Moderne Forfattere
I.
Ved Gennemlæsningen af de 7000 Sider dansk og norsk Skønliteratur, som i Slutningen af forrige Aar og i Begyndelsen af dette har foreligget Tilskueren, er jeg uvilkaarlig kommen til at tænke paa en bornholmsk Skolemand, der en Gang havde givet mig en Fortælling til Bedømmelse. Den udgjorde halvfemte hundrede Sider tæt skreven pædagogisk Snakkesalighed, og i Slutningskapitlet var Helten ikke kommen længere end til den sidste Eksamensdag paa Seminariet. Han havde da endnu ikke haft den Forelskelse, som der paa næsten hver anden Side i Bogen var taget Forholdsregler imod. Da jeg antydede for Forfatteren, at Bogen næppe egnede sig til Trykning, bl. a. fordi Fortællingen var noget omfangsrig i Forhold til det Stof, den behandlede, saa han ironisk paa mig, og med ikke ringe Vægt svarede han paa sit bornholmske Maal: "Jeg skal sige Dem noget, mit Valgsprog har ved denne Lejlighed været: Mangt, men ikke meget", hvorved han uden Tvivl har ment at sige: "Meget, men ikke mangt". Men det blev nu ikke opklaret.
Disse i haarde, ligesom mislykkede Ganelyde udstødte Ord: "Mangt, men ikke meget", har forfulgt mig under det meste af den nævnte Læsning. Men da jeg ikke tvivler paa, at det samme ironiske Blik, der den Gang mødte mig fra min Skolelærer, ogsaa vil være til rede for mig nu, om jeg søgte at gøre min Mening gældende overfor Forfatterne, skal jeg være forsigtig og holde mig til de Arbejder, som ikke har vakt hin Forestilling hos mig.
Der er da først Henrik Ibsens Skuespil Fruen fra Havet, der vistnok er den af Julemarkedets mange Bøger, som har vakt mest Opmærksomhed. Den vilde ogsaa i enhver Literatur indtage en fremragende Plads.
184 Skuespillet er – underligt nok, siden det er af Ibsen – ikke særlig godt bygget, idet Gangen i Komedien og den dermed følgende Stigning i Stemningen ikke er frembragt ved en tilsvarende Udvikling hos Personerne fra Møde til Møde (som i Rosmersholm), men ved tilfældige Afbrydelser, der rent udvortes taget opsætter Løsningen. Havde Forfatteren straks ladet sine Mennesker tale sig ud for hinanden, kunde vi lige saa godt i anden eller tredje Akt som i femte have staaet ved Afslutningen. Dette er saa paafaldende i Arnholms og Bolettes Forhold, at enhver formodentlig har været opmærksom derpaa, men endog selve Stykkets poetiske Midtpunkt, det første Møde mellem Fruen fra Havet og den Fremmede, bliver kun til det Led i Begivenhedernes Række, som det er, derved, at Ægtemanden kommer til og afbryder Underholdningen. Og at Misforstaaelserne og Uklarheden mellem Wangel og hans Hustru overhovedet kan holdes vedlige, skyldes udelukkende de bratte Standsninger i deres Samtaler, som Forfatteren anvender, dels ved at lade Tæppet gaa ned og dels ved at føre andre Personer ind paa Scenen i afgørende Øjeblikke. I sidste Akt er den vilkaarlige Sønderhugning af Optrinene saa aabenlys, at det virker forstyrrende.
Men en endnu farligere teknisk Mangel ved Stykket er det, at vi ikke forstaar, hvorfor Dramaet har ladet vente paa sig indtil nu. Hvor er det muligt, at to Mennesker som Ellida og Wangel, efter først at have været gifte i seks Aar har kunnet leve, som de har gjort det, i tre paa fjerde Aar, uden at sige til hinanden blot noget af alt det, de nu taler om? Men at tage det som Udgangspunkt for et Drama, at to Ægtefolk med et stærkt udviklet Hjærne- og Nerveliv skulde kunne tilbringe Aar ved hinandens Side som en Ask og en El, der blot giver lidt gensidig Skygge eller Læ, er at begynde i den Urimelighed, at Varme og Kulde i de menneskelige Følelser skulde kunne veksle i et Samliv uden at sætte tydelige Mærker. Forud for den Fred, vi nu ser, maa der have været i alt Fald delvis Ufred, og har der været det, staar ingen af de nu givne Forudsætninger helt ved Magt. Forholdet mellem Ægtefolkene vilde da – sandsynligvis – have været mindre godt, men under alle Omstændigheder betydelig klarere end nu. En nervøs Kvinde som Ellida mister nemlig Herredømmet over sig selv, naar hun bliver vred eller angst, og hun blotter sig. Og skulde der end, mærkelig nok, ikke mellem Ægtefællerne have været hæftige Optrin, er 185 de to Pigebørn der jo. Det vilde være omtrent utænkeligt, at den paagaaende, frit talende og skinsyge Hilde ikke skulde have ladet Stedmoderen mærke sin Misstemning i utvetydige Ord. Men en Strid imellem disse to vilde fremkalde Uro over hele Linjen, og ved saadanne Lejligheder maatte Wangel have faaet en Del af de Oplysninger, han nu savner.
