SØREN KIERKEGAARD.

Hovedslaget leveres her i den første Afhand- ling om "Ægteskabets æsthetiske Gyldighed", med hvilken anden Del af Stadier paa Livets Vei paa det Nøieste corresponderer. Den umiskjende- lige Begeistring, som bærer disse Afhandlingers Argumentation, udelukker ikke, at de sete fra Kierkegaards eget Synspunkt lide af en væsentlig Mislighed. Hvad der siges til Bedste for Ægte- skabet og det sædelige Liv overhovedet, har efter Kierkegaards egen Definition sit Værd derved, at Begeistringen derfor ikke er en blot Digterbegei- string, men har " overvundet Tidens og beroer paa lutter oplevede Indtryk. Derfor maa han ogsaa digte, at det er en Mand, som har oplevet, hvad 169 han forherliger, en Ægtemand, som taler. Hvad en Mand med saa megen Varme siger til Ægte- skabets Pris, vil selvfølgelig, hvis Bevisførelsen ikke er mathematisk, have betydeligt ringere Kraft til at overbevise, i det Tilfælde, at han ikke selv er gift. Det er da fra det Kierkegaardske Standpunkt seet en Ulempe, at Ægtemanden her kun er en fingeret Person og det, han siger, Bug- talen af en Ungkarl, der tilmed er sprunget til- bage fra et indledet Ægteskab.*) Til en Digter- begeistring for Ægteskabet kunde den digtede Forfatter af "Enten-Ellers» første Del ogsaa meget godt have drevet det i den Tid, som udfordredes til at skrive en 5 til 6 Ark Prosa, han vilde have kunnet udmale Ægteskabets Poesi med en Guldbrudgoms ærværdige Erfaring, ja det havde maaskee været ham en Nydelse at uddanne sig til en mandlig Giftekniv – kun at han forbeholdt sig selv det Privilegium at forblive ugift for med mere uhindret Iver at kunne hellige sig til Om- huen for Ægteskabernes Trivsel og til Udbredelsen af Ægteskabets Pris. Hvad skulde han desuden have imod at forherlige Ægteskabet? hans Cha- *) Smlgn. Stadier 169 hvor der af Undtagelsen, der staaende udenfor Ægteskabet skal kunne tale til dets Pris, udtrykkelig fordres, at han skal have været Ægtemand. *) Om Ironi 318. må 170 171 K . rakter er jo udtrykkelig bestemt som egoistisk og sympathetisk Tungsind. Det bør da fastholdes, at det er en ren Digterbegeistring, som ligger bagved Afhandlingen om Ægteskabet i »Enten-Eller», og Kierkegaard har godt kunnet tænke paa den. da han lod sin Æsthetiker nedskrive dette Diapsalma: "Forgjæves strider jeg imod. Min Fod glider. Mit Liv bliver dog en Digter- Existens Jeg kan skildre Haabet saa levende, at enhver haabende Individualitet vil vedkjende sig min Skildring; og dog er den et Falsum; thi medens jeg skildrer det, tænker jeg paa Erindringen. Et lykkeligt Ægteskab havde været hans Haab, og vil man her indsætte mere betegnende Ord end Haab og Erindring, saa kunde Æsthe- tikeren have sagt: "Jeg kan skildre Ægte- .skabet saa levende, at en lykkelig Ægtemand vilde vedkjende sig min Skildring, og dog er den et Falsum, thi medens jeg skildrer det, tænker jeg paa Coelibatet. » Tanken paa dette ligger bagved, det viser sig tilfulde paa Afhandlingens sidste Sider, hvor den direkte bryder igjennem, det kunde man desuden sige sig selv, naar man kjender Kierkegaards Lære om de tre Existens- sfærer. Der gives, lærer han,*) tre Existenssfærer, *) Se f. Ex. Stadier 447 den æsthetiske, den ethiske og den religiøse. Ved det Æsthetiske forstaaer han det i Manden, hvor- ved han umiddelbart er det, han er; ved det Ethiske det, hvorved han bliver det, han bliver; ved det Religiøse den absolute Omdannelse af Exi- stensen (Forsagelse, Lidelse, Tro) med det For- maal for Øie at erhverve en evig Salighed. Som man seer, er det Moralske blot Overgangsled, og den hele Moral culminerer i Angeren, der gjør Overgangen til det Religiøse. Skulde der imidler- tid med Rette tales om et andet Studium, en anden Sfære, var det nødvendigt at denne havde faaet en vis Selvstændighed. Skulde det virkelig være lykkedes Kierkegaard at holde de tre "Existenssfærer" om end kun rent begrebsmæssigt ude. fra hinanden, saa maatte den moralske Sfære strengt være afgrændset mod den religiøse, end- sige da imod den christelige eller paradoxe. Kierkegaard maatte med andre Ord i anden Del af Enten-Eller og Stadierne have givet Grundridset til en rationel Moral, en human Ethik. Slemt nok vilde det vel i ethvert Tilfælde være, at denne rationelle Moral kun opførtes for umiddelbart derefter at slaaes til Jorden og afsløres i sin Intethed af den paradoxe Religiøsitet. Men værre er det dog, at den overhovedet intetsteds er holdt ude fra det Christelige, aldrig fremtræder ren, men altid støtter sig til en fremmed Autoritet. 172 Det er da saa langt fra, at det, Assessoren i "Enten-Eller» lærer om Ægteskabet, virkelig har nogen selvstændig ethisk Gyldighed, at han tvertimod paa hver Side argumenterer ud fra de christelige Synsmaader , christelige Dogmer o. s. V. og bestandig taber den rationelle Moral afsyne, hvis han ellers overhovedet troer paa en saadan. Det er heist charakteristisk for Kierke- gaards aandelige Habitus, at det end ikke falder Assessoren ind, at hans unge opsætsige Ven kunde ville vægre sig ved at betragte den traditionelle religiøse Synsmaade som Autoritet, og lige saa lidt, at han kunde fordre sig stillet for den hu- mane Ethiks Tribunal, hvis han allerede skal dømmes. Saa lidet paavirket er Kierkegaard af den moderue europæiske Videnskabs Gang, at Moralen kun synes ham Moral, naar den bliver baaret af positiv Eeligion. Han begrunder den bestandig paa Theologien uden at mærke at endog hans Gudsbegreb kun er sammensat af humane ethiske Bestemmelser, som han har forgudet. Selv naar hans Assessor udbryder (Stadier 137): "Det Ethiske er saa ubestikkeligt, at hvis vor Hen-e selv havde maattet tillade sig en lille Mis- lighed ved at skabe Verden, saa vilde Ethiken ikke lade sig forstyrre, uagtet dog Himmel og Jord med Alt, hvad som derudi befindes, er et ganske artigt Mesterstykke » – selv da føler Forfatteren ikke, at han naivt deducerer Theo- 173 logien af Moralen, medens han mener at bære sig lige modsat ad. Det kan da ikke undre, at han under sit Forsvar for Ægteskabet bestandig tyer ind under saadanne ærværdige Fæstnings- ruiner som at Ægteskabet er "den Gud velbe- hagelige Stand » eller den at " Ægteskabet stiftes i Himlen/) Det kan ikke undre, at Ægteskabet gjennemgaaende fremstilles ikke som en ethisk, men som en specielt christelig Institution, der paa det nøieste hænger sammen med denne positive Religion, beskyttes af den o. s. v. Det kunde visselig ikke falde nogen moderne Apologet af Ægteskabet ind at gaa saaledes til- værks; han vilde alene af de sidste 20 Aars politiske og videnskabelige Udvikling have lært, at man ikke kunde gjøre Ægteskabet nogen slettere Tjeneste end den at knytte dets Værd og Be- staaen til en enkelt bestemt positiv Religion. Dog herved er der ingen Anledning til at dvæle. Men hvad der er des mere Grund til at frem- hæve, det er, at den Anskuelse af Ægteskabet og Christendommen, som Assessor Wilhelm fore- drager, er en ganske anden end den, hvortil Kierkegaard selv senere kommer, ja den stik modsatte, saa at Kierkegaard ender med i sit eget Navn i de hensynsløseste Udtryk at for- dømme den Christendomsopfattelse, som han her *) Enten-EUer II 40. I 174 øiensyiiligt stræber at sætte i det gunstigste Lys. Thi hvad Assessoren her gjer gjældende, det er netop den sødlige og blødagtige Christendom, som Kierkegaard ender med at erklære for "(ie\\ mest qnalificerede Ugudelighed. , for .Nederdrægtighed., for "idel Løgn., for "et Dyb af Afskyelighed og Nonsens". – Allerede af den Grund er det tankeløst, at ansee "Enten-Eller. for en beregnet Forberedelse til de senere religiøse Skrifter. Afhandlingen om * Ægteskabets æsthetiske Gyldigheds turde være det Svageste, Kierkegaard nogensinde har forfattet. Hvis virkelig anden Del af "Enteu-Ellen» er skrevet før end første og og følgelig denne Afhandling allerførst, da kan man kun anerkjende de store Fremskridt, For- fatteren under Udarbeidelsen af sit Yærk har gjort. Afhandlingens Tyngdepunkt er ikke ethisk, men rent theologisk. Udgangspunktet er dette, hvor skjønt det dog vilde være for den Christne, om han turde kalde sin Gud Kjærlighedens Gud saaledes, at han ogsaa derved tænkte paa "hin uudsigelige salige Følelse, hin evige Magt i Verden – den jordiske Kjærlighed.* Forfatteren tænker sig Indvendinger derimod. Man kunde indvende, at de Christnes Gud er Aand og at det f. Ex. ikke er nødvendigt for den Christne *at Christus skal have været en jordisk Skjønhed,:^ hvad endog vilde have været meget sørgeligt, ahi hvorledes maatte de Troende da ikke længes 175 efter at se ham.» Men fortsættes der. man mene ikke derfor, at Christendommen udelukker eller tilintetgjør det Sandselige; gjorde den det, vilde, siger Forfatteren, jo selv Sundhed blive mistænkelig – et uheldigt Argument, da dette er Noget, Sundheden som bekjendt altid for Christen- dommen har været. Kierkegaard anfører jo selv allerede i " Stadierne (431) Feuerbachs og Pascals samstemmende Vidnesbyrd for, at den Christnes Liv er en bestandig Lidelseshistorie. Da Christendom, naar dette Ord ikke tages i en strengt begrebsbestemt Mening, jo imidlertid er noget saa Mangetydigt, at der ikke er den Opfattelse, man ikke kan finde et Skriftsted for, saa beraaber Assessoren sig til Bedste for sin Opfattelse, at det Sandselige "i dets Uskyldighed » godt kan optages i Christendommen, paa den Om- stændighed, at Christus selv helbredede Syge. Var Sundhed ikke christeligt et Gode, burde de Spedalske jo have frabedt sig Helbredelse. Der er da Intet i Veien for den Antagelse, at Ægte- skabet er et Himlens Værk. Det er interessant at sammenligne denne Synsmaade med Kierke- gaards senere, at Præsten "hvis han ikke er en Løgner og Meneder, som paa den nedrigste Maade tjener lumpne Penge, » har at erklære Brude- parret, at det i Grunden er ligesaa besynderligt af det at henvende sig til ham, som det vilde være at gaae til Politidirektøren for at spørge 176 177 r~s''' ham, hvorledes man bærer sig ad med at stjæle. Det er lærerigt med Hensyn til Mangesidigheden af de Retninger i hvilke det Christelige lader sig fortolke, at høre Den, som i "Enten-Eller* har ladet en Pseudonym, med hvem han dengang stemte overens i næsten alle Punkter, atter og atter kalde Ægtestanden den Gud velbehagelige Stand, kun 12 Aar senere skrive: <^ Oprigtigt talt, jeg fatter ikke, hvorledes det er faldet noget Menneske ind at ville forene det at være Christen med det at være gift.»*) Det er en Følge af Afhandlingens hele theo- logiske Anlæg, at Ægteskabets borgerlige Væsen end ikke kommer paa Tale. Det er derfor heller ikke den vildfarende Ynglings Uvillie mod Ægte- skabet overhovedet, det for Assessoren gj ælder om at overvinde, men hans Sky for den kirkelige Vielse med dens theologiske Formularer. Det har vel forekommet Kierkegaards autoritetselskende Sind som om hans Bog vilde mangle Prikken over ret. ifald den ikke mod Æsthetikerens tøilesløse Aandrighed stillede denne Led for Led gjennemførte Apologi og Forherligelse af en be- stemt Confessions Vielsesritual. Æsthetikerens Indvendinger imod dette speci- ficeres. Han forarges over. at han høitidelig *) |:nten-Eller II. 20, 34, 40 Sralgn. øieblikket Nr. 7. skal indsættes til sin Hustrus Herre, og med en Række af antidiluvianske Synsmaader retfær- diggjøres dette Ord; det opirrer ham, at hans Brud betegnes som Synderinde, og den strenge Assessor føler sig ikke for god til som en smidig katholsk Pater at gjøre den unge Mand opmærk- som paa, at der i det Udtryk Synderinde, " ligger en Hemmelighed, som kaster et interessant Lys over hende ; * den halsstarrige Yngling oprøres ved Vielsens Forkyndelse af, at Synden kom ind i VcLrden ved Ægteskabet [Ægteskabet mellem Adam og Eva!] og Assessoren svarer med Værdighed, at det dog vel maa ansees for et Grode, at Kirken ikke smigrer med et forfængeligt Haab; Æsthe- tikeren ømmer sig endelig ved at skulle høre det erklæret for Syndens Straf, at Kvinden skal føde Børn med Smerte, og langtfra at indrømme det Oprørende i at en saa naturstridig og for- nuftstridig Lære forkyndes som udrustet med guddommelig Autoritet, gjør den hypertheologiske Assessor gjældende, at det netop er en Forklarelse af Menneskelivet, at Alt det betræffende henføres under Bestemmelsen Synd, og at Kvinden derfor i en vis Forstand er fuldkomnere end Manden netop derved at hun har mere Skyld.*) Efter at Vielsesritualet nu saaledes er bleven paa det kraftigste forsvaret, drøftes Spørgsmaalet, *) Enten-EUer II. 37, 63 fif. 12 178 om Brylluppet bør være stille eller piiblict, og Assessoren holder paa Kirkebryllup, og paa at deu hele Familie indbydes. Han fremhæver det skjønne i at Præsten spørger Brudgommen, om han har raadført sig med Venner og Be- kj endte, det Skjønne i, at Menigheden paakaldes, og endelig forsvarer han ikke uden Sentimentalitet selve den Profanation, som ligger i Brylluppets Publicitet, ved at pege hen til de mange affældige, ensomme, forulykkede Væsener, af hvilke enhver Familie har nogle, hvem Tilstedeværelsen ved en saadan Familiefestlighed kan fornøie.*) Til disse filistrøse Overveielser slutter sig en ligesaa filistrøs og triviel som yderst godmodig Polemik imod visse Opfattelser af Ægteskabet, hvilke man ikke skulde troe det nødvendigt at spilde Ord paa, som den Anskuelse, at man bør gifte sig, fordi Ægteskabet er en Skole for Cha- r akteren eller den, at man bør gifte sig for at bidrage sit til Menneskeslægtens Formering. Her- imod gjøres saa meget sundt om end ikke meget *) I en Familie, hvor jeg kommer, ser jeg ofte en gammel Jomfru, som er samtidig med Konen i Huset. Hun mindes endnu saa levende Bryllupsdagen, ak maa- skee mere levende end Fruen selv. Vilde Du nu berøve alle saadanne Mennesker den Leilighed til at glæde sig, som Du kunde forskaffe dem? Enten-EUer II. 71. 179 overraskende gjældende, at man bør gifte sig af Kjærlighed. Som man seer er der endnu ikke givet noget al- vorligt Svar paa nogen alvorlig Indsigelse, der kunde tænkes rettet mod det kirkelige Ægteskab. Den alene kunde synes at kunne faae nogen Vægt for Assessor AVilhelm, at skjøndt Ægteskabet jo, som han lærer, burde hvile paa Kjærlighed, det dog fac- tisk i en Mangfoldighed af Tilfælde ikke gjør det og kaldes lige helligt for det. Men fra denne Indvending snoer Assessoren sig meget behændigt. Han opstiller et Dogme, der som Dogme naturligvis ikke moti- veres psychologisk, men betragtes som givet. Det er dette: Man elsker kun een Gang. Ved Hjælp af dette Dogme gaaer Forsvaret for det kirkelige Ægteskab af sig selv: "Man elsker kun een Gang. For at realisere dette, træder Ægteskabet til, og dersom Folk, der ikke elske hinanden, faae i Sinde at gifte sig, saa kan Kirken jo ikke gjøre derfor.:^ Han glemmer, at Kirken ligeligt helliger Kjærligheds- og Conveniens-Ægteskabet, ja ligeligt træder til, enten Parret troer paa den kirkelige Vielses Betydning eller ikke har det ringeste aandelige Fællesskab med Kirken. Ak ja! det er en smertelig Skuffelse man oplever ved at studere denne Afhandling igjennem som Mand, naar man erindrer hvor ideal og over- legen den forekom En, da man var Yngling. Der er noget i, hvad Hugo etsteds har sagt: 12* 180 at man lige saa lidt burde gjensee de Ideer som de Kvinder, man sværmede for i sit 18de Aar. Lykkeligvis staaer og falder Assessor Wil- helms Indlæg for Ægteskabet ikke med dette umodne Arbeide. I * Stadierne, tager han Æmnet for sig paany og skjøndt han gaaer ud fra samme Grundsyn derpaa, er hans Blik paa Sagen dog her langt dybere gaaende og langt mindre theo- logisk hildet. Her er Midtpunktet ikke mere en Besvarelse af det Spørgsmaal, om Ægteskabet beskyttes af Christendommen eller ikke ; her ligger Tyngdepunktet i det rent Humane, i den Beslut- ning som optager Forelskelsen i sig, ligesom over- tager Forelskelsen, og som ved denne Aet consti- tuerer Ægteskabet. Her findes den fortræffelige Henvisning til Aladdins herlige, af virakblandede Fakler belyste Bryllup, med Udbruddet: .Stor er Aladdin; han holder Bryllup; rigtigt, men han gifter sig ikke. Dertil savner han en Beslut- ningens Aand, og kun Beslutningen kunde borge for Aladdin. » Medens Afhandlingen i Enten-EUer var holdt i en høitldelig, om støvede juridiske Acter min- dende Stil, synes denne forfattet i en af Asses- sorens Eetsferier, dens Tanker have en rappere Gang, dens Tone er humoristisk, dens Stemning udfordrende. Den seer ud som den var skreven af en lykkelig Mand, tilfreds i sit Husliv, glad ved sin Hustru, som tilfulde vidste at vurdere det 181 Gode, han besad, af en over al denne Medbør noget overmodig Mand, der i sin Glæde over at kunne bruge en Vending af Hamann siger Bæh! til mangen Indvending, der maaskee dog fortjente et mere articuleret Svar. Forfatteren røber sig paa een Gang som en noget pietistisk anlagt Moralist, der i et og samme Aandedrag læser Goethe Texten for Mangel paa Pathos og roser Young for hans Fynd -- en Egenskab Young visselig aldrig har udmærket sig ved – og som en varmblodig, begeistret Mand, der med ægte Kierkegaardsk Sværmeri for det Paradoxe samler sin religiøse Opfattelse af det Erotiske i disse dristige Træk: cSaaledes er Forelskelsens Vid- under ført op i Troens Vidunder, Forelskelsens Absurditet i guddommelig Forstaaelse med Reli- giøsitetens Absurditet. Frisk Mod! Et simpelt skikkeligt Menneske, der respecterer sund Menne- skeforstand, kan godt forstaae, at det Absurde er til, og at det ikke lader sig forstaae. »*) Det er neppe nødvendigt at sige, at en Mand, der holder saa stærkt paa alt det Overleverede som Assessor Wilhelm, i Et og Alt deler den tra- ditionelle Opfattelse af Kvinden, der i de sidste Decennier er begyndt at rokkes overalt i Europa. Efter hans Opfattelse er Kvinden udelukkende til for Mandens og Børnenes Skyld: At Kvinden vil p *) Stadier 145. 