C. Hostrup i Frederiksborg

Af Morten Pontoppidan

I.

En Dag i Sommeren 1862 fik Hillerød stort Studenterbesøg. Det var Deltagerne i det 5te nordiske Studentermøde i København, der var paa Udflugt i Nordsjælland. Med Dampskib var de bleven befordrede til Rungsted, havde spist Frokost i Hørsholm Slotshave og befordredes derfra med Bøndervogne til Hillerød.

En af det lystige Selskab var C. Hostrup. Og han har sandsynligvis ikke været den mindst lystige, skønt han var 44 Aar og i 7 Aar havde været Sognepræst ovre i Silkeborg. Thi hvor gammel Hostrup blev, paa den Maade værdig og stiv blev han aldrig, at han ikke ved Lejlighed kunde slaa Gækken løs.

Han kunde udmærket godt lide sine "sindige jyske Landboere med deres langsomme og vægtige Tale og deres næsten diplomatiske Forsigtighed i alle Udtalelser" saaledes som han har karakteriseret dem i sine "Livserindringer" –; men han har dog sikkert ikke haft noget imod for en Gangs Skyld at komme lidt bort fra dem over til Studentermøde og til mere livlige og hjemlige Forhold. Den sjællandske Natur har han genset med Glæde. Om Aftenen var der Fest i Lille-Dyrehave, og – skriver H. – "da vi traadte ind i denne dejlige Skov ved Badstuedammen, blev jeg straks slaaet af de sjællandske Bøges Størrelse og Løvrigdom. 2 Jeg havde næsten glemt, hvor mægtige de var; saadanne Træer havde vi ganske vist ikke i Silkeborg-Egnen, hvor dejlig denne end ellers var."

Gæsterne overnattede i Hillerød, og Hostrup havde – som rimeligt kunde være – faaet sit Kvarter hos Kollegaen, Sognepræst Galskjøt. Og i Præstegaarden saa han sig godt for; den Præstegaard interesserede ham levende af en ganske bestemt Grund.

Dermed hang det saaledes sammen. Aaret i Forvejen havde Kong Frederik den 7de sammen med sin Gemalinde, Grevinde Danner, opholdt sig nogen Tid i Silkeborg, og dér var da Hostrup kommen ret i Kridthuset hos ham. Det begyndte med, at Hostrup, som Stedets Sognepræst, fik det Hverv ved et Taffel, hvor Byens Honoratiores var til Stede, at udbringe Skaalen for Grevinden. Og det kom han særdeles godt fra. Han sagde, at vi Danske skyldte Kong Frederik saa meget, at det maatte ligge os paa Hjerte at gøre ham noget godt igen. Men da vi ikke kunde det, og vi havde hans eget, ofte gentagne, Ord for, at hans Gemalinde gjorde ham lykkelig, vilde vi takke hende, fordi hun afbetalte noget af den Gæld, hvori vi stod til ham.¹ "Skaal, Hostrup!" sagde Kongen lidt efter, og løftede sit Glas.

Næste Søndag var Kongen og hans Følge i Kirke. "Jeg holdt," siger Hostrup, "som sædvanlig en temmelig kort Prædiken og tog ikke mindste Hensyn til det fine Besøg." En af de følgende Aftener var Hostrup med Frue indbudt til en Fest i Naaege. Her kom Kongen hen til ham og sagde: "Hør, Hostrup, jeg har altid moret mig saa godt ved Deres Komedier, og nu vil jeg gerne gøre Dem til Ridder af Dannebrog. Min Kone siger rigtignok, at De helst vil være fri, og at jeg hellere skulde give Dem et bedre Embede; men det kan jo ogsaa komme. Nu vil jeg spørge Dem, om De ikke nok vil tage imod dette Kors af Deres Konges Haand?" Dermed tog han et Ridderkors 3 af en af sine Kavallerer og satte det egenhændigt paa Hostrups Bryst. Hostrup kunde jo ikke andet end takke. Lidt efter kaldte Kongen paa ham og sagde: "Jeg har hørt, at De tidt har været syg og ikke godt kan taale Klimaet her, saa vi maa tænke paa et andet Embede til Dem. Hvad synes De f. Eks. om Frederiksborg?" Hostrup svarede blot, at dette Embede jo ikke var ledigt. "Men det kan det blive," sagde Kongen og gik saa over til noget andet.²

