Romanens mester, hytternes ven og kongens revser

Et portræt af Henrik Pontoppidan, forfatteren til nogle af hovedværkerne i dansk romanlitteratur, den første skildrer af den usminkede fattigdom i den danske landsby og samtidig en utrættelig, satirisk og pessimistisk samtidskritiker. Hans angreb ramte både Estrups godsejer-diktatur og dets forbundsfælle, kong Christian IX, men samtidig dets modstander, Venstre, og den danske højskole.

For nogen tid siden kunne man læse et interview med en 78-årig jysk husmand, der i sine unge dage havde været tjenestekarl på Jeppe Aakjærs gård Jenle; på sin væg havde han billeder af dem, han kaldte sine tre "husguder": Johannes V. Jensen, Henrik Pontoppidan og Jeppe Aakjær. Om Pontoppidan ville have været ublandet begejstret for de to kolleger, han skulle dele væg og værdighed med, er nok tvivlsomt – forfattere er sjældent beundrere af hinanden – men der er ingen tvivl om, at han ville have været stolt af at have en plads på en husmands æresvæg.

For det første kunne han med en vis ret hævde, at han havde indført husmanden i den danske litteratur, det vil sige den usminkede fattigdom, der dengang boede i landsbyernes beskedneste huse – med en titel, der ligner et program, kaldte han en af sine første bøger Fra Hytterne. Og for det andet var det hans ideal som skribent at udtrykke sig sådan, at alle var i stand til at læse ham: Mine evner som min dannelse er af folkelig art, og jeg stræber ikke efter optagelse i de litterære rangklasser … min lyst og trang går i retning af at skrive for de brede lag. Til disse ord fra et interview omkring århundredskiftet føjede han en bemærkning om, at det var hans ideal at komme til at skrive efter det gamle mønster: der var engang en mand, der hed Søren.

Fra læreanstalt til landsby

Hans temmelig udanske navn vidner ingenlunde om udenlandsk afstamning; det er en mindelse om de fjerne tider, da bondefødte præster lavede sig latinske navne ved at "oversætte" danske landsbynavne – i dette tilfælde Broby i Sydfyn – og Pontoppidan havde snese af præster og andre embedsmænd mellem sine forfædre. Hans fader var præst i Randers, og fra familien her, med en strengt religiøs fader og en moder, der bl.a. svækket af talrige børnefødsler lå i sengen i årevis, havde han sine første erfaringer. Han kom i Randers latinskole, hvis undervisning han ikke huskede med særlig fornøjelse, men hans horisont udvidedes på anden vis her i "Danmarks eneste flodby", idet han begyndte at færdes rundt i byen og på Gudenåen. Under besøg hos kammerater lærte han livet på nogle af egnens præste- og herregårde at kende; man skal ikke undervurdere betydningen af disse tidlige iagttagelser – her er nogle af kilderne til Pontoppidans utallige scener fra det danske land og de danske provinsbyer.

Den unge Henrik ønskede ikke at fortsætte præstestamtavlen; han forlod den lærde skole med en ulærd realeksamen og gik i gang med et studium ved Polyteknisk Læreanstalt i København. Der er ikke så lidt af et selvportræt i billedet af den unge Sidenius i Lykke-Per: den landligt rødmossede unge mand, der ser på folk som en sulten ulv, og som i øvrigt sidder i sit lille værelse i Nyboder og slås med tabeller og udregninger. Her får vi også et pust af tidsalderens atmosfære – 1870'erne – i skildringen af Pers første indtryk af læreanstalten; dette sted, som han havde forestillet sig som et tempel for den frigjorte menneskeheds fremtidslykke, var en grim og uanselig bygning i skyggen af en gammel bispegård og heri en samling mørke og triste af tobak og smørrebrødslugt gennemtrængte rum. (Det var den gamle læreanstalt, der lå i Studiestræde – Per Sidenius ville formodentlig have følt sig mere hjemme i de teknisk-pædagogiske paladser, der nu breder sig på Lundtoftesletten over et areal omtrent på størrelse med hele København i Pontoppidans barndom).