182 emanciperes er ham et af vor Tids mange "sk,>"ue *~ener, hvori M.ndene ere Skyld, og ku e" -w d:ur r; dr ^^"^"^* ^ ^^'^ Daa at f» T'. "Uanstændige Forsag Paa at faae Kvinden emanciperet" stiller han Underdanighed at tage mod L.rdom i Stilhed. 5 iol vt. T'^^ ''''' Kvindens Eman- P *d k ; E "* ""^ "' '''^" ^--'- der "en hai Du Mod, saa klip de rige Lokker af, overhug disse tunge Lænker _ og lad hend e so en Vanvittig, en Eorhryderskl til Zt sei tor Menneskene.**) Taus'ed^a" d'n' J""' "^'" '"'' '''' '^'^ "' still, , , "'' '" ^^'"''"- '^-»ft-'d- Btilhng , henfarne og henfarende Tider et For C; Tviirt"?^^ ^'^-'^^- - '-des C" Sr "1 alT "'''' ''°^''" ^" '-"^'" "ende Men ^ . "'' ''^ ""^-^ "''» hun vil og lyster Men Stedet er charakteristisk som VidnesL-d om K^er^gaards Mangel paa Evne til at hl e Z I streng Forstand moderne Idee Ligesom Michelet har han ' saa til Giengjæld ior sm Undervurderina- af v"- a t. ''^"^*'d viiraeiing af Kvindens Evne til selv- )Enten-EllerII. ,6, 37,48,218, 219. Stadier 107. 183 stændigt Liv et Galanteri overfor den ældre Kvinde, der i denne Form kun kan findes hos en Mand af -den gamle Skole. " Michelet paastaaer i sin Bog om .Kjærligheden, at der ingen gamle Kvinder g.ves, at Kvinden aldrig bliver gammel: Kierkegaard overbyder ham næsten med den spiri- tualistiske Paastand, at Kvindens Skjenhed til- ager med Aarerne (Stadier 115). og Udviklingen herat er l.gesaa ridderlig og smuk som absurd Opfattelsen af Kvinden staaer i nærmeste Sammenhæng med Opfattelsen af Ægteskabet. Det var umuligt, at Assessoren med friere og mere selvstændige Anskuelser om Kvindens sociale Ket kunde have været en saa stor Beundrer af Ægteskabet i dets dengang factisk foreliggende *orm. Og det var umuligt at han med denne Be- undring kunde forbinde Sympathier for Kvindens sociale Ligestilling med Manden. Der er ingen Tvivl om, at disse Assessorens Afliandhnger allerede ere gaaede over til kun at have. historisk Værdi, men det er ikke derfor mindre let at begribe det dybe Lidtryk de maatte ©øre paa Forfatterens Samtid. De virkede i iCraft af Contrastens souveraine æsthetiske Lov Det kom mindre an paa, at deres Argumenter vare overbevisende, end paa at de ved Tonens Alvor og Forfatterens Sikkerhed stode i den grelleste Modsætning til den' flagrende, dandsende ^ta 1 de æsthetiske Indlæg, de gjendrev. Den 184 Kieikegaard rettede Angi-eb paa Ægteskabet kom ved det Glimt af Morgensol, der fra Asses . soreus Afhandlinger faidt hen over dem, tn at lys'niå' "o" T"'''' Natsv^nnere i Morgenbe- ysn ng. Og tog man de Kierkegaardske Under- ege ise,^ og Skildringer af Ægteskabets Idealist kom til 1 7 "' "'' '' "^*'"'"="' '' <»" "»art Kom tU at staae som en Enhed fm- Vn.r.t, Samtid - da var Am , ^°'*atterens i den, A Z ^'''* ''"'^* '"*'" ^6d 'let V" Bev.sferelse, at de trængte igjennem. Et Bev.s virker jo overhovedet aldrig saa stærkt som e Exempel. Billedet af den ridderlige Assessor, der sidder og skriver til Ægteskabets Forsvar meden, hans Hustn. "den at vide hvad han fore- tager sig gaaer ud og ind i hans Stue, fulgt af ans ^relskede Blikke; Billedet af Ass.sore'n og hy en Billedet af det nygifte Par i .Forord., vir i. \r: ''''" " "^ "i-"odstaaeligt elsk-' værdig, Manden saa humoristisk lykkelig under Ægte kabets Sag end de tvivlsomme Argumenter. D n h, e Bog .Forord., i hvilken Kierkegaard har nedlagt saa meget af sit bedste Vid, giver tZ . !l "^'^"^^'^ '' "-" """ er o" tø>e Skrifter, en af de yndigste og vittigste blaLt 185 alle- smaa drilske Bøeer d^r "." ^ skrevet paa Dansk. ' ""^"""'"^ "' Af de tre Stadier paa Livets Vei var jo "k^r;^' T' '*'^'""'"' ^-^eli.'^edens, Ægt ! Skabets, kun Overg-an*>-slprl t ^,, . var kun midlertidL Hv'o '^"^J''''^'^"- "^raf fatter end er - 'f K 7 "'"'"""^ "' '^°'- na ei – og Kierkegaard var langt fra at være upersonlig - i Længden vil han aldrig lov :: Sr" K^\"~ "^^ - --?o; samle s^om ^ZZ '"''"^^'^ ^'''''^^ ^S om den Sætning at det er ethvert Menneskes Pligt at blive aabenbar.*) Det " haist naturligt, at Pligten maatte formulere sig saa^des ^r en fra Barndommen af saa indesL: Sat; ndsop:ver ^ J" -T''' ' '^ ^'-^ opgaver, Phgt at gifte sig og stifte Pa- -I.e o v,, Ægteskabet at tilhøre .Staten og (S dt 100? !":'''''''"' '^"^^ Anliggender.! (btadier 100); det var ethvert Menneskes Pligt at have en Ven (Enten-Eller 225), altsammen fo dTde var ethvert Menneskes Pligt at blive aabeiibar fraierafT'':::;rh""'^^'– '^'^ at l,.". ^""^ °"^'** nu efter Kris !t- T"""""'^"'' '"' "'^^'e"''" ^'^»delige Kiise skjult og uigjennemsigtig, ude af Stand til tiske 'IgtMsteTpe"" vTT'''" "'^"^'" <"» ^^^e- Eller IL 225 P^'^°°' 'Skeden s Udarbeidelse. Enten- I r I 186 at have e" Ven, .is paa ikke at, ville have n6,en Hnstr", fast bestemt paa ikke at ville have de^ ijenieste at ffiøre med Vc^^} i " hWpnrio. 7, I Jadeland, Samfnndsan- %gender eller Statssager. Paa Papiret kunde han vel nedskrive en Moral, der paaL ethvert Menneske .at realisere dpt ai emveit trne,. i , . "*"^eie det Almene,, men Ingen tioe, 1 s.dste Instans paa en Moral, der for negter hans Natnr, og vil tvinge ham' t , at -' fore s,g denne. Naturligt anlagte Mennesker vige 1 mL "', '''''' '" '''' Positivtchriste- abnor^ Z ''' '"" '''' '- Hans Ltonaf r "^^ ""^ "'''"'''' Personlighed veg mane M T '"'""' ""''''' "^"'^^^ '^^ ^en ha Inl f ; '' """^" ^^ ^'"" "'-al^ke Af. tagesTi^''\*""^" ^'»"-»^en for .Und- tageisen , hvem Intet af det kunde forpligte der var Reglen, Veien og Livet fnr A. / 1. sker M, j^ . "^^ ^"'^'e Menne- ske.. Han reddede saaledes sig selv med sit hele gaadefnlde og nicriennem"io^i" ir . , . . ,. " ^ "'ojennemsigtige Væsen over I det tred,e Stadiam fra det ferste. Hvad der paa det f"rste Stadium var syndigt - det fLr ^^-, Skiulthede^ sædebge Lov - og hvad der paa det andet Sta dum blev forbudt og fordamt, det blev a t r 1 Wt paa det sidste og heieste Stadium, (ablv O '" '"^'' ^"''^"^»-'^ o, UforstaaeligLd or toere, den rel.g.ese Undtagelses Liv. Og til 187 S".7d? ,""!""''"' ""-^^^ ^^ -'» Troens trjenstand det absolute Paradox. XXI. Vil man finde Spirerne til de Tanker, Kierke gaard har udviklet om dette tredie Stadium pa Laets Ve., da maa man søge tilbage til hi" -dhge Afhandling »Om Begrebet Ironi, er ha..s Forfatterskabs sande Udgangspunkt. Sok^lt var denne Afhandlings og Kierkegaards H^t men Sokrates var i Tiderne" T »v, .f ' senest ,f R ,, ^"'"'""s ^øb atter og atter, senest af Ban.-, bleven sammenstillet med Christus Forfatter maatte gruble over deres indbyrdes For- ho d. Mod den Lighed, man har villet finde gts^iff" 'T' '"""^^^ '^ '- ^-^^'^^^ ^ i- "7" ' f P""**""" gaaer ud paa at hævde Ulig- heden mellem dem.*) Han beklager kun at e^. n-mere Indgaaen paa Sagen der 'ikke vL L paa s." Plads (Om Ironi S. 9 Anm.) Men " ' Aar e er optager han Traaden paany i sit sind- F.losofi. og .det han paa den ene Side frem- drager den gamle skjønne græske Forklaring af militulifr"''"^° ^^"'""^ '-"^^ ^' Socratem in dissi- muitudine præcipue est posita. 188 al Læren som en Erindre", til hvilken Læreren knn bliver Anledning men ikke Ophav, paa den anden Side, orthodox som han er, lastholder Or- thodoxiens Opfattelse af Christns som Guden, der paa eengang er Lærer og Frelser, faaer han Mod- sætningen mellem det Humane og det Christelige til at staae skjærende og grel for Læserens Øie. Naar Sandheden skal læres, da skeer det efter den græske Opfattelse saaledes, at Læreren, idet han vækker Lærlingens Selvvirksomhed, stræber at gjere sig selv overflødig, udsletter sig selv mere og mere og tilsidst forsvinder som den til- fældige Anledning til at Lærlingen blev klar over det Sande. ' Han frygter fremfor Alt at staae spærrende mellem sin Discipel og Sandheden. Stik modsat forholdt Alt sig paa det christelige Omraade. Naar Sandheden her skal læres, da er det saa langt fra at Læreren er ligegyldig og tilfældig, at han tvertimod selv er Sandheden som (^ud og som Frelser, folgelig, langt fra at ud- slette sig selv, fremstiller sig som Tilegnelsens Gjeustand. Men som den i Tiden existerende handhed, som den under visse historiske Forhold 1 et ringe Menneskes Skikkelse paa Jorden fødte »ud, som Læreren, der ikke blot meddeler Sand- heden, men tillige Betingelsen for at tilegne sig den (Tro), som Gjenstanden for uundgaaelig natur- nødvendig Forargelse er dette Vidunder "det abso- Inte Paradox.. Og med stor Styrke, med uigjen- 189 drivelig Dygtighed godtgjøres det nu. at Gudens Fremtræden i Tiden ikke er den mindste Smule mmdre paradox for hans senere Disciple end for hans samtidige. Det pinte ve] Kierkegaard med hans logiske Sands, at dette Paradox i al sin Guddommelighed Ikke var fuldstændigt. I sine Dagbøger for 1843 skriver han etsteds meget rigtigt: .At Guds Søn blev Menneske, er vistnok det høieste metafysiske og religiøse Paradox, men det er endnu ikke det dybeste ethiske Paradox .... Christi Liv havde et negativ-polemisk Forhold til Kirke og Stat Det høieste ethiske Paradox vilde være, naar Guds Søn gik ind i hele denne Virkelighed, blev et Led deri, bøiede sig under dens hele Smaalig- hed. og et andet Sted udfører han Tanken videre: ,Det absolute Paradox vilde være, at Guds Søn blev Menneske, kom til Verden gik saaledes omkring, at slet Ingen mærkede det,' blev 1 strengeste Forstand et enkelt Menneske, der havde en Næringsvei, giftede sig. Det gud- dommelige Paradox er, at han bliver bemærket, mr Mirakler o. s. v. .*) Denne Tanke har øien- synhg gjort Kierkegaard meget Bryderi; naar man allerede sværmer for Paradoxer, ønsker man at see dem saa complette, saa absolute som mu- ligt, og det var en Skuffelse for ham, at den *) E.P. II. 404 og 413 smlgn. Fil. Smuler 80. n 190 Clii-istues Gud ikl^A h^ j o-.-ent son, Laa .e"ere i Skr T'"' ""ler, at det nve T.., »"^"''kket* vi-,der sig enlig Stand o. 7ul ^Ty"" ^"" "^"befaler, selvfølgen/ saa Z '"^'" ^"''"^ ^^''^i"" er Brander ti 7 ^l ^T ^"""'^^ ^^ - Navnet Den s ".'t' '^"'"''^' ^^^ ""der - - Hegeis^ir ?r\r.r "^^^" at Forsoningen mellen, a !' ^ ^'^*" ^^J^' ficinnes Climacus. . Efterstrif.. "^*g: at Jo- Pleier at si^e det nn. ''^'''' ^^^ som man ^^^ aet om Efterskrifter i ir,.,- a v nok saa vifftiff no- k . ^ i- ^vindebreve, ^o-en;d!:^:Lrr;rr^'^^^'^^-"^^ o? danner Midtpunktet i Jl ''*"" '''*^^ dnetion. ' Kierkegaards Pro- Den fortsætter .Smulernes. Tankeiran^r n affærdiger først det objektive PrnM ^' ^^" oDjejctive Problem om Christen- 191 don.n,e"s Sandhed. Kierkegaard er selvfølgelig Tænker nok til at indsee, at det at der har exi steret Menigheder, som have tillagt forskjellige Følelser og Dogmer Navn af christelige, intlt Bevis er for Sandheden af den christelige Religion. Den Grundtvigske Hypotheses Svaghed blotter han paa et Par Sider. Om hele den moderne Rehgionsvidenskab, om den sammenlignende My- tholog. om de historiske Studier over den ældste chnstehge Tid, hvilket altsammen netop da be- gyndte og som i Løbet af en Snes Aar har for- andret den hele Opfattelse af Religionens Væsen har han ingen Anelse. Han havde overhovedet liden eller ingen Sands for det som var i Frem- brud og Gry. Istedenfor at berøres af det Vor- dende udtømmer han sig i en Strøm af Polemik mod det Forbigangne, mod den Hegelske Religions- specnlation, med hvilken et Par Aar derefter ntet Menneske mere beskjæftigede sig.*) 0^ saa kommer han da til sit eget, sit afgjørende Pro- blem det subjective Forhold til Christendommens Sandhed, eller med andre Ord det Spørgsmaal, hvorledes jeg, Johannes Climacus kan blive del agtig i det Gode, kaldet en evig Salighed, som Stede? ^t- "''^'^'; '"'° '''*^''^ - J"" "^ter ikke nu paa "Systemet"?'^ og føler ikke "t r..,^ a . rammer ham. ' ^ "^^''P ^^^^^ 192 Christendommen forjætter? Og Svaret lyder: Xeå at blive snbjectiv. Der lægges ikke Dølgsmaal paa, at Fore- stillingen om en evig Saliglied er den lokkende Bevæggrund som ligger bagved alle de aandelige Anstrengelser, Jeget underkaster sig for at blive 1 streng Forstand »Subject., og det kan ikke nægtes, at dette udvortes Motiv berøver disse An- strengelser en betydelig Del af det Fortjenstlige de ellers kunde have. Det ligger imidlertid ikke blot 1 den Rigdom af Ideer og Erfaringer der stode til Kierkegaards Raadighed, at 31 Ark af hans Pen, som udelukkende dreie sig om Er- hvervelsen af et Gode, der for mangen Læser staaer som et blot mythisk, lade sig læse med levende Interesse. Men det beroer fremfor Alt paa Fremstillingsformen, paa Meddelelsesmaaden. Det er Stilens uimodstaaelige Nærgaaen- hed, der med sin uafbrudte Polemik mod »Speculan- terne. giver Bogen en næsten dramatisk Interesse. Hvis en af Shakespeares Clowner havde studeret Hegelsk Filosofi, vilde han have drillet og til- intetgjort dens Tilhængere og Eftersnakkere 1 dette Sprog. Aldrig er vel .den stundom bedrøve- lige Professorskikkelse, bleven maltraiteret paa Prent med mindre Respect for Professorværdig- heden. De Ord, der pleie at være absolut for- viste fra en filosofisk Discnssion, som Nittengryn Fuglekonger, Pensionister etc, de Ordformer, der 193 kun forekomme i Bernenes og Clownernes Sprog som f. Ex. .Mænder og Koner,. Anekdoter, der netop da løb rundt i Kjøbenhavn, som f Ex Boghandler Soldins: »Rebekka er ^at " ivcueKua, er det mig som taler?.. Vendinger, der ellers undgaaes i Bog- sproget som f. Ex.: .hvor Satan skulde der kunne være et Enten-EUer i Metafysiken ! . dri- stige Citater af Holberg, Indblanding af tydske og latinsk. Ord, Sammenligninger hentede fra de mest dagligdags Fænomener som Sildestimer og Dyrehavsture, det er det Kryderi, hvormed de,^ theologisk-filosofiske Discnssion er saa stærkt op- live , at man vilde kunne nyde selv en endnu niind.^ nærende Ret, naar den var saa pikant Medens de æsthetiske Arbeider udmærkede sig ved Stilens Lidenskabelighed, lede de nvs Jjennemgaaede moralske Afhandlinger under en kunstlet Høitidelighed og Værdighed i Foredraget. Saa originalt Kierkegaards Udtryk for Lidenskab end er, saa affecteret kan hans Pathos klinge Han havde faaet sit Ideal af pathetisk Stil L den daarlige gamle danske Bibeloversættelse, hvil- ken han var for autoritetstroende til ikke at re spectere og efterligne, og derfor bruger han i høi t>il Ordformer, som »naturligen., »værdeligen. 'haver, og andre hieratiske Udtryk i den Me- ning, at det klinger pompøst. Ja han ynder i de moralske Afhandlinger en saa stivbenet Stil, 13 194 at han f. Ex. lader sin Assessor, efter at have udviklet Doctrinen om at Kvindens væsentlige Skjønhed først kommer med Aarene, gjøre Over- gangen til et følgende Afsnit med denne Vending: -Nu forlader jeg den Bedagede, hvis Selskab jeg dog visseligen ikke flyer. – et Afskedsbuk for de gamle Damer og en Slutningsreplik som naar en gammel Kavaler undskylder sin Bortgang med Hjærtesukket: Hvor behageligt Selskabet end er, saa maa jeg dog tilforladeligt videre idag. Johannes Climacus anslaaer en anden Tone. Ben archaistiske Stil passede ikke, hvor det gjaldt at drille og kilde og pirre de dogmatiske Sjæle, de docerende Vise, indtil de nøs og sprang og vred sig og lo og forraadte, at de langt fra at være den rene Tænken kun vare stakkels belæste Spidsborgere, der paa Hegelsk Vis forsonede eller medierede* de største verdenshistoriske Modsæt- ninger som Hedenskab og Christendom, Religion og Filosofi paa Papiret uden selv at have oplevet det Ringeste, der kunde bringe dem til at kaste sig over paa en af Siderne, da de i Virkeligheden ikke vare blevne til andet end <^ Skriverkarle i Tjeneste hos en fantastisk Tænknings Stundes- løshed*. Hør i hvilken Tone han examinerer dem om deres Forhold til denne lovpriste Medieren og Forsonen af Modsætningerne: <.Man taler be- standigt om Mediationen og Mediationen; er da Mediationen et Menneske ligesom Peer Degn an- 195 tager at Imprimatur er det? Hvorledes bærer et Menneske sig ad med at blive noget saadant; læser man sig til denne Værdighed, dette store Filosohcum; eller bortgiver Magistraten den lige- som Klokker- og Gravertjenester? Man forsøge blot paa at indlade sig med disse og andre saa- danne skikkelige Spørgsmaal af et skikkeligt Men- neske der jo ogsaa gjerne vilde være Mediationen naar han kunde blive det paa en lovlig og ærli^ Maade, og ikk^ enten ved at sige ein zwei drei kokolorum eller ved at glemme, at han selv er et existerende Menneske, for hvem altsaa det at exi- stere er noget Væsentligt og det ethisk-religiøst at existere et passende quantum satis. En Specu lånt vil det maaskee forekomme abgeschmackt at spørge saaledes.. (Afsl. Eftskr. 