Heraf forstaas det, at Hostrup maatte se paa Præstegaarden i Hillerød med en vis Interesse, da han var indkvarteret dér. Der var kun eet Værelse, han fandt smukt, de andre forekom ham uhyggelige. Men det var jo heller ikke afgjort, at det blev Frederiksborg; der kunde tænkes andre Embeder. Saa meget vidste Hostrup blot, at naar han næste Dag sammen med de andre Mødedeltagere kom til Fredensborg, maatte han benytte Lejligheden til at søge Audiens og minde Kongen om, at han trængte til Befordring. Dette kom nu til at gaa saa meget let. Thi nogle af de ældre og mere ansete Deltagere blev bedt til Taffel, deriblandt ogsaa Hostrup, som saaledes fandt en nem Lejlighed til at bringe sig i Erindring hos Kongen.

Det blev nu alligevel Frederiksborg, trods den mindre hyggelige Præstegaard. Thi her blev Embedet ledigt samme Efteraar, idet Pastor Galskjøt forflyttedes til Magleby og Holtug, og Hostrup fik fra oven en Opfordring til at søge det. Sagen var den, at her, hvor der var Tale om et Slotspræste-Embede, kunde Kongen lettest faa sin Vilje sat igennem. Ellers var Monrad, den daværende Kultusminister, ikke saa føjelig. Og han havde allerede et Par Gange vist sig utilbøjelig til at begunstige Hostrup som Ansøger. Den ene Gang var det Sorø Præsteembede, Hostrup havde søgt. Og han havde jo tænkt sig, at hans Forfatternavn kunde give ham lidt Fortrin, især paa et saadant litterært Sted som Sorø. Men – udtalte Monrad overfor en af Hostrups 4 Venner – det at skrive Komedier gav ikke mindste Adkomst til Præsteembeder, og her var intet, der kunde bevæge ham til at forlade Anciennitets-Principet.³

Det er al Ære værd, at Kultusministeren ikke vilde have Præsteembederne betragtede som Forsørgelse for Litterater. Og det er forklarligt, om han har været en Smule i Tvivl om, hvorvidt de lystige Komediers Forfatter overhovedet har været paa sin rette Plads i et Præsteembede. Hostrup indrømmer selv, at han i sin Forfatterperiode ofte havde sagt, at han med Fornøjelse vilde sælge sin teologiske Embedseksamen for hundrede Daler.⁴ Men der var i saa Henseende foregaaet en Forandring med ham. Gennem de syv Aar i Jylland havde han hengivet sig med stor Alvor til sit Kald som Ordets Tjener. Og naar han nu blev forflyttet til Frederiksborg, var det maaske nok fra Kong Frederiks Side nærmest ment saaledes, at den rare Hostrup skulde sidde der og have det lunt og godt. Men Hostrup selv mente det en hel Del anderledes. Han kom for at være Præst, og det for ramme Alvor.

Slotspræst i Frederiksborg og Sognepræst til Hillerød og Herløv, saaledes hed Stillingen. Men hvad nu Slottet angaar, da var det brændt for 4 Aar siden. Nu stod det oprejst igen med alle sine Taarne, men med Stilladser helt omkring, og Kirken manglede endnu hele sin indre Udsmykning. Til Gudstjeneste brugtes derfor den saakaldte Konseilsal over Porten til Fredensborgvejen, i en reddet Sidefløj, i denne til Kirke indrettede Sal blev Hostrup indsat af Provst Holten 3die Søndag efter Helligtrekonger 1863 (altsaa nu til Vinter for 50 Aar siden), og dér holdtes Gudstjenesterne endnu i halvandet Aar, indtil Slotskirken kunde tages i Brug. Hostrup befandt sig vel ved dette lidt indskrænkede, men hyggelige Lokale. Det værste var, at Adgangen dertil var ad en smal Vindeltrappe, og at derfor Bortgangen fra Kirken tog urimelig lang Tid. Men, skriver Hostrup, "jeg kom 5 til at holde meget af dette lyse Rum, som min Stemme uden mindste Anstrengelse kunde fylde, og jeg følte det en Tid som et Tab, da vi havde ombyttet det med den pragtfulde Slotskirke, der mere var bygget til fyrstelige Optog end til en jævn, borgerlig Gudstjeneste".

