Det forsvundne skuespil

Når man i forvejen véd meget lidt om en ting, er det, at selv lidt mere får eksistensberettigelse. Sådan kan det vist siges at forholde sig med Henrik Pontoppidans første større arbejde: skuespillet "Hjemvee1". Spredt og kort er alt, hvad man kan finde om det i den trykte litteratur. Og hidtil har de utrykte kilder kun ydet meget lidt. Skuespillet har været læst og kendt af kun ganske få, som nu alle er døde. Og efter en kort levetid blev det eneste eksisterende manuskript tilintetgjort af forfatteren selv.

Hovedkilden i den trykte litteratur er Henrik Pontoppidans egne udtalelser i sine erindringer. Heraf fremgår, at skuespillet udsprang af hans oplevelser i Schweiz. Efter hjemkomsten var det for ham, som om han ikke kunne blive glad mere: "Bestandig gik min første Tanke, naar jeg slog Øjnene op om Morgenen, paa Langfart til det lille Væverhus i Lauterbrunnendalen og vendte dybt fortvivlet tilbage." Men når han som ældre så tilbage, erkendte han, at der også var andet i gære: "Forklaringen var i hvert Fald for en Del at finde helt udenfor Bevidsthedslivet, i de Sindets dunkle Afkroge, hvor ingen Tanke kan trænge ind. Jeg kunde til Tider have en mærkelig Fornemmelse af, at et fremmed Jeg var i Færd med at vokse frem i mig som et Foster. En pinagtig Fornemmelse, der fyldte mig med Lede og mørk Uro, – saadan som velsagtens et Dyr maa føle det umiddelbart foran et Hamskifte."

Uden at Pontoppidan siger det direkte, er det af sammenhængen klart, at det er digteren, som er ved at vågne i ham: "Adskillige Aftener tilbragte jeg denne Vinter i Teatrene, særlig i det kongelige Teater, hvor jeg blev en Slags Stamgæst i Galleriet. Efter en Aften hendrømt i en af de billige Sideloger, hvorfra man kun kunde se den ene Halvdel af Scenen og derfor idelig blev overladt til egne Betragtninger, vendte jeg hjem med Ideen til et 38 helt Skuespil i Hovedet. De følgende Aftener gjorde jeg en Række Notater, og da jeg mærkede, hvordan Optrin efter Optrin helt mirakuløst udfoldede sig som Bladene paa en Jerikorose, der er lagt i Vand, fortsatte jeg med Arbejdet Nat efter Nat i den Tanke at faa et stort tragisk Kærlighedsdrama ud deraf. Skuepladsen var en Dalstrækning i Schweiz, og Handlingen temmelig nøje kalkeret over mine egne Oplevelser dernede."

Endnu lidt usikker og ængstelig over, hvad han er inde på, opgiver han arbejdet halvfærdigt og lader det gå ned i en skrivebordsskuffe, hvor det fik lov at ligge et par år. Men da han en dag søgte efter noget i den "nederste Kommodeskuffe", fandt han sit "ufuldførte Schweizerdrama, der nu i Aar og Dag havde sovet sin Tornerosesøvn mellem kasseret Undertøj og hullede Sokker."

Han tager det frem, læser det igennem, retter på det hist og her, tilføjer en slutning – og sender det ind til Det kongelige Teater!

Det mærkelige – for den unge Henrik Pontoppidan – er ikke, at han nogen tid efter får stykket tilbage med afslag. Men derimod at afslaget var "overraskende høfligt motiveret", og at "Skrivelsen endte med en Opfordring til at tilbyde et af Byens Privatteatre Stykket."

Mens han hidtil har holdt sin bejlen til Thalia hemmeligt for selv sine nærmeste, viser han nu manuskriptet til sin bror Morten, som slet ikke var overrasket. Han havde "i sin Tid læst de Breve, jeg sendte hjem fra mine Vandringer i Schweiz, og af dem kunnet se, at Pennen var et Redskab, der faldt mig naturligt i Haanden. Det samme viste dette Skuespil, syntes han. Noget Mesterværk var det naturligvis ikke; men det røbede dog saa megen smuk Følelse og ungdommelig Fantasi, at det helt igennem fængslede."