146). Hvilken Formastelse at tiltale en 'velopdragen Universitetslærd, der selv udtrykte sig i det rene- ste Professordansk i et saadant Kaudervælsk' at sammenligne en Doctor i Theologien med Peer Jegn! at betegne den Hegelske Tredeling og Trilogi som en Børneremse og kalde den Koko- lorum! xMen der er Humør og det godt Humør 1 denne Stil, (som da ogsaa er indarrangeret under Becepten eller Existensstadiet .Humor, i Kierke- gaards System) og man læser med Nysgjærrighed hvad en Mand føler Trang til at sige i et saa overgivent og hensynsløst gprog. Og dette er: At ethvert Menneske bør blive 13* Ir. . 196 'snbjectiv., og at dette er den liøieste Opgave for Enhver. Paa andet Dausk: at Ingen ber stræbe direkte efter at udrette noget i den ud- vortes Verden eller klage, hvis en udvortes Virk- ning af hans Handling udebliver, men blot ville af yderste Evne i Kraft af Frihed ville det Gode At være subjectiv vil sige at være individuel, være enkelt; derfor betyder hint Ord .det Gode- 1 Kierkegaards Mund heller intet Objectivt. Det Gode er selve den Enkeltes Frihed; Broen mellem ham og Omverdenen er ethisk-religiøst seet over- hugget. Og saaledes forsøger da Kierkegaard at hævde en afgjørende Modsætning mellem Ethik og Historie. Han henviser enhvei- Enkelt til sit eget Indre og bliver aldrig træt af at spotte Spe- culanterne og Specttlationeu, der over Betragt- ningen af det Verdenshistoriske efter hans Op- fattelse glemme Moral og Inderlighed. Han søger at løsrive det Godes Idee fuldstændigt fra Slægtens cultnrhistoriske Formaal, uden hvilke den i Vir- keligheden kun er en Abstraetion uden Værd Han indseer ikke, at disse kulturhistoriske For- maal lige saa fuldt omfatte det private Liv og den beskedneste Virksomhed til Bedste for For- ældre, Hustru og Børn som det offentlige Liv i Videnskaben, Kunsten eller Staten. Det kommer ham kun an paa Individets fuldkomne Under- kastelse 1 Lydighed under det formentlige (subiec- tive) ethiske Bud, slet ikke paa hvad Resultatet af t! »"i 197 denne Lydighed udvortes bliver. Og det er der- for Ikke for meget sagt, at hine Munke, som i den ægyptiske Ørken tilbragte deres Tid med at vande tørre Stokke for praktisk at vise den menneskelige Virkens Betydningsløshed overfor den Ideal af ethisk anstrenget Existens.*) Men ligesaa uethisk som Bestræbelsen for at blive .verdenshistorisk", synes selve Contempla- tionen af det Verdenshistoriske ham. Den filo- sohske Betragtning af Historien er han. moralsk fomaaet kun Tidsspilde, ja den værste Tids- spilde, da den beroer paa et Falsum, det Falsum, at der i Historiens Gang lader sig efterspore e,^ Nedvendighed. Allerede i .Smulerne, stræber han at godtgjøre, at en Historiens Filosofi er umulig tord. som han udtrykker sig, intet kan blive til ved Nødvendighed, men kun ved Frihed, saa det Forbigangnes tilsyneladende Nødvendighed er en 'en Illusion. I .Efterskriften, slutter sig saa naturligt hertil en Argumentation, der skal godt- gjore det Meningsløse i at betragte Slægtudvik- Imgen som det Højeste og i som Følge deraf at sætte sig det at medvirke til denne Udvikling som Her som overalt hos Kierkegaard kan den n.oderne Læser ikke undgaae at føle Sorg ved at *) Smlgn. H. Høffding? Den humane Ethik 101 ff. 198 see Forfatteren anvende sin hele Skarpsindighed paa at preve, kritisere og analysere visse ham antipathiske Theorier ud fra en aldeles dogmatisk accepteret Forudsætning, som han hverken ana- lyserer eUer kritiserer, liverkeu undersøger eller prøver, men betragter som en aabenbaret Sandhed. Hvor han forkaster Historiens Filosofi, gaaer han ud fra et forudfattet Begreb om Villiens Frihed, der forlængst er opgivet i enhver viden- skabelig Psychologi, men der af ham i hans Egenskab af Theolog betragtes som givet Det liberum arbitrium, som Kierkegaard taler om og troer paa, hører i Psychologien til samme Kategori hvort,l Varulvene høre i Zoologien, og med det falder selvfølgelig ogsaa Indvendingerne imod at et historisk Factum kan skee med Nødvendig- hed og mod Muliglieden af at opdage histo- riske Love.*) Det er morsomt paa mange spredte Steder i hans Skrifter at see, hvorledes han søger at hævde Forestillingen om hin Nødvendigheden modsatte frihed. Saaledes geraader Frater Tacitnrnus (Sta- dier 450 Anm.) i et formeligt Raseri over en thais A^ J; °^ *' r-^^t^r-Uge Afsnit derom i Stein- ftals Aftandhng Zur Religionsphilosophie i Zeitschrift H ft ,1,''*'^ °^'^ """^ Sprachwissenschaft 8 B. 3 R,r/ ^ 5' ""^ Nødvendigheden i Historien G. Brandes: Den franske Æsthetik i vore Dage 154 ff 199 Henvisning af Borne til det Indhug, Forbryder- statistiken har gjort i Læren om Villiens Frihed Det kan ganske vist være rigtigt at nedlægge Protest, naar Statistikere mene, at deres Tal allerede ere Love, men det er utvivlsomt, at de bevise Tilstedeværelsen af endnu ikke erkjendte Love, og det er til ingen Nytte at skumme imod dem. Og en ganske lignende Bestræbelse for at bibringe Læseren en Forestilling om en Frihed a la Buridans Æsel ligger f. Ex. bag Omar- beidelsen af den lille Aforisme: "Jeg gider slet Ikke." Jeg har betragtet denne Omarbeidelse fra det stilistiske Synspunkt, men den frembyder endnu et andet. Som Aforismen oprindelig lød (se ovenfor S. 128), indeholder den en gjennem- fert Motivering af den Talendes Ulyst til at lægge sig ned formedelst hans Uvillie mod at ligge længe og hans Utilbøielighed til at reise sig strax; i .Enten-Eller" er denne Motivering ud- slettet. Som Aforismen oprindeligt er formet seer man Villiens Vægtskaale stige og sænke sig ind- til en bestemt Forestilling (den om at kjøre) fac tisk bringer den ene til at synke og Vægtskaalen tu Ko. I Enten-Eller derimod vedbliver Villies- vægtens Tunge at holde sig lodret iveiret som paa hint berømte Æsel mellem Høbunkerne og den Talende har her fundet hint Frihedens evige Wiebhk, som Psychologien ikke anerkjender, men Bom meget passende, hvis det gaves, vilde kunne i 200 charakteriseres med det mindeværdige Udbrud 'Jeg gider slet ikke*. Til Indsigelsen imod den historiske Deter- mmisme er det, at Indvendingen mod Generations- udviklingen som det Heieste, det vil sige m.d Wægtens cultnrhistoriske Formaal som de væsent- lige, knytter sig. 'Indvendingen er denne, skriver Kierkegaard n>ed spærret Skrift: hvorledes man, hvis man blot statuerer Generations- eller Slægts- udviklingen, eller dog statuerer den som det Heieste, hvorledes man da forklarer den guddommelige Ødselhed, der bruger den uendelige Skare af Individer i den ene Generation efter den anden for at faae den verdenshistoriske Udvikling i Gang Det verdenshistoriske Drama gaaer uendelig lang^ somt frem. Hvorfor haster Gud ikke, dersom det blot er det, han vil? Hvilken udramatisk Langmodighed, eller rettere, hvilken prosaisk og kjedelig Udtværen! Og dersom det blot er det han vil: O Eædsel, tyrannisk at edsle Myriader at Menneskeliv .% (Afslutt. Efterskr. 115). Her som saa ofte viser det sig, at de i den positive Eeligions Mening mest religiøse Aander ere de i almindeligere Forstand mest irreligiese. Det virkelige Liv, den virkelige Udvikling Til- standen, som den er og altid har været, synes den fromme Betragter et Virvar af Rædsel og 201 Tyranni, og istedenfor med Resignation at beie Z aT a"b f*"'""' ""' ''" »^^"- -' -*"'- o at arbeide paa, at den kan vorde blidere for telgende Slægter, oprares han mod den factiske Verdensorden og danner sig en fingeret til Erstat- m.g. Som ovenfor argumenterer Kierkegaard ud ra en fast Forudsætning, der ikke praves, fordi den betragtes som aabenbaret Sandhed. Han on or rer Filosofen til at forklare, hvorf!r Gu, ds er , ,,, ,,^^^^.^^. ^^^^ ^^^^ Tal 7 '"' ""'''' Aabenbaring om Gud 08 Guds Eremgangsmaade, men at Erfaringen ^er am og enhver Iagttager, at Naturen I! »led Individerne og at den historiske Udvikling nn een.ang ikke synes at rette sig efter vore fsk teXrfki it rr " ^^ ^- - viaeiisKabs Naturbegreb er Kierkegaard "e fremmed og han derfor "odes til a Ta ' dutte sine Modstandere sit e^et theM I Gudsbegreb. ^ theologiske Denne Mangel paa Naturbegreb kunde spores paa et P""kt som ovenfor af andre Gi-unde blev "*''g, jeg tænker paa Kierkegaards Angreb paa Andelens Theori om Geniet. Andersen meiS tLH ,T' '''''''' ^-"' K-kegaard varte, at det maatte kunne overvinde enhver Art 202 203 i Modgang eller Modstand, og Svaret var forklarligt nok i hans Mund. Men i Virkeligheden har den ene af de Stridende ikke mere Ret end den anden. Naturen bærer sig, naar Talen er om Menneskeliv, ganske saaledes ad som med de laveste Dyre- og Plante- arter, den udsaaer Tusinder af Spirer, af hvilke det kun ved sammenstødende gunstige Omstændig- heders Magt lykkes enkelte af de mest levedygtige at naae til den høieste Blomstring. Da nu ethvert Blik udefter, til Slægtens For- maal, til det Historiske er den Enkelte forbudt, da den Retning, i hvilken Individets Stræben ledes, alene er indefter, i Inderlighed og til Inderlighed, følger allerede deraf, at der for Kierkegaard ikke gives nogen objectiv Sandhed. Det er umuligt objectivt at beviseBibelens Sandhed, umuligt objectivt at godt- gjøre Bibelgudens Existens.*) Uvad nytter det des- uden om En tankeløst og lidenskabsløst og plaprende eller som en Erasmus Montanus i tom Forfængelighed fremsagde objective Sandheder? Var han vel i Sandheden, hvis hans Forhold til disse Sandheder ikke var sandt? Nei uden Tilegnelse, uden Inder- lighed gives for en Existerende ikke nogen Sandhed. Paa Forholdet kommer det an. Og "naar blot ») Jeg betragter Naturen for at finde Gud, jeg seer jo ogsaa Ahnagt og Visdom, men jeg seer tillige meget Andet som ængster og forstyrrer. Summa summarum heraf bliver den objective Uvished. Joh. Climacus. dette Forholds Hvorledes er i Sandhed, saa er Individet i Sandhed, selv om det saaledes forholdt sig til Usandheden !^ . (Af si. Eftskr. 146). Med Rette synes man at kunne indvende, at ved den blot subjective Bestemmelse af Sandheden blive Galskab og Sandhed ikke til at skille ad. Kierkegaard afbøder Indvendingen ved den Be- mærkning, at Inderlighedens Udebliven ogsaa er Galskab. Og for at stemple denne fortæller han en Anekdote fra et Sindssygehospital. En Patient i et saadant har isinde at løbe bort og springer rigtigt ud af Vinduet. Han befinder sig nu i An- staltens Have og er netop klog nok til at betænke, at man rimeligvis vil transportere ham ind igjen, hvis han ikke ved at sige noget uomtvisteligt, objectivt Sandt, tilfulde kan overbevise enhver Mødende om, at hans Forstand er aldeles i Orden. Som han gaaer og tænker over dette, seer han en Keglekugle ligge paa Jorden. Den tager han op, putter den i Lommen paa sit Kjoleskjød og hver Gang den rammer ham bagpaa, siger han: ^-Bum, Jorden er rund!» Netop dette bliver An- ledning til hans Paagribelse. "Men, udraaber Kierkegaard, er da Jorden ikke rund, fordrer Daarekisten endnu et Offer for denne Antagelses Skyld som i hine Tider, da Alle antoge den for at være saa flad som en Pandekage?* Nej, men der seer man, hvorlidet Udtalelsen af en objectiv 204 1 Sandhed betyder for Individets personlige Stilling til det Sande. Af Rædsel for dette Extrem styrter Kierke- gaard sig da ud i det Modsatte : Subjectiviteten er Sandheden, eller hvis han allerede tvinges til at definere, saa svarer han: Sandheden, den høieste Sandhed for en Existerende, er den objective Uvis- hed, fastholdt i den mest lidenskabelige Inderlig- heds Tilegnelse. (Afsl. Eftskr. 150). Men denne Definition paa Sandhed er kun en Omskrivning af Tro. Tro er netop Modsigelsen mellem Inderlig- hedens uendelige Lidenskab og den objective Uvis- hed. Den objective Uvished er de 70,000 Favne Vand, paa hvilke den Troende holder sig oppe, og troer – Paradoxet. Men hvad er Paradoxet? Det er, at den evige Sandhed er bleven til i Tiden, at Gud er bleven til, er født, har voxet o. s. v. (anf. Sted 155). Der ligger for Kierkegaard den yderste Vægt paa at alt dette troes historisk og udvortes at være skeet. Man skulde troe, at det for en Tænker af denne Eang var ligegyldigt om han havde en saakaldt historisk Christus eller Christus blot som ideal. Selv siger han jo i " Stadierne": "Hjælper det nu til Troen paa det Store, at man veed det er historisk? Nej slet Intet. Denne Viden hjæl- per En blot ind i et Sandsebedrag, der bedaares af det Stofagtige. Hvad er det, jeg veed historisk? Det er det Stofagtige. Idealiteten veed jeg ved 205 mig selv, og veed jeg den ikke ved mig selv, saa veed jeg den slet ikke, al historisk Viden hjælper ikke.**) Saaledes siger han selv undertiden; men naar han taler saadan, da tænker han kun paa den saakaldte profane Historie ; den " hellige" Hi- storie tilhører for ham en anden Verden. Og nu udvikler han paa hundreder og atter hundreder af Sider, hvorledes dette, at Individets evige Salighed afgjøres i Tiden ved Forholdet til noget Historisk, der ydermere kun i Kraft af det Absurde er hi- storisk, skal og bør omdanne Individets hele Liv. En objectiv Sandhed gives der ikke ; thi Sandheden er Inderlighed, og da ingen mere lidenskabelig Inderlighed lader sig tænke end den, der hører til at ville lade sit Liv for sin Overbevisning, saa naaer han consequent til Martyriet som Sandhedens egentlige Vidnesbyrd. Men dette Kriterium turde være et fuldt saa slet som den enkelte Sætnings objective Rigtighed. * Jorden er rund» det kan ganske vist siges af en G-al, men Tusinder af Mormoner have med Helte- mod opgivet Aanden som Blodvidner for en af Taabeligheder sammensat Religion. Der existerer idealt betragtet ingen Splid mellem det, som i og for sig er sandt, og det, som er Sandhed for mig. *) Stadier 411, smlgn. Afsl. Efterskr. 246, hvor Sæt- ningen gjentages, og Renan: Etudes d'histoire religieuse 214, hvor samme Tanke er udtrykt. 