Imidlertid lykkedes det særdeles godt for Hostrup at faa Gudstjenestens Hygge overført fra den lille Sal til den pragtfulde Kirke. Og den efter Forholdene temmelig store Tilhørerkreds, han fra først af havde vundet sig, voksede jævnt og stadigt gennem Aarene.

II.

Det var en temmelig sluttet Kreds, der samlede sig om Hostrups Prædikestol. Nogen almindelig Tilstrømning af Byens Folk blev der ikke Tale om. Hostrup egnede sig ikke til at gøre Furore som Prædikant. Og han svarede ikke ret til de Forventninger, mange havde gjort sig om, hvorledes en Digterpræst vilde optræde. Der er ingen Tvivl om, at det har kunnet finde Anvendelse ogsaa paa Hillerød, hvad Hostrup skriver om den første Tid i Silkeborg: "Vi blev budt til flere Selskaber, hvorved det blev os sagt, at det netop var saadanne Præstefolk som os, man havde ønsket sig. Men jeg vidste med Sikkerhed, at mange vilde blive lange i Ansigterne, naar jeg holdt min Tiltrædelsesprædiken, og det slog ogsaa til… Kirken var fuld, og Opmærksomheden spændt. Men jeg mærkede tydeligt bagefter, at adskillige, især blandt Honoratiores, følte sig skuffede, og ikke saa snart vilde komme igen. Det kunde ikke være andet; man havde af en Digter ventet sig noget skønt, aandrigt, pikant i hvert Fald, og jeg kunde kun forkynde det gamle Evangelium om Guds Kærlighed til Menneskene."

Saaledes er det ganske sikkert gaaet adskillige Hillerødboere, ikke blot af Honoratiores, men ogsaa af det jævne Borgerskab. Jeg, som skriver dette, kan saa godt forstaa det. Thi da jeg selv, som ung Student, i Vinteren 1869-70, for første Gang var 6 taget til Hillerød for at høre Hostrup, blev jeg – jeg vil just ikke sige "lang i Ansigtet", men dog noget overrasket af en vis Mangel paa Virkningsfuldhed ved Hostrups Maade at holde sin Prædiken paa. Der var ikke blot en absolut Fraværelse af alle oratoriske Effektmidler; men der var ligesom sørget for, at der ikke skulde blive Tilfredsstillelse at finde for andet end den helt inderlige og virkelige Sjæletrang. De, hos hvem en saadan Trang var tilstede, fik snart Øre for den dybe Undertone i Hostrups Prædiken, og lærte at hente rig Opbyggelse deraf. Og det er vist rigtigt, hvad H. selv et Sted siger, at hvor blot Trangen var tilstede hos Tilhørerne, blev han "lige saa godt forstaaet af de ringeste Smaafolk som af de store."⁵ Men de, der ikke havde Nøglen, de har saa til Gengæld sædvanlig faaet meget lidt ud af, hvad de hørte.

For de almindelige Tilhørere kommer det jo ikke saa meget an paa, hvad der bliver sagt, som paa, hvorledes det bliver sagt. Selv om de ikke kan følge Tankegangen, kan de opbygges eller dog tiltales ved at faa et Indtryk af Talerens personlige Væsen. Men overfor Hostrup var dette ikke saa ganske let, fordi netop hans Naturel ikke gjorde sig saaledes frit og kraftigt gældende paa Prædikestolen, som Tilfældet kan være med Prædikanter, der staar langt tilbage for ham, hvad Talens Aand og Indhold angaar. Man taler om saadanne Prædikanter, der er "ligefrem født paa en Prædikestol", og mener jo dermed, at de i den Virksomhed befinder sig som en Fisk i Vandet. Men naar man saa og hørte Hostrup som Prædikant, da fik man af ham netop ikke det Indtryk, at han var "født paa en Prædikestol." Nej, snarere det modsatte. Det var ikke den lette, utvungne Udfoldelse af hans Væsen, der her foregik. Han arbejdede under en vis Anspændelse, med et stærkt Pres over sig.

