Georg Brandes til Henri Nathansen
12. december 1916
slaa op i 200 Bind
12.12.161
Kære Nathansen
Var jeg rig, burde jeg pensionere Dem som min eneste Beundrer. Det har været et stort Slid at huske alt dette sammen og skrive det ned2. Og jeg er jo desværre ikke færdig endnu. Var ikke den fordømte Sygdom kommet til, havde jeg nok været færdig til Jul. Nu vil det tage nogle Uger endnu. Men der er allerede gjort halvniende Hefte. Det vil blive svært at nøjes med de ti. Men jeg maa. Subskriptionen er faldet betydeligt ringere ud, end den paa min Bog om Goethe. Saa' De, at 2 Forlaget3 paa Harald Nielsens Vegne misrekommanderer mig paa Omslaget af min egen Bog?
De har – ser jeg – fuldendt et helt Værk4 i ikke mindre end fire Bind. Ak, ak! nu bliver det Jøderi igen. Jeg gøs, da jeg saa, Manden hed David. Men alligevel er De af hundrede Grunde meget lykkeligere stillet end jeg, dels lider De ikke af den Sygdom at blive 75 Aar, dels kan De skrive, hvad De lyster, uden ved hver Linje at maatte slaa op i 200 Bind.
3 De skal have megen Tak for Deres Støvle. Jeg kan jo ikke glimre i Selskabslivet med to ulige Fødder, men jeg kan sidde med den i min Stue og gaa ud med den i Holsteinsgade i Mørkningen. Og andet vil jeg ikke, indtil den skrækkelige Pakke er færdig. Til den Tid haaber jeg, min Fod har antaget sine normale Dimensioner.
Jeg skrev et bitterbøst Brev til Emma Gad for hendes Forherligelse af Idioten og Narren Egan5. Jeg véd at han – af ren Usselhed – staar bag 4 Spektaklet om Afhændelsen af de vestindiske Øer. Og Politiken skreg som en Gris, der slagtes, af Kval, da for fire Aar siden de Forenede Stater vilde befri os fra ham, og lod hans Rædsels-Sonetter oversætte 150 Gange osv., og anraabte, om vi maatte beholde Dyret. Og de lod os beholde ham. Naar en Diplomat hverken har Værdighed eller Menneskeforstand, saa passer han for Danmark. Jeg blev, troer jeg, i Virkeligheden syg af den tykke Dumhed her i Landet.
Deres hengivne
Georg Brandes