Der er saaledes i Stykkets Anlæg og Bygning ikke uvæsentlige Mangler. Det hindrer imidlertid ikke, at Fruen fra Havet som moderne Aandsfrembringelse staar betydelig over sin Forgænger, der i Henseende til Bygning er temmelig uangribelig.
Der har nylig her hjemme været rejst Tvivl om, hvad moderne i literær Forstand vil sige. Jeg henviser i saa Henseende til nogle Artikler af Valdemar Vedel (imødegaaede af Dr. Schandorph) i Tidsskriftet Ny Jord's August-, November- og Decemberhæfter fra i Fjor og til en Artikel af Henrik Pontoppidan i Politiken af 11te November f. A. Bag disse trykte Udtalelser staar vistnok en i forskellige Kredse udbredt Stemning.
Den sidste af de nævnte Forfattere sætter sig paa Læsernes Standpunkt og samler sin Mening om Nutidens Kunst i følgende Sætninger: "Vi bryder os ikke en Døjt om Virkelighed, Sandhed og Naturtroskab, naar Digteren blot bevæger os med sin Sorg, fryder os med sin Glæde, ægger os med sit Had. Han maa da for os gærne føre os op til Skyerne, om han helst vil tilhviske os sin Lykke der, eller ned til Underverdenen, om han vil betro os sine Ulykker i Mørke osv." Og stærkere endnu udbryder han et andet Sted: "Sandhed, Virkelighedstroskab og Anskuelighed (!) … ere Begreber, som i og for sig ingen Betydning har for Kunsten … En kraftig Løgn, præget med Geniets Stempel, er for Kunsten tusind Gange mere værd end selv den dybsindigste Sandhed, der ikke har faaet Form og Lød." Og Valdemar Vedel naar – ad andre Veje unægtelig – til et lignende Resultat, idet han om den Literatur, som er i Frembrud, tror at kunne bebude, at "Digterens Kunst vil aldeles ikke – som nu efter Kunstens Katekismus – gaa ud paa enten Ærlighed eller Sanddruhed, men alene paa at gøre Virkning, ɔ: sætte Læserens Sind i de Sindsbevægelser og fylde det med de Billeder og Forestillinger, som Digtets Idé kræver. Dette er den rette Kunst: med lydhør Forstaaelse af Sjælelivets Økonomi at kunne haandtere Læsernes Sind, forme det efter sit Lune, spille hvad Melodier, man vil, paa dets Toneregister."
186 Udtalelserne forekommer mig ikke helt tydelige, men saa meget synes i alt Fald at staa fast, at begge Forfatterne mener, at man i Kunsten nu bør komme bort fra de hidtil saa meget priste Skildringer af Virkeligheden. Men dette maa igen sige: bort fra den Virkelighed, som er udenfor Kunstneren, for begge peger med en Glæde, som om Tanken var ny, paa Kunstnerens Indre som Kunstens evige Kilde. Det er hans Sorg eller Glæde eller Had, det er hans lydhøre Forstaaelse af Sjælelivets Økonomi (?), som skal spilles paa Sindenes Toneregistre.
Men saa opstaar unægtelig det Spørgsmaal: Hvorledes skal dette gaa for sig? En Sorg kan ikke spilles i al Almindelighed, og en Økonomi maa have positive Værdier at tumle med.
Pontoppidan svarer: Det er for Kunsten ligegyldigt, hvad Digteren finder paa, forudsat blot, at han giver sin "Løgn" Form og Lød, og Vedel skriver – i Sammenhæng med sin Afhandlings Tankegang, at det er "Tidens Sjæleliv", han savner i Nutidens Digtning –: "Det moderne Livs stærkeste ejendommeligste Stemninger og Tanker vil i fantasirige Hjærner skabe sig om i Menneskeskikkelser og Livsskæbner, der, enten de nu ligner Virkeligheden eller ej (men den voksende Fortrolighed med Livets Love vil af sig selv bringe disse til Anvendelse ogsaa i Fantasiens Verden), ere fuldbaarne Børn af Hjærnernes Drømme og Hjærternes Krav."
Det vil med andre Ord sige – ti den indskudte Parentes har ikke meget paa sig: hvad er "Livets Love" for en Digter af den beskrevne Art? –, at det moderne i den skrivende Kunst skulde blive en Literatur, hvor, som i den netop forladte, Anelser og Længsler blev lige gode med prøvede Opfattelser og erfarede Stemninger, hvor det sete i den Grad afhang af Øjnene, der saa, at det ikke burde forstemme, om en Ko blev til en Vejrmølle, naar det blev fremstillet med tilstrækkelig Energi, hvor kort sagt Livets Liv blev puttet i Skammekrogen, og til vor Beskuelse kun Digteren var tilbage, skinnende af Rørelse over sit eget Hjærtes Krav.
Jeg føler mig ikke paa Forhaand overbevist om, at det vil gaa saaledes. Og undersøger man Vejen, ad hvilken de to Forfattere og andre med dem er komne til deres Mening, lokker den heller ikke til at slaa Følge.