Han stod dér paa Prædikestolen, saa hel og saa alvorlig, Vorherres Sag ganske hengiven. Hans Hjerte, hans Vilje, hans 7 Energi var sat ind derpaa. Men sin Natur kunde han kun ufuldstændigt faa med derop.

Det var et stort og meget værdifuldt Stykke af hans Natur, han ligesom havde maattet lade tilbage: hans sprudlende Humor.

Man fornam det, naar man til Afveksling fik ham at høre som folkelig Taler, hvorledes han dér ganske anderledes kunde slippe sig selv løs. Naar han f. Eks. kunde begynde et Foredrag saaledes: "Det trækker sig nok til Rette, sagde Skrædderen, han havde syet Ærmerne til Lommehullerne," saa lo hans Øjne, saa godtede han sig inderligt over det morsomme i Ordsproget, saa var han, idet han udlagde den Tekst, ganske som en Fisk i Vandet.

Dersom der nogensinde kommer en Tid, da det gaar an i Kirkerne at faa Folk til at le, da vil ogsaa til den Tid en Hostrup kunne udfolde sit Naturel som Prædikant. Ja, maaske det endog for 50 Aar siden i Frederiksborg Slotskirke kunde have gaaet an at tage en lille Ingrediens af frisk Humor med i Prædikenen, dersom Hostrup havde forstaaet, lige saa godt som hans Kollega Peter Rørdam i Lyngby, at lade sin Humor og sin Alvor formæle sig inderligt med hinanden.

Det formaaede han nu ikke. Her var en uovervunden Delthed i Hostrups Natur, som forklarer, at han paa Prædikestolen maatte staa med et Pres over sig.

Men det er ikke saaledes at forstaa, som om han laa under for Presset. Nej, han lyste igennem. Hans Øjne, hans Stemme, hans hele Væsen lyste sejrende igennem.

Hostrup var jo absolut et Lysvæsen. At tindre og straale var han født og baaret til. Det havde han gjort Ungdomsaarene igennem for Kammeraterne paa Regensen, for det danske Folk gennem sine Komedier og Sange. Nu siden, som Evangeliets Forkynder, var han sat til at være tindrende og straalende paa en anden, vanskeligere, men mere storslaaet Maade. Som Tilhører til hans Prædiken var man Vidne til en Lysaabenbaring, d. v. s. et Lys, der kæmpede sig igennem, et Lys helt indefra, 8 et Lys herovenfra, straalende sejerrigt igennem Livets mørke Skygger, gennem Synden og Døden – ligesom væltende Stenen fra, den tunge Sten, der trykker Hjerte og Sind.

Aaret 1864 – Hostrups andet Aar i Hillerød – synes at have været af særlig Betydning for Udviklingen af dette Karaktertræk ved Hostrups Prædiken. Det var nemlig for ham et Trykkets Aar i ganske ualmindelig Grad, idet der til hans Andel i den almindelige Folkesorg føjedes tunge private Sorger og Prøvelser. Det tungeste var maaske det Slag, der ramte Ægtefællerne, da deres ældste Søn, en sød, livlig og opvakt Dreng paa 6 Aar, fik Hjernebetændelse og opgaves af Lægerne. "Jeg tror," skriver Hostrup, "at jeg er født med en stor Evne til at holde Haabet fast, og jeg kunde ikke, saa længe der endnu var Liv, opgive at vente et Under. Men den 27de Marts, første Paaskedag, drog vor elskede lille Dreng sit sidste Suk. Kateketen, som havde prædiket for mig alle disse Helligdage, kom nu til mig og erklærede, at han kunde ikke mere; nu, paa anden Paaskedag, maatte jeg selv besørge Gudstjenesten. Jeg gik derhen, uden at kunne samle, hvad jeg skulde sige. Jeg søgte ud af mit bedrøvede Hjerte at gribe efter Trøsten i vor Herres Sejr over Døden, og hvordan det gik, ved jeg knap, men jeg blev underlig baaren igennem, og under Dødens Mørke trængte Haabet og Trøsten ved Livets Sejr igen ind til mig; og fra den Tid blev Paasken mig de Kristnes store Højtid, som overstraalede alle de andre. Ja, der kom en Tid en Opløftelse over mig, som kun den, der har gennemgaaet en dyb Sorg, kender noget til, og den hjalp mig ogsaa igennem den store fælles Folkesorg."⁶

Netop fordi der i Hostrups Prædikener var dette sig gennemkæmpende Lys, derfor virkede han saa befriende paa dem, der hos sig selv kendte det hæmmede indre Livs Nød og Smerte. Men Tilhørere, der manglede denne Forudsætning, lodes sædvanlig ret uberørte af hans Prædikener.