206 207 Thi til noget i og for sig Sandt, som ikke er det for vor Opfattelse, er det Menneskeaanden umuligt at trænge ind. Hvad jeg da ikke kan undlade at tænke uden at min Bevidsthed forstyrres og mit Væsen kommer i Splid med sig selv, det er netop det, der for Menneskeaanden er det i og for sig Sande. Til Paradoxet er der ingen Plads. For Kierkegaard fyldte det imidlertid snart Horizonten. Jeg brugte det Udtryk, at hans Fornuft var døbt. Det er neppe muligt kortere at betegne det Dogmatiske i hans Analyser. Den forbausende Gave, han besad til stiingent og følgerigtig Tænk- ning, anvendte han udelukkende til at drage correcte Slutninger ud fra. sine lixe Forudsætninger, og den Uvillie mod det Dogmatiske, som iilosofisk-kritiske Anlæg naturnødvendigt føre med sig, og som han bestandig bar paa, den ledede han, da Autoritets- troen forbød ham at angribe Dogmer, udelukkende over paa det Dogmatiske i Meddelelsesmaaden, hvilket han uafbrudt persiflerer og stempler som et ufeilbarligt Kj endetegn paa Aandløshed og Dum- hed. Saaledes gik det til, at han i et saa lidet dogmatisk Foredrag som muligt formede et rent dogmatisk Indhold. Vil man gjøre sig hans Begrændsning klar. behøver man blot at fæste Blikket paa hans For- hold dels til Naturen dels til Historien i hans modnere Manddomsaar. Der udviklede sig hurtigt hos ham det Had til Natur og Naturudvikling, som Kjærligheden til det Paradoxe og Naturstridige avler. Mest eiendommeligt røber dette Had sig i den dogmatiske Afhandling "Begrebet Angest". Her optræder Kierkegaard som den rene Joseph de Maistre, kun udrustet med en Skarpsindighed og en psychologisk lagttagelsesgave, for hvilken de Maistre staaer langt tilbage. Midt under dybsindige psychologiske Udviklinger falde de største dogmatiske Cruditeter som Klatter fra hans Pen. Han afgjør her, at Nedstam ning fra flere Menneskepar er umulig, at Sproget har en overnaturlig Oprindelse, at Døden er Straf for Synd, at ved Fortærelsen af Kund- skabens Frugt <.kom Differensen mellem Godt og Ondt ind i Verden, men tillige den sexuelle For- skjellighed som Drift. (2det Oplag 75). Ja han spotter over, at man i vore Dage " bliver senti- mental og følsom, ved Tanken om at man ikke mere har Hexeprocesser eller Inquisitionens Baal og Brand. Den Medlidenhed med Sjælen, den Villie til at sikre dens Frelse ved alle Midler, som afstedkom hine strenge Forholdsregler, synes ham langt værdigere, ethisk "af en bedre Bonitet, end " vor oplyste Tids. Medlidenhed med Ofrenes Lidelser, og han lovpriser Augustinus, fordi han 208 209 eiidiiu var altfor ubekjeiidt med den moderne Tids Tolerancebegreb til at nære saa slap en Følelse. "Var det ikke Augustinus, der anbefalede Straffe, ja Livsstraffe mod Kjættere? Mon han manglede Medlidenhed eller mon hans Adfærds Forskjellig- hed fra vor Tids ikke snarere laa deri, at hans Medlidenhed ikke havde gjort ham Mg?» og han sammenligner vor Tids Uvillie mod en Kirke, der besidder og bruger inquisitorisk Magt, med Fryg- ten for "at lade sig skjære og brænde af Lægen", naar det gjælder om at blive helbredt. (Begrebet Angest 126 ff.) Det undrer En ikke, at den, der kunde gaae saa vidt som til at tinde Autodaféer ærværdige, maatte nære en stedse stigende Antipathi mod Naturvidenskaben, der du ogsaa forekom Kierke- gaard at være "den allerfadeste* Videnskab af alle. Ikke uden Grund skriver han med udhævede Bogstaver i sin Journal: Al Fordærvelse vil tilsidst komme fra Naturvidenskaberne, al Fordærvelse nemlig for hans positive Tro. Mi- kroskopets Opdagelse sætter ham i en Tilstand af krampagtig Forbitrelse: "Naar man betragter Mi- kroskopets Opdagelse som lidt Morskab, lidt Tids- fordriv, kan det være godt nok, men som Alvor er det [hvad troer man: dumt?] uendelig dumt.» Hvis Gud, siger han, gik om med en Stok i Haanden, saa vilde det især gaae ud over dem, der iagttage ved Hjælp af Mikroskopet. At Na- turforskeren er hyklerisk, røber sig efter hans Op- fattelse allerede derved, at ..hvis man vilde sige til ham, at ethvert Menneske dog har nok i Sam- vittigheden og i Luthers lille Katechismus, saa vilde Naturforskeren rynke paa Næsen. » Hvorfor? Fordi han ..fornemt vil gjøre Gud til en knibsk Skjønhed, til en Satans Kunstner, som ikke En- hver kan forstaae.* Og denne antinaturviden- skabelige Obscurantisme culminerer i den Vending, at ..Naturforskeren bruger Mikroskopet ligesom Lapse bruge Lorgnetten., kun at Frækheden er uendelig potenseret, da han bruger sin Lorgnet <^mod Gud.*). Havde Kierkegaard oplevet Dar- winismen, kan man desværre være sikker paa at han uden Blik for denne paa alle Naturens og Aandens Omraader orienterende Hypotheses Storhed vilde have været blandt de Ivrigste til at opfinde Vittigheder om Menneskets Nedstamning fra Aben og de andre Par Stikord, som fra Naturforskernes Arbeider ere trængte ud i den theologisk opdragne Hob. Enhver, der i sit eget Sind forgjæves har tumfet med de Tanker og Forestillinger, som hin Hypothese klarer. Enhver, som efter Studiet af , Kants ". Kritik der Urtheilskraft . har grublet over Naturteleologien uden at kunne slaae sig til Ro ved Kants Besvarelse af det store Problem, har sikkert modtaget den Darwinske Theori ved dens I I '»* *) Eft. P. II 738 ff, 743. 14 210 Fremkomst som det løsende og befriende Ord, hvorefter han havde smægtet; Kierkegaard om- vendt kunde ikke tilegne sig den uden at opgive den Opfattelse af Natur og Historie, hvori han havde fundet alle Gaaders Løsning. Thi som den obscurantistiske TJvillie mod Na- turvidenskaben er hans ene Grændse, saaledes er den fuldkomne Mangel paa Sands for Historiens Udviklingsgang den anden. Han havde jo i sine " Smuler* udviklet, at en Historiens Filosofi var umulig, og dermed var allerede Begrebet om en historisk Udvikling fornegtet. Det culturhisto- riske Fremskridt maatte tilmed allerede af den Grund være ham en Uting, at med Christendom- mens Indførelse i Verden det Høieste var naaet. Og saaledes havde han i Grunden selv umuliggjort sig det at see historiske Fænomener i deres For- hold til de Forudsætninger, der forberedte dem og i deres indbyrdes Sammenhæng. Dette viser sig i alle hans Domme om store Skribenter, der mangle ethvert literaturhistorisk Grundlag og derfor tidt ere i høieste Grad vildledende og vrange. Selv et saa dybt indgribende historisk Factum som de moderne europæiske Literaturers gradvise Eman- cipation fra de bibelske Synsmaader og den kirke- lige Aand er han fuldstændigt blind for. Jeg be- mærkede ovenfor, at han som Kritiker løsrev sin Gjenstand aldeles fra den historiske Sammen- hæng og stillede den paa en Isolerskammel for at 211 vurdere den; man begriber nu Aarsageu dertil. Han saa ikke de store Strømninger i Literaturens og Kunstens Historie, kun de enkelte isolerede Punkter, der for hans Øie ikke dannede nogen Figur. De store frifødte Aander i de moderne Literaturer maa han enten fordømme eller under- skyde sine egne Synsmaader for at kunne nærme sig dem fortroligt: Den Schlegelsk-Tieck'ske Shakspeare-Oversæt- telse læser han atter og atter, han forstaaer det Pathe- tiske hos Shakspeare som Faa, men han forstaaer Intet af Renaissancens Aand i ham og udtaler derfor gjentagne Gange sin Forundring over, at denne Digtehies Konge aldrig har indladt sig paa at fremstille de egentlig religiøse Collisioner og Kampe. Han har intet Syn paa den Storhed i Shakspeares Aand, der hævede ham saa høit over sin Tidsalders confessionelle og religiøse Bryd- ninger. Han er uudtømmelig i sine Ytringer af Kjær- lighed og Taknemmelighed mod Lessing. Han følte et Slægtskab med denne overlegne Tænker og Digter, mod hvis Natur det stred at udtale sig dogmatisk og docerende, saa længe det, han havde paa Hjærte, lige saa godt lod sig udtrykke som et Spørgsmaal, en Tvivl, en Spøg, en Fabel. Men hvorledes har han ikke i sin Fremstilling vendt op og ned paa Lessings Livsanskuelse, og faaet lige det Modsatte ud af den! I hans Frem- 14* 212 stilling bliver Lessiiig til en i dybt Incognito hyllet Selvtænker, om hvem det bestandig er mu- ligt at antage, at han paa Bunden af sin Sjæl var Christen. Leasing ! den aabne, freidige, ufor- færdede Lessing! Spinozas Discipel, Mendelssohns Ven, Goethes Lærer ! Lessing, hvis evige Ære det er at have kjæmpet Voltaires Kamp i Tydskland uden at have ladet sig henrive af Krigerliden- skaben som Voltaire! Og Opfattelsens Unøiagtighed gjentager sig i Smaat som i Stort. Lichtenberg forvanskes som Lessing. Han citeres etsteds i " Stadierne » og Citatet skaber ham om : " Gud skabte Mennesket i sit Billede, til Gjengjæld danner Mennesket Gud i sit, siger Lichtenberg » ; men i Originalen staaer ikke "til Gjengjæld danner*, men "das heisst vermuthlich*, hvad der gjør en meget betydelig Forskjel.*) Kierkegaard kan eller vil ikke for- staae at den nyere Literaturs Historie er identisk med dens Frigjørelse fra Traditionens moralske og religiøse Forestillinger. Af samme Grund er det, at han som ellers ødsler med sin Respect, taler med saa ringe Re- spect om Goethe, ja i Wolfgang Menzels Stil giver en Art Vrængebillede af ham som umoralsk og irreligiøs. Han lader sin Assessor skrive om ham, *) Lichtenberg: Verm. Schriften I. 162 smlgn. iøvrigt Feuerbach: Wesen des Christenthums 3die Udg. 151. 'f? I 213 at "åeune forgudede Heros, der kaldes Kongen i Tankens Rige, mildest talt er Titulær-Konge af Religiøsitetens evige Rige". Han foreholder ham at han " fornemt smiler af Klopstock, fordi det be- skjæftigede denne saa meget, om Meta, hans første Kjærlighed, der havde giftet sig igjen, vilde til- høre ham i et andet Liv.» Han betænker sig ikke paa at bebreide enAand som Goethe, at han ikke til sin Død bevarede de bibelsk-mythiske Forestillinger, som indprentedes ham i hans Barn- dom, at han "trak sig tilbage, hvor det gjaldt om at blive sig selv tro i .sin Barndoms Lidtryk, hvor det gjaldt, om det saa var indtil Fortvivlelse, med Forsagelse af enhver Fordring paa Livet eller paa en betydningsfuld Existens, at kjæmpe for For- ældres dyrebare Erindring, for Troens Fællesskab med Afdødes. Det er ham øiensynligt ufatteligt, at der med Hensyn til overleverede Troessætninger skulde gives nogen høiere Pligt end Pietetens. Han bebreider Goethe, at han ikke har baaret sig ad som han, ikke har stemmet sig imod den hele moderne Culturudvikling istedenfor at blive dens ypperste Bærer siden Renaissancens Dage – han tænker sig Muligheden af, at Goethe kunde have udviklet sig til hvad han blev, ja til mere end hvad han blev, ifald han istedenfor at resumere den tydske Aands hele Udvikling i Lessing og Winckelmann, Biirger og Wieland, Herder og Kant, istedenfor at straale som det Alt fordunklende 214 215 Midtpunkt i det Stjernebillede som dannes af Schiller, Holderlin, Kleist. Heine og de andre fri- baarne Digteraander, var bleven en Magus som Hamann, en Hellig som Lavater eller en Barde som Klopstock, der alle bleve deres religiøse Barndomsindtryk tro, men hvis Værker nu kun opsøges af Literærhistorikeren som Curiositeter. Netop lige saa lidet Blik som Kierkegaard havde for den religiøse Bevægelse i Nutiden, lige saa liden Sands havde han for dens politiske Ud- vikling. Hvad han atter og atter spotter under Navn af " Tidens Fordring », det er ikke blot de Latterligheder, som i alle Tidsaldre pyntes med dette Navn, men selve det moderne Aand^liv. Hans Foragt for Tidens store og smaa Profeter forhindrer ham imidlertid ikke i af og til selv at spaae ; han spaaer forkert, og det forhindrer ham atter ikke i at rose sig af sine Spaadommes Cor- recthed. Datidens aprioriske Tænkere bekymrede sig ikke stort om et Dementi fra Kjendsgjernin- gernes vulgære Verden. Hegel selv begyndte jo sin videnskabelige Bane med at forfatte en Dis- pustats om Planeterne, i hvilken han a priori vilde bevise de Keplerske Love og i hvilken han da ogsaa beviste saa klart som at 2 og 2 er 4, at der ikke kunde ligge nogen Planet mellem Jupiter og Mars. Ikke desmindre blev lige i de samme Dage Ceres opdaget af Italieneren Piazzi, uden at Hegel af dette Ulykkestilfælde lod sig lede bort fra sin videnskabelige Methode. I Kierkegaards Bog om Fru Gyllembourgs "To Tidsaldre », der fremstiller Nutidens politiske Færd som aldeles forpjattet og intetbetydende, forekomme disse Ord: ^^Et Oprør vilde i Nutiden være det Utænkeligste af Alt; en saadan Kraftytring vilde forekomme Tidens bereg- nende Forstandighed latterlig».^) Dette skreves i Marts 1846. I Marts 1848, nøiagtigt to Aar efter, hændtes som bekjendt "det Utænkeligste af Alt» i Paris, Berlin, AVien, Rom, Ungarn, Polen, Danmark. Lige fuldt roser Kierkegaard senere netop Skriftet om " To Tidsaldre* for at det inde- holdt <^en Tegning af Fremtiden, hvilken Aaret 48 ikke gjorde til Usandhed ».^*) Hin Mangel paa Sands for den historiske Ud- *) En literær Anmeldelse 70. **) Om min Forfattervirksomhed S. 11. Synsp. f. min Forfvirkshed S. 48. Fra selve Aaret 1848 forekommer en i Kierkegaards Mund forbausende Replik: "Skylden for det Hele bærer et indbilsk, halvstuderet, ved Presse-Smigrerier de- moraliseret Bourgeoisi, der i Egenskab af Publicum mente at skulle regjere. Men maaskee aldrig i Historien er det seet, at Nemesis kom saa hurtigt; thi i samme Nu, paa samme Klokkeslet som Bourgeoisiet afgjørende greb efter Magten, reiste 4de Stand sig. Nu skal det rigtignok hedde, at den er den Skyldige, men det er usandt; den er kun det uskyldige Offer, over hvem det kommer til at gaae ud, den bliver skudt ned, forbandet – og det skal være Nødværge." (E. R II. 486.) i 216 217 vikling blev saaledes til Mangel paa Virkeligheds- sands overfor hans Saratid. Han havde af den moderne Literatnr kun studeret Tydsklands, særlig den romantiske Literatur i dens forskjellige For- greninger, og naar han kjendte Shakspeare, be- roede det kun paa, at Romantikerne saa ivrigt havde fremdraget og protegeret denne Digter; iøvrigt var England og Frankrig for Kierkegaard to store lukkede Bøger. Han kjendte ikke disse Landes Videnskab, han kjendte endnu mindre deres Romaner; derfor sporede han ikke heller at den nye Tids Psychologi og Ethik i dem brød frem. Psychologierne komme altid langt bag efter Ro- manerne i Fremstillingen af en Tidsalders Livs- anskuelse og Sjælekyndighed. Kierkegaard følte det ikke, at der i Romaner som Auerbachs eller George Sands var udtalt og fremstilt en ny Ver- densanskuelse, i Sammenligning med hvilken den, som kom til Orde i samtidig dansk Literatur, var indskrænket og forældet. Under denne Mangel paa Forhold til Verden, blev Danmark eller nølere Kjøbenhavn hans Ver- den. Afsideslevende udviklede han sig til at blive et stort Fænomen i det Afsides. Han delte de dalevende Danskes sædvanlige Overtro paa alt Dansk. Han mente (som han undertiden udtalte det til Prof. Brøchner) at Danmark i Mynster havde Tidsalderens største Prædikant, i Heiberg den største existerende Æsthetiker, i Madvig Tidens første Filolog og hvad han ikke sagde, men under- tiden dog ogsaa sagde : i ham den største dalevende Prosaiker, en endda mindre overspændt Antagelse end de andre vare. Saameget er vist, at han var altfor stor for Landet. Snart skulde han med bitter Smerte faae det at føle. xxm. Det var i December 1845, Kierkegaard havde til sin Bogtrykker afleveret det hele Manu- scripttil " Afsluttende Efterskrift » og Hovedarbeidet i hans Forfatterskab var gjort. Foruden den lange Rækkefølge af de oven omtalte pseudonyme Skrif- ter havde han endnu forfattet et Antal af atten opbyggelige Taler, som under hans eget Navn ud- gaves jævnsides med Pseudonymerne. Kierkegaard har med særegen Iver udhævet denne Omstændighed af Frygt for at man skulde ville give det Skinnet af, at han som Forfatter var begyndt som en Art Byronianer og derpaa med Aarene var bleven religiøs. Men vi have allerede seet, hvorledes han ira sin tidligste Ungdom havde stillet sine Aands- gaver til Christendommens Tjeneste. Naar han nu og da havde Anfægtelser, om det ogsaa christe- ligt talt lod sig forsvare at skrive Afhandlinger som Forførerens Dagbog og Lignende, da bero- ligede han sig selv ved ligesom til Bod derfor at forfatte opbyggelige Taler. Den geistlige Tales ,. i 218 219 Form laa ham nær ; tjii som theologisk Studerende havde han maatte underkaste sig formelige Øvelser og Prøver heri ; han beundrede Mynster som Taler, studerede ham og stræbte at overgaae ham, hvad der med hans saa langt skarpere psychologiske Blik ikke faldt ham vanskeligt. Men utilbøielig som han var til selv at kalde sig Christen, og mere søgende i christelig Retning end egentlig sikker paa sin Tro lm,vde han givet de Taler, han udgav, en snarere almindeligt opbyggelig end strengt confessionel Charakter. Assessor Wilhelm siger i Enten-EUer: *0p- byggelsesskrifter og trykte Prædikener har jeg en Idiosynkrasi imod*.