Ved Graven i Rørvig
I nærved et halvt Hundrede Somre i Træk søgte Henrik Pontoppidan til Rørvig, hvor han undertiden blev boende til langt ud på Efteråret.
Gennem to Generationer var Egnens Befolkning blevet fortrolig med den énsomme Vandrer på Markstier og langs Gærder og med hans tyste og venlige Hilsen. Men kun få kendte ham. "Han gaar altid i Tanker," sagde det gamle Landpostbud, "og når han engang imellem spørger mig, hvordan Vejret bliver, siger jeg kun, at det vel bliver noget af en Slags – og så nikker han og går videre ud over Nørrevang."
Disse Ture hjembragte altid en eller anden Oplevelse; en Samtale med en Skovarbejder, med et Barn eller en Mælkekører – eller med gamle Niels Jensen1, et forhenværende Amtsrådsmedlem i store Træsko 158 og hvid Jakke, med skægstubbet vejrbidt Ansigt domineret af små plirende Øjne og et søvnigt lysende Fyrtårn på Næsens Plads. En af de Somre, da Henrik Pontoppidan i tavs Resignation kæmpede mod sit langvarige Anfald af Ansigtssmerter, havde Niels Jensen slået Følge på en Lyngsti og udtalt sin Mening om denne Lidelse: "Ja, det er sgu no'et grimt noget. Det havde min Svoger ude i Højby osse. Han blev ga'el og kom på en Anstalt – og døde."
*
Siden 1928, da Pontoppidans Hustru i andet Ægteskab blev jordfæstet på Rørvig Kirkegård, gik Turen Morgen og Aften til Graven. De sidste Somre måtte han køre den; og den sidste Gang, d. 25. August 1943, en strålende Sensommerdag, blev han selv deroppe. Den eneste kirkelige Medvirken, han havde ønsket sig, var Klangen af den ældgamle Kirkes Klokker.
Fra Graven har man over den lave Kirkegårdsmur vid Udsigt over et Landskab, der med sine Lyngpletter, Sandbakker og 159 Fyrreplantager minder om et Stykke Jylland tabt ned på Sjælland. Her tilbragte "Morfar", som en stor Skare Ungdom altid kaldte ham, mange Sol- og Stormdage i en Natur, der var ham hjemlig fra hans Barndoms- og Manddomsverden.
Når disse unge nu står ved hans Grav og sér ud over Stierne, hvor han så ofte kom vandrende, mindes de ham med Tak for alle de festlige Stunder, han gav dem i deres eget Sommerparadis. Thi medens han altid undgik Offentligheden og øjeblikkelig gik i Hulen (d. v. s. Arbejdsværelset), når et Medlem af denne var i Farvandet, havde Husets Ungdom og deres Venner og Veninder altid fri og uhindret Adgang til ham med alle deres Oplevelser, Planer, Bekymringer og Glæder.
Om Rørvig, Ungdommen og "Morfar" skal disse Linier binde en beskeden Lyngkrans i hans Mindebog.
*
Det Ansigt, der udadtil var præget af barsk Skønhed og holdt alle Fremmede på 160 Afstand, havde et helt andet Blik, vendt mod Ungdommen, der ofte fornemmer langt sikrere, end den sér. Den følte, at Barskheden borede igennem som et Krav, og at Skønheden var præget af Kærlighed og Medfølelse. Kravet gjaldt Karakteren, Kærligheden alt ægte menneskeligt og Medfølelsen alt skibbrudent.
I Henrik Pontoppidans Bøger kan enhver læse sig til disse Træk; men de unge, der selv har oplevet dem, vil aldrig kunne blive det første kvit eller glemme de to andre.
Bøgerne rummer Tro og Tvivl, Trods og Fortvivlelse. De Lærde har kaldt det Tvesyn. De unge forstod, at det var dem selv og deres Fremtid, som lå denne gamle Mand inderst mod Hjærtet. Kravet rettet mod Personen for deraf at skabe en Personlighed. Bag ved alt stod Danmark og alt dansk som Målet. Og alle mærkede og indså, at en Fortrøstning til Fremtiden kun vilde blive Ungdommens retmæssige Ejendom, hvis den ikke skød Kravet fra sig.
161 Nu, da mange af de unge fra Tiden efter den første Verdenskrig med deres Tro og Tvivl er blevet ældre og efter Udbruddet af den sidste føler Trods og Fortvivlelse i Stedet, vil Mindet om den Mand, der advarede og varslede, leve så stærkt op i deres Sind, at de igen hører hans Stemme.
Han talte aldrig om sine Bøger endsige det Emne, der i Øjeblikket beskæftigede ham. Når vi bankede på Døren til hans Stue, varede det altid lidt, inden et Kom-ind forvissede os om, at Manuskriptet var i Skuffe, og Bordet blankt. Og der kunde gå Dage, inden et vigtigt Brev af almen Interesse blev omtalt. Vi forstod, hvad det vilde sige at tænke inden at tale.