Senere gjorde han også Johan Rohde "til Medvider i mit Frieri til Musen. Men heller ikke han blev saa overrasket, som jeg havde ventet. Han sagde, at han og Elmenhoff længe havde talt om, at jeg vistnok gik og rugede over en eller anden Hemmelighed og derfor var bleven saa irritabel. Da jeg nu en Aften havde læst mit Skuespil højt for ham, erklærede han, at den Dag jeg gjorde 39 Alvor af at bryde med Fortiden, vilde han gøre det samme."

Men så kommer det igen i skrivebordsskuffen, hvorfra det tages op efter hjemkomsten fra bryllupsrejsen i 1882 for at blive puttet i kakkelovenen!

Da Pontoppidan "i en Postvogn forspændt med fire Heste" passerede den egn i Schweiz, hvor han seks år tidligere havde haft sit "første alvorlige Møde med Kærligheden", var han "mest tilbøjelig til at smile ad Affæren". Men – tilføjer han – "det var alligevel ikke uden Bevægelse", at han så sin "ungdommelige Penneprøve" flamme op i kakkelovnen og forsvinde.

[figur]

40 Dette er så nogenlunde skuespillets historie, som Pontoppidan røber den i "Hamskifte" og det følgende erindringsbind "Arv og Gæld".

Lidt mere – blandt andet skuespillets navn – får vi at vide i Poul Carit Andersens bio- og bibliografi af Henrik Pontoppidan fra 1934. Her står: "I Bjergene besluttede han sig til at ville være Forfatter, og under Schweizerrejsens Indtryk opstod Skuespillet "Hjemve", hans første digteriske Forsøg. Stykket handler om en ung dansk Turist, der har giftet sig med en Schweizerpige, og som er ved at sætte sig fast i Bjergene, da han en skønne Dag hører Lyden af Posthornet fra Dagvognen, der gaar mod Nord, og pludselig river sig løs, overvældet af uovervindelig Hjemve."

I sin disputats "Henrik Pontoppidan. Fem huvudlinjer i forfatterskapet", Stockholm 1956, er det kun sparsomt, hvad Knut Ahnlund har af nyt om det tabte skuespil. Han refererer Pontoppidans "Enetale" i Politiken den 25. marts 1897, som uddyber den selvbiografiske baggrund, og meddeler en nærmere tidsangivelse for stykkets indlevering til Det kgl. Teater: "Enligt Det Kongelige Teaters journal över insände arbeten inkom det den 26. april; avgick med avslag den 9. maj." I øvrigt sammenligner Ahnlund Morten Pontoppidans oplysning, at han havde læst skuespillet allerede 1874 eller 75, med Henrik Pontoppidans, at det først var i 1879, efter faderens begravelse. Ahnlund mener, at det sidste er det rigtige.

Meget mere har man ikke vidst hidtil om Pontoppidans Schweizerdrama. Og hvad Pontoppidan selv kunne fortælle, angik nok så meget skuespillets tilblivelse og senere skæbne som dets indhold. Men efter studier af utrykte kilder er det nu muligt at fremlægge forskelligt nyt materiale, som i væsentlig grad kaster lys over de dunkle problemer.

Et brev til Johan Rohde – nu på Det kongelige Bibliotek – er i sig selv interessant ved at bringe os fra erindringernes store afstand tilbage til samtidighed og umiddelbar oplevelse. Brevet, der kan henføres til begyndelsen af august 1879, sætter overraskende ind i en diskussion af konkrete enkeltheder i stykket:

41 "Det kan måske more dig at høre, at jeg viste "Hjemve" til Morten; jeg vidste, han var en streng Dommer, og derfor blev jeg dobbelt glad ved at høre hans Dom om dette Dilletantarbejde; han roste det meget, ønskede mig til Lykke med det, og spåede mig en god Fremtid. Naturligvis var der enkelte Ting, han udsatte på, dog nærmest kun Scenen med Heinrich Spillemand i 2nd Akt (dersom du kan huske lidt om den), som han kaldte dårlig, noget jeg giver ham frygtelig Ret i; men ellers påpegede han mange Ting, han kaldte for udmærket, især i sidste Akt, hvor han mente, de bedste Enkeltheder var, medens første Akt var særlig ved Sammenhæng mellem Scenerne."