*) Selv om man i Alminde- lighed deler denne Følelse, læser man Kierkegaards opbyggelige Taler med Respect. Der er en ædel, en behersket Sjæl i disse Taler. Det gjør et gribende Indtryk at høre den samme Mand, der formaaede at gjøre sig til den vildeste Lidenska- beligheds Tolk, tale saa jævnt, saa afmaalt, saa bekymret til sine Medmennesker og give dem den bedste Trøst, han formaaer, med paa Reisen gjen- neni Livet. Det vækker Ærefrygt at see ham med en saa uforanderlig Fasthed i ethvert af For- ordene, ligegyldig for Mængdens Ligegyldighed eller Opmærksomhed, af Hoben udpege "hin En- kelte, hvem han med Glæde og Taknemmelighed O Enten-Eller IL 49. kalder sin Læser ». Og det rører selv den, hvem Talen ikke rører, at læse den stereotypt gjentagne Tilegnelse: »Afdøde Mie ha el Pedersen Kierke- gaard, forhen Hosekræmmer her i Byen, min Fader, helliges disse Taler ». Det kan ikke nægtes, at selve Talerne have de Mangler, som overhovedet ere fælles for hele den Alt Literatur. Det er psychologiske Randsagelser byggede paa en mangelfuld og conventionel Psy- chologi : der gaaes ud fra at Sjæl og Legeme ere to forskjelligartede Væsener, sammenkoblede i eet Individ; der skildres uafbrudt en overnaturlig Ind- griben i Sjælens Liv, der gjøres unaturlige og ofte frugtesløse Anstrengelser for at faae en gam- mel Bibeloversættelses Udtryk til at stemme med visse bestemte psychiske Tilstande, hvorpaa den bibelske Forfatter maaskee aldrig har tænkt; der gjøres for at bringe bestemte mangetydige Ord til at betyde noget vist Enkelt Anstrengelser, som erindre om sindrige Juristers spidsfindige Lovfor- tolkning. Jeg henviser som Exempel til Talen om " Pælen i Kjødet.» Dette tvungne Forhold til Bibeltexten hemmer Talens Frflied med Hensyn til den psychologiske Analyse. Den tør som opbyg- gelig aldrig ophøre at være bibelsk, altsaa aldrig være anvendt Videnskab. Paa den anden Side tør den som opbyggelig aldrig blive digterisk, aldrig Poesi. Den tør skil- dre alle Sjælstilstande, men aldrig individuelt. tt II*' I ri' I 220 aldrig med Realitetens fængslende Liv. Da den nu hverken tør være almen som Videnskaben eller individuel som Poesien, saa har den kun en Ba- stardart af Fremstilling tilbage, den halvt almene, halvt individuelle. Talen skildrer ikke, hvad Uret vil sige, den fremstiller ikke heller en enkelt Forurettets Liv, men den vælger det Mellemliggende at udmale "den Forurettedes" Existens. Man læse f. Ex. Talen om " Bekræftelsen i det indvortes Menneske*, hvis forskjellige Afsnit begynde: Be- tragt ham, den Bekymrede – betragt ham, den Forsøgte – betragt ham, den Begunstigede – og saaledes umuligt kan undgaae commonplaces. Og dog er der en skarp, streng Stil i disse Taler. Ikke sjeldent naae de glimtvis op i Høide med Kierkegaards pseudonyme Production; ja den iblandt dem, som fører Titlen "Yed Anledningen af en Brudevielse » og som svarer til Afhandlingen om Ægteskabet i Enten-Eller, staaer i sin Helhed ved Adel og Aand betydeligt høiere end det pseudonyme Indlæg. Med Udgangen af Aaret 1845 havde det hele Forfatterskab da naaet en foreløbig Afslutning. Det var Slutningen af Christian den 8des Regjering: Adam Homos Tid. Paa Tronen, øverst oppe: Forfængelighed, Dilettanteri, Stædighed og Svaghed. I Aandsaristokratiet : Foragt for den politiske Bevægelse i Mellemklasserne. I Ung- dommen: en utaalmodig Trang til politisk Frihed. 221 Den bedre Del af Pressen frugtesløst oppositionel og nederst nede Kaadheden i "Corsaren». Hvad var "Corsaren»? Det var et Organ af den Ait, som dets Venner kalde et Vittighedsblad, dets Uvenner et Smudsblad og som en Tid lang kan være det populære Skandalon i en By. Bladet havde det store Fortrin at være redigeret i frisindet Aand, at være rettet direkte mod Absolutismens Paryk- væsen og Autoritetstro, og havde deri en lignende Undskyldning for sine Udskeielser som f. Ex. Rocheforts " Lanterne j> havde for sine under Oppo- sitionen mod det andet Keiserdømme i Frankrig. Bladet var illustreret. Det drillede den ene Dag Majestæten og bragte den næste Dag Karrikatur- tegninger af de Privatmæ-nd, Redaktionen vilde tillivs. Nogen sand Alvor laa der ikke bag Vit- tigheden saa lidt som nogen dybere Frihedsbegei- string bag Oppositionen, men Bladet skaffede Luft, gjorde Plads og indjog i hin Tid, da man endnu skjælvede for "at komme i Avisen, » den herskende Spidsborgerlighed en gavnlig Skræk. Dets Vittig- hed var mange Gange bidende og morsom, dets Pathos næsten altid affecteret og hul. Det var især ved sine Portrættegninger en Magt; det blev læst overalt, holdt af Portneren og læst af Herskabet. Det var som sagt i December 45. Kierke- gaards første Trang til Productivitet var udtømt. Hint første Factum ":der gjorde ham til Digter », 222 havde fremkaldt den hele Række af Værker, det blev Aliledning til ; han havde overfor det Sokratisk- Græske, der havde været hans tidligste videnska- belige Interesse, skarpt fremstillet det Christeligt- Paradoxe, hvortil han først og sidst var knyttet, og han havde under sin Productions voldsomme og passionerede Allegro søgt aandelig Hvile i de opbyggelige Talers rolige og milde Adagio-Takt. Nu var Øieblikket kommet, da han vilde vise Verden, at det var ham Alvor med det Eeligløse, at han ikke var den " interessante og pikante For- fatter*, som Publicum antog Enten-Ellers Ophavs- mand for, at han ikke søgte Opsigt eller Jav – nu vilde han blive Præst, helst etsteds ovre paa den jydske Hede, i den yderste Ensomhed, hvor Kirken om Søndagen kun besøgtes af et Par en- kelte Tilhørere. Med sit Forfatterskab var han tilende. Hvad han havde paaHjærtet, havde han faaet sagt.*) Da hændte det, at P. L. Møllers Tidsskrift "Gæa» i en literær Correspondance bragte en krænkende Anmeldelse af det da lige udkomne Værk " Stadier paa Livets Vei». Det var en let- færdig og uhæderlig Artikel; letfærdig, fordi dens Forfatter ikke havde gjort nogetsomhelst Forsøg paa at sætte sig ind i hvad han skrev om, uhæ- derlig, fordi den (under Skin af at værdsætte *) Synsp. f. min Forfvirksh. 66. E.P. II. 334 ff. 223 Kierkegaards Forfatterskab) som den Art Artikle^ pleje, forholdt sig til Gadesladderen om lians Privatliv, beskyldte Dagbogens Helt for "at lægge sin Forlovede paa den experimentale Pinebænk, dissekere hende i levende Live, pine Sjælen draabe- vis ud af hende », altsammen Beskyldninger, som vare de staaende mod Kierkegaard selv. Kierkegaard, som altid led af en brændende Lyst til at replicere, naar han blev angrebet, lod sig henrive til et haanligt og bidende Svar, som sluttede med at betegne nogle Enkeltheder i P. L. Møllers Artikel som "et af disse væmmelige Corsar- Angreb paa fredelige, respectable Mænd», og som i Henhold til et (i og for sig paalideligt) Rygte om P. L. Møllers Medarbeiderskab ved *rCorsaren* udtalte Ønsket om at maatte blive udskjældt i dette Blad, der hidtil i høie Toner havde rost de Kierkegaardske Pseudonymer, ja betegnet Victor Eremita som den, der " aldrig døer. * Artiklen kalder dette en Beskjæmmelse og Tort, der er viist Pseudonymernes Digter, og er- klærer, at det er "haardt for en stakkels Forfatter at staae saaledes udpeget, at han er den eneste, der ikke udskjældes i Corsaren.* Denne Artikel undertegnede han Frater Taciturnus og trak der- ved uklogt og uheldigt sin Pseudonym fra den stille Verden, hvori han maatte tænkes at leve, Ild i Dagslyset. Saa fulgte Feiden Goldschmidt conti-a Kirke- 224 |aard. Corsarens Redaktør følte sig forpligtet til at optage Handsken paa sin Medarbeiders og egne Vegne. Kierkegaard, der som Autoritetens trofaste Tjener og Soldat maatte ansee Corsaren for et aldeles vederstyggeligt Fænomen, har øi en- synlig troet at tilføie denne et dræbende Slag med sin Artikel. Han har tænkt sig, at Goldschmidt, der havde udtalt sig offentlig som hans største Beundrer, umuligt kunde være bekjendt nu at svare ham med Haan, ligesaa umuligt kunde vedblive at rose ham, ikke heller kunde tie til Udfordringen uden at miste sin Prestige, kort sagt maatte tumle bag over ved Slaget. Som kyndig Polemiker gik Goldschmidt imidlertid uden om alle de Skand- ser, Kierkegaard havde opført, gik udenom sin Ros, udenom hans Bøger, hans Vid, hans Verdens- anskuelse 0. s. V. og lige løs paa hans private Person. Han satte ham i Bladet, som han stod og gik paa Gaden, med de tynde Ben, med de ulige lange Benklæder, den spinkle Skikkelse og Paraplyen under Armen, han lod ham tegne, ridende paa Ryggen af et Pigebarn, som Frater Taciturnus, der "trainerer* sin Pige, og nu fulgte et Par Maaneder igjennem i * Corsaren » velskrevne Smaa- Artikler om de Kierkegaardske Pseudonymer, i hvilke Goldschmidt med stor Behændighed benyt- tede de forskjellige Blottelser, hans Modstander havde givet sig. Kierkegaard havde fuldstændigt forregnet sig, hvis han havde stolet paa, at hans I wOnii ' wl 225 Charakter skulde indgyde Goldschmidt Respect; end ikke det Hensyn, at " Corsaren* her stod overfor Danmarks betydeligste dalevende Prosafor- fatter, siden Holberg overhovedet den betydeligste, Danmark havde frembragt, synes at være kommen i Betragtning. Det var ikke heldigt for Kierkegaard at han havde sat sin Artikel i Bladet " Fædrelandet*, der længe havde seet skjævt til sin yngre og hel- digere Collega og som med Glæde optog en Artikel mod den langt mere læste :^Corsar».*) Men Goldschmidts Situation var dog langt mindre misundelsesværdig. Det er en dum Ting at udskjælde en Mand, man umiddelbart forinden har rost, og tilmed paa hans egen Bestilling, og det er en styg Ting at aftegne en sjælden Mand i Karri- katur og give Egenhederne i hans Ydre og hans Bragt til Pris for deres Latter, der altid lee med Spasmageren og af den aandelige Fornemhed. Seer man herpaa med vor Tids Betragtning af Sligt, da synes den hele Sag ganske vist neppe *) Corsaren havde naaet en saa enorm, for Landet uproportioneret Udbredelse, at Alle vaandede sig under dette Tyranni. Og paa "Fædrelandets" Kontor var det længst Dommen: der maa gjøres Noget Da hand- lede jeg; det var den største Tjeneste, jeg i det Øieblik kunde gjøre "Fædrelandet", Gjødwad kom ilende op til mig for at faae Artiklen og stod hos mig, mens jeg skrev det Sidste. (E.P. H. 314). 15 i f> 226 værd at nævne. Offentlige Personer ere nutildags saa vante til at udskj ældes i den saakaldte seriøse Presse, at Saadant betragtes som en Sag af, den mindst mulige Vigtighed. Fremragende Mænd ere saa vante til at angribes og latterliggjeres i Smuds- bladene, at Ingen græmmer sig over den Virk- somhed, som udfoldes af Hr. Gjennemrakker Hr. Æreløs, Hr. Lus, Hr. Usseldom Hr. Galdegul med fleer af disse Ravne, Der leve af Nationens bedste Navne .*) Dengang synes imidlertid "Corsaren» at have havt mindst den Magt, som i vore Dage den her- skende quasi-seriøse Presse. Saaledes sees det f. Ex. af Baron Eosenkrantz's efterladte Papirer, at ^Corsaren^^ kunde næsten tilintetgj øre en Mands Carriere. At Kierkegaard kom i "Corsaren* og paa en behændig Maade, det blev en Begivenhed for ham. At "Corsaren» dreiede Byens Stemning imod ham, det blev en af hine faa Erfaringer, paa hvilke han tærede Aar af sit Liv, uden nogensinde at udtømme al den Bitterhed og Lærdom, der laa i dem. Han, der var som et Æg uden Skal, modtagelig for det ringeste Eids eller Tryk, følte som et Knivstik i Hjertet. Han søgte først at slaae Sagen hen for sig selv, ligesom det lykkedes *) Adam Homo, 9de Sang. 227 ham at slaae den hen, naar han talte om den med Andre, men hans Sjæl lukkede sig sammen over dette nye Indtryk, som visse Planteblade lukke sig om et Insekt, og nu begyndte en indre For- arbeiden af Indtrykket, en formelig Behandlings- proces, som kun havde sit Sidestykke i den Be- arbeidelse, han havde underkastet Forholdet til sin Ungdomsforlovede ; hans Sind blev atter productivt, det havde paany modtaget et af hine i og for sig uanseelige og vulgære Virkelighedselementer, det behøvede for deraf at spinde de kosteligste Tankestoffer. Først blev selve dette nye Factum i hans Liv optrævlet, Traad for Traad, dreiet og vendt fra alle Sider. Dagbogsoptegnelserne derom udgjøre ikke mindre end en Snes forskjellige Artikler, der tilsammen fylde over 200 trykte Sider. Den, hvem det undrer, bør betænke, at dette i Virkeligheden var det første Mærkelige, Kierkegaard siden Be- gyndelsen af sit Forfatterskab havde oplevet i ud- vortes Forstand. Han levede som en Eremit; han skrev fra Morgen til Aften uden anden Rast end den, han fik paa Kjøreture og Spadsereture, som han ovenikjøbet brugte til at udarbeide sine Skrifter i Hovedet; han oplevede end ikke saa- meget som en Anmeldelse af en af sine Bøger, eller rettere han oplevede een, Heibergs jaskede Bedømmelse af Enten-Eller, og den skylde vi da heller ikke mindre end en lang Række projecterede 15* 228 og tildels udførte Bladartikler, samt alle de bedste Afsnit af " Forordn I et paa Begivenheder nød- vendigvis saa fattigt Liv gjorde " Corsarens » Kar- rikatnrtegninger og den Stemning, de fremkaldte, Epoche. Kierkegaard havde staaet paa Nippet til at nedlægge sin Pen for at tye ud paa Landet som Landsbypræst. Han havde følt sig tilmode som den, der har sagt, hvad det var hans Agt og hans Opgave at sige. Nu vaagnede en ny Productivitet i hans Sjæl. Da han som Begynder endnu var uvis over sin Begavelse og sine Formaal, var et "Factum* indtraadt i hans Liv og dette Factum havde gjort ham til Digter. Nu da han havde gjennemløbet Digterstadiet paa sin Bane, indtraadte der et nyt Factum, og det viste sig at være netop den ydre Befrugtning, han behøvede, for at biyde sig en ny Bane som christelig Skribent. XXIV. Jeg har skildret hans Liv paa Gader og Stræder, fortalt, hvorledes han var kjendt som den sært udseende store Forfatter. Man maatte, selv naar man ikke kjendte ham, lægge Mærke til hans Blik. Det var ualmindelig udtryksfuldt. Han pleiede allerede i Afstand at signalisere ad sine Bekjendte med en lille hilsende Bevægelse af Øiet, men han formaaede med dette Blik, der snart kunde 229 være mildt og kjærligt, snart æggende og tirrende, ogsaa at bringe enhver ham ubekjendt Forbigaaende til at see paa sig. Det morede ham saaledes <.at sætte sig i rapports til enhver Fremmed, at faae ethvert Barn, han mødte, til at smile, enhver Voxen til ved et Gjenblik at røbe, hvad der psy- chisk foregik i ham; kort sagt, han gjorde psy- chologiske Studier paa Gaden, selv naar han ikke, som han havde for Skik, knyttede Samtale med en af sine mangfoldige Kjendinger. Den bevidste Hensigt med denne Levevis var, som ovenfor berørt, en religiøs, den at udslette Indtrykket af sin Betydning ved at forvandle sig til et ganske dagligdags Fænomen. Atter og atter kommer Kierkegaard tilbage til det Sted i Bjerg- prædikenen : "Naar Du faster, da salv dit Hoved og toe dit Ansigt, at Menneskene ikke skulle see Dig faste*, i hvilket han linder Skjultheden, My- stiticationen, den teleologiske Suspension af det Ethiske foreskrevet – et Skriftsted, der ogsaa fandtes stærkt understreget i hans Exemplar af det nye Testamente. Atter og atter kommer han fremdeles tilbage til en Replik af Henrik den 4de hos Shakspeare, der synes ham at indeholde For- melen for den Leveklogskab, han var for stolt til at ville anvende: Kongen (til Prinds Henrik); Hvis jeg saaledes havde ødslet Med min Fremtræden, hvis jeg havde strøifet 230 Saaledes om paa Gade, Torv og Stræde, Tilfals, godtkjøbs for alskens ringe Selskab – Den Folkeraening, som mig hjalp paa Tronen, Vist havde holdt sig tro til Tronens Eier Og ladet mig i hæderløs Forvisning Som En, der Intet er og Intet lover; Men da jeg sjeldent saaes, jeg blev beundret Som en Komet, hvergang jeg viste mig. Det er denne Replik som bestandig foresvæ- vede Kierkegaard og hvis Grundtanke var afgjø- rende for hans Indretning af sin daglige Existens.*) Han havde altid havt Følelsen af at være Gjen- stand for den offentlige Opmærksomhed, sikkert i langt høiere Grad end han var det. Alt eftersom han mere og mere spandt sig ind i sine egne Tanker og betragtede sin Virksomhed som det vig- tigste eller rettere det eneste vigtige, der skete i Danmark, forestilte han sig, at Alles Øjne hvilede paa ham. Han indbildte sig da, at han ved at gaae paa Østergade i alskens, lidet anseet Selskab, ved af og til at vise sig i Theatret, opnaaede at gjælde for en Dagdriver og Flaneur, og nu nød han med sit Sinds sygelige Trang til at tage sig et styrkende Bad i Foragt, *i en næsten besat Ovenudhed*, at Bedraget lykkedes saa godt, og *) Smig. E.P. I. 428 II. 404. Bladartikler 167. Indøvelse i Christendom 48, 49, 66, 67. Synsp. for min Forfattervirks. 