9 Naar jeg ellers – som den, der gennem tolv Aars jævnlig, og i et Par af disse Aar stadig, gik i Kirke hos Hostrup – nærmere skal betegne, hvad der var Særpræget ved hans Prædikener, da vil jeg sige, at det var en ganske egen beundringsværdig Forening af Tankeklarhed og Følelsesvarme.

Følelsen kan jo ellers ofte, ligesom den underjordiske Ild, give sig vulkanske Udtryk. Mange Prædikanter kan have deres Styrke i saadanne Udbrud af Følelses- og Stemningsvarme, ofte noget voldsomme og ubeherskede. Hostrup talte altid klart og behersket. Den varme Følelse gav sig tilkende i hans Øjne, hans store skønne Øjne, der ofte duggedes under Talen, i Klangen af hans Stemme, den dejlige, dybe Stemme, der ofte kunde faa en Biklang, som om ogsaa den kæmpede med Graaden. Ja, i hele hans Holdning og Tone gjorde Følelsesvarmen sig gældende; men Ordene, der kom over hans Læber, var ikke uklare Følelsesudbrud. Nej, man mærkede paa dem, at det varmt følte, han havde at fremføre, altid først maatte gaa gennem den klarende og udredende Tankes Værksted, inden det fandt Udtryk i Ord,

Hvad han førte frem, var først varmet og glødet dybt i hans Sjæl som i en lønlig Esse, men derefter omhyggeligt udhamret af hans Tankekunsts og Ordkunsts sikre Hammer.

Naar her er Tale om Ordkunst, er det ikke saaledes at forstaa, som om det gik ud paa Forsiringer, Blomstersprog, Ordbram. Nej, intet kunde være mere prunkløst end Sproget i Hostrups Prædikener. Men det er saaledes at forstaa, at den digteriske Evne, han raadede over, blev sat ind paa at fremsætte Tankerne klart, forstaaeligt og lødigt, med netop de Ord, der hørte til, og ikke andre og flere.

Baade Udtrykkene og Tankegangen var af en beundringsværdig Klarhed i disse Prædikener. Hvad det første angaar – de levende og naturlige Udtryk og Vendinger – har H. selv udtalt sig om, at det var en Arv fra hans tidligere Virksomhed, idet han som Komedieskriver havde maattet lægge sig efter at 10 lade sine Personer tale mundret, ikke som en Bog. Hvad det andet angaar – at der i hans Prædikener altid var en god og gennemtænkt Tankegang – da hang det jo sammen med, at Hostrup var en Mand med solid intellektuel og teologisk Dannelse og havde i den Egenskab lært at stille Fordringer til sig selv som Prædikant, saa han ikke blev paa den Maade folkelig, at han hengav sig til selvbehagelig Væven.

Hostrup var en af de mange gode danske Præster og Prædikanter, der oprindelig havde siddet ved Jacob Peter Mynsters Fødder. Jeg har selv hørt ham tale om, hvorledes den Hvile i Troen, han dér havde fundet, blev forstyrret ved Søren Kierkegaards Angreb. Det var i Virkeligheden Søren Kierkegaard, sagde Hostrup, der drev mig, som saa mange andre, bort fra Mynster og hen til Grundtvig.

Den Egenskab ved Hostrups Prædikener, at de var saa klare baade i Tankegang og Udtryksmaade, gjorde dem jo usædvanlig godt egnede til at udgives i Trykken og benyttes som Læseprædikener^'1. Og der er vel faa Prædikensamlinger, der har øvet en saadan Indflydelse i den danske Kirke vidt og bredt som Hostrups. Han har derigennem som Prædikant dannet Skole. Naar man vil spørge om, hvad der – indenfor de hel- og halvgrundtvigianske Prædikanters Kreds – afløste den mynsterske Skole, da maa der svares, at det var den hostrupske Skole – meget mere end Grundtvigs egen.

