Lykke-Pers projekt ved at blive realiseret

TO GANGE i denne sommer har fjernsynet bragt oplysninger om de forsøg, der gøres, med at udnytte bølgeslaget i Vesterhavet som energikilde. I maj var der et kort foredrag i Natek-magasinet, hvor der fortaltes om det forberedende arbejde, og hvor der bl. a. vistes forskellige skematiske tegninger af de bøjelignende motorer, der skulle udlægges i bølgerne for at udvinde elektrisk strøm.

I begyndelsen af denne måned var emnet igen på skærmen og nu på et langt mere realistisk plan.

Der blev vist film af de udførte 'bøjer' og hvordan de blev rullet ud i vandet. Man så en kortskitse af den nordlige del af Jyllands vestkyst, med en skønsmæssig angivelse af, hvor bølgemotorerne tænkes udlagt. Og man fik den ret sensationelle oplysning, at man ved udlægning af bølgemotorer over en strækning af ca. 100 kilometer ville kunne dække hele Danmarks elektricitets-behov!

Dette er jo virkelig noget nyt. Hidindtil har Danmark haft ord for at være et af de energifattigste lande på denne jord. Vores smule åer regnede man ikke med. Vandfald skulle der til. Og nu viser det sig pludselig, at det havomfyldte Danmark ligger i et rent smørhul af energikilder. En skønne dag vil hvert bølgeskvulp kunne omsættes i elektrisk lys og varme.

Men denne mageløse opdagelse eller opfindelse er ikke ny. Den blev gjort for snart 100 år siden af en ung dansk ingeniør ved navn Peter Andreas Sidenius, også kaldet 'Lykke-Per' – hovedpersonen i Henrik Pontoppidans store roman, der udkom i årene 1898–1904.

Lykke-Per er skildret som den typiske Hamlet-dansker, hvis dristige drømme og ideer hurtigt forvandles til gustent overlæg og selvopgivelse. Hans kongstanke – mens han endnu er ung og handlekraftig – går netop ud fra Danmarks formentlige mangel på naturlige energikilder. Han udkaster en vidtløftig plan, som skal omskabe Danmark fra et ensidigt landbrugsland til et industriland, der kan gøre sig gældende i den kommende tekniske guldalder.

ET HOVEDPUNKT i planen er anlægget af en stor havn inden for Skallingen ved udløbet af Varde Å. Denne havn sættes ved et omfattende system af kanaler i forbindelse med den jyske østkyst og gennem bælterne med Østersøen. Den aflange ø Langli i Ho bugt indrettes til frihavnsområde, 'hvor Skibsværfter, Dokker og mægtige Pakhuse vilde vokse op af det golde Sand' og gøre havnen til en konkurrent til Hamburg og Bremen.

Men ikke nok med det:

Overalt skulde den fornødne Drivkraft tilvejebringes ved hans forbedrede Vindmotorer eller hentes ude i Vesterhavs-Brændingen og føres gennem Ledninger over Skallingen ved hjælp af de mekaniske Indretninger, der var hans helt selvstændige Opfindelse.

Sådan hedder det i den udførlige udvikling af planen i femte bind af Lykke-Per: Hans store værk, der udkom i 1901. Man allerede i det foregående bind Lykke-Per i det fremmede fra 1899 siges det, at planen forudsætter 'en storstilet Anvendelse af Vind- og Bølgemotorer i Industriens Tjeneste'. Og i den omarbejdede anden-udgave af Lykke-Per fra 1905 finder man en mere detaljeret beskrivelse af kraftudvindingen, der ord til andet kunne være benyttet som tekst til udsendelserne i fjernsynet nu i sommer:

Under sin Syslen med denne Opgave [den nye storhavn på vestkysten] var han bleven ført ind paa den Ide at udløse Vesterhavsbølgernes Energimængder ved hjælp af store Bøjer af sammennittede Jernplader, der skulde udlægges i Brændingen, og hvorfra Kraften igen førtes gennem Ledninger ind til industrielle Anlæg paa Stranden.

Naturligvis – kan man næsten sige – stødte den fremsatte plan på så megen modstand – lige fra snæversynet 'sagkyndig' kritik til behændig plagiering – at Lykke-Per endte med at opgive den. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget Pontoppidan mon selv, da han udsendte romanen, har troet på muligheden af at udnytte bølgekraften.

På samtiden i almindelighed har vel Lykke-Pers plan virket ikke blot fantasifuld, men aldeles fantastisk og urealistisk – typisk for det projektmageragtige og noget upålidelige, der klæbede ved denne moderne lykkeridder. Man kan gøre den kontraprøve at slå op i en af den tids bibler, nemlig Opfindelsernes bog, der netop udkom samtidig med Lykke-Per – oven i købet på samme forlag, Ernst Bojesens1.

Her nævnes allerede omdannelsen af vindkraft til elektricitet som noget selvfølgeligt – mens bølgekraft ganske lades ude af betragtning. Ved drøftelsen af naturlig vandkraft tænkes der udelukkende på vandfald. Og det fremhæves, at Danmark "i saa Henseende er stedmoderligt behandlet af Naturen og meget uheldigt stillet, naar Talen er om at skaffe billig Drivkraft".

PONTOPPIDAN var jo forhenværende polytekniker, og han anfører, at Lykke-Per støttede sig til udenlandske fagtidsskrifter. Pontoppidan har næppe været uvidende om de bestræbelser, der var i gang ude i verden, på at udnytte havets latente kræfter. F. eks. fremsatte den franske ingeniør Decoeur så tidligt som 1890 et forslag til et tidevandskraftanlæg i Seine-flodens munding. Og i 1911 konstruerede amerikanerne et bølgemotoranlæg ved Atlantic City i USA.

Efter anden verdenskrig har den tekniske udvikling taget fart også på dette område. F. eks. erklærer den tyske ingeniør-lommebog fra 1954 kategorisk: "Ausnutzung von Ebbe und Flut zur Zeit bedeutungslos". Men kun en halv snes år senere, i 1966, indviedes verdens første ebbe- og flodkraftanlæg ved St. Malo i Bretagne. Måske kraftanlægget langs Jyllands vestkyst bliver den næste store nyskabelse i vor tekniske vidundertidsalder.

Det bør vel – efter opfinderen – kaldes: "Lykke-Per-anlægget".

 
[1] der må her være tale om den udgave af værket der udkom 1899-1901. Den senere udgave af Opfindelsernes Bog fra 1913 medtager bølgekraft under "Fremtidens Kraftkilder". Se også brev fra H.S. Bang til Pontoppidan 30.7.1915. tilbage