Nogle få måneder før den endelige eksamen forlod han læreanstalten og besluttede med en forbavsende selvtillid at leve sit liv som forfatter. Foreløbig tog han arbejde som lærer ved en højskole, som en af hans brødre havde oprettet i Nordsjælland. Efter et par år forlod han den og slog sig ned i en landsby i omegnen. Det kunne se ud, som om han ville bide sig fast i det afsides sjællandske landliv; han giftede sig med en pige fra egnen og fik et par børn, samtidig med at han begyndte at offentliggøre sine første fortællinger og bøger, alle med motiver fra landsbyens og højskolens verden.

Rotter og rak

Det var ti år efter den såkaldte naturalismes gennembrud, men man fristes til at sige, at Pontoppidans fortællinger fra firserne er den første ægte naturalisme i den danske litteratur. Her gjaldt det om at gå til virkeligheden selv, at afsløre, hvad der havde været glemt eller skjult. Det var her, han gav sine billeder af livet i hytterne uden nogen form for landlig romantik. Han bidrog til det almindelige Danmarksbillede ved at vise, at en stor del af den danske landalmue var blevet efterladt på bunden af samfundet efter den store bondefrigørelse omkring det forrige århundredskifte – den, der ellers var en af nationens ublandede kilder til stolthed – og han viste modsætningerne mellem denne underklasse og den allerede velvoksne og velhavende bondestand.

Samtidig udslyngede han bittert satiriske anklager mod denne stands særlige kulturorgan, højskolen, der med sin grundtvigianske sang og klang fremstilledes som en hån mod de fattige, der måtte slås med den hårde virkeligheds sult og slid. På linje med Viggo Hørup angreb han i disse billeder fra landlivet, f.eks. novellen "Ilum Galgebakke", højskolen for at undergrave bøndernes politiske bevidsthed og sunde fornuft.

Politisk var 1880'erne en hård tid – nogle vil mene en af de store skæbnetimer i dansk indenrigspolitik. Med et sikkert fodfæste i den reviderede grundlov af 1866 havde landets 2000 godsejere manøvreret sig frem til en for senere tider næsten ufattelig magtstilling, og med kong Christian den Niende som urokkelig forbundsfælle regerede Estrup landet i næsten et kvart århundrede stik imod folketingets flertal, der hele tiden bestod af bondepartiet Venstre.

At Henrik Pontoppidan følte sig dybt engageret i tidens politiske kamp, kan man se af det digt, han offentliggjorde på grundlovsdagen i 1885 i Venstreavisen Morgenbladet, hvor herremændene omtales som rotter, der hærger og huler vort hus, og hvor der kaldes til kamp i såre jævne ord: Nu må alle hjælpe at få has på det rak. Denne kamp, der på én gang var forfatningspolitisk og social, var Pontoppidans indvielse til det politiske univers, og han så resten af sit liv Danmarks politik i lyset fra denne indvielse.

Livsfarligt for det danske folk

Selve Estrup-tiden skildrede han i den gnistrende novellesamling Skyer, hvor satiren mere var rettet mod Venstres mangel på evne til at handle end mod det regerende Højre-diktatur. Med betydelig politisk uforstand har adskillige litteraturhistorikere kaldt dette tvesyn eller vægelsind hos Pontoppidan. De har ikke kunnet se, at han netop så på landets samlede situation med politisk skarpsyn og overblik: der var ingen grund til at skrige sig hæs for at skælde Estrup og Højre ud – de gjorde jo ikke andet end at mele deres egen kage – derimod var der grund til at vise, at det var livsfarligt for det danske folk, at det ikke var i stand til at forsvare sig selv og at tage den magt, der tilkom det.

