Walter Rathenau
Nærværende er udarbejdet paa Grundlag af to af Hr. Rathenau's Arbejder: Zur Kritik der Zeit (1911) og Von kommenden Dingen (1917). Et mellemliggende, Zur Mechanik der Geistes (1912) og et foregaaende Reflexionen (1908) har ikke været mig tilgængelig.
Walter Rathenau's Navn er ikke kendt af den danske Offentlighed. Enkelte ved, at han, som forøvrigt tilhører en af de fyrstelige tysk-jødiske Slægter, er en af Hovedmændene inden for tysk Industri, under Krigen har administreret Raastoffordelingen og gjort et kolossalt Arbejde, endnu færre kender ham som Skribent. Han er dog Forfatter til nogle betydelige social-ethiske Arbejder, med ejendommelig og udpræget Tendens. De gaar ud paa at paavise, at den nærværende Tidsalder staar paa Overgangen til en ny Tid, der vil adskille sig ligesaa meget fra den foregaaende som den >efterkristelige fra den førkristelige. Allerede nu findes der, ukendte for hverandre, Tusinder af Mænd, som i sig aner en ny Verden med en radikalt forandret Vurdering af Mennesker og Ting. Fra disse, de faa seende blandt Millionerne af dem, der vel føler nærværende Tids Lidelse og Utilstrækkelighed men ikke kan se klart og som hildede i timelig Haab og Frygt ikke ejer Spændkraft til at svinge sig op over Dagens Spørgsmaal, vil Overbevisningen om det forestaaende Gennembrud brede sig til alle Sind. Tiden vil da være moden til det ny, en indre Revolution vil have forberedt sig saa stærkt, at en skøn Dag det nuværende Samfund med dets økonomiske, moralske, politiske Tilbehør vil springe og falde til Jorden som et Puppehylster, en ny Menneskehed flyve op i Solen, straalende som en Sommerfugl.
Utopi vil man kalde det, siger Forfatteren, under Henvisning til Menneskenaturens Uforanderlighed og Træghed. Lad Mennesket være nok saa trægt, nok saa uforanderligt, svarer han; der gives dog Tanker, Aander, Bevægelser, som er saa stærke, at de løfter Verden af Hængslerne. Der gaves en Buddha, der gaves en Kristus, ligesaa vel som der gives Buskmænd, der nu er, som de var for Aartusinder siden.
Og naar han nu spaar det nyes Nærhed, Overgangens Nødvendighed, er det fordi han har gennemskuet Udviklingen og opdaget en Bevægelse, der, efter at være vokset gennem Aarhundrederne med en Naturudviklings Kraft, nu har naaet et Kulminationspunkt[,] omspænder hele Verden, har alle Menneskesamfund, alle civiliserede og de fleste uciviliserede Individer i sine Kløer, en Bevægelse, der som naturligt nødvendig maa anerkendes, men som Naturvælde maa frygtes som Fjende af den, den vil knuse, Menneskesjælen, Menneskelykken; en Bevægelse, som man først kan møde og besejre, naar man har erkendt den, og anerkendt den som nødvendig, lært at lægge den i Leje som et oversvømmende Flodløb, i Turbine som et vildt Vandfald. Denne Bevægelse kalder han Mekaniseringen, Verdens Mekanisering.
