Verner Dahlerup til Henrik Pontoppidan
16. maj 1904

Det gamle Skøvl bjæffer

Kbh. 16/5 1904.

Höjtærede hr. Pontoppidan!

Jeg får alligevel lyst til at fortælle Dem lidt om "skövl". Jeg havde noteret det fra Lykke-Per V. 1421, men desuden findes det - endogså ret ofte - i litteraturen fra 16.århundrede (f.ex. hos Hans Tavsen, Christiern Pedersen, Peder Hegelund, M[?] fra Ribe); det bruges stadig som ukvemsord, afvexlende i formen: skævl og skövl (skalcke oc skøffle, din skevel oc hoffvitskalck o.s.v.). Ordet er sikkert et gammelt plattysk skældsord, på gammeltysk findes schevel = dummer tropf, og dette kan måske være det samme som höjtysk schäfel, Schäflein, altså opr. = fæhoved. Det sidste er dog kun en usikker formodning; men vist er det, at skövl (skævl) i mindst 400 år har været brugt i betydn. dumrian, slubbert, og at jeg er Dem taknemmelig (foruden for meget andet), fordi De i skrift har fixeret dets brug i nutiden.

Deres ærbødige
Verner Dahlerup

 
[1] skövl: Lykke-Per. Hans store Værk, 1901, s. 142:

"Jeg tror, det fordrukne Asen har gjort jer kulrede! … Dersom han har bildt jer ind, at vi ikke kan undvære hans Assistance, kan I hilse ham fra mig og sige, at han kan slikke – noksagt. Bliv bare ikke nervøse! Naar det gamle Skøvl bjæffer, er det, fordi han ikke tør bide."

Det ændres til Lykke-Per II, 1905, s. 193:

"Hør, lille Børn!" sagde han, idet han atter vendte sig mod Spejlet. "Jeg tror, det gamle Skøvl har gjort jer kulrede! Dersom han har bildt jer ind, at vi ikke kan undvære hans Assistance, saa kan I hilse ham fra mig og sige, at han kan – noksagt. Bliv bare ikke nervøse! Naar Bæstet bjæffer, er det, fordi han ikke tør bide."

tilbage