Ene men svag

Alle kan huske at Henrik Pontoppidan i 1917 måtte dele Nobelprisen med en vis Karl Gjellerup. Men hvem var han? Og hvad stod han for? Ingen husker hans værker, og han læses stort set ikke længere.

Af Johan Rosdahl

Jeg vil her prøve at få Gjellerup ud af parentesen ved at fortælle om hans forfatterskab og hans litteraturhistoriske placering. Han er et af mange eksempler på resultatet af det udskilningsløb eller den udgrænsning der finder sted undervejs i historien: nogle kunstnere kommer ikke ind i varmen, nogle er med for en kort bemærkning, mens andre kanoniseres og overlever. Sådan er det, og fra Gjellerups egen tid kan man måske sammenligne med komponisten Rued Langgaard (1893-1952) som heller ikke passede ind i den dominerende ideologi og kunstneriske dagsorden og derfor ikke kunne komme til orde. Undertiden gør outsiderne selv en del for at markere sig som selvstændige, trend-uafhængige individer og vil meget have sig frabedt massens omklamring, men ofte er isolationen en stadig belastning og forsøget på at blive anerkendt en evig kamp. Selvforskyldt eller ej – Karl Gjellerup hører, trods Nobelpris, til i det bundt der i andre sammenhænge samles i "og andre forfattere". Det er det brandesianske moderne gennembrud der sætter dagsordenen i Danmark i 1870erne, og det er denne forsamling af det moderne gennembruds mænd som Gjellerup bliver optaget i, men aldrig rigtig føler sig hjemme i (se Pontoppidans anmeldelse nedenfor).

Karl Gjellerups opvækst som plejebarn hos den lærde slægtning Johannes Fibiger kan muligvis have lagt grunden til hans interesse for mere eksotiske, åndelige områder. Johannes Fibiger, der var præst, interesserede sig nemlig også for andre kulturområder end det kristne og lærte sig adskillige oldtidssprog. Han forsøgte uden held at omsætte sin lærdom i litteratur, dog mest tragedier med bibelsk tema, men hans produktion er i øvrigt meget bred – men ikke vellykket. At Fibigers bestræbelser ligner Gjellerups, er måske ikke tilfældigt – ihvert fald kalder Paul V. Rubow Gjellerups skrifter for en "anden-udgave" af Fibigers.

Det moderne gennembruds mand?

Da Gjellerup havde bestået kandidateksamen i teologi i 1878, skriver han sin første bog En Idealist. Hans fætter, Harald Høffding, hjælper ham til at få den udgivet, og anmeldelserne veksler fra "dilletantisk" til "talentfuld" – noget mesterværk er bogen på ingen måde. Interessant er det at der allerede her er stærke tyske inspirationer. Senere i bagklogskabens forklarede lys skriver Gjellerup:

Jeg var bestemt paa at udgive den under Pseudonym og valgte Forfatternavnet Epigonos, der har forbavset saa mange; Drachmann tog […] Anstød deraf, og Brandes skrev til mig, at den burde hedde omvendt "En Epigon af en Idealist". Det var imidlertid hverken Affektation eller "et Fægterkneb", naar jeg valgte dette tilsyneladende selvnedsættende Navn. Det skulde være et Udtryk for min Pietet overfor de store Klassikere, som hvis Efterfølger jeg følte mig, i bevidst Modsætning til den oprørske Realisme; men navnlig udtalte der sig deri en bestemt Bevidsthed om det stærke klassisk-konservative Element i min Aandsretning.¹

Efter En Idealist udgav Gjellerup en samling noveller, Det unge Danmark, som er et forsøg på at være med i gennembruddet, men det mest eklatante skrift fra Gjellerups hånd i denne periode er imidlertid en digtsamling som Georg Brandes himself hjalp med færdiggørelsen af – han gav den således titlen: Rødtjørn. Samlingen er næsten et programskrift med indlagt hyldest til Brandes der patetisk kaldes "helligåndskriger" og "Skt. Georg". Det er kampen mellem de gamle livsholdninger og det nye der er i centrum, det er diskussionen mellem "Tidens Røster". Og det er denne opsummering af det moderne gennembruds indhold der gør samlingen interessant.

