Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
13. januar 1923
Pressens ulidelige Usandfærdighed
13 Januar 23
Kære Henrik Pontoppidan. Det gaar aldeles ikke. Endnu igaar kunde jeg ikke skrive. Idag gaar det dog. Men De maa lade mig have det behagelige Samvær med Dem og Deres Frue og, hvis det passer Dem, Directeur Dessaus til Gode endnu nogle Uger. Min Ulykke er bl. a. Cavlings Mani for at spille Formynder for mig. Naar jeg er sygest, fortæller han overlegent Publikum, at jeg fejler ikke noget videre; han bombarderer min Læge telefonisk og laver derefter Meddelelser. løvrigt bestormes den Malersvend, der boer i Kælderen her, en led Fyr, lasket og grim, hele Dagen telefonisk af Berlingskes og Politikens Journalister, der hver vil være den første, der bringer Dødsmeddelelsen. Saadan var det alt for 6 Aar siden. De sad i Klynger paa Trappen og 2 ventede. Og der blev banket paa til Kl. halvelleve, for at den Paagældende ikke skulde gaa glip af Nyheden, men om muligt være den første.
De siger Forkølelse. Ja det kan man jo kalde det, hvis man vil.
Fra Novembers Begyndelse har jeg havt en Række Aarebetændelser i min højre Arm, vel en 8, der har afløst hverandre i forskellige Aarer, og som er meget smertende netop nu.
Fra Slutningen af November har jeg havt en Mave-Forgiftning, der slog mig aldeles ned. Endnu kan jeg hverken spise eller smage nogetsomhelst. Endsige sove!
Samtidigt udbrød en heftig Bronchitis der varer endnu og i hvilken Hosten neppe hører oppe op i de første Maaneder. Men denne stadige Hosten Dag og Nat er meget medtagende.
Med Sygdommen fulgte stærk Feber der endelig synes ophørt idag. Men 3 endnu gennemsveder jeg hver Nat 3 Natskjorter, efter hinanden, saa det er som laa jeg i Vand. Føj hertil stadigt smertefulde Sting i Brystet, hvor jeg før har lidt af Lungehinde-Betændelse, af og til, heftige og højst smertelige Anfald af Podagra, fordi jeg jo i Sengen ikke faar nogen Motion osv. osv.
Jeg har i Alt lidt og lider af en halv Snes veludviklede Sygdomme, som har den Dyd, at de ikke gjør ondt hverken paa Lægen eller paa Cavling.
Meningen med den officielle Optimisme er naturligvis blot, at dette ikke vil slaa mig ihjel. Og det mener jeg nu selv.
Jeg tilføjer, at jeg glæder mig til at sidde i Deres Stuer, naar jeg er Menneske igen. Jeg skriver nu og da nogle Artikler, fordi jeg maa jo bruge Tiden til noget. 4 Men det har aldrig været noget af Betydning, kun Protest mod Pressens ulidelige Usandfærdighed og Hykleri, som gør mig næsten syg. I Norge er den saa forhyklet som i Danmark og om muligt lige saa snobbet.
Deres og Deres Frues
hengivne
Georg Brandes
