Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Pallanza, Italien. 22. maj 1911
Nathan, hvem jeg ikke videre lider
Pallanza 22 Maj 11.
Kjære Henrik Pontoppidan
Til Lykke med Fremgangen og den sig nærmende Helbredelse og Tak fordi De samlede Kræfter til at sende mig et Brev. De skulde ikke undskylde, at De ikke kan fortælle mig Nyheder; jeg ventede og haabede ingen andre af Dem end at De kom Dem. Jeg beder derimod Deres Frue undskylde den tilsyneladende formløse Adresse paa det Brev1, jeg sendte hende; jeg huskede ikke Gadens Navn. Jeg vil begynde med at takke Fru Antoinette for at ogsaa hun skrev mig til2.
Det var dumt af mig, til Dem at tale om den Ubetydelighed, at jeg ikke var indbudt af den danske Comité. Det fyldte mig den Dag, og er siden længst glemt. Men en Tilfældighed er det ikke. Man har hele mit Liv systematisk forbigaaet mig, naar man ikke trængte til mig. Paa Opfordring 2 skrev jeg i Paris for Kjøbenhavns Magistrat Adressen fra Byen Kjøbenhavn til Byen Rouen. Den skulde helst sendes omgaaende, da den skal udføres meget pragtfuldt. Derfor spurgte Magistraten, hvilket Honorar jeg ønskede. Mit Svar, jeg iformiddags skrev, var det, at jeg ikke havde gjort Regning paa noget Honorar; men hvis jeg skulde ønske noget, var det, at naar Magistraten næste Gang skulde indvie et nyt Raadhus og udfærdigede 5000 Indbydelser, de saa ikke vilde forbigaa mig, men give mig en lille Plads.
Mit Liv i Paris var forfærdelig anstrengende; her modtoges jeg af 8 Dages uafbrudt Kulde og øsende Styrtregn. Nu er her skjønt, men i Juni maa jeg herfra. Jeg er indbudt til Middagen for Republikens Præsident i Rouen 3 Juni, men gyser for Ugen i Rouen og vil sikkert unddrage mig Opholdet der 3 saa meget som muligt. Noget frygteligere paa fransk Grund end 500 Kjøbenhavnere og 1000 andre Skandinaver paa én lille Plet kan jeg ikke forestille mig.
I Paris sysselsatte ikke et Menneske sig med den Fest i Rouen; men i Norden opfattes den jo som en vigtig Sag. Franskmændenes Uvidenhed om alt Nordisk er som bekendt meget stor; men ved denne Lejlighed er den grel. To Brochurer om Tusindaarsfesten har maattet kasseres efter Trykningen fordi de vrimlede af alt for grove Fejl. Endnu i den sidste (af den dog fremragende Historiker 3Gabriel Monod) er der skrækkelige Fadæser: Alle nordiske Gudenavne stavet paa tysk. Alt hvad der staar om Danmark forkert. Ja han tror, Sagaerne er Vers og blev sungne af Skjalde foran Fronten.
De véd Intet om os, selv ikke de Bedste. Forleden spurgte Frankrigs første Filolog, den 4 gamle Michel Bréal, mig om jeg nogensinde havde skrevet noget paa det danske Sprog? Han troede jeg skrev Tysk. Samme Dag spurgte den dramatiske Digter Gabriel Trarieux, om vi hos os havde en god tysk Skuespillerinde til at spille Ibsen. I gamle Dage troede alle (som Edmond Goncourt) at Dansk var en Slags Jargon, men at der paa vore Teatre spilledes paa Tysk.
Ved min Datters Giftermaal og ved min sidste Flytning er en Mængde af mine Bøger komne ud af min Besiddelse, deriblandt flere af Deres. Saaledes havde jeg rent glemt Den gl. Adam da jeg ikke havde den, og det er den eneste Grund, hvorfor den ikke er nævnt. Der er ingen Anledning til at rose mig for at jeg ikke lod Nathan, hvem jeg især paa Grund af hans grimme Navn ikke videre lider, influere paa min Dom over Lykke-Peer.
Blot jeg var over al offentlig Optræden; jeg lever i stadig Uro for min Sygdoms Tilbagevenden, og den kan kaste mig ned hvad Dag som helst. Iaften synes den mig dog mindre truende. Deres slemme Sygdom er idetmindste forbi, naar den er forbi. Min Adresse i Paris bliver 58 Rue de Bourgogne.
Deres hengivne Georg Brandes.