Grænsegænger

Men Karl Gjellerup er på vej og krydser grænsen til en ældre epokes tyske klassiske idealisme. Det viser sig ret hurtigt at han er på kollisionskurs med gennembruddet: Alt det gennembruddet vender sig imod, bliver Gjellerups mål: han vil skrive om mytologiske emner, både fra kristendommen, men også og især fra nordisk og græsk/romersk kultur; han vil have at litteraturen skal betyde etisk og æstetisk højnelse af modtagerne, og hans personer (heltene i det mindste!) skal kende og referere til (tyske især) litterære og musikalske kunstværker. Gjellerup bliver germanernes åndelige og idealistiske lærling – som bevidst og udtalt modsætning til den franske frivolitet og overfladiskhed som gennembrudsfolkene dyrkede. Faktisk kan man allerede i samlingen Det unge Danmark (1879) se at Gjellerups skrivemåde insisterer på at referere til kulturel viden – intertekstualitet, siger vi i dag og tænker på Blixen og andre mestre i den kunst.

Hvis vi sammenligner med de to andre præstesønner der også blev født i 1857, Herman Bang og Henrik Pontoppidan, så træder Gjellerups træk tydeligt frem. Først Gjellerup i beskrivelsen af en klassisk situation: dreng møder pige:

Hvor her er skjønt, udbrød hun og saae sig om; hun følte sig lidt bange og usikker; – se, det er, som om Vinterens Fe havde med ødsel Haand udsaaet en Skat af Diamanter over sit Rige.

– De er for mig Vinterens Fe og Nattens Dronning, hviskede han.

– Ja, svarede hun idet hun standsede og med sine funklende Øjne saae dristig ind i hans, – men jeg frygtede at aabenbare mig for en Tamino.

Det unge Danmark, 1879, s. 280-81.

Og se så hvordan Herman Bang beskriver situationen, musikalsk, sprogligt stramt, men uden intertekstuelt fyld:

Cigaret fik han tændt og lod den hænge løst mellem Læberne. (…) Ganske vist … hun dansede Vidunderlig. Denne blide Bøjning af hendes Lænd ind i hans Arm. Og hendes Kjole – vinrød – hvilken forbandet Burgunder og i simple Glas – hendes Kjole faldt om hende, saa man saa hver en Form …

Præster, 1883, s. 122-24.

Og endelig Pontoppidans rolige fremstilling:

(…) Og inden hun gik, rakte hun ham Haanden, som han holdt længe, mens han sagde nogle sagte Ord, der fik en stærk Rødme op i hendes Kind, og Brystet til at svulme, saa det blev kjendeligt uden paa det bløde, lodne Slag.

"Efter Ballet", 1881, s. 14.²

Lyrikken

Denne brug af referencer til (tysk) kultur er Gjellerups varemærke i prosaen. På en måde er hans lyrik noget "renere" og i hvert fald lettere at have med at gøre – der er ikke brug for den store viden – især ikke i hans mest interessante lyrik, her fra Min Kærligheds Bog fra 1889:

Haardt og koldt

Mit Hjerte har man altid holdt
   for flinte-haardt; –
Dit Blik som Klingestaal er koldt
   og blinker kort; –
Men Flint og Staal i rette Hænder,
De give just den Gnist, der tænder.

Eller her (hvor der dog er nymfer til stede):

Mellem dit Bryst og din Kind

Mellem dit Bryst og din Kind
   dèr sank jeg i Kjærligheds-Drømme,
vugget saa sagtelig ind,
   som baaren af bølgende Strømme.
   Som Aftenbrisen, saa sval og let,
   paa min Pande vifted dit Aandedræt,
og langsomt standsed mit Sind,
   som en Baad, der svæver ved Solesæt
mellem Sø og faldende Vind –
imellem dit Bryst og din Kind

Mellem din Kind og dit Bryst
   dér fik mine Tanker en Dvale;
fra Hjertekildernes Røst
   fornam de en Eventyr-Tale;
   Melodisk nynned dit sunde Blod
   lig Nymfestemmer fra Livets Flod
under Elskovslundenes Kyst;
   og just som min Drøm ved Dybet stod,
jeg vaagned af Elskov kyst –
imellem din Kind og dit Bryst.

Henrik Pontoppidan anmeldte digtsamlingen i Kjøbenhavns Børs-Tidende, og udover hvad anmeldelsen viser om Pontoppidans stilistiske mesterskab, så er den en utrolig præcis karakteristik af Gjellerups forfatterskab.

Sædelighedsfejde?