Den grundlagdes egentlig den Gang Menneskene første Gang i Flok og Følge slog sig ned ved Flodløbene og dannede Samfund, fordi den enkelte ikke længere kunde staa sig i Kampen for Tilværelsen. Da begyndte "Menneskehedens Erobringskamp mod Naturkræfternes Helhed og det er den, vi kalder Mekaniseringen. Halvt bevidst halvt ubevidst er Menneskeheden blevet smedet sammen i en Tvangsorganisation, kæmpende mod hinanden og dog solidariske, slaas de for det fælles Liv og den fælles Fremtid". Dog, det er gaaet langsomt og gradvist. I Aarhundreder, ja i Aartusinder var der Plads nok paa Jorden. Blev Befolkningen for tæt, sendte man Kolonier ud som fra Hellas og Rom. Først i vor Tid med dens uhyre Sammenhobning af Mennesker i Kulturlandene, med de store Byer, da selv det simpleste Indkøb af de selvfølgeligste Nødvendigheder, Mælk, Brød, Kartofler forudsætter et indviklet Maskineri, hvor Consument og Producent sidder ukendte for hinanden ved hver sin Ende af en Jærnbanelinje, da det Korn og Kød, som man spiser, er omsatte Soyabønner, omsat Kunstgødning som er hentet hjem over Havet eller udvundet af Luften, da Individet overhovedet ikke kan leve uden ved Hjælp af Ting, som kommer til ham fra 3 Verdensdele, kan Mekaniseringen, Maskineringen virkelig siges at være bleven det uomgængelige sine qua non. Man kan ikke unddrage sig den. Thi drog man langt bort og levede som en Eneboer, det Søm, hvormed man slaar sin Hytte sammen, den Spade man graver med, Hat, Sko og Tøj er dog altsammen bleven til udelukkende og alene i Kraft af den socialøkonomiske Naturlov som Mekanisering er.
Den Tilstand, da Manden selv saaede i det Korn og selv tillagde de Dyr, som han skulde leve af, er fjærn; hvor er nu de Hjem hvor Kvinderne spandt og vævede Husets Behov; hvem brygger mere selv; hvem ejer som endnu Gothes Moder et Vinbjærg og kender sin Vinkælders Historie. For hvor mange er nuomdage Livet og Arbejdet ét. For de fleste begynder Livet først, naar Fabriksfløjten piber Fyraften og Uret slaar. Vi fører en dobbelt Eksistens, en som Hjul i Arbejdsmaskinen, en som Individ, som Sjæl; eller er det saadan, at Sjælen er forsvunden? Der er Fare for det, thi Mekaniseringen er en rent materiel Organisation og giver Sindet en Retning imod det uaandelige; den er en Tvangsorganisation og undergraver den menneskelige Frihed. Mere og mere har Sindet vænnet sig til at se sig selv bestemt af fremmede Ting, af Milieuet, af noget hvorover det ikke er Herre. I Videnskaben, Aandens egentlige Verden, har den historiske Betragtning taget Têten, Analysen og Sammenligningen hersker. Det nye, det levende dræbes under en altfor stor og altfor død Videns kolde Blik.
Og dog, Sjælen er ikke død. Den lever i Længselen, i Smerten, i Lidelsen. Den er som Jøderne i Ørkenen, den vandrer og forsmægter, men den tror paa Forjættelsen om det lovede Land. Israels Ørkenvandring skulde vare i 40 Aar og kunde ikke forkortes. Sjælens Vandring varer saalænge som Tilbedelsen af den kolde Intelligens varer, men denne er atter ikke noget vilkaarligt, som man vilkaarligt kan opgive, den er en Nødvendighed eller var en Nødvendighed for at komme gennem de mange Kendsgerninger, som Mekaniseringen førte med sig. Først i det Øjeblik vi erkender Mekaniseringen som en Naturlov og gennem Erkendelsen gør os til Herre over den, opdager vi, at just den Intelligens, som vi syntes var ved at dræbe Sjælen, var en af de Veje, der førte til Sjælen: "Bevidsthedens og Forsagelsens Vej, den i Sandhed kongelige Vej, Vejen, som Buddha gik".
Naar vi er naaet til Ende med Forstaaelsen af Sammenhængene og har opdaget, at i Tanken ligger der ingen skabende Kraft, i Erfaringen ingen drivende Magt. Naar vi har opdaget, at Tanken vel kan forklare, at det Lindetræ, der staar lyst og grønt foran vore Vinduer er vokset op af af et Lindefrø, men at Tanken absolut ikke kan fortælle os, om det Lindefrø, vi holder i vor Haand skal blive et stort Træ eller opløses i Støv, er vi bort over Intelligensen som Maal, paany kommen til Livets Kilde, til den skabende Vilje, Viljen, som er Kærlighed, Forkærlighed der ikke kan bevises, men springer frem af det lykkeligt skabte Individs Urgrund. Denne skabende Vilje finder sit Udtryk og danner sin Verden gennem Ordet, thi "hvert ægte Ord har klingende Kraft og hver Tanke, der ikke er født i den dialektiske Forstands Labyrinter men i Følelsens varme Skød, avler Liv og Tro".