Vedel skriver: "Nutidsforfatterne … digter ude fra, ikke inde fra, man vil ikke give Læserne ny ejendommelige Indtryk, 187 men stræber at gengive Læseren, hvad han har i Forvejen, – Allemands Opfattelsen af Virkeligheden, der formenes at være den sobert og upersonlig opfattede objektive Virkelighed. Man gaar paa Jagt efter "rigtige" Smaatræk og sanker sammen en Sum af ydre Portrætligheder, smækker saa en Historie sammen, der stemmer med det en Gang autoriserede Skema for, hvordan det gaar til i Virkeligheden – ti der er næsten lige saa meget stereotypt og konventionelt i vor Literaturs Opfattelse af menneskelige Forhold og Naturer som i f. Eks. en Oehlenschlägers –; men der er ingen ny Synspunkter, ingen ejendommelig og personlig Opfattelse af Livet og Menneskenaturen, som aander organisk Helhedsliv ind i Digtningen, ingen Forkyndelse …, som river Læserne ud af Hverdagens Tommerum ind i den Søndagshøjtid, som hersker i den store Kunst. – Som Forfatterne, saaledes Kritiken og Publikum osv."
Naar jeg undtager Bemærkningen om Søndagshøjtiden, der til Dels, men ogsaa kun til Dels, er rigtig, forekommer hver Sætning i dette Stykke mig falsk. Og der er Nemesis i dette. Som Heines Tysker dannede Kamelhovedet ud af sin sædelige Bevidsthed, former Vedel Nutidsforfatteren ud af sin. Han kender ham ikke. Efter sin egen Lære bryder han sig heller ikke om at kende ham. Hvorfor skulde nemlig den forklarende Aandsvirksomhed i højere Grad være bunden til den tunge Virkelighed end den fremstillende? Begge Virksomheder har jo dog som fælles Udgangspunkt det enkelte Menneskes arbejdende Hjærne. Forlyster denne sig ved relativ Uafhængighed, naar den fremstiller Billeder, hvor findes saa den Lov, der byder den at gøre sig til Slave af Stoffet, naar den forklarer det? I begge Tilfælde er den vedkommende Aand sig bevidst, at Tingen selv faar den ikke fat i, baade Forklaringen og Fremstillingen er dens egen Idræt, og der er da ingen Grund til at bryde Stemningen overfor denne Kendsgerning i to: en til Brug for Kunsten og en til Brug for Kritiken. Begge Dele bør ifølge Vedel være fri Forkyndelse af et Hjærtes Krav.
Men det er nu næppe derhen, vi stævner. Videnskaben peger ikke i denne Retning. Aldrig har Kendsgerningerne været løftet saa højt paa Videnskabens Straa som netop nu. Man leder efter dem i Tusindedele af en Knappenaalsspids Omfang, for at give dem det videst gaaende Ansvar at bære, og naar man under denne Søgen bøjer sig i Andagt for den vældige Tanke om 188 Helhedslivet i Naturen, er det ikke, fordi Tanken er fostret af en genial Drømmer, men fordi den er fremgaaet som Udbytte af et, og mange, Livs utrættelige Forskning.
Og hvorledes bærer man sig ad i de ikke-literære Kunstarter? Begynder der de fantasirige Hjærner at blive ligegyldige for, om de frembragte Skikkelser ligner Virkeligheden eller ej? Ingen vil vistnok paastaa det. Om det saa er i Arkitektur og Musik, er man i Færd med at drage Grænserne for det fri, ɔ: det ubundne Lunes Spil snævrere end før, man ønsker at nærme dem saa vidt muligt til de virkelige Vilkaar. Og Malerne og Billedhuggerne? De stoler saa vist ikke paa, at deres (hvorfra?) voksende Fortrolighed med Livets Love af sig selv skal hjælpe dem til at frembringe noget, som andre Mennesker vil tage for gode Varer. Tværtimod, Studiet af den levende Model drives af de unge med en saadan Hensynsløshed, at de er ved at tage Vejret fra deres Publikum. Vedel siger om de franske Kunstnere, at de "paaoktroyerer Folk deres eget lidenskabelige og stemningsfulde Syn paa Verden", og det kan være rigtigt, men de gaar ikke derfor frit skabende til Værks. De har et eneste Svar til alle, der angriber dem: "Saaledes ser Tingen ud, og kan I ikke indrømme det, kan det være af to Grunde: enten kan I ikke se, eller vi ikke male eller hugge godt nok." Om en gryende Tilbøjelighed (som hos Zola i Literaturen) til at "farve, omforme, ja konstruere og skabe Virkelighed" er der hos Malerne og Billedhuggerne ikke Tale. Bevis en moderne fransk Maler, at det og det paa hans Maleri ikke staar som i Naturen, og han vil forandre det. Hans Kunstværks Idé er Trofasthed mod det, han har set. Deraf afhænger, hvad han har følt og ikke omvendt, – det vil i alt Fald han paastaa. Og naar Pontoppidan fremdrager Besnards berømte gule Dame til Efterfølgelse og udbryder: "Aldrig i Verden har en Dame set saaledes ud", saa rammer han med disse Ord netop ved Siden af Tingen. De for grelle Modsætninger mellem Farverne var en "Fejl" i Billedet, Sjælen i Kunstværket var Besnards Paastand om, at saadan, netop saadan saa Madame L. ud hin Aften, da Synet af hende gjorde sit uudslettelige Indtryk paa ham. Det er Forskellen mellem Pontoppidan og den unge Slægt, at han tror, at sligt kan skabes af et Syn i Luften, en Forestilling, og de unge end ikke med en Anelse nærer Haab om at kunne frembringe en lignende Virkning selv ved den modigste Anvendelse af deres fri maleriske Sans.
