Før det dages – uddrag
83 Et Brev fra 15. Febr. 1891 – til min Bror fortæller om mit Liv paa Hjørlunde:
Jeg er glad ved at holde Skole her, men jeg vilde være det i endnu højere Grad, om jeg havde nok saa megen Tid til Forstudier. For det er det sørgelige ved at være Lærer, at man skal rive Brødet halvbagt ud af Ovnen og servere det saaledes for sine Elever, ja, mange Gange tage det raat fra Dejgtruget. Hvordan de faar det fordøjet, det forstaar jeg saagu' ikke!– – –
Jeg læser forvovent meget og arbejder stadig paa at opbygge min Selvstændighed. Hver Trævl i min Tro lægges under Loup og undersøges, hver Fold i min Følelse, hver Stænk i min Sjæl holdes kritisk op mod Lyset; alt det mugne Arvegods af Tro og Fordom har jeg baaret ud i Solen; hver en Frase, hvert et flæskefedt Ord har jeg kartet op i sine Tjavser og slængt det fra mig. Den Skæppe Kartofler, jeg fik fra Fædrene, har jeg taget for mig og undersøgt én for én, og hvad der savned Spirehuller, det har jeg uden Sky lagt til Side. – Du ved man renser Guld ved at sønderdele det og kaste det i Kvægsølv, det vægtige Guld synker tilbunds, mens de lettere Substanser svømmer ovenpaa og skummes af. Saadan har jeg renset mine 84 Tanker for uædle Substanser ved at kaste dem i Kritikkens Kvægsølvsskaal. – – – Dersom de skulde spørge efter derude, hvad jeg tar mig for, saa kan du svare, at jeg brænder Sten til en ny Lade!
Jeg er fyldt af Foraarshaab og det reneste Mod. Hvad andet jeg tvivler paa, – paa mig selv har jeg Tro! Og det er vel ikke min Skyld, om jeg tvivler overhodet. Er alt ikke anlagt paa at skabe Tvivlere i dette Land, hvor Hykleriet ligger i Møddinger udenfor Vinduerne, hvor Raaddenskab og Løgn bulner højt op ad Væggene. Skaf det af Vejen, idet hver gør rent for sin Dør, saa kan vi begynde at tales ved om en Fremtid!
Men Danmark er endnu en Brakmark, slet egnet til at tage imod de store Sandheders Sæd, gennemvævet af Løgnens krybende Rødder, overvokset af Hykleriets sejge Senegræs. Det maa sønderdeles af Kritikkens Plov og Harv, maa stænkes med Spottens salte Lud; da først kan vi lægge de store Tankers Frø, hvoraf skal fremspire Handlingens Hvede.
Skolen var som sagt i Løbet af faa Aar sunket ned til næsten ingen Ting. Pontoppidan havde haft et stort Sammenstød med Estrup og hans Slæng. Saavidt jeg husker var han heller ikke i Overensstemmelse med den augsburgske Konfession. Han havde faaet nogle Maaneders Fængsel. Det havde givet sig Udslag1 i, at Landets Bondestand holdt deres Sønner fra hans Skole, som engang var ret anset og besøgt.
Jeg tror ikke der var mere end en halv Snes Stykker, da jeg kom til, og Flokken øgedes ikke dette Vinterhalvaar.2
Pontoppidan var en mærkelig og særpræget Mand. En 85 Ridder uden Frygt og Dadel. Jeg Hans Foredrag var vel tankerige men uden Svada. Han kunde staa og virre med Hovedet som et Straa i Blæsevejr og have de største Fødselsveer, før det rette Ord kom ham paa Læben, og han forstod vist slet ikke at tale med Eleverne. De var nærmest bange for ham; de kom hellere til mig med deres smaa Hjærteanliggender; men allerhelst vistnok til en tredie, en hyggelig gammel Nisse med Skaldepande, uredt Skæg og Træben. Lars Nielsen hed han, et Slags levende Inventar, der gik her og fik Naadsensbrød, fordi han havde været med i Skolens Glansperiode.
