Den store puritaner

Af Tage Skou-Hansen

Fra Henrik Pontoppidan véd vi hvordan det gik til, da folkestyret kom til Danmark, og hvad der siden blev af det. Han er en historisk digter og følger sit land så nøje, som var det hans eget liv der stod på spil. Samtiden lever overalt i hans værker som en uafbrudt bevægelse i mennesker og landskaber. Og bag ved sprogets klarhed og kølighed er fremtiden der som en drøm, der holder ham i gang til han er godt og vel halvvejs i sit forfatterskab. Så ser han at det moderne gennembrud er slået fejl. Den frie tanke blev til den frække tanke. Til anarki. Frisindets idéer var kun skalkeskjul for intriger og selvforgudelse. Og det der begyndte som folkelige vækkelser imod gudeligt formynderi og død tradition, var allerede endt i skikkelighed og ny fromhed.

Henrik Pontoppidan skriver et digt til Georg Brandes på hans 70-årsdag i 1912. En tak for befrielsesværket og et nødskrig. For hvad blev der af riget han skabte? Det er en natfugl, en ugle der skriger op.

368 Vi kender historien, den gentog sig jo med nyradikalismen. Dengang ungdomsoprøret visnede og blomsterbørnene blev trådt ned af kommissærerne. Og da erotikken blev til pornografi. Det ligner en indsigt, om ikke en livslov. Som om frigørelse uvægerligt vil undergrave sig selv i sin udfoldelse og ende i kvalme og brutalitet. Og hvad stiller man op, hvis man er part i sagen? Står af. Vender om. Går tilbage og samler de ting op, som man smed væk og troede man kunne undvære.

Henrik Pontoppidan blev bange, da Første Verdenskrig brød ud. Rådvildhed og ubeslutsomhed går som mørke dønninger under De Dødes Rige. Angsten for fremtiden, for hengivelsen og tomheden i ens eget hjerte, når snusfornuften er det eneste der bliver tilbage. Det er Jytte Abildgaards og Torben Dihmers historie. "Tilgiv det!" skrev Pontoppidan i en dedikation. "Undergangens Angst er gaaet mig i Blodet."

Han skifter ikke kurs, men reviderer sine standpunkter. Selvransagelsen bliver komplet ubarmhjertig, og den grænser til mistænkeliggørelse. Han skriver ikke ret meget nyt efter De Dødes Rige og af skønlitterære titler kun et par stykker, som med nød og næppe holder niveauet. Men hver gang en titel skal genudgives, retter han i den eller skriver den om. De fleste fortællinger i det foreliggende tredje bind af Noveller og Skitser er mere end ti år gamle, en enkelt tredive år, da Pontoppidan gør dem klar til den skikkelse vi nu læser dem i.

Den hjemløse lidenskab og den kantede, pedantiske fortæller kender man igen fra andre tidligere små romaner. Og familien bliver et hovedtema. Kærlighedens vilkår i det livslange ægteskab. Den destruktive mandevilje over for kvindehjertets gavmildhed. Endelig er der som noget nyt en utvetydig betagelse af øde egne i det grå Vestjylland og især af livløse, tomme stenørkner over trægrænsen i bjergene i Schweiz og Norge. "Snedronningens Kronlande", som han kaldte dem, lidt rørstrømsk, for netop her, i forbindelse med dem og på steder hvor han tidligere kun blev sarkastisk og tog parti, mærker man nu en kulde og skyhed, en verdensforagt og lede ved menneskene, som får temperaturen i værket til at falde et par grader. 369 Det ideale Hjem udkom første gang i 1900 som en generalprøve på Lykke-Pers ædle afkald, da han går fra kone og børn for ikke at lamme deres livslyst med sin fadervilje. Pontoppidan var netop midtvejs i den store roman. Naturforskeren Adam Malling har dannet sig en teori om årsagen til menneskers vantrivsel. Det er ægteskabet, som slider kærligheden ned med næringssorger og jalousi. Alternativet er kort og godt at skille de to ting ad, som det livsvarige ægteskab føjer sammen. Erotikken og samlivet med børnene. Børnene hører rettelig kun til moderen og hendes slægt, de bør blive boende hjemme sammen med deres søskende og opdrages af hende uden faderlig autoritet. Faderen er kun det biologiske ophav.

