Af Pontoppidan – Om Europa

OM EUROPA

Et Bornholmerur udmåler evigheden i en gammel bondekones stue. Europa siger, at tiden er en sæk, hun stikker hånden ned i. Hun trækker to vilkårlige billeder ud af tidens mave, det første viser et ældet ansigt hugget i hvid sten, øjenbrynene er to bløde klumper over kridhvide øjne. På det andet billede tilhører ansigtet en ung mand med et tæt bølgende hår, en uregerlig manke som et fuldskæg, der ender i spidser og ryk. Rynkerne tegner en vifte under øjet. Et blik der ser med barmhjertighed på et menneske, der lider, et blik der får æbletræer til at skælve.

Det træløse, jyske landskab med den uhyre mængde himmel.

– Det landskab jeg elsker overalt, siger hun. Et uetableret rum, et nulpunkt hvorfra alting plantes og vokser frit.

Europa vender sig mod forfatteren, hun siger:

– Jeg ved ikke noget om dig, jeg kommer ikke fra din tid, jeg kan kun betragte det, du skriver udefra, som et ansigt: ops, der er bredt: eurys og voilas, navnet Europa betyder et bredt ansigt.

Europa læser i forfatterens bog.

Hun ser op:

– De sætninger jeg falder i, noterer jeg et mere ensomt sted. Jeg er asu, Asien, solnedgang. Jeg er erebu, Europa, solnedgang. Hvad adskiller en verdensdel fra en anden? Hvordan finder grænsen et landskab at trække sig selv rundt om? Grænsen er som en udspændt snor, der bliver vævet til en sæk. Jeg trækker en vilkårligt sætning ud af grænsens mave. Der står: De havde indrettet sig i deres Mesopotamien, siger hun og fortsætter:

– Og med et enkelt ord kaster forfatteren en fiskesnøre fra Jylland, fra Danmark, fra Europa til landet mellem floderne Eufrat og Tigris. 8000 år f.Kr. begynder folk i Mesopotamien at drysse ned fra bjergene, jord bliver til marker vandet af himlen selv, fårene græsser. 3500 år f.Kr. bygges de første byer, og i 3400 f.Kr. opstår Uruk, verdens første skriftsprog. Først i 1915 indtager briterne Mesopotamien og bringer det til ende. I 1932 bliver Irak født. Og her bider vi historien over, det forenkler kommunikationen, det forstærker indtrykket af Mellemøsten, som et sted hvor alt det uciviliserede tegnes med et lidt blødere omrids af månelys om natten.

Forfatteren klør sig i skægget. Han siger:

– Historien har både en inderside og en yderside, ligesom dig, Europa.

Europa svarer:

– Og Europa var i virkeligheden en asiatisk prinsesse, en kvinde gennemfuret af rynker som en oppløjet mark. I hendes hus var der jo ikke til at være hele sommeren for træk. Vinden sang simpelthen gennem gardinerne. Og sangen kunne ikke oversættes, ikke høstes. Som jeg ikke kunne oversættes, ikke høstes, når jeg løb vild i Mesopotamien og ikke kunne finde ud af at bringe det til ende. Hvem indhenter hvem? Er det mig, der indhenter historien, eller er det historien, der indhenter mig. Meningen er en tot græs, der vokser uden centrum, eller meningen står køligt i hjørnet og venter, siger hun.

Lidt efter viste personen selv sig i døren.

– Og personen er forfatteren selv, siger Europa.

– Kald mig Prins Karneval, siger forfatteren.

– Kald mig Vor Tids Husmoder, siger Europa, – Så laver jeg perlegrynsvælling og drysser kanel og sukker over vællingens dampende hud og serverer den for din kone, der sidder ved bordet i sin brune søndagskjole med brystsløjfen. Hende der bliver ved med at klistre fast på siderne af din bog, hvorfra hun betragter læseren med sit spidse ansigt. Se, hvor rørende hun er med sine veltalende håndbevægelser.

Forfatteren siger:

– Skal man moralisere over historien eller udskyde den til senere, forsinke den og gøre sin skyldighed. Skal man lade sine ord falde over historiens danske marker, lader dem trille i de bærløse dale, hvor får har græsset siden 4000 år f.Kr. Vi var dengang kun 4000 år bagud i forhold til Mesopotamien.

– Ja, man må gøre det, man er forpligtiget til, svarer Europa og fortsætter, – Ind imellem må man lukke grænserne for øjnene og fokusere på de velafstemte farver. Eller nej, jeg vrøvler, jeg mener, man må lukke grænsernes øjne.

Europa ler, så fårene hopper op i tiden.

Forfatteren lader fingrene glide gennem håret, den bløde, mørke bølge og siger:

– Og jeg har siden elsket de klange, din latter, tone for tone, Europa, når lyset falder i dit ansigt, skinner du som rustfrit stål, og når du ikke skinner, skærer du en skive brød, eller truer med at stikke den i hjertet på mig, forfatteren, mens du råber: I maven med reformationen, jeg udstopper dig med demokrati.

