Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
13. oktober 1913
Som "Jøde" er Brandes uønsket i Rusland
13. Oct. 13
Kjære Henrik Pontoppidan
Jeg ved ikke om De endnu er i Rørvig, men forsøger at sende Dem en Hilsen, skjønt den maaske træffer Dem i Flytte-Uro.
Sidst hørte jeg fra Dem i Maj efter min Hjemkomst fra et halvt Aars Ophold i Udlandet. De arbejdede da, og De arbejder vel nu, i Stilhed og Ensomhed.
Mit Liv er uroligere. Ikke at det var uroligt i Sommer. To Maaneder, Aarets bedste, maatte jeg – nu paa tredie Aar – tilbringe i min Seng med min Sygdom. Saa kom jeg mig, og nu har jeg kun Dage tilbage her. Jeg skal rejse herfra den 19., besøge min Datter et Par Dage i Berlin, tale i St. Petersborg den 25. og 27., i Helsingfors den 31. At sige hvis jeg opnaaer at faa et Pas i rette Tid. 2 Ti Dage har jeg nu spildt med Forsøg derpaa. Edvard sagde for mig til Udenrigsministeren, om han vilde udfærdige mig et Ministerialpas. Det gjorde den vakre Scavenius strax. Men saavel den russiske Konsul som den russiske Minister vovede ikke at legalisere det, da jeg var "Jøde". Underrettede om, at jeg ikke tilhørte nogen jødisk Menighed, svarte de, at da jeg ikke havde antaget nogen anden Confession, maatte "Forældrenes Confession" anses for afgørende, og Passage af den russiske Grænse var Jøder strengt forbudt. Man telegraferede fra Udenrigsministeriet, til den danske Gesandt i Petersborg med Anmodning, om han vilde henvende sig til den russiske Indenrigsminister og om denne da vilde give Ordre til Konsulen her, at visére Passet. Som Svar kom for 3 Dage siden en Forespørgsel til mig, hvilke Institutioner der havde indbudt mig. Jeg svarte: Sektionen for Kunst 3 og Videnskab i St. Petersborg; Universitetet i Helsingfors. Derefter endnu intet Pas. Det kommer vel, men dèr holder endnu Rusland.
Naar jeg i Begyndelsen af November kommer hjem, forestaar der mig en meget vanskelig og besværlig Ting. Fra 15 November til 12 December skal jeg tale (paa Engelsk) dels i London, dels i alle større engelske og skotske Byer, dels ved Universiteterne, dels i Teatre. Saa skal jeg arme So desuden tale ved kedsommelige Banketter i London, Edinburgh, Glasgow og deltage i talrige Middagsselskaber.
Saa skal jeg da igjen høre synge det flove: "He is a jolly good fellow" hvad jeg mindst i Verden er. Jovialitet er ikke min Ejendommelighed. Jeg gør dette, uvilligt og modstræbende, først for endelig at lære ordentlig Engelsk – jeg har taget daglig Undervisning dels i Paris dels her af en ung Englænderinde – mest for at hæve det slette Salg af mine Bøger paa Engelsk. 4 Alle siger, at Englænderne ikke interesserer sig for en Forfatter, de aldrig har set.
Gennem vor fælles Ven Nathansen har jeg hørt en Smule om Dem. Han har heldigvis hidtil havt Medgang, og det kgl. Teater har trukket det korteste Straa overfor ham. Jeg bidrog mit til at han gav Teatret sit Stykke. Desværre bliver hans Arbejder nu ikke satte i Scene af ham selv i Tyskland.
Skønt jeg tilsyneladende næsten intet bestiller er jeg ikke uvirksom. Blot en tredive Breve at besvare om Dagen tager megen Tid. Men jeg gyser lidt for mit Liv i London og de engelske Byer. Jeg faar dèr ikke Fred en halv Time. Alt i Maaneder har jeg hver Dag havt fire-fem engelske Breve, og jeg er alene i London Æresmedlem af fem eller sex store Selskaber og Klubber. – Hils Fru Pontoppidan ret inderligt fra mig.
Deres hengivne Georg Brandes
Jeg har sat mit gl. Essay om Dem i en Bog1.