III.

Igennem sine trykte Prædikener har Hostrup øvet en udbredt Sjælesorg. Ellers var der ved hans aandelige Person noget bly og tilbageholdent, som gjorde, at han ikke let kom i sjælesørgerisk Privatsamtale med Folk. Der er vel ingen Tvivl om, at naar det rigtig gjaldt, har han kunnet tage sig varmt og kraftigt af Enkeltmands Sjælenød. Men at gaa omkring og gøre Husbesøg 11 hos de syge og bedrøvede, det "laa nu ikke for mig", skriver H. Han maatte ofte høre Bebrejdelser derfor, men han kunde ikke komme til at føle hos sig selv "nogen Ret eller Evne til at trænge sig ind i nogens private Liv, blot fordi han boede i Sognet." De Forsøg, han dog i den første Tid havde gjort i denne Retning, var faldne saa daarligt ud, at han næsten helt havde opgivet Tingen.⁷ Hertil er jo næppe andet at sige, end at det vil ikke lykkes nogen at komme ud af sin egen Hud, og at den Mangel, der saaledes aabenbart har været ved Hostrups Virksomhed som Sognepræst, ikke kom af Dovenskab eller Ligegyldighed, men maa tilskrives en vis uovervindelig Ubehjælpsomhed, hængende sammen med noget, han kalder sin "gamle mosgroede Indesluttethed".

Det er et Sted, hvor han omtaler sin Hustru, at han nævner denne sin Indesluttethed og siger, at hun, ved den Kraft og Varme hun selv besad, dog i nogen Maade fik Bugt med den.⁸ Ja, ogsaa for hans Præstegerning har dette haft Betydning. Og dersom Hustruen ikke just fik ham drevet ud paa Husbesøg – hvad hun formodentlig slet ikke har forsøgt paa eller set som hans Opgave – saa fik hun derimod Mennesker til at komme i Præstegaarden. Jeg vil her anføre, hvad Fru Elisabeth Hostrup selv har meddelt i det Tillæg, hvormed hun, efter sin Mands Død, har fuldført hans Livserindringer. Hun skriver:

"Vi holdt i flere Aar om Vinteren Møder en Gang om Maaneden i Præstegaarden, til hvilke alle, som ønskede det, kunde være med. Ved disse holdt Hostrup Foredrag over et eller andet Emne, hvorom der bagefter blev Diskussion. Disse Møder var stærkt besøgte, og der var hver Gang saa mange Mennesker forsamlede, som Præstegaardens store Værelser paa nogen Maade kunde rumme. Her havde vi det Særsyn, at Folk af de forskelligste Stænder og Stillinger kom sammen, lige fra Byens allerfineste til dens ganske tarvelige Folk, samt til de Bønder fra 12 Omegnen, der havde sluttet sig til Hostrup. Efter Foredrag, Sang og Diskussion, og efter at vi i al Tarvelighed havde beværtet de mange Mennesker, af hvilke en Del var langvejs fra, tilbragte vi endnu en Tid med Samtaler og Sang. Disse Møder var meget livlige og vellykkede, og var vi blevne noget længere i Hillerød, vilde der vist være kommet meget godt ud af dem; nu blev de desværre alt for hurtigt afbrudte."

Saa vidt Fru Hostrup. Man ser altsaa, at Hostrup ingenlunde blot som Prædikant havde Betydning for dem, han levede iblandt, men ogsaa ved sin Omgængelse. Jeg, som har deltaget i flere af de omtalte Møder i Præstegaarden, kan vidne om, i hvor høj Grad Hostrups Personlighed gjorde sig gældende her, hvor den kunde udfolde sig under friere Former end i Kirken. Hvor blev der dog sunget ved disse Møder! – og diskuteret! Og det var Hostrup selv, der sang for og satte Diskussionen i Gang. Men var den først godt i Gang, yndede han at sidde tavs og fornøje sig over at se de andre – ikke mindst hans Hustru – gaa varmt i Ilden. Ofte opløstes Samtalen i almindelig Smaasnak Folk imellem rundt omkring, ligesom i et almindeligt Selskab. Og da havde Hostrup en egen Maade at gaa omkring mellem Smaagrupperne og høre paa dem og ingenting sige, men udstraale Liv og Venlighed.