189 Og Nutidsforfatterne? De "smækker" nok netop ikke deres Historier sammen. De lever dem sammen, om jeg maa bruge det Udtryk. Det er jo særlig deri Overgangen fra før til nu bestaar, at en Forfatter i Nutiden ikke vilde kunne slaa sig til Ro med et Paafund af den Grund, der tidligere tilfredsstillede helt, at det var ham selv, der havde fundet paa det. Han overlader sig ikke til sin Fantasis frie Spil. Medens Fortidsdigterens Arbejde var at give sit geniale Paafund – og jo mere uforvarende det kom til ham, jo genialere var det – Form og Lød efter dets ejendommelige Beskaffenhed (efter den i det iboende Idé), fordyber den moderne Aand sig i en anden Virksomhed. Hans Digten er en Tilstand, hvori han med Anspændelse af enhver kundskabsfyldt Hjærnecelle forsøger at give sine Indfald netop den Art og Orden og Følge, som Livet paa de givne Betingelser efter hans Overbevisning maatte have, og hans Tumlen med Formen er en Vilje til at frembringe paa andre Virkelighedens umiddelbare Virkning paa ham. Heri ligger, at Erindring og positiv Viden maa spille den afgørende Rolle for ham, eller omvendt sagt, at kun de personlige Oplevelser kan fremkalde hans kunstneriske Trang. Kun Erfaringen kan nemlig bringe ham til at føle den Stump af Sammenhængen i Livets Uendelighed, der udgør hans Sjæls Forvisning. Han har Livet til Religion; Fortidens Folk og Ny-Romantikerne tilbeder Jeget som saadant.
En Nutidsforfatter vilde derfor kun kunne "skabe sine Stemninger og Tanker om i Menneskeskikkelser og Livsskæbner" paa det ene Vilkaar, at han vidste, at disse Stemninger og Tanker netop vare fremkaldte i ham ved, at han paa sin Vej i Livet havde krydset Menneskeskikkelser og Livsskæbner af den Art, som han føler Lyst til at "skabe", og han vilde ikke kunne udgive sine Drømme for andet end det, de var: Drømme. Men paa den anden Side vilde der ikke være det mindste i Vejen for, at han gav os Bind fyldte med Drømme. De har jo som saadanne fuld Realitet.
Men naar Valdemar Vedel derfra vil slutte, at Nutidsforfatteren forholder sig "refererende" til Virkeligheden, og at hans Stræben gaar ud paa at "gengive Læseren, hvad han har i Forvejen, – Allemands Opfattelsen af Virkeligheden", slaar han unægtelig med det samme en Streg over al Nutidens Kunst. 190 Der bliver da kan Haandværk tilbage, og det vilde dog være lidt haardt ved Folk t. Eks. som Tolstoj og Dostojevski.
Kun den, der ser paa en Haand, som om han aldrig havde set en Haand før, kan male Haanden, har en gammel Maler sagt, og med disse Ord peger han paa det, der er Grundstemningen i al kunstnerisk Yden: Nyhedsfølelsen og Enkeltmands Bevidstheden. Kun jeg, og jeg først i dette Øjeblik, kan sige, hvorledes Tingen forholder sig. Denne Følelse mener Vedel, at Nutidsforfatterne skulde mangle? Han glemmer, at det ikke er dem, der vil digte efter de færdige Love, der skulde ligge til rede for dem. Nej Sagen er, at Nutidens Digter er det Modsigelsernes Tegn, han er, for en stor Del i Kraft af den Nyhed, der følger med ham. "Lev Livets Liv og digt derom" er af de kunstneriske Valgsprog maaske det ypperste til at holde Allemands Opfattelsen borte fra Kunsten. Livet er nemlig ikke det samme for mig som for de andre, og det er ikke det samme i Dag, som det var i Gaar. Dette urolige og udviklingsrige "Tidens Sjæleliv", som Valdemar Vedel savner i den nye Digtning, kunde han da ogsaa have fundet, om han havde forstaaet at søge, f. Eks. i Drachmanns første Digte, i J.P. Jacobsens Marie Grubbe, i Bjørnsons En Handske, i Hans Jægers Fra Kristiania-Bohêmen og i Tolstojs For Dødens Domstol, for blot at nævne én tilfældig Række af Nutidsfrembringelser; der vilde jo kunne opstilles mangfoldige af den Slags. Men Ulykken er, at en kunstnerisk Tro og Higen som Vedels ikke udvikler Sporsansen, den fører Tankerne i Ring om dem selv.