36 ff. 231 at han blev anseet for en pikant Skribent uden Alvor. Og nu da han virkelig var bleven meget omtalt, omtalt i Kredse og Klasser, der aldrig før havde hørt hans Navn, nu troede han i Alles Øjne at læse Corsarspotten over sit underlige Ydre, sin Skjævhed, sine ulige lange Benklæder og sine tynde Ben. Sikkert mangen god Gang med Urette. I sine Papirer (II. 408) nedskriver han f. Ex. som Bevis paa Corsarens demoraliserende Indvirkning paa Skoleungdommen en Notits om, hvorledes da- værende Lieutenant Barth af Husarerne, der har mødt ham med sin lille Søn ved Haanden, har hilst ham saa artigt, at Drengen, hvis han ikke vidste, hvem han var, nødvendigvis maatte faae den Forestilling, at han var noget Overordentligt. "Men Drengen kjendte mig aabenbart, han var en Læser af Corsaren." Hr. cand. polyt. I. C. Barth, som er den her mente Søn af Lieutenant Barth, har selv meddelt mig, at han aldrig veed at have hørt Tale om Corsaren som Barn og fra sin tid- lige Ungdom af omvendt nærede en levende Be- undring for Kierkegaard. Barnet har sandsynlig- vis stirret paa den fremmede Mand, hvem Faderen hilste, og Kierkegaard har seet Corsarhaan i Blik- ket. Men var hans Mistænksomhed her end over- dreven og selvplagende, han havde ikke Uret i at ansee den offentlige Stemning imod sig for forandret siden Corsarens Latterliggjørelse af hans Person. mm^>f»iimmm 232 Thi Corsarens Anfald var Signalet for Alt, hvad der levede af skjult TJvillie imod ham. til at vove sig frem, og der lindes altid megen skjult Ilvillie, meget privat Had, megen Misundelse imod en be- tydelig Mand. Fra at have været den fornemme, forbeholdne Forfatter, "der stod uden Plet, uden det mindste Stænk, hvem Ingen hidtil havde vovet at angribe eller endog blot at røre ved», (E.P. II. 314) forvandledes Kierkegaard til en halv- komisk, halvgal Personnage, der løb igjennem Byen paa et Par latterligt tynde, latterligt paa- klædte Ben, fra hvem derfor den, der frygtede for selv at komme i Gabestokken, trak sig tilbage. Adam Homo vilde jo nu engang saa nødig i Cor- saren og maatte frygte for, at selv hans Børn copierede den i en Huscorsar. (Adam Homo 9de Sang). For anden Gang i sit Liv var Kierke- gaard kommen paa Kant med Folkesnakken i Kjø- benhavn og Indtrykket var ikke svagere end den første. Den umiddelbare Virkning af Corsarangrebeue var hans Beslutning at vedblive med at være For- fatter. »Det havde bestandig været min Hensigt at ende min anstrengende Forfatter-Arbeiden med en stille glemt Afsideshed i Præstegaarden paa Landet .... Nu antager jeg, at det er mit Kald at blive paa den mig anviste Plads. (E.P. n. 301). Men saa begyndte Grubleriet over selve Be- 233 givenheden. Alle dens forskjellige Momenter bleve, som i sin Tid Forlovelseshistoriens, dragne frem et for et. Der var først den Uret, som var skeet ham. Som alle med lidenskabelig Retssauds udrustede Mennesker kunde Kierkegaard allerede af ethiske Grunde ikke finde sig i at taale Uret; den af ham selv anpriste Resignation forsvandt for den simple, sunde Følelse: der bør ikke skee Uret, ikke engang mod mig selv. Og der var gjort ham Uret, han følte det, man misbrugte Landets Lidenhed til at pine ham som et Bytte, hvem enhver Udvei var spærret. *Jeg lider forme- lig Uret herhjemme, fordi min hele Productivitet ikke egentlig kan tage sig ud paa saa lille et Theater, medens en taabelig og nysgjærrig og misundelig og trodsig Samtid i Grunden vil tvinge mig, fordi de mene, at jeg nu engang er bunden ved Sprogets Grændser.;^ (E.P. II 427). Det blev klarere og klarere for ham, at det i et lille Folk kun var muligt at føre en nogenledes menne- skeværdig og lykkelig Existens, naar man var saa lidt optrædende som muligt. I saadanne Øieblikke sagde han til sig selv (E.P. II. 301): *Dit Liv er i Grunden forspildt. Du er ende- ligen bleven til Noget ... og i Danmark lever man kun lykkeligt, naar man er Ingentings, eller med en anden Variation (E.P. II. 430): "Kjø- benhavn er den behageligste By, man kan tænke * . 234 sig at leve i for Enhver, der er Ingenting eller endnu mindre*. Det gik op for ham, hvad hans eget Liv ikke tidligere personlig havde vist ham, at der i smaa Samfund finder en Art Sammen- sværgelse Sted af Middelmaadighederne mod den Selvstændige, der ikke vil antage de Andres Me- ning, men er saa fræk at ville lære dem Noget: "I Grunden er Forholdet det, at de Fleste have en skjult Forestilling om, at jeg dog nok er Manden, men de tænke som saa: naar vi Alle blive enige om at drille ham, saa maa han dog give Kjøb. En saadan negativ Conspiration er kun tænkelig i et lille Land .... Det var dog muligt, at jeg trods al min Ringhed for Gud .... var for mit Folk "en Gave fra Guden*; Gud veed, de have behandlet mig maadelig nok, ja mishandlet mig, som Børn mishandle en kost- bar Foræring;*. Og jo mere han grubler derover, des dybere føler han Urettens Braad; thi hvorfor har han lidt den, hvorfor er han givet til Pris som et Offer for Mængdens Latter? Fordi han udæskede det Slette og fordi dette Skridt var "lidt for høit, lidt for høimodigt til at passe ind i den herskende Middelmaadighed^^ og, ubekjendt som han er med den Medfart de store fremmede Forfattere i dette Aarhundrede (en Shelley, en George Sand, en Hugo) have lidt, udraaber han i Følelsen af sin Sags Eenhed: "Man skal neppe 235 i noget andet Lands Literatur vise en Forfatter, der har oplevet dette." (E.P. IL 314). Saa var der denne Urets særegne Art: at det var umuligt at bekjæmpe og beseire den. Han havde visselig Tillid til sine Evner trods Nogen, han havde, som han selv siger, aldrig tvivlet paa, at om han satte sig det Dumdristigste for, det jo skulde lykkes for ham, han havde hid- til udrettet det næsten Utrolige, i fire Aar ud- foldet en Forfattervirksomhed, hvortil en dansk Forfatter ordentligvis vilde behøve tyve, havde med Pennen i Haanden overvundet sit Legemes Sygelighed og sin Sjæls Tungsind, havde bragt Filosofer og Theologer til Taushed og havde, da Heiberg, den i dansk Literatur almægtige Over- dommer, stillede sig paa hans Vei, pustet ham til Side som en Sæbeboble – og nu strandede han her paa det Upersonlige, Anonyme, Ansvai'S- løse. Allestedsnærværende, som han ikke kunde faae Ram paa, fordi dets Navn var Legio eller Mængde – Pressen. Saaledes kom han til prak- tisk at lære en af Formerne for den moderne Upersonlighed og Uansvarlighed at kjende, som han ikke tidligere havde studeret. Hovedformen derfor, og hans Lidenskab for Kategorien <^den Enkelte » fik et nyt Høitryk. Han skriver: "Journalliteraturens Tyranni er det usleste, det ringeste af alle Tyrannier .... Hvis man vil tænke sig en saa eminent polemisk Forfatter, som 236 endnu aldrig har existeret, og sætte ham overfor en Journal, han maa tabe, medmindre han selv igjen vil udgive et Blad, og i saa Fald har han da ogsaa tabt, forsaavidt han fra at være For- fatter er sunken ned til at blive Journalist. Alt- saa Striden begynder: hin eminente Polemiker slaaer til, og det undgaaer ikke Journalisten selv, at Slaget er dræbende og afgjørende. Journa- listens Smule Tilsvar viser, hvilken Uendelig- hedens svælgende Afstand der er imellem dem. Imidlertid er Journalisten ganske tryg.^ han rai- sonnerer saaledes: en Forfatter kan ikke være bekjendt idelig at vende tilbage til den samme Sag, og saa holder han altsaa op – saa be- gynder jeg. Jeg holder nu ved hver Aften eller hver ottende Dags Aften, det skal nok sætte sig fast..» Ikke blot altsaa, at den Uret, der var skeet ham. var stor, var enestaaende, men den var saa mægtig, at den ikke lod sig bekjæmpe af den, der ellers følte sig stærk som ingen Anden. Og hertil kom saa endnu det Moment, at han heller ikke kunde bekjæmpe den ved Andres Hjælp. Hvorfor? Fordi der Ingen var, der hjalp ham. Forunderligt for ham at betænke! Medens, som han aldrig bliver kjed af at sige det til sig selv, Enhver af de Dannede, ubetinget Enhver i privat Samtale var af den Mening, at det med Corsaren var utaaleligt*, iagttage Vennerne "den 237 dybeste Taushed» fra det Øieblik af, da han paa de Andres Vegne havde handlet. (E.P. II. 313, 315). Saa lidet havde Kierkegaard udvortes erfaret, at han først i sit 34te Aar oplevede det at blive grundigt ladet i Stikken under en hæder- lig og Alle til Gode kommende Feide – og Ind- trykket heraf var mægtigt. Men det potenseredes endog; thi ikke nok med at man tav, nei, som han atter og atter kommer tilbage til, man ud- ledte selve hans Handling af Forfængelighed og Hovmod, betragtede den halvt som en Urimelighed, halvt som et Vigtigmageri, og opnaaede saaledes, istedenfor at dømme sig selv, endog at faae en Leilighed til at dømme ham og hans Handling. Det var altsaa Verdens Gang: først den Dom: der bør handles; saa Taushed, naar den Lidelse, som følger den gode, verdsligt ukloge Handling, kommer; saa tilsidst den Dom: han handlede kun af. Hovmod, han ligger, som han har redet; lad ham hjælpe sig selv. – Almindeliggjorde man det enkelte Tilfælde, lod en hel christeligt pessi- mistisk Verdensanskuelse sig construere derover. Og større og større Proportioner antog Sagen for hans Blik. Idet han saa den under sit iagt- tagende Øie som under et Mikroskop, underkaste- des den samme Forvandling, som de Kunstværker undergik, han vilde kritisere. Sagens indre For- hold bevaredes, men de antoge overnaturlig Stør- 238 relse, og alle Sagens Forhold udadtil, til Om- verdenen forrykkedes fuldstændigt ved det gigan- tiske Omfang, Begivenheden for hans Øie fik. Først og fremmest omdannedes "rCorsaren^> for hans Blik. Den var ":den literære Foragteligheds Presse, der havde naaet en frygtelig, uproportioneret Ud- bredelse*; den var som "Skjøge-Literatur» " Op- løsningens Fænomen i Danmark a>, den var * Dan- marks indre Ulykke, egentlig dets eneste ». Hvad gjorde den da? Den øvede " Afskyeligheder*: den angrebne Mand holdt sig maaskee stolt opreist, men Hustruen led, Barnet døiede den Krænkelse, at høre Faderen afskyeligt omtalt. Han har seet *8om man talef om den Druknendes Blik, dette næsten brustne Blik fra en Ulykkelig, der for- gjæves anraaber Slagteren om Retfærdighed, for- gjæves, han var ofret, ofret til med sin Lidelse at pirre – forbarmende Gud! – at pirre Latte- ren^. Han har seet »Graven lukkes over En, som denne Presse har myrdet*.*) Derfor vilde han have skammet sig ved ikke at handle, " medens en saa uproportioneret Presse- Nederdrægtighed vistnok lagde Mennesker i Gra- ven, krænkede og forbitrede om ikke altid de Angrebne, saa dog deres Hustruer, Børn, Slægt- *) Om min Forfvirksh. 11. E.P. U. 324, 309, 301 ff. Synsp. f. m. F. 44 fif. 239 ninge og Nærmeste, trængte sig besmittende ind i Alt, selv i de inderligste Privatlivets Forhold, selv i Skolelivets Hemmelighed, selv i Kirkens Helligdom, udspyede Løgn, Bagvaskelse, Frækhed, Drengestreger: Alt i fordærvelige Lidenskabers og ussel Pengebegjærligheds Tjeneste ». Som man seer er Corsaren nær ved at blive Antichrist. Begriber man da nu, at han har ka-stet sig imod den? Idet han skuer tilbage paa sin Hand- ling voxer den for ham efter samme Maalestok som Corsarens Frygtelighed. Almindeligt menneskeligt Mod kunde ikke forslaae dertil. Maalt med den blot humane Morals Maalestok tager en saadan Hand- ling sig ud som Easeri, men den Christne, som seer den Frivillighed, hvormed her Lidelsen og Forfølgelsen er overtaget, kjender, at denne Gjer- ning bærer den paradoxe Christendoms Mærke. For de Samtidige, siger han, maatte det, at han ufrivilligt har udsat sig for alt dette, styrtet sig deri, staae "som en Art Afsindighed" og han fortsætter: oraah ja, saaledes have vistnok ogsaa de Samtidige dømt om hin Romer, der gjorde sit udødelige Spring for at frelse Fødelandet; en Art Afsindighed, aah ja, og endnu engang aah ja, thi det var dialektisk nøiagtigt christelig Selv- fornegtelsen Det var en Velgjerning som "af dem, for hvis Skyld jeg udsatte mig saaledes, blev lønnet – som en Kjærligheds-Gjerning gjefne 240 lønnes i Verden, og som ved Hjælp af denne Løn blev en sand christelig Kjærligheds-Gjerning. »^) Saaledes ere vi da naaede til Horatius Cocles's Selvofring for Romerstaten og til den christelige Selvopofring for at redde en lille mo- derne Stat fra dens eneste indre Ulykke, Alt- sammen udfra hin Dagbladsartikel mod Corsaren. Den er Alt dette, det vil sige: den betyder for ham Alt dette. Fra nu af modificeres hans Grundopfattelse af Christendommens Væsen langsomt. Hidtil havde han bestandig nærmest opfattet Christendommen fra den intellectuelle Side; den var ham det for For- standen Paradoxe. Nu trænges denne intellec- tuelle Side mere og mere tilbage for den passi- on el le. Christendommens theoretiske Væsen, der havde opfyldt den første Periode af hans religiøse Skribentvirksomhed, interesserer ham fra nu af mindre end dens praktiske Charakter. Para- doxet viger for Passionen. At være Christen er fra nu af Martyriet. XXV. Den dybe Pessimisme med Hensyn til Op- fattelsen af Jordelivet, der, som Schopenhauer rigtig har følt, lige siden Christendommens første ^) Synsp. f. m. F. 45 Om min Forfv. 11. 241 historiske Optræden ved sin skjærende Sandhed har vundet den saa mange Tilhængere, betager helt hans Sind. Denne Pessimisme, som er et af Christendommens sandeste Elementer uden derfor selv at være den hele Sandhed, forkynder han fra nu af med en Energi og en Høihed, som ikke fandtes hos ham i hans første Periode. Han seer Livet som Lidelsernes Bane for den, der vidner om Sandhed. ^Verden bliver i Grunden altid lige klog o: lige dum. Naar saa en Mand mis- forstaaet, forhaant, forfulgt, bespottet af sin Sam- tid, har . kjæmpet for en Sandhed, saa opdager den næste Generation, at han var stor og be- undrer ham. Og dersom der saa i den næste Generation er en Begeistret, der virkelig forstaaer hin Afdøde ... saa bliver denne Begeistrede igjen forfulgt, bespottet, ringeagtet.* Han føler det selv, hvor stor Betydning Karrikeringen af hans Person har havt for Ud- viklingen af denne Livsbetragtning hos ham: -Den, som fra Barn af har havt en polemisk Forestilling om Tilværelsen og nu i den sidste Tid en føie Stund været paa første Pleie i Cor- saren, han kan ansees for at have gode Forud- sætninger i Forhold til Tiden.. Sit eget Mar- tyrium bestemmer han saaledes "ået at være Geni i en Kjøbstad., og 1848 skriver han: ^Der vil igjen kræves Blod, men ikke de i tusindvis ihjel- 16 242 slagne Slagtofres, nei det kostbarere Blod, de En- keltes – Martyrernes".*) Bet lader sig med fuldkommen Tydelighed forfølge, at paa samme Maade, som Kierkegaard fra først af danner sig sit Begreb om Troens Tilstand udfra sin Ungdoms personlige Krise med dens formentlig nødtvungne Forpligtelse til at gjere Uret i verdslig Forstand, til at forstille sig og tie, saaledes former han nu bestemtere sit Begreb om Christendom og christeligt Martyrium, der fra den Tid af altid defineres som det at blive be- spottet, udgrint, forfulgt, bespyttet, ud fra det Grundlag at være bleven karrikeret i Corsaren. Som han efter Opløsningen af Forholdet til sin Elskede øinede den ofrende Abraham lige overfor sig, saaledes seer han nu efter Opløsningen af For- holdet til det kjøbenhavnske Publicum den lidende Christus'^s Spor foran sig og sætter sine Fødder i disse Spor. Gjennem sit Forhold til Kjøben- havn og Corsaren forstod han først indtrængende Christi Liv. De Opbyggelsesskrifter, han nu udgiver, staae alle høit over hin tidligste Række af opbyggelige Taler, der fulgte med det første Hold pseudonyme Skrifter. Det Dæmpede og Bløde laa ikke for ham-, med den stærkere og strengere Opfattelse af Livet fik han alle sine Kræfter igjen. I " Kjærlig- hedens Gjerninger* nedlagde han hvad der fandtes i *) Synsp. f. m. F. 77 E.P. IL 480. 243 hans Sjæl af dyb Medlidenhed med den faldne Slægt og af kraftig Lægedom for de Ulykkelige og de Slappe. Denne Bog er Orgelet i den store Concert af hans Værker. Her skildrer han (I. 95) den " Kjærlighed til Næsten », som laa bag ved hans Levevis paa alfar Vei. "Det er langt lettere og langt bekvemmere at liste sig gjennem Livet ved at leve i fornem Tilbagetrukkenhed, hvis man er en Fornem, eller i ubemærket Stilhed, hvis man er en Ringe, ja man kan synes at udrette mere ved denne listende Levemaade, fordi man nemlig udsætter sig for meget mindre Modstand. » Men det gjælder, siger han, ikke om at undgaa Mod- stand, men om at elske Næsten. Han mindes ogsaa her Corsaren: "0 der gives Forbrydelser, som Verden ikke kalder Forbrydelser, som den lønner og næsten ærer – og dog, dog vilde jeg hellere, hvad Gud forbyde, men jeg vilde dog hellere ankomme i Evigheden med tre angrede Mord paa min Samvittighed, end som en udtjent Bagvasker med dette rædsomme, uoverskuelige Læs af Forbrydelser, der var dynget op Aar efter Aar, der kan have grebet om sig efter en næsten utænkelig Maalestok, lagt Mennesker i Graven o. s. Y.»*) Strengheden i hans Opfattelse tager til, fordi han overhovedet, som det rigtigt er saren *) Se E.P. n. 312 hvor dette appliceres paa Cor- 16* 244 blevet bemærket, her seer en Villiesact i enhver sjælelig Rørelse hos Mennesket, theologisk bliver staaende ved Egoismen som Factum uden psycho- logisk at undersøge, hvorfor og hvorledes Jeget bliver egoistisk.*) De "Opbyggelige Taler i forskjellig Aand", som udkom samme Aar (1847), udmunde i en Skil- dring af den Forhaanelse og Forfølgelse, for hvilken Sandhedens Vidne er udsat, og af hvorledes man troer at gjøre Gud en Velbehagelighed ved at martre ham. Det fremhæves saa, hvormeget bedre dette dog er for Sandhedsvidnet end at blive madet med Beundringens Slikkeri og føre en Til- værelse, som bliver usmagelig, fordi den er uden Salt. Derfor glædede Apostlene sig ogsaa over at blive hudstrøgne.**) De opbyggelige Talers sidste Afsnit hed " Lidelsernes Evangelium*. Hertil slutter sig de i Aaret 1848 udgivne "Christelige Taler*, i hvilke man fortrinsvis bør mærke Talen: "Det er dog saligt at lide Forhaanelse for en god Sag*, som danner Overgangen til Kierkegaards senere Production. Den Forhaanede, hedder det her, skyes som en Spedalsk; skjøndt han er et Sand- hedens Vidne, har han aldrig levet æret og anseet. han har levet foragtet, forfulgt, bespottet, saa længe han levede. Og den Gang han levede, *) Høffding: Den humane Ethik 138 ff. **) Opbyggelige Taler i forskjellig Aand HI. 128, 138. 