Disse år var et vendepunkt, et vandskel, i Henrik Pontoppidans liv. Han havde truffet et muligvis vanskeligt valg, da han sagde nej til repræsentanter for egnens befolkning, der ønskede ham som deres folketingskandidat, og det kan have været medvirkende til, at han flyttede til en anden egn af Nordsjælland. Nu skiltes han fra sin landsbyhustru og indgik ikke længe efter et nyt ægteskab, der varede resten af hans liv. Det siger lidt om Pontoppidans person og om hans forhold til den første kone, at hun, så længe hun levede, hvert år modtog en buket blomster fra ham på sin fødselsdag.

I de næste 25 år skrev Henrik Pontoppidan – foruden adskillige mindre fortællinger – de tre store romaner, der er hans hovedværker. Det er karakteristisk for dem alle tre, at de rummer et vældigt galleri af personer, som det tydeligt nok har moret forfatteren at stille på benene med liv og krop og ikke så lidt af det, Holberg kaldte festivitet og betragtede som komediens sjæl.

Det forjættede Land giver et billede af det landlige Danmark, både hos bønder, præster og overklasse, omkring en handling, der nærmest former sig som en satire over den naturkristendom, der med Leo Tolstoi som profet var på mode i visse kredse dengang. Bogen ender med bondepræsten Emanuels storstilede undergang og fordømmelse, men man bør ikke overse, at forfatteren undervejs lader ham sige en del, som han også selv betragter som sandheder.

Eventyret om Lykke-Per

Lykke-Per har været de tusind læseres yndlingsbog i det store forfatterskab. Pontoppidan har her med lykkelig hånd grebet folkeeventyrets ånd, og undertiden dets sprog, mens han fortæller sin helts på een gang begejstrende og ynkværdige historie. Bedre end de andre naturalister forstod han, at eventyret ikke, som så mange moderne pædagoger tror, er en skammelig flugt fra virkeligheden, men et vederkvægende dyk ned i virkelighedens dybere lag.

Handlingen er et særsyn og en kraftanstrengelse i romanlitteraturen, og den pirrede og irriterede også anmelderne, da bogen i sin tid udkom i det ene lille bind efter det andet gennem ca. syv år. Forfatteren sender først sin helt ud i den vide verden fuld af ærgerrighed, præstesønnen, der bryder ud af den middelalderlige underverden for at bane vejen til den strålende fremtid, som teknikken og industrien lover os. Han har allerede prinsessen og det halve kongerige i sin hånd, da Pontoppidan langsomt og sikkert plyndrer ham for alt: hans landsomvæltende vandbygningsprojekt bliver til et par afvandingsgrøfter ovre i Jylland, han opgiver millionærdatteren – der samtidig var en heltinde i hver blodsdråbe – og gennem en dvask religiøs vækkelse føres han ind i et halvtrist ægteskab, som han også opgiver efter nogle års forløb. Til sidst sidder han som en flygtning fra verden, en eremit i en af landets ødeste egne, hvor han passer en beskeden stilling; og nu vil forfatteren have os til at se ham som en sejrherre, en slags verdslig helgen, der alligevel erobrede verden, nemlig sin egen sjæl. Om denne kraftanstrengelse er lykkedes, må læserne afgøre, og de er blevet ved at søge denne bog, der i årenes løb er kommet i langt over hundrede tusind eksemplarer. En del af denne popularitet skyldes nok den elementære underholdningsværdi, der ligger i bogens myldrende miljøer, f.eks. den næsten Frederik den Sjette'ske atmosfære hos underofficersfamilien i Nyboder og Tietgen-tidsalderens liv og selvtillid hos den store, jødiske forretningsmand, der er lige ved at blive Pers svigerfader.

