Georg Brandes til Henri Nathansen
Sendt fra Paris. 20. februar 1912 (mellem 17-2 og 27-2-1912)
Atmosfære af det gængse utrolige Smigreri
| *febr. 1912 | [ca. 20.2.19121] |
Hôtel d'Iéna
Paris (16me)
Kjære Hr. Nathansen
Da De er saa artig at sætte Pris paa min Nærværelse ved Førsteopførelsen af Deres Stykke, haaber jeg, at denne efter dansk Skik er udsat noget, thi før circa 6. Marts kan jeg ikke være hjemme. Jeg forlader Paris 1. Marts. Her er stadigt Sol og ganske foraarsmildt, saa aabne Vinduer ikke medfører Forkjølelse.
Mit Liv er fortsat efter samme Mønster, jeg er ustandseligt udbedt, saa meget jeg end værger mig. Efterhaanden er jeg indlevet 2 her paany, Le Temps, Le Figaro, La Française har havt Artikler om mig i Anledning af min Nærværelse, og jeg lever i en Atmosfære af det her gængse utrolige Smigreri, der næsten svarer til det kinesiske: Min Herre er en Hjort, jeg en Mus.
Jeg har nu set ikke mindre end 12 Teaterforestillinger, jeg som aldrig hjemme gaar i Teater, og der er bleven afholdt en offentlig og nogle private Fester for mig, ved hvilke jeg heldigvis har talt nogenlunde ordentligt.
En Masse unge Mænd søger mig, mest 3 for at opnaa Tjenester af mig, og jeg ser Folk af alle Alderstrin og erfarer hvordan de tænker. Mest omgaas jeg France. Jeg har lidt ondt af ham, at han i April skal tage til Argentina og Brasilien at holde nogle Foredrag om Rabelais – for at forbedre sine Finanser. Hans eneste Datter, med hvem han har brudt – hun er lige grim og hjerteløs – bruger saa mange Penge. Dem sender han hende, skjønt han ikke vil se hende mere. Jeg spiste til Middag med hende igaar og fandt hende 4 led som sædvanligt. France taler ikke godt og er for fin for spanske og portugisiske Msker, der ikke vil kunne forstaa Halvdelen af hvad han siger, om saa blot rent sprogligt. – Han er elskværdig, diskret og original. Han sagde forleden til en ung Dame og til en Mand, jeg kjender: De har begge lige god Smag.2
Er det ikke ogsaa for Dem skrækkeligt at læse saadant affekteret Ordgyderi3 som Claussens om Mendès? Han har sikkert aldrig læst et Ord af Manden. Eller nu idag Brix's Artikel4. Uafbrudt anvendes af disse danske Kritikere dobbelt Maal og Vægt, falsk Maal og Vægt, og saa tuder de i hysterisk Beundring.
Den indre Politik her er for Øjeblikket meget spændende, den indre Kamp i Ministeriet mellem Clemenceau og Caillaux.
Sig Deres Frue, at jeg holder overmaade meget af hende og tro paa mine varme Ønsker om Sceneheld for Dem.
Deres hengivne G. B.
