Carl Dumreicher til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Arvika, Värmland, Sverige. 22. juli 1938

hele kredsen om Dem

Kære hr. Henrik Pontoppidan

I aar kan jeg ikke bringe en personlig lykønskning – men endnu engang min hjærteligste tak for at jeg kunde det ifjor – men den skriftlige kan forhaabentlig naa Dem paa selve dagen. Den kommer fra Värmland – Arvika er en lille svensk træby paa c. 8000 sjæle nordvest for Venern beliggende ved Glavsfjorden og midt i milebrede fyrre- og granskove. Herfra vil jeg da gærne bede Dem modtage min varmeste lykønskning til dagen, mine bedste ønsker om, at den forhaabentlig vil kunne fejres i Rørvig med solskin ude og inde, og min forsikring om, at ogsaa mine tanker paa søndag – da jeg er i Göteborg – vil søge Dem med hengivenhed og ærbødighed. Jeg har her lært en del om hjemstavnsfølelse. Ikke holde mig til, at jeg – som igaar – paa 2 timer med en rutebil naaede "Gösta Berling"s land og saa de gaarde og bruk, som optræder i bogen. Mere interessant var det iøvrigt da jeg for min kones skyld – vejen er en mil fra byen Sunne, der ligger midt paa vestkysten af den 10 mil lange Fryken sø (i G.B. – som turistbøgerne her forkorter – Bro sogn og Broby ved Lören sjö) 2 tog en bil og kørte over broen til østsiden og op til Morbäcka – en ikke saa stor, men nydelig énfløjet hovedbygning paa bølgende, aabent land mellem to lange skovhøjder, fædrenegaarden, som Dr. Selma Lagerlöf har købt og istandsat. Men her var tillige skuepladsen for Sveriges "Elverhøj" ɔ: "Värmländingarne", som jeg saa paa "Skansen" i Stockholm, her var Anders Fryxell – Sveriges Frederik Barfod, men mindre naiv – præst til sin død. Og saa gaar man sydpaa til Tegnérs fødested med sten og indskrift: Här hans vagga, i Vexiö hans grav – i sången hans minne. Man opsøger Geijers og Frödings fødesteder, laaner hjemstavnslitteratur fra byens folkebibliotek – pludselig opdager man Värmlands kultur som et rigt islet i svensk kultur og forstaar den varme, hvormed exempelvis min gamle lektor fra Upsala, som gærne vil have følge til aftenturen, siger: Ja – ha. Jag och min maka – är Värmländingar. – Jeg har fortalt en smule herom, fordi mine egne tanker i sommer mere end ellers har søgt staden ved Gudenaaen og de spor, den har afsat i mit eget liv. Til efteraaret skal jeg have 40 aars studenterjubilæum – det er naturligvis brevvekslingen med de gamle skolekammerater, som har aabnet for erindringens kilder. 3 Og dermed har jeg faaet en beskeden, men levende fornemmelse af, at ogsaa jeg ikke blot som dreng har hørt til i "Henrik Pontoppidan"s land, men at jeg i kraft deraf, i kraft af den fælles hjemstavn hører til dem, som døren Holmegaardsvej 2, gærne aabner sig for – og saaledes væver idag Randers og Värmland sig sammen og gør de følelser, hvormed brevet skrives, særlig varme. Man kan iøvrigt – netop i folkepsykologisk henseende – have meget udbytte af et svensk ophold. Og én fordel har disse smaabitte skovskjulte byer. Mage til stilhed og luft skal man lede længe efter. At vaagne saa udhvilet som en skoledreng i ferien og mærke morgenvinden føre krydret lunhed med sig ind over byen – om aftenen kan Arvika desuden være som et æventyr af gyldent solnedgangsskær og høduft – det er herligt efter de lidt travle dage i Stockholm, der har faaet et fortvivlet indfald: skyskrabere i funkisstil paa toppen af graa klippeøer med smaa skovbræmmer ned mod vandet. Modernisme og natur i barok modsætning. –

Men nu maa jeg nok slutte. Meningen var 4 jo ikke at give rejsebilleder, men at lykønske Dem saa varmt jeg kunde og til min lykønskning og mine ønsker føje de hjærteligste hilsener – først til Dem selv og dernæst til hele kredsen om Dem – särskilt (som man siger her) om båda fru professorskan og fru poliskan skola vare hemma. Om det er helt korrekt svensk ved jeg ikke, men skulde begge Deres døtre være hos Dem, beder jeg ogsaa dem modtage min hjærtelige hilsen.

Men til allersidst samler tankerne sig igen om dagens fødselar og ad den vej indfinder sig som gratulant ogsaa Deres meget hengivne

Carl Dumreicher

Brevet befinder sig på KB i Tilg. 306.