Han blev til Tider ubarmhjærtig drillet af Morten Pontoppidan; thi samme Morten var fuld af Luner. Var det over ham skulde man tage sig i Agt, f. Eks. ved Frokostbordet, hvor hans Sarkasme kunde vende sig imod den stakkels Lars Nielsen, saa man formelig kunde høre Træbenet hugge mod Gulvbrædderne under Bænken af Sindsbevægelse. Var Hans Højhed Forstanderen i det Lune, stod der Torden over Skoletaget; da slugte jeg min Mad og kom ud af Døren i en Fart. Men den livsglade Lars Nielsen dumpede altid i et eller andet Hul med Træbenet og kom galt af Sted, før han fik Maden skubbet i sig.
Pontoppidan havde dog ogsaa en lysere Side, og den vendte som oftest udad, og da kunde der ligge Sol over al Ting, baade over den smukke Husfrue, en Datter af Maleren Wilhelm Marstrand, og den store lyse Børneflok, der var en ren Øjenlyst af Skønhed lige fra den ældste, Bodil, en 16aarig Ungmø, der allerede dengang var høj-forlovet med den senere kendte Professor Johs. Linhard, indtil den lille toaarige Poul, hvis Yndlingsstilling var at 86 sidde paa sin Bag midt paa Langbordet og tærske med sin Ske i Bordbrædderne.
Skønt de to Mennesker, Pontoppidan og hans Hustru, dengang havde 8 Børn, var Forholdet mellem dem som et Par Turtelduer, naar de vandrede Arm i Arm under Solnedgangens gyldne Skyer i den smukke Skolehave bag ved Huset.
Eleverne var mest sjællandske Bøndersønner. Jeg mindes dog bedst et Par Jyder. Den ene hed Jørgen Warming, en sindig Sønderjyde, den anden Ole Rasmussen, en glad og smilende Knøs, der nu har Gaard paa Samsø.
Naturligvis var det uholdbart i Længden at gaa to-tre Lærere over 10 Elever. Pontoppidan solgte saa Skolen samme Efteraar for at flytte sine Teltpæle til København og der oprette en ny, moderne Højskole. Efter et halvt Aars Forløb stod jeg atter brødløs paa Frederikssunds Landevej, men ved Skoleaarets Slutning i April tilbød Pontoppidan mig at blive boende hos sig den efterfølgende Sommer 1891. Jeg skulde saa tage mig lidt af hans Drenges Undervisning, og derefter følge med som Lærer ved den ny Skole, der kom til at ligge i København, Linnésgade 22.
Jeg blev da paa Hjørlunde hele den Sommer og læste som en gal. Derimod har jeg ikke den ringeste Erindring om den sjællandske Natur, der jo netop er saa smuk omkring Hjørlunde, til hvilken Kant man end tager ud. Men jeg har aldrig rigtig haft noget Organ til Forstaaelse af anden Natur end den jydske. Cyklen var ikke kendt dengang i nogen større Udstrækning. Jeg fik mig da først én en 5-6 Aar efter, men det er mig ubegribeligt at jeg har kunnet bo i denne skønne Egn næsten et Aar uden at tage 87 den op i mit Sind. Jeg husker dog et Besøg ved St. Helenes Kilde og Grav. Begge laa dengang hen i Øde og Ensomhed. Især mindes jeg Graven med dens forvitrede Træværk. Paa hele denne Strækning ved Tisvilde, der nu snarere skulde hedde Tisvilla, var der dengang ikke et eneste Hus. Jeg sad ved St. Helenes Kilde en Sommermorgen saa ensom som paa den jydske Hede.
Jeg var dengang stærkt optaget af Thomas Carlyle. Jeg havde læst flere af hans Værker, baade "Sartor Resartus", "Past and Present" og "Den franske Revolutions Historie". Min ungdommelige Begejstring smittede af paa Pontoppidan, saa ogsaa han inden længe var en ivrig Carlyle-Dyrker.