Begynder man ikke ligefrem at ærgre sig over, at stykket er så uigenkaldelig tabt? Dette, at en af personerne nævnes som bekendt for brevmodtageren, pirrer nysgerrigheden næsten irriterende. Så nær – og dog så langt fra.

Man må trøste sig med, at man dog er kommet sandheden endnu et lille korn nærmere: Henrik Pontoppidan huskede rigtigt, når han henlagde broderen Mortens løsning [> læsning] af skuespillet til tiden efter faderens begravelse 1879. Derimod huskede han ikke rigtigt, når han efter omtalen af broderens dom om skuespillet skriver: "Da Rohde efter Sommerferien kom tilbage til København, gjorde jeg også ham til Medvider i mit Frieri til Musen." Som man måtte vente har hans fortrolige ven åbenbart været fuldt orienteret længe før.

Sin hovedbetydning har det lille brevcitat dog nok ved det nærbillede, det giver, af den unge forfatter og hans glæde over sit værk – selv om han klædeligt beskedent – og med lidt usikkerhed overfor fremmedordet – kalder det et "Dilletantarbejde". Smukt taler det også om Morten Pontoppidans fine forståelse for den yngre broders talent: han spåede ham "en god Fremtid".



Fra dette private brev gøres nu et spring over til nogle officielle arkivalier, som findes på Rigsarkivet.

Bemærkningerne om "Hjemvee" i brevet til Rohde havde givet mig blod på tanden. Det faldt mig ind, at jeg vist burde foretage en 42 grundig ransagning af Det kongelige Teaters arkiv for at se, om det virkelig ikke skulle byde på mere end det par datoer, Knut Ahnlund anfører i sin disputats.

Resultatet var overraskende.

Ikke færre end tre arkivafdelinger gav successivt hver deres supplerende bidrag til belysning af det tabte skuespils skæbne og indhold.

Først: Fortegnelsen over indsendte stykker fra årene 1874-81.

Her finder man under løbenummer 32 en kort indførelse, som dels viser, at Knut Ahnlunds datoer ikke er korrekte, dels giver en nærmere oplysning om stykkets aktinddeling. Indførelsen lyder som følger:

" Hjemve , Skuespil, 3 Akter (e. Akt i to Afdelinger) af Henrik Pontoppidan (stud. polyt., Admiralgade 24, 3. Sal, Adr. Frk. Tornø, 1. Sal).
Til Molbech d. 26. Marts 1879
Fra Molbech d. 3. April 1879
Til Forf. d. 9. April 1879 forkst. Udskrift af Censuren.
Til Molbech d. 9. April 1879 forkst."

Dernæst: Det kgl. Theaters Censur-Protocol 1877 (Sept.) – til 1887 (Juli.)

Her finder man på side 45, under den 26. marts 1879, censoren, professor Chr. K.F. Molbechs ganske korte oplysning om stykket, hvor man fæster sig ved, at titlen er stavet med to e'er til slut:

" Hjemvee . Skuespil i 3 Akter af Henr. Pontoppidan. Modtaget fra Teaterchefen. Tilbagesendt med Erklæring af 3. April Forkastet (9 April)"

Og endelig – indeholdende langt det vigtigste bidrag – mappen betegnet: "Det kgl. Theater. Censurer 1879-1881/82"

43 [figur]

44 Her finder man i lægget med "Censurer 1879" to højst interessante dokumenter, nemlig: dels den egenhændige følgeskrivelse, hvormed Pontoppidan ledsagede stykket, da han indsendte det, dels Molbechs bedømmelse af stykket, som Pontoppidan fik sendt en udskrift af, og som han omtaler i "Hamskifte" med så megen tilfredshed.

Henrik Pontoppidans skrivelse er ikke ret lang, kun på godt en halv snes linjer. Den er dateret den 19. marts 1879 og stilet til "Højvelbårne Hr. Kammerherre, Oberst Fallesen. K. af D. D. M. Chef for det kongelige Theater og Kapel." Den langstrakte titulatur sætter En næsten tilbage til enevældens dage. Den unge forfatter har gjort sig øjensynlig umage med at udvise den tilbørlige høflighed. Men iøvrigt er tonen nærmest frejdig. Og fra indholdets side er skrivelsen ganske ejendommelig ved sin blanding af beskedenhed og selvbevidsthed.