Hvor sælsomt hos denne fremmede, der ikke kender Grundtvig at genfinde en af Grundtvigs Hovedtanker, Tanken om det levende Ord og dets Magt; og hvor mærkeligt hos denne Tysker paany at finde den Tanke, der efter saa mange Aars Intelligensforkuelse, virkede med forløsende Kraft, Bergsons Idé om det intuitive, den Kraft i Sjælen til at elske og foretrække, som skaber Personligheden, som er uafhængig af Intelligensen og i de stærke Individer stærkere end denne. Sælsomt og mærkeligt levende kalder jeg det, thi vel er en Tankes Sandhed ikke uafhængig af noget uden for den, men Livsfornemmelsens Rigdom og Straaleglæde er saa meget des større, jo flere der deler den.
-------------------------
To Ting staar fast. Mekaniseringen, der paa den ene Side er en Nødvendighed, som man ikke kommer uden om og paa den anden Side en Fare for Sjælen. Dernæst at Sjælen dog lever og længes efter et rigere Liv, et Liv i Frihed. Spørgsmaalet er nu ikke, hvorledes det gaar til, at enkelte som har den indre Friheds Naadegave, kan overvinde en uafvendelig Skæbne. Vi ved, at Slaven Epiktet hævede sig til det højeste indre Liv og at Trældom og Fattigdom saaledes ikke er nogen absolut Hindring for Sjælens Vækst. Men dette er Undtagelsen. Hvad vi søger, er den rette Livsform, som aabner hele Menneskeheden Vej til et rigt Sjæleliv.
Vi lever i et Samfund, der er delt ved en næsten uoverstigelig Kløft i Over- og Under-Klasse. Kun Overklassen er fri, men Nøglerne til dens forjættede Land hedder Dannelse og Formue og de er begge arvelige. "Kun faa fri Mænd har [i] deres Kreds set et Menneske, som selv eller hvis Fader tilhørte Underklassen" (!).
Derfor drejer det sig om i Stedet for denne blinde og uovervindelige Skæbnebestemthed at sætte Selvbestemmelsen og det personlige Ansvar; ikke at paatvinge Menneske[t] Friheden men aabne det Vejen til Friheden.
Dette er altsaa Maalet: Menneskelig Frihed.
Hvorledes opnaa dette Maal? Forudsætningen er stadig, at Mekaniseringen kommer man ikke uden om. Den overvindes kun, idet man anerkender den, det vil her sige ved at erkende, at den menneskelige Frihed i individualistisk Forstand slet ikke mere kan eksistere for vor Slægt og Fremtidens Slægter. Den Frihed vi kan vinde, bestaar i den frivillige Forsagelse derpaa, i Anerkendelsen af alles Solidaritet med alle under den samme Naturlov. Friheden bestaar ikke i, at en Befolkningslag undertrykker et andet, Friheden bestaar heller ikke i, at et Befolkningslag fra neden stormer løs paa et andet, der er ovenpaa; at man paa socialistisk Vis ser Lykken alene i en ligelig Fordeling af de materielle Goder, thi Velbefindende og Lykke er ikke et; Velbefindende tilfredsstiller ikke Sjælens dybe Trang; paa et hvilket somhelst Niveau er Savnet og Smerten lige stor. Det er derfor Socialismens store Mangel, at den kun arbejder med det materielle og i dette finder Livsproblemets Løsning. Men uden om Sjælens Rige, Oplevelsen af Gud, kommer ingen, der har Lejlighed til at søge til Ende. Her mærker man, at det er den rige og mægtige Mand, der taler, som har oplevet, at Rigdom og Magt ikke er nok, men kun Stadier, som ikke tilfredsstiller dem, der har naaet dem.
Ikke gennem Had, Krav og Trods hverver man det evige, Sjælens Vækst, men gennem Forsagelse, gennem Hengivelse i noget højeste, i noget som omspænder en paa alle Sider, i hvilket man er og røres.
