Georg Brandes til Henri Nathansen
13. januar 1911
Helten altfor umandig
[fredag] 13.1.11.
Kjære Herre
Der var en meget fornem ældre svensk Dame i Teatret i Aftes, som var saa grebet af Deres Stykke1, som Ingen, der kjendte denne stive og konservative Dame, havde troet muligt. Hun sagde atter og atter: Det er Livet selv; netop saadan gaar det til i det virkelige Liv, og hun applauderede heftigt.
Jeg glædede mig ved at iagttage hendes Sindsbevægelse, som viste mig, hvor stærkt De kunde gribe, uden at jeg selv dog var i Stand til ganske at føle som hun.
Stykket vidner om Deres kunstneriske Renlivethed, Deres stærke Følelse og nu og da om Deres Humor. Men det har efter 2 min Mening nogle Mangler, der til en vis Grad forplumrer Effekten.
Helten synes mig altfor umandig. Han er hidsig, forløber sig og maa stadigt udglatte. Man taber Interessen for ham, fordi han er evigt omskiftelig. Det synes mig ogsaa, at i hans formentlige Nedgang Stofferne2 spille for stor en Rolle. Man kan gjøre ypperlige Billeder af dumme Kammerherrer og Hofchefer. En rød Kjole kan behandles lige saa morsomt som en nøgen Ryg.
Det er især i tredie Akt at Heltens Ubesluttethed berører noget ugunstigt. Han bliver grov og plump, hvor han burde være fin og overlegen, man faar tilsidst mest ondt af hans stakkels Kone. Jeg tror, lidt Omarbejdelse ville gavne 3 Virksomheden af denne Akt. Fruen burde ikke to Gange sige at hendes Mand ikke kan se hende√ ind i Øjnene. Hans Smaaløgne fornedrer ham unyttigt.
Dette er Indvendinger, jeg har at gjøre. Ellers virkede Stykket smukt og stærkt. Vennen er en helt vellykket Skikkelse, Hustruen og Barnet og den Attenaarige er alle smukke, alle sande. Spillet var helt godt, Iscenesættelsen ypperlig. Neiiendam løste med Varme og fuld Hengivenhed, om end lidt for hysterisk, sin vanskelige opgave med Kjæmperollen.
Jeg søgte Deres elskværdige Frue ved Udgangen, men hun forsvandt for mig.
Deres ganske hengivne
G. B.
