Martinus Galschiøt til Antoinette Pontoppidan
Sendt fra Rom. 13. maj 1911
Sygdoms-Elendigheden
Rom 13. Maj 11. – Kære Fru Pontoppidan. – Mange mange Tanker er gaaet fra Rom til Dem og Pontoppidan, siden jeg for en Uges Tid siden, da jeg kom hertil og fik fat i en dansk Avis, saa, at nu var atter Sygdoms-Elendigheden over Dem og Deres. De burde ikke have holdt igen paa Bulletinerne i "Politiken", hvis Form i Begyndelsen maatte afficere Dem, og som navnlig ganske var ude af H. P.s egen Stil – men vi sidder virkelig mange baade ude og hjemme rundt om og længes efter at vide, hvordan det gaar og hvorfor saa ikke benytte Pressen? Men som sagt havde Deres Mand faaet Nys derom, havde han naturligvis ikke villet have det, og De har maasket handlet rigtigst ved at stoppe op for de daglige Meddelelser. – Jeg havde været ganske uden Forbindelse med Hjemmet, fordi jeg havde flakket noget om, og det kom mig derfor helt overvældende; hver Dag søgte jeg Aviserne i den skand. Foren. udelukkende af den Grund. Nu har jeg endelig faaet Breve – fra min Søster, der havde forhørt sig hos Steffen, og fra Rist idag, der gav mig god og nogenlunde glædelig Besked og bragte en "varm" Hilsen fra Dem personlig. Den skal De have hjertelig Tak for. Jeg vilde altid være blevet glad for den, men blev det særlig nu, fordi De sendte mig den under de Omstændigheder, og fordi jeg modtog den her under Forhold, hvor jeg er meget ene og venneløs og føler det. Ja, kære Fru Pontoppidan, jeg sætter megen Pris paa Deres og Deres Mands gode Venskab, ikke mindst fordi jeg tror, at ingen af Dem har synderlig Tilbøjelighed til at give denne gode Gave til den første bedste og jeg kan forsikre Dem om, at jeg som den Ven, jeg gerne vil være for Dem, tager levende Del i Deres Modgang som i Deres Medgang. Det sidste Brev, jeg fik fra Pontoppidan, inden jeg rejste, var saa trist, at det sved i mig, da jeg læste det. Maatte den Stemning, der affødte det, og som jo egenlig saa længe har været Grundstemningen hos ham, skyldes Sygdommen og kunde forsvinde, naar Sygdommens Aarsag nu forhaabenlig hæves. Gid vi til Sommer maa mødes igen saa friske og veltilfredse som vi kan vente at blive det – i vor Alder og under vores Forhold maa vi jo desværre tilføje.
2 Jeg synes, det er en Evighed, siden jeg rejste hjemme fra, og det er dog endnu ikke tre Uger. Skønt jeg kun har været paa kendte Steder og end ikke følte mit Hjerte banke stærkere, da jeg kørte ind paa Jernbanestationen her i Rom, saa skæpper dog alle de vexlende Indtryk, man modtager, saa at Dagene let bliver til Uger. Da jeg kom syd for Alperne, droges jeg til Rom, hvor alle Veje jo fører hen. Jeg synes, jeg maatte dertil, skønt min lille gode Veninde fra ifjor, Fru Mantzius1, lige var død. Eller maaske netop derfor. Det var saa underligt. Jeg havde i mit sidste Brev til hende sagt, at jeg maaske kom, og hun glædede sig til Gensynet – saa skrev jeg til hende, at nu kom jeg, men det Brev naade først frem den Dag, hun døde. Jeg har været gentagne Gange ved hendes Grav paa Kirkegaarden2 ved Cestins Pyramide – jeg synes, jeg maa se til den lidt jevnlig – der vil vel ikke gaa saa længe, inden den kommer til at ligge hen, uden at nogen ser til den. Hun var stadig saa ung og levende, skønt hun var tæt ved de 70. – Ellers har jeg været meget optaget af den store Udstilling, her er for Tiden. En rædselsfuld Indretning, saadan en Udstilling! Tag aldrig til den, hvis det nogensinde skulde tilbyde sig, for man har kun liden Nydelse af det, man ser, og en pinefuld Fornemmelse af, at man aldeles ikke kan overkomme, hvad man skal. De bedste Dage, jeg hidtil har haft her, er de, paa hvilke jeg er flygtet bort fra den store, larmende Stad over i Bjergene og har vandret alene ad støvhvide Veje mellem Olivenskrænternes fine Graa og med Himlens dybe Blaa over mit Hoved og har ladet Solen bage mine svage Skuldre. Med de sidste er det ikke væsenlig bedre end hjemme, men vi har heller ikke haft meget af det Solskin, der skulde kurere dem. Gud ved, om ikke Maj er en ret lunefuld Maaned hernede; baade ifjor og nu iaar har det egenlig været skralt nok med det gode Vejr. Jeg tænker, jeg bliver her i Rom endnu en halv Snes Dage, men hvor jeg saa gaar hen, har jeg ikke bestemt. Jeg skylder jo ingen Regnskab derfor, og det gaar kun ud over mig selv, for saalænge mine Venner ikke ved, hvor jeg er, har de god Grund til at lade være at skrive; kun jeg kommer til at undvære Glæden ved at faa Brev fra dem. Men det ender vel nok med Muddergrøften i Battaglia, for jeg tør jo ikke vende hjem uden at have gjort et alvorligt Forsøg paa at blive Gigten kvit. Hils nu Deres Mand hjerteligst fra mig – jeg beder i alle Templer for hans Helbredelse – fald ikke selv sammen, naar han er over det værste, saadan som det plejer at være opofrende Kvinders Skik – hils Elsebarnet fra "Morbror" og Steffen ligeledes
Deres hengivne
M. Galschiøt