De rige og mægtige, som har oplevet, at den materielle Velfærd er en skuffende Drøm, maa give Afkald og kan gøre det, fordi de har erhvervet Sjælens sande Frihed og overfor denne højeste Værdi finder alt andet smaat. De maa aabne de lukkede Døre ud til Underklassen, give denne Mulighed for den sjælelige Udvikling. Trældom er en Hindring, derfor maa Trældommen, ogsaa den økonomiske, afskaffes. Dette sker ved, at det økonomiske Liv, Produktion og Forbrug ikke overlades til det individuelle Forgodtbefindende men reguleres af Staten.
Helhedssummen af det menneskelige Arbejde, som er Grundvolden for det økonomiske Liv, er nemlig begrænset. Det maa forhindres, at enkelte i Kraft af Pengene tilegner sig en uforholdsmæssig Del deraf, hvilket betyder Mangel for andre. Ved Told og Skatter og eventuelt Konfiskation og Arbejdstvang maa Staten gribe ind og regulere Produktionen og Forbruget. Dette er den social-økonomiske Vej mod Maalet.
I næste Afsnit, som hedder Den moralske Vej (Der Weg der Sitte), udvikles, hvorledes den social-økonomiske Vej maa forberedes gennem Sindets Befrielse for den af Mekaniseringen smittede Vurdering af Livet. Fra det indre maa man begynde; ikke Successen, ikke Penge, ikke Anseelse maa være bestemmende for Vurdering. Den ny Etik spørger ikke, hvad er bedre eller hvad er værre, hvad er retfærdigt eller foragteligt osv., men spørger: Hvad viser fremad, hvad tilbage. Hvad forlanger Liv og hvad er viet til Død. Med andre Ord den ny Etik spørger mindre om enkelte Handlinger end om sjælelige Tilstande. De skabende sjælelige Tilstande er de gode. – Dette minder om afdøde Ludvig Fejlberg. – Enhver Sindstilstand, der er rettet mod noget materielt som eneste Maal, er "sjælefjærn"; "sjælenær" bliver man kun i samme Forhold som man søger Hvilen og Livet i det transzendente, hvor det usaglige[,] ukærlige, selviske, det, som kan sammenfattes i Ordet Stræbervæsen, falder bort.
Men det er naturligt, at de hvis Liv er Maskin-Materiale for det tekniske Fremskridt, for Realiseringen af de videnskabelige Erobringer, glemmer Arbejdet paa deres Sjæl for Misundelsen og Hadet. Derfor er den økonomiske Misere og Uret saa stor en Ulykke, thi den hindrer de sovende i at vækkes og de vakte i at arbejde med Held for Sjælens Frihed. Først naar de materielle Goder er bleven Almeneje kan den rent skabende, intuitive og ansvarsbevidste Aand træde frem og gribe Førerstaven, der peger mod Sjælens evige Rige. Men udover en anden Hindring, Intellektualismen, der aldrig kan vurdere Tanker og Handlinger uden efter deres Nytteværdi, er man allerede nu ved at komme. "Thi Intelligensen begynder at blive Almeneje og dens medfødte Fattigdom er ved at vise sig, den uudholdelige Lighed mellem alt hvad der gøres og tænkes. Hvis det er sandt, at Mekaniseringen er en Nødvendighed og tillige en Plage, da bliver ogsaa den ethiske Vurdering af menneskeligt Egenskaber, – i Modsætning til den intellektuelle – en social Nødvendighed, thi "kun en højere Menneskelighed formaar at overvinde Mekaniseringens Tyranni og forandre dens Kraft til Helse".
Inden man naar Maalet, den indre Forandring i Livsvurderingen, vil der gaa lang Tid men "den første, sagte Tone er slaaet an og vil aldrig tie mere", thi hvad de her siges er i Overensstemmelse med Virkeligheden og saaledes uafhængigt af menneskeligt Forgodtbefindende.