245 da var det de Ærede og Ansete, som foragtede ham, " ligesom det nu er de Ærede og Ansete, der prise hans Navn.**). Kierkegaard fremhæver det Forfærdelige i, at det er blevet en ganske almindelig Vittighed, den, at hvis Christus nu kom til Verden igjen, saa vilde han atter blive korsfæstet; og dog ifalder det Ingen ind at blive opmærksom paa dette Blændværk med Christen- hedens. Han fremhæver da Nødvendigheden af ikke at holde det Christelige paa Afstand, men gjøre det ret nærværende for Samtiden. I " Indøvelse i Christendom* løste han selv den Opgave, han havde stillet. Jeg anåeer denne Bog for et af hans ypperste Skrifter, og det er overhovedet et ved Skarpsind og Sandhedskjærlighed udmærket Værk. Den, hvis Tid ikke tillader ham at læse meget fra Kierkegaards sidste Periode, bør læse det grun- digt og kan da i det finde hans hele Tankegang og Følelsesliv. Kierkegaard havde til Gjengjæld for sin Mangel paa historisk Sands den skarpeste, genialeste Evne til at gjøre sig til samtidig med enhver Situation. Medens Sandsen for Local- farven fattedes ham fuldstændigt, var den udviklede Sands for den abstracte Situation en af hans beundringsværdige Eiendommeligheder. Det var den samme Sands, som de romerske Historie- skrivere og de franske Digtere fra den klassiske ') Christelige Taler III. 78 ff. 246 Tid besad. Det var paa Grund af denne Sands, at han sympathiserede med Scribe. Det var den, han lagde for Dagen i sin Skildring af Abraham i " Frygt og Bæven*, hvor den manglende Steds- og Tidsfarve erstattes af den Magt, hvormed Si- tuationen er hensat. Med samme Magt fremstilte han Christi Liv. Den Christus, han maler, det er ikke den forklarede, ikke Rafaels Gudebarn eller Thor- valdsens skjønue Forsoner, men en Christus, som Rembrandt har malt ham, det ringe Menneske, de Arbeidendes og Besværedes Ven, i Malerens egen Tids Costume. Den Christus, som hos ham sigei". »Kommer hid til mig, alle I, som ai-beide og ere besvæ- rede, jeg vil give Eder Hvile*, det er ikke den forherligede Guds Søn, nei det er den fornedrede Jesus "født af en foragtet Jomfru, hans Fader en Tømmermand, i Slægtskab med nogle andre simple Folk af den laveste Klasse*. Man læse blot de Samtidiges Domme over ham: at han bærer sig dumt ad ved "istedetfor at holde Men- aeskene paa den dybeste Underkastelses Fjernhed fra sig, at være tilgjængelig for Alle »; man høre ham hos Kierkegaard omtalt som c. et Slags mau- vais sujet, en fortabt Person*, hvis " revolutionære Hovmod forsmaaer al det Bestaaendes Intelligens og Dygtighed for at begynde ganske og aldeles paany og forfra ved Hjælp af – Fiskere og 247 Professionister, saa det er som et Motto for hele hans Existens i Forhold til det Bestaaende, at han er et uægte Barn!* Fra først af er han en kort Tid Gjenstand for Nysgjærrighed, senere kun seet i Selskab med " Syndere og Toldere, Spedalske, Afsindige, Syge og Elendige, Armod og Usselhed* – Kommer nu hid, alle I, som arbeide og ere besværede! Der synes ikke at være Mening heri, men, siger Kierkegaard, naar man nu hører en pynte- lig Mand i Silke sige dette med en behagelig, velklingende Stemme, saa det yndelig giver Gjen- lyd i Kirkens Hvælvinger, en Silke-Mand, der udbreder Ære og Anseelse over det at høre ham ^ saa synes der at komme Mening heri. Visselig, er Svaret, men en Mening, der er Christendom saa ulig som muligt; thi husk paa Indbyderen, ham som kommer anstigende der " mellem en Mur- svend og en Børstenbinderlærling*, ringeagtet "som et Slags forulykket Geni», foragtet og for- hadt som " Forfører, Bedrager, Gudsbespotter*, kun omgiven "af en Skare Pøbel, som jubler*. Og disse til at bedømme Sandhed saa competente Instanser, disse Fiskere, Skræddere og Sko- magere, de forgude ham i Ordets bogstave- ligste Forstand.*) Hvad der fra et kritisk Synspunkt heri er mest interessant, det er at see Kierkegaard bygge *) Indøvelse i Christendom 1 – 77 passim. fil 248 Christusskikkelseii op af lutter idealiserede Træk, som hau kjender og henter fra sin egen Existens. 1) Christi Ukjendelighed. Gudens Incognito som Menneske forstaaes og forklares ved et menneske- ligt Incognito som saadant. Selv fraseet Incarna- tionen er den Ophøiede ukj endelig dels ved altfor megen Synlighed, ved daglig at sees paa Gaden i det tilfældigste Selskab, dels ved den tilsyne- ladende Ringhed, han er iført. Skulde et Menne- ske som dette, "et' daarligt paaklædt Menneske* være den Forventede? 2) Den ligefremme Meddelelses Umulighed. Ganske vist kan Christus sige ligefrem: Jeg er Gud; Faderen og Jeg ere Et. Men naar den, der siger det, er et enkelt Menneske, tilsyne- ladende ganske som andre, saa er denne Meddelelse just ikke saa ligefrem. Ordene ere vel ligefremme nok, men det at han siger det, som er Mod- sigelsens Tegn, gjør Meddelelsen indirecte. For at forklare dette: af Kjærlighed til en Anden at skjule en Inderlighed og synes noget Andet end det man er, bruger Kierkegaard to Exempler. Det ene, som kun antydes, er en Majeutikers Fremgangsmaade , idet han efter den sokratiske Methode frembringer en dialektisk Dobbelthed for at gjøre en Anden indadvendt og stille ham frit – hans egen literære Meddelelsesform. Det andet Exempel, som udføres videre, er hentet fra Forholdet mellem to Elskende.' Han sætter, at 249 den Elskende faaer den Idee at ville prøve sin Brud, om hun troer ham. <^Hvad gjør han saa? han bortskjærer al Meddelelse, forvandler sig selv til en Dobbelthed ; det seer i Muligheden skuffende ud, som kunde han muligt lige saa godt være en Bedrager som den trofaste Elskende » – Christi Fordring af Tro illustreres med hans egen Stil- ling overfor den Elskede som en Gaade, det vil sige som det levende Spørgsmaal, om hun troer paa ham eller ei.*) 3) Lidelsernes Frivillighed. Det afgjørende ved den christelige Lidelse er at den er frivillig "f0Y Ordets Skyld, for Retfærdigheds Skyld o. s. v.> Og Kierkegaard bruger for at opklare dette et Exempel, vi kjende godt. Han viser, hvor taabeligt det er, naar Præsten, fordi en Mands Kone døer, vil prædike om Abraham, der ofrer Isak og portraiterer Enkemanden som et Slags Pendant til Abraham. Thi Pointet ved Abra- hams som ved de christelige Lidelser er Lidelsens uendeligt potenserede Anstrengelse og Frivillighed – frivilligt havde han brudt med den Elskede, frivilligt udfordret Corsaren. 4) Ligegyldigheden for alle verdslige For- maal. Bogen er skrevet i Aaret 1848, altsaa. netop paa den Tid, da en stærk national Be- vægelse gik igjennem Folket. Kierkegaard følte *) Indøvelse i Christendom 162. **) ibid. 119. El" r a 250 sig som staaende helt udenfor den. Ham syssel- satte kun Eet: hans Livs Idee. Derfor skriver han om Christus: "Det lille Folk, hvilket han tilhørte . . . var under fremmed Herredømme, og, som naturligt, Alle beskjæftigede med den Tanke, at ryste det forhadte Aag af sig. » Man viser Jesus Skattens Mynt, han giver sit undvigende Svar, og Kierkegaard udbryder: "0 verdslige Parti-Lidenskab, og selv om du kaldes hellig og national, nei saavidt rækker du ikke, at du kan fange hans Ligegyldighed! Han spørger: hvis Billede er det, der er præget paa Mynten? man svarer : Keiserens ; Saa giver Keiseren hvad Kei- serens er, og Gud hvad Guds er. Uendelige Ligegyldighed ! Om Keiseren hedder Herodes eller Salraanassar, om han er Eomer eller Japan eser, det er ham det Ligegyldigste af Alt. »*) Saa skildres Christi Liv og Død; Pilatus spørger: Hvad er Sandhed? Og Kierkegaard svarer slaaende og consequent: Sandheden er ikke det at vide Sandiieden, men det at være Sand- heden. Christus vat Sandheden, og for de Nu- levende er den: at følge ham efter. Men heri ligger da saa ogsaa, at Christendommen er " ganske bogstavelig detroniseret » i Christenheden; og er den det, saa er den " afskaffet ». (ibid. 242). Kun den stridende Kirke er Sandhed, kun Efter- følgeren, ikke Beundreren af Christi Liv er den O Indøv, i Christendom 183 ff. 251 sande Christne. Kun den, der i Samtidighedens Situation overfor den lidende Sandhed vilde slutte sig til den og tage Følgerne deraf – og disse Følger ere til alle Tider de samme ~ kun den kan kaldes et Sandhedsvidne. "0g om saa alle Præster, de være nu i Fløiel, i Silke, i Klæde, i Bombasin, vilde sige Andet, saa vil jeg sige: I lyve, I bedrage Menneskene med Eders Søndags- taler.* (ibd. 6^). XXVI. I de religiøse Skrifter fra denne Periode var Kierkegaard stedse mere truende rykket Geistlig- heden og dens Præses, Biskop Mynster, nær. Et Par indledende, dæmpende Ord vare i " Lidøvelse i Christendom* det eneste Skjærmbræt som skjulte Angrebet paa det Officielle i den danske Stats- kirkes Christendomsforkyndelse. Næsten samtidigt med denne Bog udgaves " Sygdommen til Døden », et af Kierkegaards dybeste og mest gjennemar- beidede Værker, lyst og let overskueligt som et fortrinligt ordnet Lazaret, i hvilket han paany tager Fortvivlelsens Problem for sig, som Af- handlingen om det Ethiske i Enten-Eller kun saa ufuldstændigt havde besvaret, og hvor han giver det en Besvarelse, hvis Dybsind selv hans for- hærdede Orthodoxi ikke formaaer at tilsløre. Naar man læser Bogens Slutning, kan man vel ikke lade I- ^^ il 252 253 være at mindes den Sætning, til hvilken Kierke- gaard saa ofte vender tilbage, at der ikke gives noget stort Geni uden et Glimt af Vanvid*) men man maa indrømme, at der lier er Methode selv i Galskaben. I denne Bog, som udkom 1849, er der givet en Charakteristik af den geistlige Taler, saa nærgaaende mod Geistligheden, saa direkte stilet mod selve dens Overhoved, Biskop Mynster, at man næsten ikke begriber, den blev ladet uden Svar.**) Her skildres det uendelig Komiske i, at den som nys paa Prædikestolen *med en Aplomb i Skikkelsen, med enFreidighed i Blikket, en Rigtighed i Pas' ene, som er beundringsværdige traadte alle Helvedes Magter under Fødder, næsten i samme Øjeblik, næ.sten endnu "med Adrienen paa» feigt kan løbe af Veien for den mindste Ulempe. "0 naar man seer En, der forsikrer aldeles at have forstaaet, hvorledes Christus gik omkring i en ringe Tjeners Skikkelse, fattig, for- agtet, bespottet, som Skriften siger: bespyttet – naar jeg da seer den samme saa omhyggeligt at tye hen, hvor der verdsligt er godt at være, ind- rette sig der paa det Tryggeste, naar jeg seer ham saa ængstelig som var det Livet om at gjøre, undliye ethvert en ugunstig Vinds Pust fra Høire eller Venstre, saa lyksalig, saa høist lyksalig, *) Frygt og Bæven 116, E.P. I. 420 og 437. **) Sygdommen til Døden, 2den Udg. 92. saa kisteglad ... ved ubetinget at være æret og anseet af Alle, Alle, da har jeg ofte sagt til mig selv og ved mig selv: Sokrates, Sokrates, Sokra- tes, skulde det være muligt, at dette Menneske har forstaaet hvad han siger sig at have for- staaet ?» Der gik 5 Aar. Kierkegaards Forfatterskab var bragt saa vidt at han overskuede det som en Helhed. I sine " Taler ved Altergangen om Fre- dagene førte han det saa at sige til Alterets Fod, og gav saa i en lille Brochure "0m min Forfat- tervirksomheds Publikum sit Tilbageblik over det Hele, i hvilket Alt henføres til Ideen : den Enkelte. Rent og ærligt siger han her: < (S. 13). Da brødes i December 1854 hans aarelange Taushed som Forfatter. Biskop Mynster var død. Martensen havde i sin Ligtale kaldt ham "et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner, et Led i den hellige Kjæde". I Februar Maaned skrev Kierkegaard sin vidtberømte Artikel derimod: "Var Biskop Mynster et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner – er dette Sandhed?* og lod den saa 9 Maaneder igjennem ligge utrykt. Han, som i sin Ungdom havde været saa utaalmodig, havde nu lært at lade en Beslutning modnes langsomt. I December udslyngede han efter endt 254 255 Overveielse Artiklen. Martensen, som lidet anede, hvad der forestod, gav et affeiende Svar, i hvilket han betegner Kierkegaard som en Thersites, der dandser paa Heltens (o: Mynsters) Grav. Saa svarte Kierkegaard og hermed begyndte hans storartede Agitation mod hele den bestaaende Statskirke og hele det Bestaaendes Christenhed. xxvn. Da de romerske Missionærer, efter at have omvendt Saxerne i Northumberland til Christen- dommen, opfordrede dem til selv at vælte de Af- gudsbilleder, de hidtil havde tilbedt, vovede Ingen at lægge Haand paa de Figurer, der saa længe havde været Gjenstand for Tro og Bøn. Midt under den almindelige Tøven reiste da en Præst sig og slog med et Øxeslag det Gudebillede ned, hvis Intethed han kj endte bedre end Nogen. Det Angreb, som den geistligt Dannede retter paa Kirken, har altid en særegen Charakter af Bestemt- hed og Kulde; man føler ved de Slag, han giver, at Haanden har en Sikkerhed, som Lægmandens Haand ikke let kan naae.*) Kierkegaard havde levet Geistligheden for nær til at kunne bevare Respecten. Autoritetens trofasteste Ridder forvandledes til dens Banemand. *} Renan: Essais de morale et de critiqne 141. Digteren, Tænkeren, Prædikanten, Reformatoren, der havde sat sin Stolthed og sin Ære i at virke paa hundrede tusinde Miles Afstand fra Endelig- heden og Øieblikket, forvandledes til Agitator. Men hvad der forvandlede ham dertil, det var det i hans Natur dybest liggende Hang til med Pietetens Indignation at udtale sin Foragt. Der havde ganske vist altid ligget noget Agitatorisk i hans Virk- somhed, forsaavidt han efter sin egen Forklaring altid virkede for -Uro i Retning af Inderliggjø- relse*. Men selve denne Definition udelukkede jo tillige enhver Hensigt om Uro udadtil. Dog den, der selv med Rette bestemte sit Forfatterskabs heleKjende med de Ord: at gjøre opmærksom, var nødvendigvis særlig anlagt til Agitator; thi disse Ord angive det nærmeste Øiemed for al stor og fornem Agitation. Og han var en stor Agitator – han, hvis Sjæl var opfyldt af en saa levende Indignation, han, som havde Sproget saa fuldstændigt i sin Magt og som gjennem det opbyggelige Foredrag havde uddannet sin Evne til at tale til Menigmands Begreb, han, som endelig besad et saadant Pile- kogger fuldt af braaddede og skjærpede Vittigheds- pile. Han var Manden for at føre en Agitation, som den kun sjeldent er ført i vort Aarhundrede, han der forenede Lassalle's Selvfølelse med en Veltalenhed som CConnelFs og en skjærende Haan som Swiffs. 256 Det nytter ikke at beskrive hans Fremgangs-" maade. Man maa selv see ham ciselere Foragten i det sproglige Udtryk, udhamre Ordet til det former sig til den størst mulige, den blodigste Injurie – uden at det dog et Øieblik ophører at være Bærer af Idee. Man maa læse hans første Artikler mod Geistligheden i den samlede Udgave af hans " Bladartikler*, som ogsaa indeholder Indlæggene mod ham fra de forskjellige Repræ- sentanter for det Bestaaende – mest Anonymer i Berlingske Tidende, Fædrelandet og Dagbladet – for at see hans Begeistrings Flammeskrift lyse paa den Baggrund af Slaphed, Vrøvl og Grine- bidervæsen i Samtiden, der danner dens uundvær- lige Folie. Man forstaaer let, at der fra først af kom Røre iblandt Geistligheden, da det i offentlige Blade stod skrevet og af en saadan Pen, at den religieuse Tilstand i Landet var den: Christen- dommen er slet ikke til, » (26. Marts 1855) eller som det to Dage senere lød: "Her er ikke noget at reformere; det, det gjælder om, er at bringe Lys i en gjennem Aarhundreder fortsat .... chri- stelig Criminalforbrydelse*. Saa skrev man da saa godt man kunde, med Overlegenhed, med In- dignation, med Salvelse, med Strenghed. Men da det ikke gjorde mere Indtryk paa Statskirkens formastelige Angriber end om han havde boet paa en anden Planet, saa forstummede al denne Vel- \ 257 .talenhed efterhaanden og man hørte Søren Kierke- gaards Stemme alene. Hvad var det for et Sprog, denne Stemme førte? Den raabte: Christendommen er udbredt. Hvorfor? Fordi Staten, hvis En ikke vil have Noget med Chri- stendommen at gjøre, træder hjælpende til : " Hvor- ledes, føler Du ingen Trang til Christendommen, saa føler Du maaskee stor Trang til at blive til Ingenting; thi uden at Du er Christen, ere alle Veie spærrede for Dig i Samfundet. – Ah! det hjalp paa Præstens Praxis.* "Hav Tak I Silke- og Fløiels-Præster, som i stedse talrigere Flok vare til Tjeneste, da det viste sig, at Profiten var paa Christendommens Side, hav Tak for Eders christelige Iver og Nidkjærhed!