"Vil man danne et Parti"
De nævner Drachmanns Bøger. Jeg var lidt vred paa Dem i Sommer, da jeg af det norske Dagblad saa, at De i Kbhavn havde udbragt en Toast for ham med det Udbrud: Hil ham og hil det Land, som har fostret ham ! Det var dengang kun faa Maaneder siden at jeg maatte stræbe at nedstemme Deres altfor stærke Fordømmelsesdomme over ham. Og nu umiddelbart derefter dette Basunstød. Jeg syntes, at naar en Mand som De traf sammen med en Dreng som ham, var Deres Opgave den at sige ham et venligt og kraftigt Ord, der kunde holde ham til Fanen. I Stedet gav De det Skinnet af, at Alt var paa det Bedste med ham som det var. Af hans sidste Bøger1 er den tykke næsten helt god, og den tynde næsten aldeles slet. Prinsessen er endnu slettere end Bertran de Born2 – det bare Ordskvalder, og alt fiffigt beregnet paa Kjøbenhavn med Forstæder. Jeg har skrevet D. strenge og barske Ord til derom og vil sige Dem Et: man maa ei nedspænde Fordringerne til Overbevisning og Alvor, saa lader Intet sig udrette med Menneskene. Vil man danne et Parti maa man holde skarp og ubønhørlig Disciplin; med Skaaltaler holder man ingen Gruppe sammen. Hvis en Overløber eller halvveis uærlig Skribent ei taber en Del af sine tidligere Meningsfællers Sympathi, saa sætter man Præ;mie paa Slapheden og Jagten efter at gjøre Lykke for enhver Pris. De burde have ladet meget bøsere end De var, som man gjør det overfor Børn, man opdrager. De derimod var spagere end De er.