Europa svarer:

– Jeg er i virkelig den, jeg udgiver mig for. Min fader hedder Hans Kvast.

Forfatteren bliver forvirret, han siger:

– Ifølge Ordbog over det danske Sprog kommer betegnelsen 'hans kvast' fra nedertysk hvor quast betyder nar. En latterlig person, der spøger, fjanter på en overdreven måde. En pralhans, en vindbøjtel, en taske fuld af luft, en vandbakkelse ganske enkelt.

Europa svarer:

– Min hjemstavn er Slaraffenland. Fantasien forstørres, når historien bliver reduceret til et altmodisch fænomen. Eller historien må lære at leve med, at det historiske bliver oversvømmet af personlige følelser.

Forfatteren siger:

– Er det en historisk svaghed i alle forhold at ville optræde som den kyndige.

Europa svarer:

– Er det en historisk svaghed at græde, når æbletræerne skælver, eller når nogen tegner mig som en blød, hvid nudel.

Forfatteren rejser sig og lægger en skive musik på grammofonen. Han siger:

– Jeg kan aldrig høre de vidunderlige indledningstakter uden at få flyvekramper.

Europa siger:

– Når man flyver, er der en lavere iltkoncentration i flykabinen, men det er ikke noget problem, medmindre man har en dansende hjertesygdom. Hun rejser sig op og nejer for forfatteren. De snurrer rundt i rummet, indtil de mister pusten og må sætte sig igen.

Europas store gule øjeæbler er stift og mistænksomt rettet mod forfatteren. Mongolfolderne holder æblerne på plads, mens hun studerer de hvide klumper øjenbryn, som stikker ud af statuens ansigt, han smiler til hende og siger kækt:

– Jeg er en underlig patron.

Europa svarer:

– Dit ansigt er hugget i sten, men hele kroppen mangler. Jeg kan bedre studere dig på det foto, hvor du sidder i profil og stirrer mod billedets kant. Jeg har det svært med statuer af sten. Jeg har det svært med alle forsøg på at fastfryse tiden. Jeg har det svært med livet i det hele taget, med møl og mørkets kreaturer, med dine middelhavsblå øjne og din kones himalajafarvede silkekjole.

Forfatteren svarer:

– Hvis jeg er en underlig patron, hvad er du så?

Europa siger:

– Og jeg har sagt Dem, hvem jeg er. Jeg er Vor Tids Husmoder. Jeg er en ligtorn på hjernen. Jeg er din kone i bogen, Den kongelige Gæst, som jeg plukker ord fra, i en af bogens sætninger står der: og hun trykkede som i angst sit bløde legeme tæt ind til ham. Præcist sådan er jeg, en længselsfuld altædende, der stirrer ud i et tomt landskab.

Forfatteren bliver mere og mere rød. Han får pludselig en ubændig lyst til at tale med hende om flugt og angst og modreaktioner for til sidst at bære hende bort i en kurv, som om hun var nedfalden frugt, eller en nyfødt civilisation, der aldrig skulle falde såret om på en mark. Men hvordan skulle forfatteren kunne bære rundt på en kvinde med en krop så stor som livet selv? En Vor Tids Husmoder med klude-sutter og hængemund, der ruller sig blandt grønne kastanjer. Forfatterens blik tindrer som den stjernestore efterårsnat. Han ved, at han om lidt falder gennem historien med en splinterny rejsekuffert i hånden, og aldrig igen skal han nyde synet af Europa, der satte håret op med smykker og blomster, før historien begyndte. Og før historien begyndte, var modet i virkeligheden også i stærk fordampning. Det var nærmest lidt gammeldags i faconen.

Europa siger, at hans hvide slips er en hån mod alle dem, der ligger på gaden og dør af sult. For hver dag han bærer det slips, bliver de flere og flere må dø.

Forfatteren svarer:

– At dø af sult kan være et bevæget optrin.

Europa siger:

– Aha. Som når de kolde ænder på et fad pludselig begynder at rappe, og Vor Tids Husmoder henter en økse formet af et eller andet stykke gammelt sølv plantet mellem paryk- og snebærbuske, for så at lade øksen falde over de tynde, dunede halse, hvorefter gæsterne bliver grebet af uro og opvældende angst.

Forfatteren greb sig selv i at nyde synet af Europa, der rejste sig med et sæt, rev forklædet af og huggede døren i. Forfatteren stod tilbage som en rødkindet hvidfødning med en luftblå, enfoldig papirshat på hovedet, som en hypnotiseret soldat med nedhængende arme ligesom et skolebarn foran sin lærer.

Forfatteren siger:

– Jeg ville have sagt farvel, det var ikke sådan, det skulle ende, og alligevel er jeg ikke spor overrasket. Europa er et festligt navn. En gammel gulvklud. En sort kjole med et rent, hvidt forklæde bundet stramt om maven.