Hostrup var i det hele taget sin Menighedskreds's Centrum i usædvanlig Grad. Allermest føltes dette i Kirken, naar han stod for Alteret, vendt mod Menigheden, og lyste Velsignelsen med sin kærlige, dybe Stemme, eller naar han uddelte Brødet og Vinen. Der var, skønt han kun var lille af Vækst og i en vis Forstand uanselig, dog en Værdighed, en Skønhed, en Aandens Myndighed over ham ogsaa foran Alteret, som gør, at man aldrig kan glemme ham, naar man har været saa lykkelig at høre med til hans Menighed.

IV.

Vi har hørt om, hvorledes Hostrup fandt Præstegaarden i Hillerød uhyggelig og daarligt indrettet. Hovedbygningen tog sig imod Gaden ganske anselig ud med sin solidt opmurede Facade. Men Bagsiden ind mod Gaarden var brøstfældigt Bindingsværk, og Huset saa smalt, at Værelserne gik helt igennem med Vinduer til begge Sider. Der var desuden tre andre Længer, som i Forening med Hovedbygningen dannede en firkantet Gaard med en Have paa hver Side. Og det hele laa som en Ø, omgivet af Gader. Straks det første Foraar henvendte Hostrup sig til en Arkitekt Zwingmann, som havde slaaet sig ned i Byen, idet han under Etatsraad Meldahls Overledelse havde forestaaet Slottets Genopførelse. Zwingmann og Hostrup udkastede nu i Forening en Plan til Præstegaardens Ombygning. Sidelængerne, som der ingen Brug var for, skulde nedrives, og Gaardspladsen i Forening med de to tidligere Haver udgøre een stor Have. Et Par Uger gik de i Staa ved Spørgsmaalet om, hvorledes Stuehuset skulde gøres brugbart, indtil Hostrup fik den Idé, at der til Midten af dette, ud mod Gaarden (eller Haven) kunde føjes en Tilbygning, hvori skulde være Dagligstue, Havestue og underneden en Kælder med Køkken. Desuden blev der skaffet Lys og aabnet nye Adgange til et ældgammelt hvælvet Kælderrum, der formodedes at have hørt til et forsvundet Munkekloster, paa hvis Plads altsaa den nuværende Gaard skulde være opført.

Da disse Byggeplaner i Løbet af den første Sommer (1863) var gennemførte, var der kommet en særdeles smuk og hyggelig Bolig ud deraf. Og nu hørte vi jo Fru Hostrup fortælle om det store Rykind og det livlige Samvær, der undertiden kunde udfolde sig i disse Stuer. "Hver Gang saa mange, som de store Værelser paa nogen Maade kunde rumme". "Folk af de forskelligste Stænder og Stillinger, lige fra Byens fineste til de ganske tarvelige, 14 og Bønder fra Omegnen". Dette var den hostrupske Præstegaards-Selskabelighed, en Form for Selskabelighed, man næppe nogensinde i Hillerød havde set Magen til.