Men ellers levede jeg meget ensomt, gjorde ikke Spor af ny Bekendtskaber, udnyttede end ikke ret mit Samvær med Morten Pontoppidan, var vist en meget kedelig Personage, der altid trak sig tilbage til Bøgerne.
Børn har desværre aldrig rigtig interesseret mig; saa heller ikke den morsomme og smukke Børneflok tog jeg mig noget som helst af, hvad der dog havde været min Pligt, da jeg var fæstet som Børnelærer.
Morten Pontoppidans ældste Søn, Knud, – senere Maler og Kunstanmelder – var en rigtig Gavstrik, en sund og rask Dreng, der tumlede sig ivrig paa sine Stylter og vist var rigtig henrykt for, at hans Lærer var saa lidt skrap med Lektierne. Der var ogsaa to-tre søde Døtre i 10-12 Aars Alderen, heller ikke dem fik jeg bibragt nogen nævneværdig Visdom. Jeg var bare optaget af at faa de store Huller i mig selv fyldt med en Viden, der laa højt over mine Elevers Begreb. Jeg forstaar egentlig ikke, at Morten Pontoppidan fandt sig i saadan en Lærer; men han har aldrig 88 bebrejdet mig noget. Jeg sad under det klareste Sollys inde i mit lille Værelses Halvmørke og læste mig Øjnene ud af Hovedet. En enkelt Gang fik jeg Besøg af min Kæreste Marie Bregendahl, og en lang Sommerferie tilbragte jeg i Jylland hos Vennerne der. En bornholmsk Lærerinde der paa Egnen – Johanne Svendsen – havde vist lidt ondt af mig under mit Hjemmesidderi og fik arrangeret en Foredragsrække paa hendes Fødeø, hvor jeg da første Gang saa Bornholm, hvad der var et Æventyr af Oplevelser. Men ellers var Opholdet i Nordsjælland kun en gold og begivenhedsløs Periode i mit Liv. Jeg burde have haft meget mere Udbytte baade af Naturen og Menneskene. Men jeg var paa Vej til at uddanne mig til en glubsk og kedelig Bogorm, der foretrak en Stabel Literatur for Livets egen friske og brogede Mangfoldighed.
Da Efteraaret (1891) nærmede sig, kom jeg paa Flyttevognen med Morten Pontoppidans øvrige Inventar og blev overført til den nye Skole, der forberedtes i København.
Her maa jeg atter støtte mig til mine Breve. Jeg skriver til Esper Andersen (4. Marts 1891):
Du ved jo, at Skolen her i Hjørlunde gaar ind til Foraaret. Til Paaske slukker Pontoppidan Ilden paa Arnen her, men selvfølgelig kun for at tænde den des klarere et andet Sted. Vi er ikke færdige til at bryde op fra "Livs-gildet" og gaa hen i en Krog og dø, – selv om det kunde ske i Skønhed. Vi har endnu lidt tørt Krudt i vor Lomme og et Par ubrugte Ideer i vort Hoved, som vi har Lyst til at kaste i Grams til den lunefulde Offentlighed. Vi brænder Sten til en ny Lade – og Laden er: en udvidet Højskole, der skal ligge i København. Planen bliver noget askovitisk, vi vil bare vove at lægge et Par Streger nærmere 89 op mod Vinden, vi vil knæsætte Fællesundervisningen, men vi vil betakke os for Aandspolitiet og Askovprovisoriet, og vi vil ta med Kyshaand mod alle Nationer og alle Religioner, thi vor Skole skal drives konfessionsløs. Jeg skal være Lærer i Natur- og Kulturfag; det første bygger jeg paa Ch. Darwin, det sidste paa G. Brandes og den moderne Realisme. Jeg skal se at gøre mig værdig og færdig til den store og ansvarsfulde Stilling.–
Ogsaa et Brev fra 6. April s. A. handler om Forberedelserne til den nye Højskole:
Det gaar godt fremad med vor Skole. Forleden havde vi Møde hos Falkenstjerne, alle den københavnske Højskoles eventuelle Lærere. – Der sad den olympiske Herman Trier med Tønderøsten, det hvidspættede stride Haar og Skæg og den skønne platoniske Pande. Der sad V. Pingel, Doktoren med det blege forlæste Ansigt, den dirrende Stemme og de energiske Fagter; og der var Falkenstjerne med de abstrakte tynde Ben og den ranglede Holdning i Skødefrakken. Der saa man A.D. Jørgensen, Historikeren, Avtodidakten med de lange Fødder og det brede Skolelæreransigt. Og der stod Jacob Marstrand, Kringlebageren med det soignerede Ydre og den firskaarne Vækst. Og paa Spindesiden Frøken Falbe-Hansen, Magisteren i Dansk, med det lille fine Bondepigehode og den simple Haarknude i Nakken, og Anna Brosbøll, Carit Etlars flammehaarede Datter med det mandagtige superemanciperte Udseende og de røde Lokker som en Krans af Ildsluer omkring Tindingerne.