Til en begyndelse peger han på forskellige mangler ved stykket, bl.a. dets rigelig store længde, og betænker sig ikke på udtrykkelig at kalde det "dette Dilletantarbejde". Men alligevel tror han – "og deri er jeg blevet bestyrket af andre, hvis Dom jeg sætter Pris på" – at det også har sine "heldigere" sider, sådan at det "ved nogle Ændringer og Forkortelser" måske kan fortjene at blive opført.

Men derefter fremsætter han en formelig erklæring om sin determinerede vilje til at fortsætte ad digtervejen: hvis stykket antages "da vil denne Anerkjendelse være mig af uendelig Værd, da den vil give mig Kraft og Lyst til at bygge videre på den Vej, jeg har påbegyndt, og give mig Midler til at fortsætte et Arbejde, jeg har påbegyndt, og som jeg håber vil blive modnere og selvstændigere end medfølgende."

Bemærkningen om de "andre, hvis Dom jeg sætter Pris på" sigter formodentlig til Johan Rohde, som altså i så fald har været meget tidligt indviet.

Det mest betydningsfulde ved følgeskrivelsen er vel nok, at Pontoppidan allerede på dette tidspunkt synes besluttet på at blive digter. Det støtter ikke F.J. Billeskov Jansen, når han i sin bog om 45 Pontoppidan fra 1978, først mener, at faderens død gav Pontoppidan mod til at springe fra.

[figur]

46 Det andet vigtige dokument i sagen, Molbechs bedømmelse, der er stilet til teaterchefen, kammerherre Fallesen, og dateret den 3. april 1879, har følgende ordlyd:

"Hermed følger tilbage:

"Hjemvee" Skuespil i 3 Akter af Henrik Pontoppidan. Der findes i dette Stykke adskillige gode Motiver, som dog vel, ifølge Handlingens Beskaffenhed, nærmest vilde egne sig til at behandles i en Folkekomedie. Ogsaa Dialogen, skjøndt i det Hele for bred, har friske og smukke Enkeltheder. Men Underbygningen, Malerens kunstneriske Higen, Uro og Feilsyn, mangler Sandhed og Sikkerhed i Behandlingen, Figurtegningen er snart for grel, snart for mat, Anlæget er i flere Henseender mangelfuldt og Motiveringen svag; endelig findes der, navnlig i 2den Akt, en (heel) Deel (enkelte) Smagløsheder, som vække Anstød og forstyrre Indtrykket. Naar Stykket blev gjennemarbeidet, gjort sandsynligere paa flere Punkter og forsynet med Sange og Musik, kunde det muligen komme til at passe for Casino- eller Folketheatret, (hvorimod det ifølge hele sin Natur neppe nogensinde vilde blive skikket til Opførelse paa det kgl. Theater.)

Ærbødigst

Chr. Molbech."

Denne velafvejede og på sine steder ret imødekommende kritik glædede ifølge hans erindringer Pontoppidan i den grad, at det ganske overskyggede forkastelsen. Molbechs bedømmelse gav ham tro på, at det kunne nytte at fortsætte. Han bruger ligefrem det udtryk, at den kastede en brand i hans sjæl. Man må her huske på, at det netop var i disse år, at Molbech havde sin store succes på Det kongelige Teater med det populært anlagte "Ambrosius". Pontoppidan har haft respekt for Molbech som fagmand.

Nået så vidt i eftersporingen af det tabte skuespils skæbne og indhold vil det måske være på tide at standse op og fastholde de indvundne resultater i en kortfattet statusopgørelse.

I sommeren 1876 foretog Henrik Pontoppidan en rejse til 47 Schweiz, som udgør den selvbiografiske baggrund for stykket. I vinteren 1876-77 fik han ideen til sit drama og påbegyndte udarbejdelsen, men opgav at fuldføre det. I begyndelsen af 1879 genoptog han det, færdiggjorde det og indsendte det til Det kongelige Teater. I en ledsageskrivelse – nu i Det kongelige Teaters arkiv på Rigsarkivet – fremhævede han selv indledningsvis stykkets svagheder. Men skrivelsens slutning røber ved sin beslutsomme og selvbevidste ordlyd, at han allerede da – skrivelsen er dateret den 19. marts 1879 – havde truffet sit valg og ville være forfatter.