-------------------------
Det sidste Afsnit Viljens Vej tager direkte Sigte paa Tysklands politiske Forhold og efterlader som saa meget af hvad dannede Tyske skriver i denne Tid, et besynderligt blandet Indtryk. Hos Hr. Rathenau møder man – jeg fristes til at sige selvfølgeligt ikke hos en saa fintdannet og højtbegavet Aand – hverken misforstaaede Angreb paa fremmede Nationer eller en blind Forgudelse af Tyskland, derimod, omend i halvt skjulte Udtryk, denne betagende Fædrelandskærlighed, som brænder dobbelt hed i en Tid som den nuværende og strømmer ind i Læseren varm og rød som enhver ægte Følelse, der ejer Livets Fylde og Mangfoldighed. Men just fordi Følelsen er saa dyb og Vurderingen saa klar, undres man over Modsætningen mellem den og dens Genstand, eller rettere sagt over, at Kærligheden kan være saa stor, at selv en skarp Kritik ligger som et lille uskyldigt Barn inden i den. Har man mere Vidnesbyrd behov for Nationalfølelsens dybe Virkelighed, for Nationens absolute Betydning for den enkelte.
"Jeg tror ikke paa vor Ret til at bestemme over Verden", siger han, "eller paa nogen andens Ret, fordi hverken vi eller andre har fortjent det. Vi har ingen Krav paa at bestemme Verdens Skæbne, fordi vi ikke har lært at bestemme vor egen. Vi har ikke Ret til at paatvinge de civiliserede Nationer vor Tænkemaade og Vilje; thi hvilke Svagheder de end maatte have, ét er der, som vi ikke har erhvervet os endnu: Viljen til at staa til Ansvar for os selv".
Det hænger sammen med, at Tyskland med sine Parlamenter og politiske Indretninger paa Papiret vel er en Stat, hvor Folket er Staten, men Virkeligheden, navnlig for saa vidt Preussen kommer i Betragtning, er en Klassestat, hvor et Faatal har den bestemmende Indflydelse, paa Trods af et langt større Flertal men i Kraft af den almindelige politiske Indolens, som særtegner Nationen. "Der bestaar i Preussen–Tyskland kun en eneste politisk Magt: den konservative Feudalisme". I Parenthes føjer jeg til, at han forklarer dette Partis Styrke ved, at kun det har en politisk Anskuelse, der stemmer overens med en transcendental, stærk Verdensanskuelse; delvis ogsaa ved dets nære Forbindelse med Kronen.
"Hvis denne Krig bragte en fuldkommen Sejr, en rask og ubetinget Succes, vilde Realiseringen af en virkelig tysk Folkestat ikke være fremskyndet". Den vilde tværtimod have bragt et tilsyneladende glimrende Bevis paa Fortræffeligheden af de nuværende Tilstande, hvor en stor Underklasse, "den mest disciplinerbare og organiserbare Masse, Historien kender, et Masselegeme, der uafhængigt af Stemninger og Meninger yder alt som fordres, til Evnens yderste Grænse, en Masseaand, der ved ubrydelig Troskab følger hver autoriseret Fører", staar som villigt Redskab for en født Overklasses Vilje og Maal. Sejren vilde kun forøge den tyske Fare, som er Uselvstændighed, Mangel paa Selvbevidsthed, Ansvarsfølelse og egen Dom1. "Vor Verdenskrigsskæbne er denne: En Politik uden Fasthed og uden Resultater har ikke overbevist det tyske Folk om, at det er forpligtet til selv at bære Ansvaret for sit Liv og Skæbne".
Nu er det ikke let at se, hvorledes man vil kunne vække politisk Ansvar uden gennem et politisk Liv, der skaber Muligheder for politisk Ansvar. Der synes for en Mand af saadanne Ord kun at være én Udvej nemlig at opstille Kravet om Forfatningens Ændring i parlamentarisk Aand. Dette sker imidlertid ikke. Paa en desorienterende Maade laverer Forfatteren mellem den nuværende Tilstand, som han forkaster, et ideelt Parlament, som han kalder lige saa utopisk som en ideel absolut Hersker, og et Menneskeparlament, ved Tanken om hvilket, han føler samme "kolde Angst", som han mener Normaltyskerne i det hele taget gør.
