Georg Brandes til Henri Nathansen
2. november 1915

indirekte Meddelelse virker stærkere

2 Nov 15

Kære Henri Nathansen

Mange Tak for Bogen¹, som jeg med stor Fornøjelse har læst og som opklarede mig ikke lidet, som det fra Tilskuerpladsen var mig umuligt at høre. Gid De bl.a. kunde lære Fru Bodil Moltke² at tale, saa man kan høre hvad hun siger.

Stykket berørte mig ved Opførelsen besynderligt, fordi mit eget Liv indeholdt Paralleler til Et og Andet deri.

Det er et rankt og smukt Stykke, varmt i sin Grundfølelse, dristigt i sine Angreb; godt bygget, naar blot undtages at vel ofte som fjerne Minder genkaldes hvad Tilskueren lige har set.

2 Min Indvending mod Stykket er den, at Meddelelsen deri er for direkte. Al indirekte Meddelelse virker jo stærkere. Tonen mellem Moder og Søn³ er efter min Smag for blød og sentimental. Ogsaa mellem Vennerne er det Hele efter mine Grundtilbøjeligheder ikke haardt nok. Jeg vilde, at alt det Patetiske efter god dansk Vis skulde være opløst i Humor eller dog behandlet saadan, at Braadden brødes af det ved Skæmt.

Deres Skuespil "Affæren"⁴ var rigt paa Humor – De véd, jeg aldrig har kunnet istemme, næsten ikke begrebet Uviljen imod det – men i dette Stykke har De altsaa med Vilje holdt 3 al Humor borte. Naar jeg ved Moderen i Stykket kom til at tænke paa min egen Mor følte jeg dette skarpt. Thi hun var gennemtrængt af Ironi. Det Højtidelige er os Danske i Grunden fremmed, hvad der forsoner mig personligt med meget Grimt i det danske Naturel. Men allerede de islandske Kæmper skemted med deres Saar.

De, som selv siger saa mange gode Ting og som i andre Stykker har formet saa mange staaende Repliker, burde, mener jeg, ogsaa have lagt Dr. Wahl nogle af de Slagord i Munden, af hvilke Ibsen i sin Tid formede saa mange, Ord, man ikke glemte, og der blev staaende som karakteristisk for en politisk og aandelig Fører. Idet De – sikkert med 4 Vilje – lod ham være uden Lune, vanskeliggjorde De dette for Dem selv.

Det laa vistnok i Reumerts fortræffelige og i Nielsens blot hæderlige Spil, at Gelskovs Individualitet kom til at staa meget skarpere end Wahls⁵.

En Enkelthed der ikke syntes mig psykologisk rigtig, var og er den, at Agda anklager sig selv for den Sjofelisme at have udleveret Brevene til Trykning. Det gør vistnok en Kvinde – som i Caillaux-Processen⁶ – kun i skinsygt Raseri.

Nu har jeg gjort mig ubehagelig for Dem og endnu ubehageligere for mig selv ved at fremsætte Indvendinger alene, hvor der var saa meget smukt 5 at fremdrage. Jeg vil da ikke fortie hvad jeg finder værdifuldt.

Stykket har et smukt Skelet; det er ikke blot vel proportioneret; men enhver Scene, der var hvad Sarcey⁷ kaldte la scène à faire⁸, bliver udført hvor den burde komme, har faste, klare Omrids og er underbygget med Følelser og Livserfaring. Selve Kontrasten mellem de to Mænd er sand og god og universel. Eriks og Helgas Roller er fine og aabner Fremtidsperspektivet. Gid De maatte faa Glæde af Stykket!⁹

Jeg selv er i denne Tid overanstrengt, evigt belejret af en fyrretyve Personer om Dagen, dels skriftligt dels med Anmodninger om at give dem en halv Time af min Tid og 6 jeg har en Masse Arbejde, der maa gøres, (c. 8 Timer om Dagen) og meget Arbejde for, der skal gøres og stadigt forhindres.

Hver Dag har for mig ikke sin Plage men sine syv.

Deres hengivne
Georg Brandes