Bønder
Vi har modtaget nedenstaaende Artikel, som er bleven nægtet Optagelse andetsteds:
I Nr. 49 af Enhver Sit har Hr. Henning Jensen1 skrevet en Artikel om den Strid, der er ført om Bønderne, hvor han næppe i alle Maader deler Sol og Vind lige.
Deri har han sikkert Ret, at Grundtvigianernes Sædelighed gennemgaaende ser anderledes ud, end den Sædelighed, Henrik Pontoppidan skrev om i Politiken2. Noget af det bedste, Højskolerne har udrettet, er netop det, at de Unge dér har faaet en mere samvittighedsfuld Opfattelse af det sjette Bud. Men der findes ganske vist ogsaa braadne Kar paa dette Omraade i de grundtvigianske Lande.
Og Grundtvigianerne er i hvert Fald kun et Mindretal her i Landet. De er saa mange, at de kan repræsentere Bønderne paa Rigsdagen og i Sogne- og Amtsraad. Men derfor kan Bondestandens Sædelighed meget vel være yderlig slet, for paa dette Omraade lader det sig ikke gøre at gaa udenom Flertallet.
Og at Sædeligheden ikke er ganske ufejlbarlig mellem Bønder, kan vel skønnes af den Kendsgærning, at Fynboerne sætter flere "uægte" Børn i Verden end nogen anden større Landbefolkning i Europa, og paa Fyn er Landboerne foran Købstadbefolkningen paa dette Omraade. Ganske vist er det oftest Tjenestepiger, der er Mødre til disse Børn, men det kan jo ikke nægtes, at der mellem Fædrene findes ikke saa faa Gaardmænd og Gaardmandssønner. Og det er vel kun den mindste Part af de Velhavendes Usædelighed, der kommer for Dagens Lys i Form af "uægte" Børn.
I hvert Fald har jeg ofte – naar jeg har gaaet i Arbejde sammen med disse Folk – set Gaardmandssønner tillade sig Friheder og Grovheder imod en fattig Tjenestepige, som de aldrig vilde have vovet at byde en af deres egne Standsfæller i snævrere Forstand. Derfor tror jeg netop, Henrik Pontoppidan har gjort en god Gærning med at henlede Opmærksomheden paa den hensynsløse Misbrug, Bønderkarle ofte gør af Tjenestepigers Kærlighed. Her er netop et Forhold, som trænger til at ses efter i Sømmene, og før vi faar Skaden at se, kan der ikke rettes ved den. Men jeg forstaar saa godt, at Henning Jensen kommer til en anden Slutning, for en Præst og Præstesøn3 maa være nok saa jævn og færdes nok saa meget mellem Bønder, – han faar dog ikke deres daarligste Sider at se. Han ser kun "Søndagsansigtet", og han færdes desuden mest mellem Bondestandens bedste Mænd. Og saa kommer det selvfølgelig altid noget an paa Øjnene, der ser.
Men under alle Omstændigheder maa der være Ytringsfrihed paa dette som paa andre Omraader. Thi vel er det slemt, naar en provisorisk Regering lægger Haand paa Ytringsfriheden, – men det er mangefold værre, naar en tyrannisk offenlig Mening dæmmer op for de mørke Sandheder. De lyse, rosende Sandheder kan vi altid faa nok af, for de kan lulle Folk i Søvn, og dem vil de fleste gærne høre.
Det gaar altid let for de herskende Samfundsklasser at faa en eller anden Bertel Elmgaard til at udstede en Sædelighedsattest. Derimod er der ikke altid nogen til at sige de mørke Sandheder saa sorte, som de er, – og dog skal vi netop have dem frem, før der kan blive bedre Forhold.
Og Bønderne, der jævnlig selv er med til at tale om Byboernes Sædelighedstilstand, kan da vel ikke have noget imod, at der kommer forskellige Meninger frem om deres egne Forhold. For det skal vel ikke være saadan, at man skal holde Arbejdere og Borgere for urene, men betragte Bønderne som en Slags højere Væsener. Der er i de sidste hundrede Aar sagt mange kønne Ting om Bondens Storhed, og den skal vi heller ikke glemme. Men Beviset for den skal ikke søges deri, at han kun vil høre Ros. Hans Fremtid beror netop derpaa, om han kan taale at høre Sandhed om det Tryk, han ved Tidernes og Samfundets Gunst er kommet til at øve imod fattige Mænd og Kvinder.
Henning Jensen skriver meget om at stikke Fingeren i Jorden osv. Det er den Metode, Statskirkens Præster bruger for Øjeblikket. Men den er ellers ikke at anbefale. Hvis det politiske Venstre kun kan hænge sammen paa den Maade, at alle Mennesker, der ikke er skabt som Bønder, stikker deres Meninger under en Stol, saa er dette Offer sikkert for stort. Et Frihedsparti, der ikke rummer mere Frisind, er ikke det værd. Men jeg vil dog ogsaa tro, at de danske Bønder endnu har noget tilovers for Ytringsfriheden.
H. J. kan ikke tro, at "Morten Pontoppidans Broder" kan have de slemme Anskuelser om Bøndernes Sædelighed. Men han kan nok tro det om Politikens "Medarbejdere". Det er imidlertid at rette Smed for Bager, thi det er Henrik Pontoppidan og ikke "Politikens Medarbejdere", der har skrevet om Bønderne. J.K. Lauridsen har jo endogsaa imødegaaet Pontoppidans mere radikale Standpunkt.
Og det forekommer mig meget uheldigt at tage særligt Hensyn til en Mand, fordi hans Broder hedder Morten. Der er fire Brødre Pontoppidan, der skriver Bøger, men da de arbejder paa meget forskellige Omraader og de ikke har samme Livsanskuelse, er sikkert baade de og Læserne bedst tjent med, at – hver hytter sig.
Hjørlunde, d. 13. Decbr. 1887.
J.P. Sundbo.
