en gammel, gammel Mand
Forfatteren Knud Sønderby bor i en lys og luftig, moderne Lejlighed i et stort, skinnende hvidt Betonhus ved Linie 15's Endestation på Ordrupvejen.
Lige overfor ligger paa Holmegaardsvej en noget ældre, betydeligt lavere Bebyggelse, delvis skjult bag høje, blomstrende Guldregntræer. I Lejligheden paa første Sal er Gardinerne rullet tæt for som Beskyttelse mod Eftermiddagens blændende Sollys. Der har vore Digtnings hvide Nestor Henrik Pontoppidan sin Bolig. En Gang imellem, naar Knud Sønderby sidder og arbejder ved sin Skrivemaskine, falder hans Blik derover, og det kan da hænde, at Gardinerne er rullet op. Da ser han en gammel, gammel Mand med kridhvidt Haar og Skæg sidde bøjet i en dyb Kurvestol, hensunken i ensom Eftertanke.
Et ejendommeligt Spil af Tilfældigheder har saaledes anbragt den yngste af vore moderne Dramatikere saa at sige Ansigt til Ansigt med svundne Tiders store, enlige Kæmper i dansk Aandsliv. Det er en Situation, som den unge nok kan føle noget trykkende, men maaske ogsaa undertiden æggende og inspirerende.
Indenfor Byens Teaterkredse har det længe været kendt, at Knud Sønderby havde i Sinde at forfølge den usædvanlige Sukces, som blev hans Debutarbejde "En Kvinde er overflødig" til Del paa Det kongelige Teater. Han selv har aldrig været Mand af mange og navnlig ikke af store Ord. Han vil helst være den tavse, og han angler aldrig – som visse andre af hans noget ældre og mere fastslaaede Kolleger blandt vore Dramatikere – efter nogen Form for Offentlighed. Deri ligner han i hvert Fald sin berømte, gamle Genbo. Man maa spørge meget for at faa Knud Sønderby til at sige lidt.
(…)
