Velkomst til kollokvium

Goddag og rigtig velkommen til denne eftermiddag om Henrik Pontoppidan og radikalismen arrangeret af Pontoppidan Selskabet i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek og under Golden Days-festivalens auspicier og med dens støtte som vi takker for. Vi er glade for at vejret er blevet køligere. Det gør det muligt at samle sig alene om den indre glød og varme.

Jeg begynder med et citat:

Ganske vist læses Henrik Pontoppidans romaner stadigvæk, de større såvel som de mindre. Men samtidig har han lidt den skæbne, som altid er farlig for en forfatter: der er gået menighed i ham.

Sådan skrev Jens Kistrup i sin anmeldelse af Elsebeth Diderichsens bog om Pontoppidan da den udkom i sommerens begyndelse. Og Kistrup fortsatte:

Det er denne menighed, Elsebeth Diderichsen i sin i mange henseender oplysende og inspirerende bog henvender sig til som en slags sjælehyrde, der skal give læserne troen tilbage.

Det er rigtigt at der i tidens løb, ikke mindst i Pontoppidans eftertid, har været mange menigheder ude med snøren. Men hvis Kistrup med sit udtryk mener at det nu er lykkedes en bestemt menighed at omarme Pontoppidan, tror jeg han tager helt fejl.

Da jeg sammen med Per Dahl og Hans Hertel for et årstid siden planlagde denne eftermiddag, mente Hans at det var nødvendigt med en slags indledende motivering: Hvorfor Pontoppidan? Hvad er det vi vil hente hos Pontoppidan? Troen tilbage? Danmarkshistorie? Kras, stadig aktuel samfundskritik? En efter de første ti års forfatterskab aldrig hvilende grublen og udforskning – ud til grænsen af det melankolske og ind i fortvivlelsen – af tilværelsen, dens gåder og lidelser, dens sorg og dens håb? Måske det hele.

Men der er to ting man – menighed eller ej – ikke kan hente hos Pontoppidan: Fremskridtstro og troen på en nådig Gud.

To menigheder har i tidens løb især haft armene ude efter Pontoppidan, hver for sig præget af sin tro. Elsebeth Diderichsen er nøgtern nok til ikke som mange af sine forgængere i Folkekirken at ville hente den fortabte præstesøn tilbage i folden som en slags krypto-kristen. Hun søger alene at påvise hvor dybt præget Pontoppidan i sin forestillingsverden er af begreber fra den kristne tradition og teologi. De spørgsmål der kan stilles til hendes fremstilling, skal ikke gentages her.

For i dag drejer det sig om en anden menighed. Fremskridtstroens menighed. Brandesianismen og dens barn kulturradikalismen. Herfra har omarmningen været ganske anderledes vellykket. Pontoppidan har været offer for en mytologisering der har gjort ham til et fuldblods barn af radikalismen – med visse uheldige begrænsninger som man må beklage og så i øvrigt koncentrere sig om den "rigtige" Pontoppidan: ateisten, den militante hudfletter af det borgerlige ægteskab, den skånselsløse afslører af alle illusioner, åndelige såvel som politiske.

Men fremskridt er et ord man dårligt finder i brevskriveren Pontoppidans pen, i hvert fald ikke som et plusord. Det berømteste sted ordet forekommer i forfatterskabet, er i Epilogen til Fra Hytterne med de hånske ord om "Frihedens, Fremskridtets, Humanitetens Aarhundrede". Hvis Brandes – i hvert fald meget længe – var kulturoptimist, var Pontoppidan – meget tidligt – det modsatte.

Så denne menighed gør vi i dag lidt op med.

Nu kunne man selvfølgelig tænke sig at Jens Kistrup, der ikke er en mand uden malice, faktisk mener at det stadig ganske unge Pontoppidan Selskab er den menighed der er gået i Pontoppidan. Vi har jo endda ladet fremstille et alter piece (hvormed jeg hentydede til Jacob Bangs buste der i model var opstillet i mødelokalet).

Men jeg kan hilse Kistrup – også velkommen hvis det skulle være – og sige at Pontoppidan Selskabet og dets langsomt voksende netsted er et udforskningssted, en vidensbank og et pædagogisk værktøj, ikke noget kulthus for produktion af hagiografier eller sminkning i den ene eller den anden retning af en afdød forfatter. For det har det sidste årstid jo vist: Pontoppidans er et sprællevende forfatterskab, og når Kistrup i en anden sammenhæng har spurgt: "Jamen holder han?" tør jeg roligt svare: Ja, det gør han og det langt uden for enhver menigheds rækker.

Eftermiddagen forløber sådan at efter hvert oplæg går panel og sal under Hans Hertels ordstyrerskab i diskussion med hinanden. Vi har vogtet nøje på hinandens tidsforbrug og kan love at vi vil holde programmet – også den timelange pause i midten – til frisk luft, optankning og fri samtale.

Jeg giver ordet til adjunkt Jon Helt Haarder.

[Teksten er ganske let modifieret 5.4.2004.]