Adam Malling er ikke uden videre en fantast, men en anderledes mand, som gerne vil sætte sig ud over almindelige samlivsformer. Han er gift med en præstedatter og venter barn med hende, da sandheden går op for ham. Ægteskabet er naturstridigt, de gensidige besiddelseskrav gør samlivet umuligt, han kan ikke fravælge sin egen familie til fordel for sin kones slægt. Han overhører alle spøgelsesstemmer fra samvittigheden. Vender hjem til sin mor og sin fraskilte søster for at tage sig af økonomien og opdragelsen af de to nevøer, som han ikke er far til og altså ikke kan gøre fortræd.

Det ideale Hjem har som undertitel Et Problem under Debat, men fik kun nedsættende omtale eller ingen omtale overhovedet. Den gav ikke genlyd som den måske kunne have gjort, hvis den var udkommet i 1970'erne, da kollektiverne eksperimenterede på livet løs, og drømmen om et nyt menneske tog skikkelse af et kvindeligt forsyn. Et matriarkat. Problemet var jo kun fædrene, men havde man fulgt Adam Malling, behøvede de slet ikke være til stede i familien. Og fjernede man faderautoriteten fra børnene, fjernede man samtidig splittelsen i samfundet. En radikal løsning, set med kvindeøjne, og måske også en mulig fristelse for mænd.

Henrik Pontoppidan mente selv, at Det ideale Hjem sank sammen til slut, skønt det novellistiske ikke var hovedsagen. Den psykologiske motivering kunne ikke veje hans påstande op. Måske Adam Malling også slap for billigt, han var ikke nogen Sidenius med et faderopgør som Lykke-Per. Pontoppidan lod i hvert fald provokationen falde, beklageligvis, forkortede fortællingen drastisk og satte en ny, mismodig slutning på andenudgaven. Adam Malling er ikke 370 længere en mulig frigører. Han er heller ikke gift, kun forlovet, og når han forlader sin elskede, er det fordi han er en uhjælpelig selvspejler, som ikke kan give sig hen. Impotent rent ud sagt.
 

Et Kærlighedseventyr får også en hård medfart, men et bedre udfald. Gabriel og Ingrid lever i Schweiz som i landflygtighed. Han er filosof, men ikke anerkendt i Danmark. Hun er præstekone, men har forladt sin mand og sine to drenge for at leve med Gabriel, som har for svært ved at tage imod hengivelse og tro på at hun elsker ham. Så han overtaler hende til at rejse hjem og gense børnene. Præsten, ægtemanden, nægter hende ethvert samkvem med dem, men så dør han minsandten! Belejligt nok. Ingrid får sine børn tilbage, og til Gabriel er der et docentur ved Københavns Universitet. De slår sig ned i det skovfogedhus, hvor Christian Winther digtede Hjortens Flugt, og lever til deres dages ende som efter Korintherbrevet hos Paulus, hvor kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Deres livssyn er forsonet og den egocentriske Gabriel forløst ved kvindens gavmildhed. Hvilket skulle bevises. For en konstruktion og et glansbillede er det naturligvis. Løsningen var givet, romanen blev skrevet bagfra uden enhver ironi.

Det ligner ikke Pontoppidan. Georg Brandes skrev også til ham, at han havde udeladt ting som hørte med. "Det er som naar Eleven snyder i Skolen. Han kommer over Vanskelighederne uden at overvinde dem."