Valdemar Vedel synes stærkt paavirket af den Omstændighed, at der for Tiden ikke skrives betydelige Kunstværker paa dansk. Men i Dødvande turde det dog være særlig vanskeligt at finde Strømmens Retning. Der er da for saa vidt mere Mening i at anføre det som en Indvending mod Forfatterne i Nutiden, at de som Regel ikke deler hans og manges Længsel efter Søndagshøjtiden i Kunsten. De holder af Livet for Livets egen Skyld – eller om de ikke netop bærer Præget af at "holde af" det, benægter de, at der er andet at holde sig til her i Verden end det Liv, der leves –, og de vil derfor lige saa godt kunne blive grebne ved at møde det i Søgn som i Helg, og da det første er ulige hyppigere end det sidste, bliver deres Meddelelser om disse Møder som oftest hverdagslige Historier.
Vi staar her vistnok ved det væsentlige i Misstemningen hos Ny-Romantikerne – for at bruge en Betegnelse, der næppe er 191 uheldigere end den Slags Betegnelser plejer at være – mod Modernismen. Deres Kunstfølelse er aandig, de forstaar ikke disse Glæder og Sorger ude fra Hverdags-Livet, der jo baade kan lugte ilde og har grove Benævnelser paa alt, og de formaar ikke at opdage "Synspunkter" eller "Opfattelse" eller "Forkyndelse" i Skildringer af Tilstande, hvor der jævnlig end ikke er Brug for Ord som Aand eller Tanke eller Begreb. Men her hører ogsaa al Forhandling op. Mellem to, hvoraf den ene med Begær indsuger gennem alle Organer og Porer en Gades Liv eller Stemningen langs ad en Landevej, og som først lever, naar han oplever, og hvoraf den anden kun føler de uundgaaelige Sansninger som Tilskyndelser eller Hindringer i en, uafhængig af Stedet, begyndt Hjærnevirksomhed, er egentlig enhver Forstaaelse umulig. Hvad den ene tillægger afgørende Betydning, vækker kun en flygtig Tankeforbindelse hos den anden. Og saaledes er formodentlig til syvende og sidst Forholdet mellem de af Valdemar Vedel stedfortraadte Naturer og de "moderne" Skribenter.
Men her er der forøvrigt et Punkt, hvor jeg trods den store Uenighed med Hr. Vedel tror, at vi kan blive enige. Der viser sig nu og da hos Nutidsforfatterne en særegen Fladhed i deres Kærlighed til eller Tro paa eller Holden sig til Livet. De sætter sig undertiden paa det Standpunkt at tage alt for gode Varer. De vælger og vrager ikke, men giver, i god Tro en forskelsløs Forgudelse af deres tilfældige Erfaringer til bedste, som er overmaade ubetydelig og kedsommelig. Denne Tilsyneladelse kan forekomme hos de i teknisk Henseende dygtigste iblandt dem, og jeg vil – uden dermed at mene at have sagt noget hverken helt eller halvt om Manden – nævne Huysmann som en saadan Apostel i den flade Tro paa Livet. Om ukritiske Læsere, efter at have vandret en Stund med denne Art af Nutidsforfattere, skulde faa en Følelse af, at Kunstretningen fører ud i Ørkenen, vilde det være undskyldeligt; men Valdemar Vedel vil ikke være en ukritisk Læser, og han burde, forekommer det mig, kunne se Forskellen paa, hvad den enkelte giver, og hvad Kunstprincipet fører med sig.
Og der er da det mærkelige ved Tingen, at Valdemar Vedels kunstneriske Fordring bedst kunde tilfredsstilles af Skribenter, der er moderne i den gængse Forstaaelse af Ordet. Er det nemlig saa, at en betydningsfuld Side af Tidens aandelige Brydninger er undgaaet de moderne Digteres Opmærksomhed, kender de fine Aander sig ikke igen i de givne Skildringer – og Genkendelsens Glæde 192 kan det ikke nytte at ville fjærne fra Kunstnydelsen –, nu vel, saa er der jo ikke foregaaet andet end det, der overalt og til alle Tider har drevet Kunsten frem i Verden. Den enkelte særlig begavede læser ikke Sandheden ud af det, der ydes, og saa forsøger han at gøre det bedre. Vedel spørger: Skal da den nulevende Slægt leve sit Liv og dø sin Død uden at føle Trang til at meddele sig til nogen? Og vi svarer, at det er netop det, den ikke skal. Der er ikke i den moderne Kunstbevidsthed nogetsomhelst, der skulde modsætte sig, at denne Slægt eller kommende Slægter gav sig Luft "paa umiddelbar lyrisk Vis" eller paa hvilkensomhelst anden Vis, tvært imod, vi vilde staa lyttende og taknemlige over for sligt. Det eneste, vi sætter som vor Fordring ved en saadan Lejlighed er, ikke at faa en Brøk udgivet for et helt Tal eller omvendt, for det forstyrrer os. Vi indser ikke Nytten deraf og kan paavise Skaden.