Den 26. marts 1879 sendte teaterchefen, kammerherre Fallesen, stykket til bedømmelse hos censoren, Chr. K.F. Molbech. Den 3. april returnerede Molbech det, ikke uden visse anerkendende ord, men med den slutbemærkning, at det "Næppe nogensinde vilde blive skikket til Opførelse paa det kgl. Theater." Den 9. april blev det forkastet og et brev sendt til forfatteren med en udskrift af censuren.

I sin erindringsbog "Hamskifte" fra 1936 fortæller Pontoppidan, at han på hjemrejsen fra faderens begravelse viste sin bror Morten stykket, og at denne udtalte sig rosende om det. Dette bekræftes af et brev – nu på Det kongelige Bibliotek – fra Pontoppidan til Johan Rohde fra omkring begyndelsen af august 1879, hvori desuden nævnes et af stykkets scener – "Scenen med Heinrich Spillemand i 2den Akt.". Men siden blev stykket henlagt og, ifølge erindringsbogen "Arv og Gæld" fra 1938, puttet i kakkelovnen og brændt.

Ifølge arkivalierne i Det kongelige Teaters arkiv på Rigsarkivet var det tabte drama et "Skuespil i 3 Akter", af hvilke 3. akt var i to afdelinger, og titlen var: "Hjemvee". En af hovedpersonerne var en maler. Hertil kan føjes Poul Carit Andersens oplysning i Pontoppidan-bogen fra 1934 om, at "Stykket handler om en ung dansk Turist, der har giftet sig med en Schweizerpige, og som er ved at sætte sig fast i Bjergene, da han en skønne Dag hører Lyden af Posthornet fra Dagvognen, der gaar mod Nord, og pludselig river sig løs, overvældet af en uovervindelig Hjemve."

48 Sådan er, i korte træk, vor viden efter fremlæggelsen af det nye kildemateriale.

Nu viser det sig imidlertid, at man kan komme det tabte drama endnu et betydeligt skridt nærmere.

Mens Molbechs censurer til Det kongelige Teater findes i teatrets arkiv på Rigsarkivet, opbevares hans efterladte papirer i håndskriftafdelingen på Det kongelige Bibliotek. Her støder man igen på censoren Molbech, nemlig i en mappe med udkast, koncepter etc. til ovenomtalte censurer. I denne mappe, i et læg betegnet 1879, ligger mellem to censurudkast dateret henholdsvis den 18. marts og den 1. april, et tætbeskrevet stykke papir, som er uden overskrift eller anden betegnelse, men som, når man læser lidt ned i det, hurtigt giver sig til kende som et hastigt nedkradset forarbejde til den ovenfor meddelte censurudtalelse.

Mange ord og vendinger går igen fra den endelige redaktion, men derudover indeholder dette dokument en række detailhenvisninger til stykkets personer og handling, som åbner et nyt og på visse punkter afgørende indblik i det forsvundne stykke.

Under forbehold – enkelte steder volder læsningen problemer – kan teksten i det væsentlige gengives som følger:

Dialogen for bred – særlig Samtalen im. [imellem] Knud og Moderen. Kortere, mere dramatisk, med Slag og Tilbageslag.

Første Akt . Ikke daarlig, der er en vis Friskhed og noget digterisk i Fremstillingen, men ogsaa Smagsløsheder og unødvendig Bredde. Maatte gjennemarbeides. Folkeskuespil. Baade Brun og tildels Knud har lidt Grelt i Farven, som maatte fjernes, navnlig den første. Det kunstnerisk Fine i Udarbeidelsen savnes.

II. Bruns Monolog for raa og plump. Han burde være kommen ind i Slutn. af I. – faa sagt: jeg skal redde ham. Fruen: Der, tag Penge, reis efter dem, bring ham tilbage!

49 [figur]

50 2 Sc. med Heinrich Spillemand miserabel og umulig.