Forfatteren ser, hvordan Europa stiller sig midt på gulvet lydig som en avtomat, en blomsterskål. Hun står som en stivnet rose, så forsvinder hun pludselig ind i et tilstødende rum. Hun kommer tilbage, trækkende med en vandspand. Hun syntes, hun hørte fodtrin ved døren, men skridtene fløj forbi og forsvandt.

Europa ved ikke, at forfatteren er fulgt efter hende. Mens han overvåger hende, bliver han pludselig ramt af en ubehagelig fornemmelse af flovhed, hvorefter han med nedhængende arme går ind i et faldefærdigt hus, op ad trappen, og der på loftet gik han så endelig i sig selv. Der kunne han forestille sig alt:

Kinder blussede vildt, munden som en rød æske, læberne egeblade af sølv og på brystet små dugdråber af diamanter, og han måtte kysse hende. Og hun kyssede igen, så vejret næsten forgik ham en lille kamp med forlegenhed. At anvende en smule bordpynt. Hans blændede øjne løb rundt i hele stuen og lagde sig som et flor hen over det anstødelige. En aldrende satyr, den druerøde mund og de gråbrune hårlokker strittende omkring den blanke isse som en høstlig vinløvskrans. Han var aldeles borte i beundring, Europa var et langhalset, perlemorsindlagt instrument, men stemmen var kun lille og tilmed ret tør. Hendes kind var fugtig af vin og forelskelse. Og forfatteren var en blind som drog formummet rundt i verden i en narrekappe blandt søvndrukne eroter, om munden lå et stillestående smil.

Hele natten lå han på loftet plaget af en lille uro i samvittigheden. Han stod op med morgensolen og plukkede skamfuld roserne af håret. Europa var en alt for smuk drøm. Han måtte gang efter gang ud i køkkenet og stifte fred, og landskabet var slet ikke træløst, der var bare så forbandet langt mellem træerne. Dagen var en stille grå, tøvejrsdag uden den uhyre mængde himmel. Forfatteren kunne ikke holde op med at studere hende. Europa sad der ved vinduet og spejdede. Han forestillede sig, hvordan han kunde træde lyslevende ind ad døren og ved hendes blotte stemme mærke det bundfald af bitterhed, der sprang fra en stum mund. Den næste dag i mørkningen var han stadig hjemsøgt af tankens lønlige flagren om det fremmede og forbundne Europa, der med et gran af nedarvet fordærvelse samtidig var så sprudlende frisk, og billedet af hende, der mere og mere forsvandt.

Natten havde født en ny tanke. Europa havde besluttet sig for at rejse over heden med en god vestenstorm på ryggen. Hun var som forfatteren et væsen med et abnormt følelsesliv ofte opfyldt af den i hint forsagede vemod, der åbner sindet ud imod uendeligheden og de sneplettede marker, der boblede denne dag. Europa lod sig føre af vinden, et syn højtideligt stort i sin vilde nøgenhed. Havde hun set sig tilbage, ville hun have set forfatteren stå med et papir i hånden, bondefødt. Nu fløj hans øjne uden at se gennem det forrige århundrede. Med en frempiblende lysthed i blodet fremkaldte han for sit indre de vilde danse i fremmede folks stuer, de selv samme mennesker, der hurtigt stivner i talemåder. Europa, tænkte han, dit navn skandaliseret! Din fremtid ødelagt, og du er ikke andet end et hækletøj, en fleksibel konstruktion, der bliver til mellem krogede hænder, mens et bornholmerur udmåler evigheden i en gammel bondekones stue. Din ro er påtaget, dine bevægelser præget af den forlorne elegance, der er alle virkeligt dannede menneskers skræk. Hvilken højst sørgelig familiekatastrofe. Å, i dyb medlidenhed med sig selv. Du, der engang gryntede som en trold, står nu helt modfalden hen. Går du fra hinanden, når du møder historien? Hvad er meningen? Har du mistet dine indbildte rigdomme, dit mod?

Forfatteren skriver:

– Europa, i al hendes menneskelige skrøbelighed forsøgte hun at holde sammen på tiderne, på markerne og fårene, men stuen var befolket af skygger, og under de lukkede øjelåg smuldrede historien. Ingen havde set det ske. Europa sad tilbage med blottede skuldre. En sløvhed ridsede i hornhinderne, som hver lyd som nåede hende gennem nattestilheden. Hænderne barnligt under hagen. Under strålende froststjerner med hjertet fuld sad hun fast i en bestandig længsel, en fornemmelse af at sidde for åbne døre, nu en gammel kone med hvidt hår. Og bag de mørke ugleøjne flagrer et billede: Et tungt rødt gardin slæber hen over scenen. En enkelt tilskuer har siddet ubevægelig bagerst i salen. En ung mand med et tæt bølgende hår, en uregerlig manke som et fuldskæg, der ender i spidser og ryk. Rynkerne tegner en vifte under øjet. Et blik der ser med barmhjertighed på et menneske, der lider, et blik der får æbletræer til at skælve.