise Dem, at jeg har skrevet til Dem og takket for den tiltænkte Formummelse. – Ellers staar alt vel til her paa Sjællands nordostlige Spids og Vaaren er i kraftig Anmarsch med Anemoner 2 baade hvide og blaa. Jeg var atter igaar i København og saa bl. a. den saakaldte fri Udstilling1 med en Samling dels kedelige dels horrible Kunstværker. Zahrtmann, hvis 70 Aar nylig fejredes med mange Fanfarer, har præsteret utroligt i Retning af Farverædsler, der virker lige saa frastødende paa mig som de alleryngstes Uhyrligheder. Deres Ven Johan Rohde har anskaffet sig en hel Række ny Kulører af antagelig Højde, der aldrig før har været paa hans Palet. – Naa, men alt det har De maaske selv set, inden De drog over Belterne. – Min Københavnsrejse har jeg opgivet – Veninden vilde ikke være med, og alene bryder jeg mig ikke om at tage ud paa en saa lang og farefuld Ekspedition. Og jeg vilde dog saa gerne have haft lidt Musik.
Jeg har idag haft Brev fra Collett Vogt2, hvis Stykke3 "de skadeskudte" har gjort stor Lykke paa Kristiania Teater og gaar Aften efter Aften for udsolgt Hus. Eide spiller en af Hovedrollerne og "løfter Figuren højt over, hvad jeg har tænkt og følt," skriver Vogt. "Det er underligt at føle en slig Bølge af Sympati strømme imod sig – For første Gang. Men det egne er, at jeg i Grunden ikke nyder det, er næsten lidt kvalm af al den Virak. Jeg synes, den gør mig ufri" – siger Vogt – og det kan jeg godt forstaa, for han har jo alle Dage været fredløs Mand i den bestandig borgerlige Del af det norske Samfund.
Har De aldrig senere tænkt paa at gi Dem i Kast med et nyt Skuespil. Var jeg Forfatter, vilde jeg da føle mig fristet, hvor fremstaaende en Stilling jeg end havde paa et andet Felt. –
4 Endnu har Deres Kone ikke ladet høre fra sig – men hun kommer vel selv en skønne Dag, naar hun trænger til at se sin lange Dreng. Og saa falder der maaske ogsaa et lille Dryp af paa Degnen.
Lev saa vel, kære Ven, og hold mig lidt à jour med, hvor De færdes.
Deres hengivne
M. Galschiøt
Saa lader vi foreløbig Bryrup-Kortet4 blive her.