Sc mellem Brun og Martha, hvor de drikke, for raat gjort. I det hele denne Akt under det kgl. Th.s Niveau, men kunde, med nogen Lempelse, vel gaa paa et Folketheater.

III. Usandsynligheder. At der ligger et Aar imellem. At Brun i den Tid under Paaskud af at følge efter Knud har faaet 3000 Kroner af Fruen – det hele altfor løst og daarligt motiveret.

Det passer ikke med Hans Optræden, at han (som han skriver) rolig har fundet sig i Marthas Skjændsel. Efterhaanden bliver det værre og smagløsere. Ms. [dvs. Marthas] Frugtsommelighed – solgt til en Anden osv.

Der er smukke og gode Motiver i Stykket, om end vel meest til en Folkekomedie. Men Underbygningen, Knuds kunstneriske Higen, Uro og Feilsyn er ikke behandlet sikkert og sandt nok. Dernæst er der Smagløsheder paa flere Steder, især 2den Akt, som i det Hele er daarlig. Brun er altfor grelt skildret – Fruen og hendes Datter har ikke Eiendommelighed, ikke dram. Livskraft nok – Slutningen er ret kjøn og virkningsfuld. Naar Stykket blev gjennemarbeidet, gjort sandsynligere paa flere Punkter, og forsynet med Sange og Musik, kunde det blive et Stykke for Folketheatret. For det kgl. Th. er det for grovt og for lidt kunstnerisk i Tegning.

Allerførst: at dette stykke manuskript – der ikke er forsynet med overskrift eller anden nærmere betegnelse – må referere sig til "Hjemvee", skulle ikke kræve nærmere påvisning. Hele tiden skimter man den overvejende abstrakt holdte, færdigt udarbejdede censur mellem linjerne.

Men når dette står fast, er det den modsatte vej, man vender blikket: mod selve det forsvundne stykke. For mens den endelige, formelt affattede censur lod det konkrete skuespil fortone sig i en uklar fjernhed, får man her i udkastet en helt håndgribelig fornemmelse af personer, scener, ja måske endda af enkelte replikker. Og om end handlingen stadig kun anes i baggrunden, dukker der nu momenter frem, som åbner mulighed for en tilnærmelsesvis rekonstruktion.

51 At stykket har handlet om andet og mere end hjemve, er i al fald givet.

Først personerne :

En hovedrolle har åbenbart moderen haft, der vel er identisk med fruen. (Muligvis har den unge pige været faderløs; her mindes man omtalen i "Hamskifte" af de to unge piger: "et Par tidlig forældreløse Børn, som en Faster havde taget sig af". Men i "Enetalen" bruger Pontoppidan vendingen: "en gammel Morlille med hendes to Døtre.")

Datteren, den af mændene efterstræbte, har haft navnet Martha .

Knud, identisk med "Maleren" i den endelige censur, er formodentlig den, som vækker de store følelser hos Martha; den, som kommer nordfra; den, hos hvem kærligheden strides med hjemveen.

Brun fremtræder som en ikke videre sympatisk person, der forstår at udnytte situationen.

Og så den meget omtalte Heinrich Spillemand.

Andre personer hører vi ikke om. Disse har vel været de vigtigste.

Så kommer spørgsmålet om handlingen.

Her viser det sig klart, at den nævnte version med den unge danske turist, der gifter sig med en Schweizerpige, men river sig løs og drager hjem, overvældet af hjemve, er alt for summarisk. "Hjemvee" har været et drama med mange og stærke ingredienser. Man ville faktisk gerne have hørt lidt nærmere om de nævnte "smagløsheder" eller rettere: hvad Molbech egentlig forstod ved smagløsheder. Man har en mistanke om, at den unge Pontoppidan blot har været mere realistisk, end det dengang gik an på Det kongelige Teaters scene. Det er jo allerede galt nok, at den unge pige efterstræbes af en frastødende person, kommer galt af sted og venter et barn.

Men – hvordan endte så stykket mon?