Men er det da den Indvending, der bliver tilbage mod Modernismen – ikke at den modsætter1 sig Søndagshøjtiden i Kunsten, for det gør den ikke, men –, at den udskyder de Forfattere, der ikke formaar at anskueliggøre deres Opfattelse af "det moderne Nervelivs ejendommelige Tempo" uden ved en fantasirig Sammendigtning, der er bygget paa en (paastaaet) "Fortrolighed med Livets Love" i al Almindelighed, hvilken Fremgangsmaade Vedel et Sted billedlig udtrykker ved, at "Dagens Gerning og vaagne Tanker gaar igen i Nattens mest fantastiske Drømme", ja, saa tror jeg unægtelig, at Tiden vil holde med Modernismen og undrende spørge: Hvorfor fortæller disse nye Mænd os ikke hellere Sagens virkelige Sammenhæng end indvier os i Natsiden af deres Bevidsthed?
Og hvad nu Pontoppidan angaar, saa er det, han savner i den nyere Literatur, ikke Tidens Sjæl men Forfatternes. Han finder ikke Digterens Billede i Digtningen og klager over, at han ikke kan føle hans Hjærte slaa eller ane Undfangelsens Glæde i Digterværket. Men undersøger man Sagen en Smule, viser det sig, at dette Savn hidrører fra en personlig Egenhed hos Pontoppidan, som han ganske vist deler med mangfoldige, men som dog ikke synes skikket til at paavirke den literære Udvikling. Hos de Forfattere nemlig, hvis Stil lige som føler med Æmnet, finder Pontoppidan Sjælen – og han nævner eksempelvis Chr. Krohg2 og Hans Jæger, hvilke Eksempler gør hans literære Sans Ære –, kun dem, der fremsætter Æmnet nøgent, og som af kunstnerisk 193 Overbevisning ikke kunde lade sig undslippe de i Stemningen umiddelbart indgribende Vendinger, frakender han Sjæl. Men dette er jo ikke andet, end hvad der har været sagt, saa længe Nutidens Kunst har varet. Den er "kold", "trøstesløs", "sjælløs" o.s.v., og jeg undres paa, om ikke Pontoppidan selv skulde have været Genstand for saadanne Udtalelser i Anledning af sine tidligere Arbejder. Det er tomme Ord, som blot viser, at den vedkommende har et ensidigt Syn paa Kunstnerens Opgave. Han forlanger, at Digteren skal gribe Læserne paa en bestemt Maade. Men der bliver jo ikke mindre "Sjæl" i et Digterværk, fordi Forfatteren tilsyneladende staar bag Æmnet og skyder det frem foran sig, end fordi han giver sine Følelser til Kende, medens han skriver. Den modsatte Paastand er naiv, al den Stund det ikke forholder sig rigtigt med det saa meget omtalte Fotografiapparat i Digterens Hjærne, der skulde arbejde mekanisk. For en Nutidsbetragtning er det kunstnerisk ligegyldigt, om Digteren virker ved Stilens Kulde eller Varme, kun at det som en Smagssag har været anset for fornemmere at bruge Kulden, da dette forhindrer de intime Berøringer mellem Forfatter og Læser. At bebrejde en Forfatter den paa en Gang blufærdige og selvbevidste Fremgangsmaade, som holder hans Person uden for Sagen, synes der kun at være Anledning til, naar man gaar ud fra, at det ikke er "sandt", hvad han fortæller. Men saa trænger vi ganske vist ogsaa til at faa fat i Manden, for ellers glider baade Digterværk og Stemning og det hele fra os.
Og Pontoppidan er for saa vidt altsaa i Overensstemmelse med sig selv, som han ikke holder paa Digtningens Sandhed. At det imidlertid skulde være de geniale Løgne, som Fremtidens Kunst skulde leve af, turde være usandsynligt allerede af den Grund, at Forsøget jo har været gjort og gjort med al den Kraft, som Menneskeheden overhovedet formaar at sætte ind paa den Slags Ting. I Heltedigtningen, Rokokoen, Romantiken o.s.v finder man nogle af de Spor, som Kunstnernes geniale Løgne har sat i Menneskeslægtens Udviklingshistorie, og før man i god Tro gaar Vejen om igen – de enkeltes selvmorderiske Forsøg fraregnet –, vil man være kommen saa langt fra nu, at enhver Tale for os om denne Fremtid løser sig op i Taage. Der er nemlig den Forskel mellem Svingningerne i Tidsaanden fra før til nu, at nu véd man Besked tusind Aar tilbage i Tiden og tusind Mile rundt om sig; i gamle Dage strakte de virkelige Kundskaber sig sjælden længer end tredive Aar tilbage og tredive Mile rundt. Forsøgene gøres nu ikke let om igen.
194 At moderne derfor i en overskuelig Fremtid vil betyde Bevægelsen hen imod og ikke bort fra Virkeligheden, føler jeg mig saa meget mere overbevist om, som man endnu kun i forholdsvis ringe Grad har formaaet at bruge Kunsten efter sit Ønske. Vi staar lige over for en Række Begyndelser, der kun her og der er naaet hen imod den Helhedsvirkning, som betinger Klassicitet.