I andenudgaven er der ingen løsning på konflikten. Modsætningerne står ved magt og sløres ikke. Den bedragne og hævngerrige præst beholder børnene, mens Ingrid bukker under og dør af sorg over at have svigtet og mistet dem. Mirakler findes alligevel ikke. Men tragedien bevæger fordi frigørelsen ikke var gratis. Gabriel bliver alene, forvandlet, uden sin kulde og sit hovmod, men ensom og fredløs.
 

Hans Kvast og Melusine er en af Pontoppidans særeste og barskeste, men mest originale små romaner. Titlen går på et gammelt eventyr. Hans Kvast er en ridder, der forelsker sig i Melusine i Lilleputland 371 og forvandles til en dværg uden helt at kunne glemme sin tidligere storhed. Han føler sig til tider som en gud, selvom han kan trædes ned af en skarnbasse.

Komponisten Hugo Martens lever af bifald og bedrag og en latterlig selvfølelse. I grunden er han ikke nogen, bare et stort talent, som aldrig tvivler på sine indskydelser. En overgang er han ved at blive glemt, men så tager han på en vinterrejse langs Norges vestkyst op over polarcirklen. Nordlyset og midnatssolen inspirerer ham til et ny-religiøst orkesterværk om Guds evige strid imod mørket. Værket skaffer ham et internationalt gennembrud.

Fortælleren, Dr. Martens, zoolog og fætter til Hugo, bliver forarget. Der er ingen dækning for Hugos religiøse følelse, han er en snylter og hykler. Men tilhørerne gribes mægtigt af hans musik. Den har overbevisende udtryk for en højere virkelighed, som han menneskeligt talt ikke kan stå inde for. Det er den omvendte verden. Et menneske går til grunde, en kunstner overlever. Men hvordan?

Illusion og indbildning er det stof musikken skabes af. Og glansfulde selvbedrag, kunne man tilføje, hvis Hugo Martens var en selvbedrager, men det er han altså ikke. Han er netop hinsides moralske kategorier. Kun et redskab, et brækket rør, hult og marvløst som Pans fløjte. Det er den hemmelighedsfulde guds ånde, der skaber musikken. Sådan forklarer fortælleren til slut. Og større modsætning til puritaneren Pontoppidan kan heller ikke tænkes. Han som på sine gamle dage kunne betegne sin hele skribentvirksomhed først og fremmest som et middel til selvopdragelse.
 

Henrik Pontoppidan kunne føle sig fremmed blandt de store stilister i samtiden. "Litterære Ekvilibrister", som han sagde. Han var også tiltrukket af dem, og det var ikke en særlig lyrisk følelse, som frastødte ham. Men de kunne ikke glemme sig selv. Det fremgår tydeligst af et nederdrægtigt portræt af Bjørnstjerne Bjørnson i En Vinterrejse. Bjørnson holder foredrag for en lille samling norske bønder inde i Østre Gausdal, men foredraget er træk for træk det samme, som Pontoppidan hørte for år tilbage i København. Lige til det fingerknips efter en lille pause, som ledsager et særligt malende udtryk, som om en lykkelig inspiration fødte det i samme nu. Bjørnson 372 er som en afrettet markedsbjørn, der rejser sig på bagbenene og danser, så snart den ser mennesker. Og derfor, altså, fik denne benådede digter ikke større indflydelse på nordisk åndsliv. Han var aldrig alene med sig selv i sin digtning. Glemte aldrig publikum.

En Vinterrejse er dagbogsblade fra Norge. Efter alle de indskudte fortællere i de små romaner er Pontoppidan her til stede som sig selv uden forstillelse. Ikke som en vranten genganger. Han stikker af fra den danske jul i åbenlys lede, men ikke uden et nobelt påskud. Han skal forhøre sig om en ung dansk student, som er forsvundet et sted i de norske fjelde. Stukket af, viser det sig, også han, og allerhelst ville han slette sine spor og helt forsvinde. Menneskene keder ham, han drages af det tomme rum og ligegyldigheden. Men hvem fatter det? Næppe hans ulykkelige forældre. Det gør kun den, der kan føle en syg længsel efter ensomhed og en afsky ved den blotte berøring af selv den kærligste hånd. Henrik Pontoppidan kan sagtens forstå det.

