Vilh. Andersen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Fredensborg. 4. april 1943
en meget lang Linje
Fredensborg 4/4 43
Kære Henrik Pontoppidan – Tak for den sidste Mindebog1 og for Tilskriften deri om mangeaarigt Venskab, uden nogen litterære Dikkedarer. Det er ogsaa Indtrykket af Bogen: Mennesket, som de, der i de sidste Aar har lært Dem ret at kende, vil gemme længst, jeg sikkert til den Tid, hvis jeg oplever den, da jeg ikke mere kan lade mig eksaminere af Vilh Andersen i Sammenhængen i Deres samlede Værker. Da jeg kan den endnu, har det endnu en Gang i den sidste filtrerede Essens været mig lærerigt, især for Mennesket, at se hvorledes De, i disse Minder, hvor der stadig uden nogen Pegefinger aabner sig et Perspektiv mellem Linjerne, holder Dem Deres√ digteriske Reproduktioner fra Livet. Der er ikke blot megen Diskretion, men noget virkelig stort i den Maade, hvorpaa De omtaler de tre Kærligheds-Oplevelser, der har betydet mest for Dem. Om Suzann er der maaske ved Sammendragningen sagt for lidt for dem der ikke har læst om hende i det tidligere Hefte, skønt Finalen paa Eventyret i Schweiz: "Jeg maatte ud paa Langelinje for at faa Luft" aabner et Perspektiv til en meget lang Linje. Om Deres to Hustruer synes 2 jeg til Gengæld jeg faar noget mere at vide, især om den første,√ selv om hun, naturligvis, er lige saa tavs som Hansine i Romanen. Men ikke noget, der modsiger den Almuekyskhed, hvortil De i denne Figur har løftet de sjællandske Pigers Muthed – den, De vist ogsaa har hørt i den Vending, hvormed De de√ svarer paa en Aufforderung zum Tanz: Det kan (eller: vil) jeg vel nok; De har gengivet den et Par Steder i Deres Ungdomsfortællinger. For at forstaa Schaffs Betydning for Dem ret maa man vist ogsaa ty til den tidligere Omtale af ham. Han hører ogsaa med i det Trahimur, som jeg nu takker for at have faaet at vide, ikke er af Horats, men af Augustin. Skønt Selvom√ Præsteblodet vel, skønt meget tyndere, er noget varmere i mig end i Dem, kan jeg godt føle med Deres Nietzscheske Forklaring af Ordet, at det er Fremtiden, der uden vort Vidende styrer Øjeblikkets Liv, og med Deres Uvilje til mod√ at tillægge Verdenssjælen almenmenneskelige eller endog bedsteborgerlige Egenskaber.
Tak altsaa endnu en Gang for at De ogsaa i dette Tilbageblik, ligesom ved Forkortningen af Deres tidligere Værker, har lært mig at være kort, hvis jeg nogensinde, selv i Deres nuværende Alder, skulde lære det. Endnu en Tak har jeg at sige Dem med en Hilsen fra Suzann, fordi jeg i Nat havde en sød, smertelig Drøm, et Svend Morgendug-Eventyr, hvor jeg (i Virkeligheden)√ var faret forbi en Lykke, der ikke skulde eller kunde blive andet.
Og saa glæder jeg mig – med den stadig lige hjertelige Hilsen fra min Kone, der skal have Bogen med paa en lille Rejse undervejs til sig selv d.v.s. paa Rekreation efter en fem Maaneders Sygdom – til at se Dem igen – det er allerede for længe siden. Deres hengivne
Vilh Andersen