Et samfund i dommedagsbelysning

Ved et litteraturhistorisk tilfælde – hvis ellers litteraturhistorien kender tilfældigheder – er næsten alle virkelig store danske romaner skrevet i den snes år, der gik fra århundredskiftet til slutningen af den første verdenskrig: Johannes V. Jensens Kongens Fald, Andersen Nexøs Pelle og Ditte, Pontoppidans Lykke-Per og De dødes Rige og Harald Kiddes Helten. Pontoppidans sidste hovedværk De dødes Rige befinder sig på en højslette i vores litteraturhistorie, hvor den er temmelig alene. Det vil ikke sige, at den er bedre end Kongens Fald eller Pelle Erobreren – det er der ingen danske bøger, der er – men i kraft af forfatterens majestætiske objektivitet over for sine talrige personer og hans på een gang klarøjede og lidenskabelige overblik over samtidens Danmark betegner den en kulmination inden for dansk romanlitteratur. Det er ikke en bog, der bliver læst med samme hjerteklemmende følsomhed som Lykke-Per, men den kan til gengæld nydes af dem, der ellers har mistet sansen for romanlæsning.

Der er ikke nogen egentlig romanhandling, men en lang række personer føres igennem et tidsrum af nogle få år; de er uhyre sindrigt forbundet ved slægtskab og bekendtskab, og tilsammen giver deres skæbner læseren en fornemmelse af at lære hele landet at kende. De to, der er nærmest ved at være fortællingens helt og heltinde, Torben og Jytte, er begavede mennesker og stærke karakterer, men en ejendommelig mangel på lyst til livet dømmer dem til forsagelse og ensomhed. Midt i vrimmelen af præster, læger, journalister, kunstnere og andre medlemmer af samfundsmenageriet står en skikkelse, som er en af digteren Pontoppidans virkelige bedrifter: politikeren Tyge Enslev. Man har talt og skrevet en hel del om Pontoppidans brug af levende modeller; man skulle hellere tænke på den kunst, hvormed han har undgået modellerne. I tilfældet Enslev har han skabt et legemstort billede af en mand, der ganske naturligt glider ind i Danmarkshistorien – søn af en landsbysmed, medstifter af Venstrepartiet og i en menneskealder dets overhoved og strateg – men i sin fremtoning og sin politiske skæbne uden skygge af lighed med nogen eksisterende politiker. Han er den ukuelige republikaner, der først og fremmest er uforsonlig over for overklasseprivilegier og al slags præsteherredømme. Der er utvivlsomt hentet inspiration til hans stil og personlighed både fra Hørup og Georg Brandes – og ikke mindst fra Pontoppidan selv – men hans væsen og hans skæbne er fri digtning, dybest inspireret af forfatterens ønske om, at Danmark havde haft sådan en politiker, og af hans bitre overbevisning om, at smålighedens og undergangens kræfter alligevel havde vundet til sidst.

Trods navnet er De dødes Rige en bog, der er fuld af liv, men måske vil en del læsere føle sig lidt skræmt af den umiskendelige dommedagstone, der råder i den, og af den spotske, undertiden løssluppent satiriske belysning, den kaster over det moderne dødsdømte samfund og dets kultur.

Hellere en skamstøtte

Man har undertiden bebrejdet Henrik Pontoppidan hans mangel på klare og stabile politiske standpunkter, men det er med urette. Han var ikke en partileder eller redaktør, der skulle forkynde en bestemt politisk linje, men hans bøger har utvivlsomt inspireret mange til at tænke politisk. At hans egne politiske instinkter og lidenskaber var levende og varige, kan man se af de ord, hvormed han i sine erindringer, ca. fyrretyve år efter, mindedes Estrup-tiden; i anledning af at man nu var ved at rejse en prægtig rytterstatue som æresminde for Christian den Niende, erklærede han, at man hellere burde have rejst en skamstøtte for denne konge!

"I Pontoppidans Hovedværker er ethvert Paradoks forsvundet. Det er sunde og dybe Bøger." Disse ord af Georg Brandes står ved magt den dag i dag. Der er ironi og dialektik i de bestandig skiftende belysninger, han kaster over menneskene og deres verden, men der er aldrig kunstneriske anstrengelser, der foretages blot for den intellektuelle forlystelses skyld.