Og midt i Flokken Morten Pontoppidans velhægede trivelige Personlighed; den eventuelle Skoles allersomeventuelleste Forstander.
90
91 lærer sit Legeme at kende, hvorledes det er sammensat, og hvorledes Livsvirksomhederne foregaar. Læren om Menneskelegemets Bygning og Livsvirksomhed er i det forløbne Kursus (1891-92) behandlet i 2 ugl. Timer af Hr. Aakjær. Han har med Paul Berts "Livet og Livsfunktionerne" som Vejviser ganske udførlig gennemgaaet Sanse- og Naturlivet, mindre udførlig Skelet-, Fordøjelses- og Ernæringsforholdene, mindst udførlig Muskelforholdet. I de sidste 1½ Maaned gennemgik Læreren Hovedpunkterne i Hygiejnen paa Grundlag af Prof. Drachmanns "Sundhedslære".
— — — — —
Hr. Aakjær har [desuden] i 2 ugl. Timer meddelt "kulturhistoriske Skildringer". Han har fortalt om Opfindere som George Stephenson, John Erickson, Palissy o.a., om Videnskabsmænd som Kopernikus, Keppler, Tyge Brahe, Galilæi, Newton, Darwin, Pasteur o. a. Desuden om Luther, Columbus, Leo Tolstoj o.a.
— — — — —
I samme Retning er der virket igennem 1 ugl. Times Undervisning i Astronomi ved Hr. Aakjær, som har gennemgaaet Solsystemet, Fixstjernerne og Stjernetaagerne, idet han dog udelukkende har holdt sig til den beskrivende Del af Faget og ladet det være sig magtpaaliggende at godtgøre, at Naturens Love er de samme alle Vegne i Universet.
— — — Med Hensyn til de almindelige Færdigheder, har Skolen for det første lagt Vægt paa at lære Eleverne at skrive for sig. Det er allerede nævnt, at der sammen med Undervisningen i dansk Sprog gaves Eleverne Opgaver til skriftlig Besvarelse. For saadanne, som ikke var92 sikre i at stave rigtigt og sætte Tegn, var der 4 Timers Øvelse om Ugen i Retskrivning, væsentlig Diktat, ledet af Hr. Aakjær."
— — — Jeg skulde have 1000 Kr. i Gage, hvad jeg dengang syntes var en svimlende Sum. Jeg fik mig et Værelse paa Nørrevold, ikke langt fra Gothersgade og var fra første Færd rigtig i mit Es.
Men Skolen gik langtfra godt. Den begyndte med 50 Elever, hvoraf vistnok adskillige gratis. Tilsidst sank det ned til næsten ingen Ting. Højskoletanken har aldrig rigtig villet bide paa Københavnerne. De syntes, det var noget grinagtigt noget at sidde og synge af Sangbogen lige fra Morgenstunden. De fleste af Eleverne var alt andet end Københavnere, men skikkelige Folk ude fra Bondelandet, for hvem der var flere end Højskoler nok i Forvejen. Københavns Borgere svigtede ganske, kun en enkelt Velhaver, Herman Bing, sendte sin 16-aarige Datter Helga, den senere Fru Kaptajn Eilertsen, derhen, ellers saas kun et Par Butiksjomfruer, der gik gratis til nogle Aftentimer. Det hele var en oplagt Fiasko, endda der stod de bedste videnskabelige Navne bagved, Folk som V. Pingel, Herman Trier, Falkenstjerne og Historikeren A.D. Jørgensen; nej om man saa kneb Københavnerne med Tænger, skulde man ikke hale dem ind ad Højskolens Døre!