Et påfaldende træk i Gjellerups forfatterskab er hans næsten skematiske brug af to kvindetyper: den høje blonde, fuldbarmede, som altid er (viser sig at være) overfladisk og ikke værd at samle på. Det gør de mandlige helte så heller ikke; de foretrækker (som Gjellerup) den lille, mørke, spinkle (undertiden "lidt fladbrystede") type:

Sopranen var en høj Blondine med bredt rundede Skuldre og en fyldig Buste; hun sang sikkert og lidt fordringsfuldt med en stor, øvet Stemme. Paa hans anden side stod en spinkel brunet Pige, hvis Altstemme havde den dybeste Sangbund i hans Hjerte, skønt den var en Smule tilsløret og ikke fuldstændigt havde faaet Registrene sammensmeltede, ligesom hun ogsaa sang noget forlegent og ikke altid satte saa sikkert ind.

(Romulus)

Det der ligger Gjellerup på sinde, bl.a. ved hjælp af sådan en modsætning, er kampen mod det frivole, det ikke-åndelige i kærligheden. Han bruger sidste kapitel i rejsebogen Vandreaaret (1885) til at præcisere opgøret med Brandes, som han citerer fra en omtale af en bog af Garborg:

Askesen […] er en Ulykke, en naturstridig Ting, et Offer, som mange Gange bringes en værdiløs Fordom. […] den virkelige Renhed [kan …] købes alt for dyrt, naar den medfører tærende Savn og al Goldhedens og de kvalte Længslers Bornerthed.

Hertil indvender Karl Gjellerup:

Dette erotiske laisser-aller forekommer mig at have den samme Mangel paa det moralske Omraade, som det samme Princip har paa det økonomiske: det opofrer den Svage for den Stærke, – og den Svage vil her ofte sige den Bedste. Det opofrer det dybt følende og trofaste Individ for den letsindige og brutale Natur; og indenfor den enkelte Personlighed ofrer det de fine og dybe Følelser for de grove og overfladiske.

Begge citater opus.cit., s. 476-77

Musikken

Karl Gjellerup havde et indgående kendskab til musik og han har utallige referencer til musik i sine bøger. Han kan simpelthen ikke lade være med at tænke i musik, når han skal beskrive sine personer: de sammenlignes med kendte figurer fra operaer (helst af Wagner) og de bruger løs af musikalske referencer – en bog har ligefrem titlen G-dur. – Jeg-fortælleren i Minna siger det direkte:

Vor Kærlighed spejlede sig i dette hellige Tonevæld som en Narkissos – og elskede sig selv.

Men Gjellerup bruger også sin begejstrede viden om Wagner som formidler, ligesom hans oversættelser af Wagner stadig kan inspirere folk der arbejder med tekstning af Wagners værk. Der er en egen sund pædagogik i Gjellerups program for formidlingen af Wagner. Han er på det rene med det svære, nærmest umulige, i at give oplevelser videre, men tilføjer så:

[…] Men muligvis kan jeg til en vis grad forberede Forstaaelsen. Maaske kan jeg bidrage Noget til, at Læseren møder Kunstværket med mindre Sky og Uro, end jeg gjorde det, – at han med mere Viden om hvad det er, han indlader sig paa, og med mindre Overtro paa Umuligheden af at forstaa denne saakaldte Fremtidsmusik maa kunne gaa til dette vor Tids dramatiske Storværk, naar det lykkes at faa det bragt hertil.

(Richard Wagner, 1890)

Nobelprisen

Karl Gjellerup var i spil som modtager af Nobelprisen adskillige gange og i et kompliceret forløb med allehånde mere eller mindre ædle motiver endte det som bekendt med at han fik en halv pris sammen med Pontoppidan i 1917. Begrundelsen var meget tæt på den formulering som Nobels fundats angiver, nemlig at Gjellerup fik prisen for sin idealistiske indsats, mens Pontoppidan bare fik den fordi han var en god forfatter. Ejnar Thomsens udsagn er skrapt, men tæt på sandheden: "Det er Svagheden i Gjellerups Digtning, at den handler mere om Livsanskuelser end om Livet."³

Grænsegænger

Gjellerup var på flere måder en grænsegænger: han flyttede til Tyskland (skrev også værker på tysk), opførte sig politisk ukorrekt, holdt med de forkerte, kæmpede mod den herskende holdning, men blev stædigt ved og døde i deprimeret ensomhed. Man må respektere hans kompromisløse stædighed, selv om hans forfatterskab nu mest kan læses for dets afspejling af en tid. Han viser os så til gengæld at tiden omkring 1900 er meget mere underlig end vi umiddelbart får øje på i den kanoniserede litteraturhistorie.