Forfatterens ideelle, ethiske Tendens viser sig her som en Hindring for Reformer. Thi, siger han, kun den Forbedring, der vedrører Sjælen har Værdi; men Sjælens Verden er den indre Verden. Det vilde være falskt at mene, at forbedrede Love og politiske Indretninger vilde gøre Mennesket bedre og i egentlig Forstand mere fri. Hvad det kommer an paa er Samvittigheden, og den er uafhængig af det ydre. "Hvis det tyske Folks Samvittighed havde Viljekraft saa vilde ethvert Ønske om Fremtidens Folkeslag blive opfyldt, uden, at der behøvedes nogensomhelst Ændring i den skrevne Ret, den preussiske Valgret medindbefattet ... Derfor, bort med de frygtede Spøgelser, der hedder Demokrati, Parlamentarisme, Oligarki og Absolutisme".
Ræsonnementet er nøjagtig det samme i som Schillers i Briefe über die aestetische Erziehung der Menschen. Schiller, der var begyndt med at hylde den franske Revolution, vendte sig siden med Afsky fra den, thi han syntes ikke, den havde gjort Menneskene bedre. Indvortes fra maatte enhver virkelig Forbedring af Slægten begynde, de ydre Rammer var ligegyldige. Det kan nu næppe kaldes en Kompliment for en moderne, politisk Skribent, at ræsonnere som en Mand fra hin Tid, der, som Treitschke har sagt besad Evnen til med Sindsro at finde sig i Forhold, hvis Taabelighed alle indsaa. Thi selvom det er rigtigt, at Love og ydre Forandringer alene ikke forbedrer Menneskets Indre, er det dog ikke mindre rigtigt, at Menneskets Indre ikke kan forbedres uden samtidigt som en naturlig Ting at omforme de ydre Forhold. Forhindres dette, sker der en Uret, som atter virker ødelæggende tilbage paa Sjælen.
Jeg tror Kalamiteten rejser sig af, at Forfatteren gør sig skyldig i en Sammenblanding af to Ting, der ikke kan sammenstilles. Han møder overfor den ydre Verden, Samfundet og Staten med den samme absolute Fordring som overfor den indre Verden, Sjælen, det evige, og synes at glemme, at medens det gode i denne indre Verden er noget absolut, nemlig Sandheden, som ingen Grader kender, er det gode i den ydre Verden en Udviklingsstige, hvis lavere Trin ikke er mindre ægte og værdifulde, fordi de kun er Trin mod noget højere, og paa hvilken Intet Trin er det højeste.
Man kommer til at tænke paa Salmen:
Og Barnet tyder nu i Vang,
hvad David dunkelt saa og sang,
naar man følger hans tunge Tumlen med Tanker, der i et politisk vaagent Land er Selvfølgeligheder, og man fristes til at tilraabe ham her, hvor han viser sig lammet i sin Handlekraft af Kritik til alle Sider, med hans egne Ord fra anden Lejlighed: "Drømme der fortættes af Viljekraft og lænkes til Jorden, det er Hemmeligheden ved al Produktion". Her var det at det intuitive, Viljen, skulde vise sig sejrrigt overfor den lammende Erkendelse.
Heine sagde: Tal med den dummeste Englænder om Politik, og han kan sige noget fornuftigt. Tal med den klogeste Englænder om Religion, og han siger en Dumhed.
Omvendt gælder det maaske om Tyskerne.
Maaske er dette Afsnit skrevet med en Ironi, som man maa være indviet for at gennemskue, men sandsynligere er det, at den nationale, politiske Kultur med Henblik paa hvilken Forfatteren ræsonnerer og ud fra hvilken hans Tanker alene kan forstaas, er saa lidt udviklet, i saa ringe Grad er prøvet, at den ikke ved hverken Maal eller Vej. Hvorledes kan man ellers forstaa, at Forfatteren først beklager det tyske Diplomatis ringe Evne, kritiserer de mange Middelmaadigheder, der alene i Kraft af adeligt Navn og Formue sidder paa vigtige Poster, omtaler det store Spild af egnede politiske Kræfter, som stadig finder Sted i hans Fædreland, dernæst lægger Skylden for det over paa det bestaaende System og dog ikke bryder med det. Derpaa føjer han til: Man siger, at i England forbliver intet politisk Talent uopdaget og intet uopdaget Talent ubenyttet; lader dette være en Følge af de politiske og sociale Indretninger og desuagtet tager principiel Afstand fra Parlamentarismen. Og denne Afstandstagen er ikke bestemt af Hensyn til særlig tysk Tradition o. l., det er efter hans Mening just Svagheden ved den tyske "Professorpolitik", at den altid har ladet sig binde af den Slags, aldrig har kunnet skabe nyt.