I "Hamskifte" bruger Pontoppidan betegnelsen "et stort tragisk Kærlighedsdrama". Men når Molbech vedholdende karakteriserer 52 det som "folkekomedie" og mener, det ville egne sig til Casino eller Folketeatret, navnlig hvis det blev forsynet med sange og musik, kan man vanskeligt tænke sig det som en ren tragedie. I sit senere forfatterskab beretter Pontoppidan flere gange om ulykkelige unge piger i Marthas situation, der til sidst ikke ser anden udvej end at tage sig af dage. Dette har næppe været tilfældet her. Snarere må man tænke sig, at det efter alle genvordighederne lysner og ender med en i det mindste nogenlunde lykkelig udgang. Molbech siger jo også: "Slutningen er ret kjøn og virkningsfuld."

Man kunne tænke sig følgende:

I første akt indledes forholdet mellem Knud og Martha. En mere eller mindre fast forbindelse knyttes. Så er det Knud drager bort. Den nævnte samtale mellem Knud og moderen har måske givet forklaringen, f.eks. Knuds hjemve.

I anden akt søger moderen at kalde Knud tilbage ved Bruns hjælp. Men Brun misbruger tilliden. Brun og Martha mødes til en folkelig fest på egnen (Heinrich Spillemand), og Martha forføres.

I tredje akt kulminerer ulykkerne for Martha: "Efterhaanden bliver det værre og smagløsere. Ms. Frugtsommelighed – solgt til en Anden osv."

Men – et år er jo gået – man kunne tænke sig, at Knud vender tilbage og tilvejebringer en harmonisk løsning af konflikten, så at stykket kan ende "kjønt og virkningsfuldt".

Unægtelig – det tabte drama gemmer stadig sine sidste hemmeligheder.

Det er at formode, at det her offentliggjorte censurudkast vil give anledning til adskillige gisninger. Det røber akkurat så meget – og så lidt – at det giver holdepunkter for rekonstruktioner –men tillige vidt spillerum for fantasien og dermed muligheder for mere eller mindre holdbare hypoteser.

Hvad der giver Schweizerdramaet en varigere betydning er dog nok snarere dets karakter af forvarsel om Pontoppidans egen senere skæbne – som menneske og som forfatter. Grundmotivet – 53 personen, der bryder ind i et fremmed milieu – skulle gentage sig for ham flere gange og på forskellige måder. Atter og atter i hans modne produktion aner man ekkoet af Schweizeroplevelserne.



Manuskriptet til "Hjemvee" er og bliver tabt. Men der findes et manuskript fra samme tid, som åbenbart indeholder mindelser om det forsvundne skuespil.

Her må man prøve at sætte sig tilbage i tiden, som den var for hundrede år siden. Man var romantikkens poetiske periode nærmere. Studenterne dyrkede musernes dans, skrev digte og anlagde poesibøger. Selv en kynisk mediciner som Johan Rohde, med dødningehoveder grinende på reolen, havde sin poesibog, hvori hans venner kunne indføre deres digteriske forsøg. På titelbladet har han givet den navnet: "Kiendte Strænge" og derunder tegnet en lut. Den poetiske raptus har dog hurtigt raset ud. Knap en snes blade er beskrevet, og kendte kan man ikke kalde digterne – undtagen een: Henrik Pontoppidan.

Hans bidrag er et fortællende digt på en snes vers af meget forskellig længde og i en meget fri metrisk udformning. Overskriften er: " Fra Schweitz (Brudstykke)". Begyndelsen er dramatisk:

"Tordnen skralder, og Lynet farer.
Fra Himlen falder der våde Varer.
Og Stormen tuder. – Et Ly må jeg finde –
Dèr lyste Ruder. – Er Nogen derinde?
En Kvinde!"

Derpå følger den unge piges historie. Hun var smuk og omsværmet, alle de unge mænd i byen bejlede til hende, men forgæves. En af dem, den rige vært på kroen "Gylden Hund" – Knud hedder han – virker direkte frastødende på hende. Men hvad sker? Der bliver bal en sommeraften, dansen går vildt, og hun glemmer sig selv:

"Helt ellevild hun tumled om,
Så vilieløs og ør.
Og da Én bare råbte "Kom",
Hun strax ham Følge gjør."

54 Og den hun følger er naturligvis Knud. Forførelsesscenen ledsages af drastiske, højst uromantiske naturbeskrivelser:

"Sit fede Grin just Månen bar,
Den var som skabt til Præst.
Den lyste for det unge Par,
Og hvordan Vielsen så var –
Det véd de To vel bedst."