Henrik Pontoppidan er en af vor litteraturs ægte fortællere. Hans sprog har den uimodståelige fremdrift, der udspringer af indsigten i de menneskelige vilkår: mennesket har kun een gangart, den fremadrettede – det skridt, vi een gang har gået, kan vi aldrig gøre om. Hans stil bliver aldrig en march på stedet, som det ellers sker for adskillige romanskrivere. Andersen Nexø talte engang om en udbredt type af danskere, der levede efter valgsproget: Det går sgu nok. Dem hørte Pontoppidan ikke til. Han var af de store pessimisters ædle race, men han var menneskeven på sin egen måde: han viste sine medmennesker den respekt ikke at behandle dem som børn, der skal forkæles.

Werner Thierry

Portrætter fra Henrik Pontoppidans bøger.

Højskole-forstandere
Der var Højskoleforstandere af den gamle Type med stort Skæg og et stille, forklaret Gimle-smil. (Det forjættede Land).

En landarbejder
Der sad den gamle Søren Røgter, et tre Alen højt Vrag af en Arbejdsmaskine, lutter Knokler og store Ledknuder, der øverst endte i et Hoved, som ikke var stort andet end et Par vældige Kæber. (Det forjættede Land).

En millionær-hustru
Grossererens Kone levede ganske vist endnu, men blev kun halvvejs regnet med til Familien. Som en fattig Slægtning, der spiste Naadsensbrød der i Huset, havde hun sit Stade inde i Spisestuen, hvor hun fik Lov til at sidde med sit Strikketøj. Den forhenværende Grønthandlerske havde vist sig ganske uimodtagelig for selskabelig Dressur, og Aarene havde i det hele taget ikke virket udviklende paa hendes Aandsevner. Hun sad ved sit Vindue og lyttede med det samme sky Udtryk som en mishandlet Hest og spiste kun med ved Bordet, naar der ikke var fremmede. (Fru Søholm i De dødes Rige)

Cyklister
Jeg var ikke Cyklist og blev det aldrig. At vandre ud ad en Landevej og nu og da tage et Hvil paa en Grøftekant, havde fra Ungdommen af været min bedste Glæde, og gennem Aarene vedblev jeg at se med Ringeagt paa disse Hjulryttere, der sad rundryggede og traadte i Pedalerne som gamle Koner ved deres Spinderok. (Erindringsbogen Familjeliv).

En pædagog
Vor Historielærer var en aldrende Tyksak, om hvem der gerne stod en sødlig Dunst af Rom eller Portvin. Han var døv og maatte derfor hele Tiden for Overhøringens Skyld opholde sig nede i Klassen og flytte sig f. Eks. mellem Bænkene fra Elev til Elev. Undervisningen bestod udelukkende i Afhaspning af Lektien. Gik Remseriet i Staa, trykkede han Eleven paa Næsen for at faa det i Gang igen. Eller han hyppede paa ham som paa en Hest, idet han trak nam i Øret. "Naa, kom saa da! Hvad saa mere?". (Erindringsbogen Drengeaar).

En Kunstner
Det var Portrætmaleren Karsten From, en af Københavns kendte Strøgfigurer, ogsaa som Kunstner en Mand med et stort Publikum. Hans indsmigrende Pasteller afbildede Folk ganske saadan, som de saa ud i deres egne Øjne. Paa Charlottenborgs Foraarsudstillinger havde han en beundret Væg fuld af besynderlige Amfibier: opsnørte Modedamer med ædle og aandfulde Træk, brutale Godsejerskikkelser foreviget med klare, uskyldsblaa Barneøjne, Børsspekulanter præget af Retskaffenhed og Sjælsadel, unge Skuespillerfavoritter flot henslængt i Verdenssmertens dybeste Mørke. (De dødes Rige).

Radikale
Det er det trøstefulde ved vore gevaltige danske Radikalere; de falder altid hurtigt og sikkert tilbage i Tante Malles Arme. Patteflasken og Familievarmen bliver ved at kilre jer i Kroppen (Nattevagt).

*

Tre fyndord
• I har de Tyranner, som I fortjener! (Isbjørnen).
• Det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden. ("Ørneflugt").
• Leve Krapylet! ("Ilum Galgebakke").