Det var vist Jacob Marstrand, der financierede Foretagendet. Det blev snart alle klart, at den Butik maatte lukkes. Det var først Johan Borup, der efter et helt Livs kolossale Anstrengelser fik den københavnske Højskole stablet paa Benene. For Morten Pontoppidan mislykkedes det komplet. Han maatte atter trække i Præstekjole 93 og søge tilbage til en eller anden sjællandsk Præstegaard for at sikre Brødet til sig og Familien.
Saadan var da ogsaa her Guds Ord spildte paa Ballelars!
Jeg fik kun Lejlighed til at tilbringe én Jul i Hovedstaden i denne Omgang. Og da jeg var en hjemløs Ungkarl, inviterede Morten Pontoppidan mig Juleaften ud til sit Hjem i Smallegade. Men nu skulde jeg have Julebesøg af min ældste Bror, og da jeg ikke godt kunde overlade ham til sig selv, fik jeg Lov til at tage ham med.
I Pontoppidans Hjem var der som nævnt en stor Børneflok, hele 8 i alle Aldre. De kære Unger var naturligvis ligesom andre Børn meget optaget af, hvad der vilde hænde i Aftnens Løb, især var de spændt paa, hvem der var saa heldig at faa Mandlen i Risengrøden. Pontoppidan holdt ført en instruktiv Tale og bad den enkelte passe godt paa at lægge Mandlen pænt op paa Tallerkenranden og ikke sluge den, for saa havde man forspildt sin Ret til . Gave. Det var imidlertid ikke bleven rigtig opfattet af min noget tungnemme Slægtning, der ikke kendte denne Skik fra vort Hjem. Grøden svandt mer og mer i Tallerknerne; de smaa hviskede og tiskede, mens de saa rundt paa hinanden, især de mindste, der jo ikke før havde været ude for denne lille Spøg. Grøden blev ved at svinde; nu var omtrent alt Haab ude. Pontoppidan blev noget nervøs, hans Hustru da forresten ogsaa. Tilsidst begyndte de højlydt at spørge efter Mandlen. Nu kom det endelig til min Brors Bevidsthed, at der var noget i Gære. "Var det en Mandel," sagde han, "den har a spist!"
Ungerne stak i at skoggerle, og Pontoppidan kronnede med paa den ham egne hostende Maade og saa lidt spidst 94 paa min Bror. Jeg var helt flov paa Familieskabets Vegne, og jeg tror nok, at Gaven der vankede til "den lykkelige Finder", var stærkt præget af Udfaldet.
Men jeg husker ogsaa en anden Ting fra den Julekvæld.
Det var første og eneste Gang jeg tilbragte Juleaften i en Præsts Hjem. Jeg kunde derfor ikke lade være at gøre mine Iagttagelser, især studsede jeg ved Bordbønnen. Pontoppidan var en stilfuld Prælat, selv om han endnu ikke dengang havde anlagt Kalot, men hans Fremsigelse af Juleaftensbønnen var saare fagmæssig. Herregud, Bordbøn var jo en Hverdagsbegivenhed i dette Præstehjem, og saadan noget som Inderlighed var Pontoppidan nægtet.
Han sad rank og strunk op og ned, mens den dampende Julegrøds strøede Kanel pirrede os alle i Næsen. Det var knap nok han foldede sine Hænder. Vorherre fik lige det, han skulde have og ikke et Hak mere.
Da maatte jeg tænke paa, hvor højtideligt denne Akt forløb i mit Barndomshjem! Dér blev der kun læst Bordbøn den ene Aften i det ganske Aar, og det var Far der gjorde det.