Blandt de nordiske Digtere var vel Ibsen den, der en Tidlang lettest vilde have samlet Stemmerne ved Valg af en Ypperstepræst til Nutidsreligionens Templer. Men han satte en Del af sin Anseelse til ved En Folkefjende, vandt den ikke igen ved Vildanden, og da han havde udgivet Rosmersholm, var han overhovedet ikke Kandidat længere til denne Post. Nu er den gamle Digter med Fruen fra Havet paa ny traadt i Forbindelse med sine tidligere Venner.
Skuespillet indeholder en Besynderlighed, der truer med at gjøre det umoderne, det er Kvænen, der kommer og gaar som en Sagnfigur. Men tænker man sig denne Mand borte – og det var ikke vanskeligt; han har ikke en Replik, som ikke kunde erstattes af et Bud eller et Brev eller en tilfældig Ytring af den unge Lyngstrand, der jo er den første til at bringe ham paa Bane –, eller hvis Ibsen i Stedet for at lade ham optræde i Halvmørke og Sagastil havde gjort ham til den følsomt begavede, raa Æventyrer, han i Virkeligheden er, vilde vi have haft et Drama for os, hvori ingen vilde have tænkt paa at finde Symbolik. Det er Kvænens Uvirkelighed, der forstyrrer Indtrykket.
Med denne Skikkelse har nu Ibsen taget sig det let. Personen lever udelukkende i de andres Omtale. Da han kommer til Syne paa sine to – i og for sig usandsynlige – Afstikkere i Land fra den engelske Damper, hvor han synes at høre til, gør han kun Virkning ved sine uhyggelige Øjne og ved sin Ævne til at overhøre de Ytringer, der ikke passer i hans Kram. Dette sidste er i Grunden det eneste menneskelige ved ham, som vi selv faar Lov til at iagttage, og da denne Ævne ikke netop nødvendig forudsætter store personlige Egenskaber – der var i gamle Dage en tyk Brændevinsbrænder i Lille Strandstræde, som kunde gøre det samme –, er der ved hans Ubetydelighed noget, som let faar en til at tænke paa Fætter Charles i Den første Kærlighed af Scribe. Under alle Omstændigheder er man ubehagelig hurtig paa det rene med, at Ellida lige som Emmeline i hint Stykke ikke 195 har andet at gøre end snarest muligt se at komrne bort fra sin Ungdoms Fejltagelse.
Og det er Synd for Dramaet og for Ibsens Kunst, at Digteren ikke, da denne Kvæn kom ham paa Livet, greb ham, bøjede ham i Knæ og tvang ham til at blive Menneske. Nu sejler han paa den store Damper bort over Havet og kommer aldrig igen. Ingen vil sende Bud efter ham; han er et intet.
Med de øvrige Personer i Stykket har Ibsen redelig kæmpet Kampen ud, og næsten overalt har han sejret: fra Skyggerids er de blevet Mennesker. Stridest har Kampen staaet med selve Fruen fra Havet.
Hun var stærk i den Havtaage, som dannede hende. Men Ibsen lod hende ikke Ro, før hun blev den skøre, nervøse, til Tider næsten sindssyge Dame, der lever som en paa en Gang fordringsfuld og ansvarsløs Undine i Doktor Wangels Hus. Ibsen har gjort hende elskværdig af Væsen, ikke i Ny og Næ eller af Lune, men som noget, der følger med hendes Natur, som Morgenrødmen følger med de lette Skyer i Horisonten. Det er næppe rigtigt. En Kvinde, der i over seks Aar bogstavelig intet andet har haft at gøre i det Hus, hvor hun er gift, og hvor to Steddøtre er grot op, end at skøtte sine egne sygelige Forestillinger, og som, da Forholdet en skønne Dag dog ogsaa bliver hende for grelt, lægger Skylden for denne Ordning over paa sin længst mulige langmodige Mand, og én Kvinde, som, skønt alt hvad der er hende dyrest i Ægteskabet, til enhver Tid har formet sig efter hendes Tykke og imod Mandens Længsler og Drømme, er ufin nok til at se sit Forhold til Manden i Belysning af et Køb og et Salg, en Kvinde endelig, som den første Gang hun møder en fordums forkastet Bejler igen, er beredt til at meddele ham sine og Mandens inderste Hemmeligheder – en saadan Kvinde vilde næppe føre sin Sag, naar hun tror, at alt staar paa Spil, med en Mine og i et Sprog, som var hun en Engel for Guds Trone. Men saa stor er Ibsens Magt, at man trods disse skrigende Usandsynligheder, og uagtet Fruen fra Havet jævnlig benytter Ord, der ikke er hendes men Digterens, dog bevarer et overordentlig livfuldt Indtryk af hende. Hendes særegne nervøse Ophidselse, hendes Uro og elementære Tro paa ad hemmelighedsfulde Veje at høre sammen med det store Hav, ved hvilket hun er født, og hvor hendes Ungdomsaar er forløbne, hendes fantastiske første Kærlighed, der til syvende og sidst ingen Kærlighed var men en Slags hypnotisk 196 Forkuelse, hendes forvirrede Venden tilbage til sine oprindelige Forestillinger om at være bunden højtidelig til noget, der mulig slet ikke er til, og Modsigelsen i hendes Følelser, der samtidig fører hende nærmere end nogensinde til den Mand, hun fjærner fra sig, hendes pludselige sindssyge Opskræmthed, da hendes Drømme tilsyneladende faar Liv – alt dette samler sig til et Billede, der i Virkning ikke er uligt det før omtalte Maleri af Besnard: den saakaldte gule Dame.