Der er to tragiske, karakteristisk tyske Modsætninger heri. Den ene, at Forfatteren kan opstille saa skønne Drømme om en fuldkommen Menneskeslægt, tro paa dem, anse dem for højeste Pligt, og saa – gaa ud af sin tænkte Verden, se op paa den som fra den dunkle Jord mod hine Stjærner, om hvilke Goethe med blodig Ironi over Filistrene sagde, at dem begærer man ikke, man glæder sig ved deres Pragt.
Den anden er denne, at Forfatteren kan elske og beundre sit tyske Fædreland saa højt, at han hellere indenfor det vilde opleve en Reaktion værre end den hellige Alliances, end opgive en Tøddel af dets ydre Magt og Storhed, og dog maa frakende Folket væsentlige Egenskaber af dem, der vilde være nødvendige for at det kunde blive det noble og fornemme Herrefolk, som er hans Ideal.
Ganske vist mener han, at være sikker paa, at Fremtiden engang vil realisere Idealet, men han føjer til, at de som lever nu ikke skal opleve det, de er kun som Gødningen, der fremmer Plantens Vækst.
Den sidste Modsætning vil Hr. Rathenau forklare gennem en af sine Yndlingstanker, Lagdelingen i Folket.
Han anvender nogle Gange Billedet af et defilerende preussisk Eliteregiment og gør opmærksom paa Forskellen, som forøvrigt ogsaa er iøjnefaldende, mellem Officerer og Mandskab. Dette sidste er, naar det ikke drejer sig om Friser og Holstenere, der ligesom Jyder og Skaaninger er smukke germanske Typer, af mere lavstammet, sværlemmet, mørk Art. Saaledes, siger han, er det over hele Preussen; en Underklasse af ugermansk Rod har i Aarhundreder været vant til at se op til Herrekasten, som bød over dens Skæbne. Og selv nu, da Feudaladelens økonomiske Vælde er brudt, er det gamle Afhængighedssind, Underklassesind, ikke borte. Endnu øver Navn og Tradition sin Magt, et nyt; Ideal, et friborgerligt Ideal for Menneskelighed og Selvfølelse eksisterer ikke i Tyskland.
Hvad nytter det, at ogsaa Underklassen bliver rig og kommer op oven paa, Sindelaget trækker den med sig. Det sande Herresind, Gentlemansindet, som roligt og selvfølgeligt vurderer Tingene efter deres Værd, ikke efter Menneskenes Mening om dem, erhverver den ikke. Den er vant til at lystre, føler nu Befalingen som en Ydmygelse og gør den til en Ydmygelse, naar den befaler, som dens Færden i de erobrede Lande i og udenfor Europa viser.
-------------------------
Det er ikke Hensigten med disse Linjér at lægge Hovedvægten paa kritiske Forbehold overfor denne Forfatter. Fra psykologisk og nationaløkonomisk Side vilde man forøvrigt sikkert kunne kritisere ham kraftigt, og dog vilde det ikke berøre hans Værdi synderligt. Hans Tanker beholder deres Vægt, som skyldes den Intensitet, hvormed de er oplevede, og at de er oplevede af en Mand i Forfatterens fremragende Stilling. Det gør dem ikke blot dybe og smukke, men giver dem ogsaa en Realitet, uafhængig af deres Rigtighed. Verden vil maaske komme at regne med denne Mand, som den under alle Omstændigheder vil komme til at regne med dette Folk.
Carl Roos.