Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
Sendt fra København. 15. september 1915

Portrætfest med daarlig Champagne

Kbh. 15 Sept 15

Kære Henrik Pontoppidan

Ak ja der var Champagne – en Drik, der er herlig for Sypiger og Studenter – men som for mig altid minder om Apoteket. Den smager maaske af Vin, naar man faar den i Champagne selv – hvor den tyske Hær nu har nedtrampet Vinstokkene – men ellers er den, et Bryg. Saa højt jeg elsker Vin, saa led er den mig. Og denne Brøndumske, sikkert en saare billig Vare, havde alle en god Kaffes Egenskaber den var sød og varm. En Veninde af mig, der var uforsigtig nok til at drikke lidt af den, maatte gaa ud og kaste op, jeg vogtede mig vel for den. Men jeg holdt en ærligt ment Tale til Skagens Ære, 2 da Skagen jo endnu er saa provinsiel (og vor Ven Michael ikke mindre) at man, hver Gang man sætter sig til Bords, faar en Tale over sig. Naturligvis bestemte Mikkel sig om, og jeg kom slet ikke til at hænge ved Siden af Dem. Deres Portræter deroppe er iøvrigt meget gode og kønne.

Da De har en gammel Forkærlighed for kloge Koners Raad, tillader jeg mig det Spørgsmaal, om De véd, at et Decoct af Gulerodssaft er et meget prist Middel mod Galde-Besværligheder?

Hvad Hindenburg, som De nævner, angaar, er min Gisning denne til Forklaring af, at det russiske Felttog endnu ikke er sluttet. Efterat Hindenburg i sin Tid ved en Manøvre havde taget Wilhelm selv til Fange og endda efter Sigende uforsigtigt 3 havde sagt: "Det var godt, Deres Majestæt, at dette ikke var Virkelighed, der var ikke blevet nogen Levende tilovers af det Corps, Deres Maj. sendte mod mit Artilleri" – saa faldt han i Unaade og gik ud af Hæren. Han meldte sig ved Krigens Udbrud til Tjeneste og blev forsigtigt ikke sendt til Vestfronten, hvor Afgørelsen da mentes at forestaa, men til Øst. Her udmærkede han sig saa enormt og blev saa populær, at Wilhelm, der ikke lider Kæmpestatuer i Berlin af andre, ikke gav ham Overkommandoen over den hele Styrke men lod Nordhæren udenfor hans Kommando og stræbte at slaa Mackensen, som synes en fremragende Mand, op til hans heldige Rival. Derfor er der ingen ret Enhed i Ledelsen, og vel er dette galt for Tyskland, men W. sover roligere, og derfor har Hindenburg kun Landeværn og Landstorm.

4 Jeg har skrevet et større Essay om Krigen til Tilskueren. Men hvad jeg end siger, bliver jeg misforstaaet. De Kommentarer til mine Artikler, jeg læser, er forbausende. Saa erfaren jeg er, overraskedes jeg ogsaa ved Kritikerne over min – nu gamle – Bog om Goethe, særligt de fire Artikler af Vilh. Andersen1 med deres utrolige Explosion af uforstilt Had og Misundelse – og det efter at han i saa mange Aar har gaaet mig under Øjne. Men alt Sligt forsvinder jo som Fnug i Tidens Rædsler, om hvilke usle og løgnagtige Avisreferater jo ikke giver nogen Forestilling. I intet Land skrives der bedre og ærligere nu om politiske Forhold og om Krigen end i England, dog ikke i Aviserne.√ – Ogsaa jeg har faaet Tak fra Private i det Land for Saltholmen. Alle de krigsførende Parter er saa ophidsede, at de smeltes af lidt Menneskelighed.

Deres hengivne Georg Brandes

 
[1] Artikler af Vilh. Andersen: fire afsnit i Nationaltidende i juli 1915, senere udsendt som bog under titlen Goethe og Georg Brandes (Uppsala 1916). tilbage