Jeg kan endnu se for mig hans lille, sammenkrøbne Skikkelse, saa nybarberet og sirlig med det sorte Halstørklæde op i Hageskægget. Vi var alle samlede ved Nederbordenden med et eneste tykt Lys paa den funklende Messingstage; vi Børn nærmest Forældrene; Pigen og Karlen sluttede Hesteskoformen. Vi var saa betagne af dette, at netop Far vilde læse Bordbønnen; og Far selv var sikkert ogsaa meget betaget. Der gik usynlige Traade af Stemning imellem os alle i Kæden. Alles Øjne var fæstet paa Far. Ellers var det gerne Mor, de søgte.
[...]
101 Samme Eftermiddag, som jeg havde modtaget M. Pontoppidans første Brev, satte jeg mig hen til min Mors gamle prøvede Egekiste og med dens Laag som Underlag nedskrev jeg mit Digt "Dødsramt":
Naar Hvalen rammes af Harpunens Tand, da flygter den med opspil't Mund fra Land.
Mod Dybet jager den i Ve og Vaande og løfter kun sit Hoved for at aande.
Dens Hale basker som en Dampskibsskrue, dens runde Øjne smaa i Smerte lue.
Tangskoven klyver den og Sildens Stime og drager efter sig en blodig Strime.
– Som Hvalen dødsramt kløv det brede Hav for i dets tavse Dyb at naa en Grav,
saa saa' jeg alt det Saarede og Slagne, det lumpent Svegne og det koldt Bedragne
at ile rastløs imod Ørkners Øde, for uset der at græde og forbløde.
Hvordan Sagen i sine Enkeltheder afvikledes, kan jeg ikke nu gøre Rede for. Formodentlig er det havnet i det saa yndede danske Kompromis.
En Maanedstid efter har min tilkæmpede Sindsro nedfældet disse Linjer i Dagbogen (2. Marts 1892):
" Jeg har hørt fra forskellige Sider, at jeg ikke var synderlig afholdt af Eleverne paa Pontoppidans Skole. Og hvor kunde det være anderledes? De var allesammen skikkelige Mennesker, hvis hele Følelsesliv stod i afgjort Kontrast
102 til mine voldsomme Meninger. De ønskede at øge Troens Domæne, og jeg hævdede Fornuftens Ret. De ønskede at høre, at de var skabte i Guds Billede, og jeg gjorde dem til Abernes Frænder. De bad om at vide Vejen til Guds Rige, og jeg pegte paa Planeterne i Rummet og Stjærnetaagerne. Mandfolkene vilde smigres i deres demokratiske Drømmerier, og jeg kaldte "Folket" en Samling Dumrianer og hele vort Valghalløj for politisk Kandestøberi. Og Kvinderne vilde æres som Mændenes Lige, og jeg forfægtede Mandens Overlegenhed og Førstepladsesret. Var det da underligt, jeg ikke var anset?"
Efter det nedslaaende Budskab fra det københavnske Hovedkvarter vidste jeg ikke, hvad jeg skulde gøre med mig selv.
Jeg var nu 26 Aar, men ligesaa langt fra et selvstændigt Erhverv, som jeg altid havde været.
I al sin Ubetydelighed kom denne Afskedigelse til at danne et Tidsskjel i mit Liv.
Jeg havde hidtil fulgt en opadgaaende Linje, under hvilken jeg hver Dag erobrede større og større Klarhed. Ganske vist var det mere en kølig Forstandsklarhed end en hjærtegrebet Følelsesklarhed. Jeg var maaske lidt for meget optaget af at hive overbord, ikke særlig ivrig for at faa ny Ladning ind i det Udslængtes Sted. Baaden skar jo nu saa let, Skummet stod for dens Boug. Men hvortil al den Kløven Skum?
Jeg vil lade mine Dagbøger fra disse Aar tale for mig gennem et kort Udvalg. Jeg tror, de gør det bedre end al omtrentlig Erindringskunst.