**) Det var det Thema, Kierkegaard her atter og atter varierede, at saalænge der var 1000 kongelige Levebrød i Danmark for Lærere i Chri- stendom, var al Christendom i Landet bedærvet. Tag et Exempel siger han: Hvis Staten blev til- sinds at ville forhindre al sand Poesi, hvorledes skulde den da bære sig ad dermed? Den behøvede blot at anbringe 1000 Levebrød for kongelige Digter-Embedsmænd, saa skal Landet snart være saa overfyldt med slet Poesi, at sand Poesi næsten bliver en Umulighed. Tag et andet Exempel, i *) øieblikket Nr. 3, Fædrel. 30 Marts 1855. 17 258 siger han. Sæt Staten fik isiude at indføre deu Religion, at Maanen er gjort af en grøn Ost, og sæt den til den Ende arrangerede 1000 Levebrød for en Mand med Familie, jævnt avancerende, Rang med Cancelliraader – tvivler man saa paa, at efter nogle Generationer en Statistiker maatte knnne bevidne, at den Religion (Maanen er gjoit 0. s. V.) var den herskende i Laudet.*) Og han samler sit Angreb paa Folkekirken i denne energiske og hensynsløse Sætning: " Der- som Du troer. og det troer Du jo dog, at det at stjæle, røve, plyndre, hore, bagtale, fraadse o. s. v. er Gud imod: den officielle Christendom og dens Gudsdyrkelse er ham uendeligt væmmeligere.***) Han gjennemgaaer Gudsdyrkelsens vigtigste Momenter, et for et, og opløser dem alle i Farce. Daaben. Den vedligeholdes efter hans Fremstilling kun ved Præsternes Pengegridskhed. " Præsterne, disse hellige Mænd, forstaae nok deres Dont, og ligeledes, at hvis det skulde være, som Christendommen ubetinget maa fordre og ethvert fornuftigt Menneske, at først naar En er kommet tilSkjelsaar og Alder, faaer han Lov at bestemme sig for hvilken Religion han vil have – Præsterne forstaae meget godt, at saa blev det ikke rigtigt 3 *) Øieblikket Nr. 3 og Nr. 4. **) Øieblikket Nr. 7. " " ' I. i .f i pii 259 til Noget med Næringsveien. Og derfor trænge disse hellige Sandhedsvidner ind i Barselstuerne.* Confirmationen. Den vedligeholdes efter hans Fremstilling, fordi Præsterne der > have eninteresse af at arbeide for ^at hele Sam- fundet bliver Menedere*. Og det er <> vare Menedere, ja, som han udtrykker det. Menneskeædere, i den For- stand nemlig at de leve af de afdøde Martyrer, faae en aarlig Gage, Sølvopsatser, Ridderkors, broderede Lænestole o. s. v. for at skildre hines Lidelser og Ofring. (Øieblikket Nr. 9). Istedenfor at istemme den Kierkegaardske Agitations lidenskabelige Krigsraab imod den be- staaende Folkekirke i Danmark vil jeg lidenskabs- løst gjøre opmærksom paa to afgjørende Punkter i Udtalelserne fra hans sidste Leveaar. Det første Punkt er hans stærke Betonen af, at Chiistenheden slet ikke er Christen, at Chri- stendommen overhovedet slet ikke er kommen ind i Verden; det blev ved Forbilledet og et Par Apostle. Heri samstemmer Kirkegaard nøie med Alt, hvad den moderne Videnskab har oplyst om den Misforstaaelse, der ligger til Grund for Ud- 262 tryksmaader som christelig Stat. christelig Kunst, christeligt Samfund. I alle tænkende Lande el- man nu paa det Rene med, at saadanne Magter som Stat, Ret, Samfund og Kunst ere af rent human Natur, hvile paa en rent human og ikke paa nogen confessiouel Grrundvold. Det andet Punkt er hans gjennem det hele Forfatterskab gaaende bestemte Hævden af ikke selv at være en Christen, snart under den Ven- ding, at han endnu ikke er det, hyppigst under den Vending, at han kun eller næsten kun er en Digter, der veed hvad Christendom er, snart som i -^Øieblikket*, at han ikke selv kan hæve sig til den christelige Opfattelse af Livet, men hjæl- per sig med " en langt lettere, en jødisk ». (Øieblik- ket Nr. 6). Hans Standpunkt i denne Strid – og det er det, som her gjør ham saa stor, er ikke et confessionelt eller sekterisk, men Sandhedskjær- lighedens. Deri ligger det ogsaa, at han, da han af Modstandere bliver spurgt, hvad han vil, ikke svarer, at han vil dette eller hint enkelte, men: »Ganske simpelt, jeg vil Redelighed jeg er ikke en christelig Strenghed lige overfor en given christelig Mildhed. Paa ingen Maade, jeg er hverken Mildhed eller Strenghed – jeg er : menneskelig Redelighed. » Det er ikke muligt at formulere sit Stand- punkt paa en ædlere og humanere Maade. Og i Kraft af dette over alle confessionelle Kampe op- 263 høiede menneskelige Motiv er det ogsaa, at Kierke- gaard her kan vove sig saa yderligt ud, at han siger : " Jeg vil Redelighed. Er det da dette, Slæg- ten eller Samtiden vil, vil den ærligt, redeligt, uforbeholdent, aabent, ligefrem gjøre Oprør mod Christendommen, sige til Gud: vi kan, vi vil ikke bøie os under denne Magt. ~ men vel at mærke, det gjøres ærligt, redeligt, uforbeholdent, aabent, ligefrem: nu vel, hvor besynderligt det kunde ^synes, jeg er med; thi Redelighed vil jeg..*) Disse Ord, der synes at aabne et nyt Per- spectiv, ere maaskee kun et paa Spidsen stillet Udtryk for og af en brændende Sandhedskjærlighed, men de vise, at Kierkegaard, naar Alt, hvad der var værd at elske var nævnt, formaaede at til- føie et "amicior veritas». Den storstilede Kierkegaardske Agitation, der allerede som Agitation betragtet havde saJ mægtige Fortrin, havde een stor Grundmaugel, den, som laa i dens Voldsomhed. Den rette Agitator bør ikke bruge al sin Kraft, maaskee neppe Halvdelen af den; man maa føle ham som en Trusel i Fremtiden. Kierkegaard derimod sætter saaledes Livet ind, kjæmper med en saa yderlig Anstrengelse, som ingen Mand kan *) Bladartikler 31. Marts 1855. 264 eller bør underkaste sig, der ikke umiddelbart derefter agter at lægge sig til at døe. XXVIII. hans Agt og Det var – desværre – hans Lod. Han længtes biort fra Jorden, bort fra denne Verden, som han fandt og vidnede at være "en jammerlig, en fordærvet, en ond Verden, kun be- regnet paa Slyngler og paa Pjat» (Øieblikket Nr. 9). Han længtes bort fra Kjøbenhavn, i hvilken han nu ikke mere blot var misundt og forhadt, men hvor det var Pligt mod Gud og alt Helligt at afskye ham som Kirkens og Geistlighedens Fjende. *0 uskaterlige Kjøbstad, hvor er du ubetalelig, naar Du faaerAdriene paa, bliver hel- lig, naar det at- hengive sig til enhver Misundel- sens, Eaahedens, Pøbelagtighedens væmmelige Lyst, tillige bliver Udtrykket for at gjøre Gud en Dyr- kelse. ;> Han længtes bort fra sit stakkels forpinte, lidende Legeme, som var udmattet af Søvnløshed og martredes af voldsomme Sygdomsanfald. Kunde han undertiden i Andres Nærværelse ikke beherske sine legemlige Smerter, sagde han: " Fortæl det ikke, hvad nytter det Folk at vide, hvad jeg bærer paa*. Han længtes " efter E vigheden ».*) ») Synsp. f. m. F. 78, 80. 265 Selv fremskyndede han sin Død ved den alle Skranker og Hensyn brydende, oprivende Agitation. Men han synes bestemt at have anet dens Komme netop til den Tid, da den bortrev ham. Af den Foi-mue, han efter sin Fader havde arvet, var da Intet mere tilbage. Han havde kort efter Faderens Død bragt sin hele Kapital til sin Svoger, Justitsraad Lund, med Anmodning om at denne vilde opbevare den for ham, ikke saaledes at forstaae, at Pengene forrentedes; thi Kierke- gaard ansaa med sin gammeltestamentariske Op- dragelse det at tage Renter for Synd, for Aager ; men saaledes, at han hvert Aar kunde faae en vis Sum af Kapitalen udbetalt. Derfor skete det, at Kapitalen dels ved Kierkegaards ikke billige Levevis, dels ved hans rundhaandede God- gj ørenhed tæredes fuldstændigt hen. Der fandtes efter hans Død kun 250 Rd. i rede Penge. I October 1855 blev han lagt ind paa Frede- riks Hospital. Blandt Frederiks-Hospitals Journaler findes en, i hvilken et Afsnit aabnes med disse Ord: Dr. Søren Kierkegaard (42 Aar) indkom -/lo 1855, død ii/n 55 Kl. 9 Eftm. Den unge medicinske Candidat, som har ført Journalen, har ikke nøiedes med rent lægeviden- skabelige Optegnelser, men har enkelte Steder søgt at gjengive almindelige Udtalelser af den Syge. Saaledes strax den første Dag disse Ord: t 266 "Han anseer sin Sygdom for dødelig; hans Død er nødvendig for den Sag, han har anvendt hele sin Aandskraft til at løse, hvorfor han ene har virket, og hvorpaa han mener, han kun er be- regnet; derfor den skarpe Tænkning i Forbindelse med et saa spinkelt Legeme. Skal han leve, maa han fortsætte sin religiøse Kamp, men den vil da trætte, hvorimod den ved hans Død vil vedlige- holde sin Styrke og som han mener sin Seir,» Og atter i Journalen for den 12te October hedder det: or Han vedbliver at paastaa sin nære Død.* Saa knap og lidet indholdsrig denne Journal end er, saa giver den et tydeligt Billede af to i psychologisk Henseende interessante Charaktertræk ; det ene: den asketiske Tendens hos den Syge, som "paa Grand af religiøse Meningers under- tiden udbeder sig at maatte være fri for et eller andet lædskende eller lindrende Middel; det andet: den jomfruelige Bly hed eller Undseelse hos Pati- enten, som her ved flere Leiligheder bliver ham en Plage, og om hvilken Candidaten efter en Sam- tale med ham nedskriver: "han mener at denne Feil har havt en gjennemgribende Virkning paa hans Liv og gjort ham til Særling*. Den Ilte November om Aftenen udaan- dede han. Man har sagt, at han døde i rette Tid. Naar man taler saaledes, da betragter man hans Liv æsthetisk: hans sidste Optræden var en femte i \ 267 Akt, og hvad har Tragediens Helt efter femte Akt tilbage, andet end at døe? Jeg kan ikke see paa Kierkegaards Liv og Død som paa et Skuespil. Et stort Geni, der døer 42 Aar gammel, døer aldrig i rette Tid for Omverdenen. Jeg ønsker, at han havde kunnet leve. Blot den Omstændighed, at han vedblev at leve, vilde have tvunget ham til Udtalelsen af nye gjennemgribende og stedse sandere Tanker. Umuligt havde han kunnet holde sig paa det Punkt, hvorpaa han stod ved sin Død, han havde maattet drage nye Consequenser – og disse havde nødvendigvis alle gaaet i Retningen bort fra den bestaaende Kirkelighed; thi alle andre Veie vare spærrede for ham. I ^Begrebet Angest* (S. 79) forekommer etsteds i Forbigaaende den Vepding: " denne An- skuelse, som man kan kalde christelig eller hvad man vil» er sikkert den rette. Man kunde tænke sig en saadan Vending gjennemført gjennem hele hans Tankegang. Thi vi see ham endnu i Agi- tationens seierrigste Øieblikke føle sig standset, fordi han nødes til at godtgjøre sin Anskuelses ikke Sandhed med orthodoxe Correcthed, og maatte indlade sig paa Skriftsted- Citeringens hele Misere. Han finder da et Skriftsted for,. Modparten et imod, eftersom det naturligvis ikke lykkes ham at bringe noget saa Uensartet som det gamle og nye Testa- mente ind under een Livsbetragtnings System. Ja 268 han citerer undertiden vilkaarligt, undertiden urig- tigt af lutter Iver for at faae et Bibelsted at be- raabe sig paa.*) Man kunde tænke sig, at det Øieblik var kommet, da han trættedes derved. Han var i sit Livs sidste Maaneder paa Veie dertil, men Veien var ikke god. Som andre store, til Døde hidsede Reformatorer saa han til- sidst sin Personligheds miskjendte Ret som den eneste i Verden. Selv naar han beraabte sig paa Skriften, beraabte han sig i Virkeligheden paa sin Fortolkning af den, paa sig selv. Som Absolutismen havde sagt : Staten, det er mig, saaledes tænkte han nu: Sandheden, det er mig. Sandheden rettede sig efter ham, efter hans Levnet. Dengang da han selv stundom prædikede i Fi*ue Kirke, da var Kirken ærværdig og hellig; nu var enhver Kirke "et tvetydigt Sted". For faa Aar siden havde han indtrængende opfordret Menig- heden til at tye til Kirken og dens Altre, nu da han selv erklærede hellere at ville begaae de groveste Forbrydelser end betræde en Kirke, nu burde det med Et være indlysende for Alle, at Sandheden ikke laa i Kirkens Skjød. *) I Magnus Eiriksson s gode og redelige Bog "Gud og Reformatoren" (S. 66–112) er givet en Fremstilling af Kierkegaards Inconsequenser overfor Bibelordet. Hans Vilkaarlighed i Skriftstedbehandling har Erik Bøgh paa- vist med Hensyn til K.s Benyttelse af Legenden om Jonas. 269 Og han bestemte ikke blot Sandheden, men Tidens Fylde. Saalænge han selv fandt det pas- sende og rigtigt ved enhver Leilighed at hædre Biskop Mynster, burde ogsaa alle andre vise Mynster dyb Respect. Han ventede, siger han, med sit Angreb paa Mynster og Geistligheden, indtil Martensen, hvem han stempler som "en sub- altern Personlighed » var bleven Sjællands Bisp; thi han tænkte, at det kunde være Martensen ubehageligt, om Angrebet var kommet saalænge "han var Candidat til denne Plads j». Men hvis lian nu selv var død forinden! han, som selv siger, at han ofte levede paa Dags Frist! Og efter almindelige menneskelige Begreber skulde man dog troe, at dersom Martensen virkelig var saa " subaltern*, som Kierkegaard fandt ham – det da maatte ansees for bedre, at han ikke blev Landets øverste Biskop end at han blev det i Ro. Men Kierkegaard afgjør selv, naar det passende Øieblik er der. Han veed, at Gud er med ham, og at det, han skriver, har Guds aller- høieste Behag. Det var den eneste Form, under hvilken dette store, religiøst opdragne Geni ligesom Pas- cal, ligesom Lamennais realiserede en Befrielse fra Kirkens Aag. Men han frigjorde sig som han kunde. Fra Christenheden kjæmpede han sig i ethvert Tilfælde fri. Der var fra hans tidligste Ungdom af mellem I 270 ham og den aaiidelige Frihed optaarnet alle de Skranker, som tænkes kan. Han var ved Op- dragelse, ved Pietet, ved Livsskjæbner indelukket i den bestaaende Kirke som den, der i et Fængsel er indesluttet ved den ene Krands af Fængsels- mure omkring den anden. Han kjæmpede sig dog igjennem dem alle og trængte ud i Dagslyset. Det er denne Bevægelse, Bladartiklerne i Sand- hedsvidnestriden og særlig Tidsskriftet *Øieblikket* betegner, og derfor vil *0ieblikket3> blive staaende i Literaturen som det korteste Resumé af hvad han tænkte og vilde, som hans Livs egentlige og afgjørende Bedrift. Det alene blandt alle hans Værker er sunket tilbunds i det danske Folk, det er for Tiden et af de betydningsfuldeste Gjærings- elementer i Arbeiderbevægelsen, det vil maaskee engang i Tiden blive et af de kraftigste Gjærings- elementer i en Bevægelse, som omfatter det hele Folk; da vil ogsaa den Adskillelse af Kirke og Stat, som Aarhundredets Udvikling stedse mere bydende forlanger og som det er Kierkegaards uvisnelige Ære med større Energi og større Evner end nogen anden Dansk at have fordret, blive en Virkelighed i Danmark. Det er Kierkegaards store Betydning for Danmarks folkekirkelige Aandsliv, at der ved ham er gjort Prøve derpaa. Den bestaaende reli- giøse Tilstand var længst bleven holdt for værdi- løs, seet udenfra, fra Videnskabens humane Stand- 271 punkt. Af ham blev den angrebet indenfra, an- grebet ud fra sit eget Ideal, maalt med sit eget Maal, og gjennem hans Mund dømte og fordømte den sig selv. Da Kierkegaard begyndte, syntes han at skulle blive den frie Videnskab den farligste Mand af alle. En Tænker af denne Rang – og tillige en Prædikant! en Filosof saa stort anlagt som ingen før hos os, og – Biskop Mynsters ydmyge Beundrer! Ved ham er der gjort Prøve. Han endte med selv at give sit Gudebillede Øxeslaget. Ved ham er det danske Aandsliv drevet ud til den Yderlighed, hvorfra et Spring maa skee. Springet ned i Katholicismens sorte Afgrund eller hen paa den Pynt, hvorfra Friheden vinker. I Kierkegaard culminerer og med ham slutter den danske Literatur i den første Halvdel af det nittende Aarhundrede, og hvad der er fulgt efter ham i dets anden Halvdel er enten for ringe eller for ungt til i mindste Maade at kunne veie op imod hans Værker. Der gives ingen Maalestokke i Literaturen. Der gives intet Lod, med hvilket man kan lodde de aandelige Dybder, intet Thermometer, som maaler Lidenskabens Varme, ingen Høidemaaler for Aandens Flugt. Men gaves der Sligt, da vilde det vise sig, at ingen Forfatter i vor Literatur er gaaet dybere tilbunds i Menneskehjertets Afgrunde, at ingen har følt mere inderligt, tænkt mere skarpt eller har taget en høiere /272/ Flugt i sin Begeistring for Renhedens og Fasthedens Idealer.

Hans Personlighed er for rig og hans Værk for mangesidigt til at man kan charakterisere ham og det ved en Formel. Han var heller ikke, som man uforstandigt har sagt det om ham, "indvortes færdig" fra Begyndelsen af. Tvertimod, han kan kun da forstaaes, naar man forsøger at tydeliggjøre sig hans Genies Historie fra de første Spirer til Charakter og Production, og naar man forfølger Udviklingens hugtede, hinanden krydsende Linier saa godt, det lader sig gjøre, fra de første Anlæg til de sidste Resultater, uden at overspringe noget Udgangspunkt eller noget Mellemled, men ogsaa uden at ville være consequentere eller mere retliniet end Naturen er.

Det er det, hvorpaa her er gjort et Forsøg.