Men pludselig går det op for hende, at hendes elsker er Knud, og hun flygter bort med et skrig:

"Nu Du lider. Jeg forstår din Smerte,
Når Du lægger Hånden under Hjærte.
Barnet elsked Du fra første Stund;
Men det Menneske, Du bittrest hader
Er dets Fader..."

Som man ser – der er ikke langt fra dette ungdommelige stykke poesi til den antydede handling i "Hjemvee". Navnet Knud går igen – omend, som det synes, knyttet til en anden person. Uvejrsoptakten, der kan virke noget teatralsk, er interessant, når man sammenligner den med beskrivelsen i erindringerne, hvor det netop er forfulgt af torden og lynild, at Pontoppidan første gang søgte ind i hytten på Heimwehfluh.

Poesibogen er på sit første blad forsynet med ejerens navn og årstallet 1879. Et af de efterfølgende digte er dateret december 1879. Pontoppidans lyriske penneprøve kan derfor med temmelig sikkerhed henføres til samme år – og altså samme år som "Hjemvee". Det røber måske ikke overbevisende det senere frembrydende talent. Men det er interessant, at han forsøger sig i den lyriske genre. I det ovennævnte brev fra august 1879 læser man følgende spørgsmål: "Du har vel ikke Manuskriptet til en lille Fortælling, jeg synes jeg kan huske at have givet dig til Gjennemlæsning?" Det er også værd at mærke sig, eftersom Knut Ahnlund i sin disputats skriver: "Vi känner ingenting om eventuella noveller eller romanutkast från de sista studieåren."

55 Med andre ord: i 1879 sysler Henrik Pontoppidan med arbejder indenfor alle tre litterære hovedkunstarter: verset, dramaet og prosaberetningen. Såvidt man kan skønne af slutbemærkningen i den citerede følgeskrivelse til Det kongelige Teater har han tilmed arbejdet på endnu et skuespil. Efter alt dette at dømme har det på dette tidspunkt været et problem for ham, om han skulle vælge den lyriske, den episke eller den dramatiske vej.





Figurtekster:

[side 39]

"Rejselivet i Schweiz var den Gang en hel Del anderledes end nutildags ... Det sædvanlige Befordringsmiddel for dem, der ikke af Tilbøjelighed eller Trang foretrak Vandrelivet, var de vældige, lukkede Postkarether med et Forspand på indtil 6 elefantstore Heste og Plads til Passagerer både ude og inde." Henrik Pontoppidan i "Dansklærerforeningen 1885-1935", 1936, side 29. Gammelt fotografi fra Thun i Burgerbibliothek, Bern.

I 1876 hørte Pontoppidan til dem, der både af tilbøjelighed og trang foretrak vandrelivet. Men da han seks år senere som nygift passerede de samme egne med sin unge hustru, sad han selv i et af disse prægtige køretøjer: "I en Postvogn forspændt med fire Heste oplevede jeg paany den tragiske Hændelse, som den Gang havde oprevet mig saa slemt, at der var flydt et helt Sørgespil ud fra min Pen."



[side 42-43]

Skrivelsen, hvormed Pontoppidan ledsagede sit skuespil, da han i 1879 indsendte det til Det kongelige Teater. Det kongelige Teaters arkiv på Rigsarkivet.



[side 45]

Censoren, Chr. K. F. Molbechs til teaterchefen stilede bedømmelse af Henrik Pontoppidans skuespil. Det kongelige Teaters arkiv.



[side 49]

Chr. K. F. Molbechs udkast til censuren af Henrik Pontoppidans skuespil "Hjemvee". Manuskriptet findes mellem Molbechs efterladte papirer på Det kongelige Bibliotek.

 
[1] Hjemve: HP har kun én gang selv anført titlen på dette skuespil, nemlig i et brev til vennen Johan Rhode 4.8.1879. Her staver han det "Hjemve" og ikke, som Molbech skriver i sin censur, "Hjemvee". Johan Rohdes søn, H.P. Rohde, har ikke været opmærksom herpå da han skrev sin kronik om "Det forsvundne Skuespil" og bruger derfor stavemåden "Hjemvee". tilbage