Det er en hemmelig erindring, som har narret ham herop i højfjeldet. En ungdomsrejse til Schweiz. Han fór vild på Faulhorn og måtte overnatte alene under åben himmel. Holde sig vågen i stilheden og kulden i den livløse, hvide stenørken til lyset kom tilbage. Han opdagede intetheden, og i det møde var det han blev digter.

En regulær lettelse er det også, at livsforagten hos den store puritaner slår klart igennem nu. Han skulle gøre op med den destruktive, maskuline vilje og opleve den befriende livsmagt i kvindens kærlighed, før han kunne give efter for de misantropiske træk, som længe har spøgt i hans personer. Fascinationen af de øde steder "syv tusinde Fod over Menneskeskraalet" og frem for alt i det menneskelige hjerte. Men misantropien får nu ikke det sidste ord.
 

Af og til havde Henrik Pontoppidan selv et bud på det der drev ham. Det kunne falde lidt akavet eller kuldslået ud, lidt lyrisk, mærkeligt nok, når han sådan undtagelsesvis ville tydeliggøre sit ærinde og gjorde sig synlig umage med den sproglige formulering. Han gik ellers altid lige på.

Undervejs til mig selv. Et Tilbageblik var den sidste titel Pontoppidan selv udgav. En drastisk forkortelse af de fire små erindringsbind 373 fra 1930'erne, som blev et hovedværk på linje med de tre store romaner. Nu udelod han alt det, som kun var tidsbillede og uden betydning for hans personlige udvikling. Indholdet kom virkelig til at svare til titlen. Flere af de vigtigste stykker står der heldigvis endnu, som f.eks. det om kærlighedsgaverne, som vi, fortjent eller ufortjent, holdes oppe af. Kærlighedsgaver bliver præciseret som kvindens kærlighedsgaver. De var altså ikke kristeligt ment.

Augustins valgsprog er også med. Trahimur. Vi føres. Ofte stik imod vores hedeste ønsker og på trods af den herligste vilje opfylder vi det, som er bestemt for os, og som måske ikke bliver os klart før ved vejs ende. Og her kommer så en tilføjelse, uden overgang, i samme sætningsbygning, samme åndedrag, bogstavelig talt. Nietzsche, skriver Pontoppidan, må have kendt til den livserfaring. I fortalen til Menschliches, Allzumenschliches hedder det nemlig: "Vor bestemmelse regerer over os, før vi kender den. Det er fremtiden, der uden vort vidende styrer øjeblikkets liv." Kristendomsfornægteren, nihilisten Nietzsche hånd i hånd med kirkefaderen, den hellige Augustin.

Den fremtid Henrik Pontoppidan drømte om i sin ungdom brød sammen som politisk utopi, men som indsigt i hans personlige bestemmelse og som virkelighed gik den i opfyldelse. Han skulle være digter og blev det.

Men som digter havde han en hensigt ud over kunsten. Han ville vække det træge folkesind. Kalde til handling. Der var noget han ville til livs, før han gik ind i sig selv. Nølersindet, ubeslutsomheden. Overtroen på samvittigheden som ledestjerne. Kirkens magt. Det teologiske hængedynd. Der var et andet Danmark end det han skrev om i sine tidsbilleder. Blev han mon ved med at tro på det?

Henrik Pontoppidan blev 86 år og døde i eftersommeren 1943. I det mest fortvivlede øjeblik i det danske folks historie. Sådan følte og tænkte mange dengang. Han døde 21. august, otte dage før den mirakuløse dato, hvor det illegale Danmark fik brudt med ansvarsangsten og neutraliteten. Det viljeløse danske folk var alligevel til.

Tage Skou-Hansen