Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
14. juni 1922
Blæse med det!
14 Juni 22
Kære Henrik Pontoppidan
Gid saa Solen vilde skinne paa Deres Frue og Dem, og gid Blæsten vilde lade være at blæse paa Dem. Jeg ser, De har ringe Tanker om min Natursans; men jeg elsker næsten over al anden Luftning Lindetræernes Duft, og gid De i Jylland maa have Lindetræer i Deres Nærhed og indaande Duften af disses Blomster.
Nu staar jo ellers Alting i Blomsterpragt, og da jeg jo ikke er stavnsbunden til den øde Boulevard, glæder jeg mig derover.
Som Hedning har jeg hele mit Liv fejret Aftenen den 23. Juni. Den har været min Solfest og Ildfest og Blomsterfest; jeg føler 2 den Aften et Slags Andagt overfor blot en blussende Tjæretønde.
Jeg har ikke været saa heldig nogensinde at have Slægtninge og Venner i Bondegaarde, Præstegaarde, Herregaarde her i Danmark. Aldrig har en dansk Bonde, dansk Præst eller Herremand indbudt mig blot for en enkelt Dag. I Naturen har jeg levet hos Venner i Norditalien, paa Landet i Normandiet, i Omegnen af Karthago. Men dansk Landskab findes jo rigtignok ikke dèr. Jeg maa dog rimeligvis have ført et ganske sundt og naturligt Liv siden jeg – for at tale med Holberg – trods adskillig Sygdom "haver bragt min Alder op til fiirsindstyve Aar".1 3 Dog blæse med det; man bør i Tider som disse, hvor Verden er af Lave, skænke sit private Jeg saa faa Tanker som muligt, og hellere fordybe sig i det meget underlige og urimelige og lærerige, som sker. Det gør jeg efter Evne. Saadanne Blade som det engelske Foreign Affairs og de to amerikanske The Freeman og The New Republic giver mig Synspunkter, der falder sammen med mine egne.
Iforgaars kom den ny tyske Gesandt2 her og ønskede at gøre mit Bekendtskab, blev et Par Timer. Han har baade i Brest-Litovsk og nu i Genua forhandlet med Russerne. Han var meget gennemtrængt af Tchitchérin3's Finhed og Kløgt, 4 meget overbevist om Trotzkys efter hans Paastand rent forbløffende geniale Overlegenhed. Han lastede kun, at Trotzky var Poseur. Lenin, hvem han længe havde kendt, satte han uhyre højt, især for hans Naturlighed, hans simple Væsen og hans ærlige Overbevisning. Han frastødtes ikke af hans Fanatisme som jeg.
Idag var den russiske Danserinde, Julia Bekefi, hos mig og det var forfærdeligt at høre om hvad hun har oplevet af Rædsler, af Henrettelser, af Menneskeæderi. Hendes lille Søn og hendes Mand døde begge af Sult. Hun er kun 26 Aar og et stille bravt Menneske. Hun har giftet sig paany (med Leonidof, Lederen af Kunstnerteatret i Moskva4 og hun vover sig ikke tilbage til Rusland, gaar med Truppen til Nordamerika.
Jeg skrev ovenover: Blæse med det! Jeg tager Ordet i mig: det bør overhovedet ikke blæse, mindst paa Dem.
Deres Georg Brandes