Karakteristisk for Diskussionerne med de unge omkring Aftensbordet var Pauserne. Morfar blev altid siddende oppe i Bænken på sin vante Plads, medens der blev taget af Bordet, og flere af Gæsterne fortsatte Samtalen med ham, hørligt gennem de åbne Vinduer ud i Sommeraftenen. Så, efter nogle Minutters Stilhed, gjaldrede en 162 Lattersalve inde fra Stuen. Morfar havde pludselig sagt noget forfærdeligt. Ud foer en ung Pige eller Mand og råbte på os andre; vi skulde straks komme ind og høre; dén Historie skulde han tvinges til at gentage! Morfar sad i Bænken med den uskyldigste Mine af Verden men med forræderiske Lattertårer i sine store Øjne, og rundt om ham flød Tilhørerne.
Værst var det, når Vilhelm Andersen kom på sit 3-Dages Besøg. Så svigtede selv de skønneste Ungmøer Dansen på Kroen med deres Udkårne og blev siddende hele Aftenen om Bordet. Spurvene flaksede fortumlet fra Rederne under Tagskægget og kom først sent til Ro.
Den næste Formiddag var Scenen måske en ganske anden. Vilhelm Andersen var i Spidsen for en Cyclekavalkade ved Stranden, og Morfar i sin Stol på en solvarmet Lækrog nede i den lille Skov bag Huset. Et Par af de unge havde lejret sig foran ham på en Lyngtue og lyttede, når han talte. Emnet var aldrig de højere Materier, 163 men det daglige Liv på Jorden – de Problemer, der lå lige for – Hverdagshistorier, altså det højeste.
Og hvad fik de så ud deraf? Meget, uendelig meget, som de aldrig glemmer. Men først og fremmest, at det i mange af Livets Forhold kan være lige vanskeligt at bedømme og fordømme, og at det undertiden kan være svært at tilgive. De ubarmhjærtige Hudfletninger af det uægte i Livet, som vi kendte så godt fra hans Bøger, mildnedes og neddæmpedes her i den stille Solskinstime. Det var Humoren, der glitrede omkap med Solstrejfene under den brede Hat hen over et næsten forklaret Ansigt.
Man kom til at elske ham, som kun unge kan. Han delagtiggjorde os i sin dybe Menneskekundskab, og han lærte os at forstå, at det sande i Livet er det samme som det naturlige. Al Unatur var ham så inderligt imod; og for det overnaturlige bøjede han sig med den jævne Ydmyghed, der både rummer Tro og Tvivl.
Hans Bedømmelser blev derfor sjældent 164 til Domme, og han generaliserede aldrig, fordi Livets Præmisser aldrig er éns. Han overraskede netop tidt ved kun at bedømme, hvor vi andre straks selv vilde have dømt. Derfra stammede sikkert Skæret af Mildhed og Fasthed i hans mærkelige Øjne.
*
Der blev råbt "Værs-go-spise!" oppe fra Bakken, og i den lavloftede Stue om det lange, smalle Egetræsbord samledes Kredsen, som måske under Strandturen var øget med endnu nogle Stykker. Marie, Husets trofaste Sommermedhjælp gennem mange År, bar Bjerge af Lerskåle med dampende Middagsmad ind fra sit spruttende Køkken, men har mere end én Gang været ved at tabe det hele, når Morfar stillede de nyankomne Spørgsmål, der på samme Tid satte Stuen på den anden Ende og røbede Gæstfrihedens Varme. – De to fra om Formiddagen nede i Solkrogen sad endnu noget stille. –
Men pludselig slog Vilhelm Andersen og Morfar over i Holberg på bredt sjællandsk, 165 og så rystede Murene, og Marie, i deres Grundvold. –
Nogle vilde sove til Middag. De nyankomne blev dog altid hængende lidt i Bænken. De skulde ikke udfrittes men bedømmes, før de blev optaget i Kredsen. Der går i Dag på Københavns Gader en Politibetjent2 og der står ved en Tandlægestol i Provinsen en yngre Tandlæge3, som vil nikke genkendende og bekræftende til dette Blad i Mindekransen. De nærmede sig engang som nybagte Studenter det røde Hus på Bakken med deres Sommerferietelt og fik Lov til at slå Lejr i Skoven. Teltfolket bestod Prøven hos Morfar; de blev Venner af Huset og aldrig glemt af ham.
I Rørvig blev Morfar til Oldefar, og han oplevede at spadsere med et Barnebarnsbarn ved Hånden ad de samme Stier, hvor han havde sét sine egne Børn stavre de første Skridt i Sandet. Hans Skæg blev først til Skræk og siden til Morskab for fjerde Generation. Aftagende Syns- og Høreevne indlevede han sig i, altid lydig mod Natuens 166 Love, ja, opfattede Tilstanden som hensigtsmæssig, som nådigt skærmende. Men hans Tankes Klarhed slukkedes først et Par Døgn, før hans Livslys brændte ned.
*
Allerede i Efteråret var mange af de unge ved hans Grav ligesom for atter at søge ham, der altid søgte til deres Midtpunkt i Livet. De hørte måske Tonerne af "Dejlig er Jorden" inde fra Kirken, medens Blikket gled ud over deres Sommerland med den fattige Lyng, og "Slægt skal følge Slægters Gang", når de satte sig på det lille Dige om Gravpladsen og stirrede på den nye Sten. Ikke i Sorg, men i dyb Taknemmelighed for Mindet om de mange Somres Samvær med "Morfar" og Rørvig – for andre blot to Navne; for os en Virkelighed, hvorfra vi selv i denne onde Tid skimter et Glimt fra Paradisets Kyst.