Der er ikke Tale om, at vi her staar overfor et Hjærnespind af Henrik Ibsen. Vi staar over for en Sjælekundskab, der er videre end den borgerlige, de fleste Forfattere maa lade sig nøje med. Ibsens Digtning bærer Fejl i sit Skød, men ved denne Lejlighed aver han dem med fast Haand. Det Lys, de andre Personers Ord kaster ind over Hovedfiguren, er sat paa med megen koldblodig Finhed. Vi faar ved det optrukket for vore Øjne den smalle Streg mellem Galskab og Fornuft, som Ellidas Tanker bestandig bevæger sig hen ad. Kraftigst virker vel i saa Henseende Hildes Ytring til Bolette i Begyndelsen af anden Akt, at Moderen formodentlig en skønne Dag gaar hen og bliver gal for dem, – hendes Moder igen døde jo som gal, det véd hun, hvorpaa Bolette som den ældre Søster afvisende svarer: "Ja, Gud véd, hvad ikke Du har din Næse i", et Svar, der i malende Kraft staar jævnsides med det genialt opfattede Ord "spændende", der nu og da kommer igen i Hildes Mund. Men ogsaa Wangel giver os rundelig Besked om Ellidas Sygelighed, og der kan i det hele ikke være Tvivl om, at Forfatteren netop har villet eftergaa denne "spændende" Linje i en Kvindes Sjæl, hvor Nervelivet stadig truer med Forfald, indtil der pludselig aabner sig et Tilflugtssted, hvor der i alt Fald foreløbig er Tryghed.
I Komedien er det Ellidas Mand, Doktor Wangel, der langt om længe viser hende denne Tilflugt, hun ubevidst altid har søgt. Men vi andre, der ikke har gennemgaaet den samme Udvikling som Personerne i Stykket eller som den i fremmed Land levende Digter, maa have Lov til med nogen Undren at erfare, at der kan ligge saa meget i dette Wangels Tilbud til Ellida om, at hun herefter kan vælge "i Frihed og under Ansvar". Vi er simpelthen hele Tiden gaaet ud fra denne Forudsætning, og vi studser, da Ellida finder "Forvandling i dette her". Ordene blive fede i vore Øren ved deres Selvfølgelighed, og jeg holder mig forvisset om, at havde Henrik Ibsen haft Lejlighed til blot en eneste Gang 197 at høre en af vore selvbevidste, seminaristisk uddannede Folketingsmæhd tale i Rigsdagen eller paa et Folkemøde, vilde han ikke have løftet disse Ord op paa Tinden af sit Skuespil. Den bøjer sig ved dem helt ynkelig for vore Øjne.
Om Hilde og Bolette er der kun anerkendende Ord at sige. Navnlig turde der ved den af Nysgerrighed skælvende unge Pige Hilde være naaet et Højdepunkt i sammentrængt Fremstilling, som det kun er Mesteren forbeholdt at finde, men ogsaa den mere positive Bolette er beundringsværdig i hvert roligt bevæget aandeligt Ledemod. Der er det ejendommelige Sammenspil mellem hende og Stedmoderen, at hun ved Komediens Slutning staar i Begreb med at indlade sig i et Ægteskab, der formodentlig en Gang vil give hende Anledning til at fremkomme med lignende Bemærkninger om Køb og Salg ved Ægteskabers Indgaaelse som dem, vi har hørt af Fruen fra Havet. Hun ægter sin forrige Lærer for at faa Lejlighed til at "leve med i Livet" og for at slippe for at "gaa og grue for det tossede Udkomme", og er det end ikke en nøjagtig Gentagelse af de mere vage Stemninger, der i sin Tid førte Ellida til Brudeskamlen, saa er der dog saa megen Tilbagevenden i Begivenheden, at Digteren derved leder vore Tanker ind i Livets evige rundt og rundt og skaber en Stemning, der midt oppe i det "uudgrundelige", det "grufulde", det "dragende" og "skræmmende" holder os ved den Jord, vi træder paa. Bolette er Livet i den norske Fjordbygd Tirsdag, Onsdag, Torsdag, Fredag – Mandagsafskyelighederne og Lørdagens Smuds findes ikke deri –; med Ellida sidder vi Søndagaften og drømmer ved Havet.
Saa er der i Skuespillet den helt nye, unge Opkomling fra det lille Haandværk, Fyren med det dannede Samfunds kunstneriske Smitte, med sin trange Egenkjærlighed og med det "Knæk", som Brystsygen volder. Han er lidt grel et Par Steder, men hvor er han ikke funden og følt i de Omgivelser, der har skabt ham. Hverken Sørejse, Livsfare, Held til sine Ønskers Opnaaelse, Badeliv, Forlibelse eller nogetsomhelst andet kan rette paa ham.
Kunstnereleven Lyngstrand er den utillempede Sandhed, – den Ibsen i Ærbødighed har tilegnet Fruen fra Havet.
E. Skram.