Det manglede jo iøvrigt ikke paa Selskabelighed der i Byen. Det havde Hostrup og hans Hustru faaet en Fornemmelse af straks den første Aften, de var kommen dertil og var flyttet ind i den lille Lejlighed i Slotsgade, de havde lejet sig for de første Maaneder, indtil de kunde komme ind i Præstegaarden. Fra Silkeborg havde de været vante til Gravstilhed over hele Byen paa den Tid af Døgnet. Men her rullede den ene Vogn efter den anden hen ad Gaden. Det viste sig, at Grunden var et stort Aftenselskab et Sted i Byen. Og de ny Præstefolk fik paa Stedet Følelsen af, at de var kommen til et finere Sted end den lille Nybyggerby, Silkeborg paa den Tid var. Dér var en Birkedommer, en Præst og en Distriktslæge; men her i Hillerød var en hel Hærskare af Embedsmænd, Amtmand og Amtsforvalter, Byfoged og Byskriver, en Latinskole med mange studerede Lærere, et kongeligt Slot med en Slotsforvalter, et Stutteri med en Stutmester, flere pensionerede Embedsmænd og Enker efter Embedsmænd, tre Læger og lige saa mange Præster. Dertil kom en Del Købmænd og andre velstaaende Borgere, som førte et fint Hus. Dette betød en Selskabelighed, som en ny Embedsmandsfamilie ikke let kunde undgaa at blive Part i. "Min Formand", skriver Hostrup, "havde deltaget heri og af og til gjort Gengæld; men dette blev jeg heldigvis i det første Aar paa en ganske naturlig Maade fritaget for, idet vi jo først boede i den lille indskrænkede Lejlighed, og senere, da vi flyttede ind i Præstegaarden, denne straks kom til at staa under Ombygning, og da den saa endelig blev færdig, var de fleste Indbydelser og Visitter efterhaanden ophørte af sig selv, og saa holdt vi os til en lille Kreds, med hvilken vi var traadte i nærmere Forbindelse".

Een fin Forbindelse var der dog, som Hostrup ikke godt kunde afbryde, og ønskede det vel heller ikke. Det var den Forbindelse, hvori hans Stilling som Slotspræst havde bragt ham med Hoffet 15 paa Fredensborg. Flere Gange var han og hans Hustru tilsagte til Taffels og fandt stadig en særdeles venlig Modtagelse. En Dag maatte Hostrup dog sige Nej Tak. Det var en Hverdag, han blev tilsagt, og han havde netop den Dag en Brudevielse. Den kunde han jo ganske vist have faaet Kapellanen til at besørge; men, skriver han, "jeg vilde lige fra Begyndelsen vise, at jeg ikke kunde staa paa Pinde, hver Gang der var noget paa Færde ved Hoffet, og at min Virksomhed som Præst gik forud for alt".⁹ Han svarede altsaa, at han ikke kunde komme, da han havde Embedsforretninger, og Kongen tog ham heller ikke dette i mindste Maade ilde op.

Saa var det en Søndag i Sommerens Løb, at Hostrup og hans Hustru fik en Indbydelse til Taffel hos Kongen, som den Morgen var kommen fra Skodsborg, hvor han paa den Tid boede, til Frederiksborg for at fiske i Søen dér. Paa en lille Ø i Præstevangen havde han bygget sig et lille Hus med en rummelig Spisesal, muret af Kampesten med Prydelser af Østersskaller, og desuden et Par smaa Værelser og et Køkken i Kælderen. I dette lille Præstevangshus modtog Kong Frederik den Dag sine Gæster. Og naar man betænker, at det var Sommeren 1863, og at det var beskikket Kongen – hvad dengang ingen kunde ane – d. 15de November samme Aar at skulle lukke sine Øjne paa Glücksborg Slot, da vinder den lille Hillerød-Idyl, som Hostrup har skildret den i sine Livserindringer, en forøget Interesse.

Hostrup skriver: "Kongen, der modtog os med en stor grøn Filthat paa Hovedet, gjorde hele denne Eftermiddag Indtryk af at være en gæstfri, lystig og snaksom Herremand … Det var en meget varm Dag, men Spisesalen var usædvanlig kølig og behagelig. Her kom vi da nu til Bords, og Kongen var i et straalende Humør, saa lykkelig, saa han flere Gange spurgte sin Hustru, om hun dog ikke fandt, at det var en dejlig Dag. Jeg har aldrig set ham mere elskværdig, det var, som om han rent 16 havde lagt Kongen til Side og kun følte sig som et lykkeligt Menneske, der helt gav sig hen i Nydelsen af denne smukke Dag ude i Naturen … Efter Bordet fik han det Indfald, at vi skulde ro over til en anden ganske lille Ø, som han kaldte Tyrkeøen, – vistnok efter en Hund. Her fik Damerne Medestænger og skulde nu til at forsøge deres Lykke i Fiskeriet, og Kavalererne blev satte til den lidet behagelige Forretning at sætte Orme paa Krogene. Kongen gik hen til min Hustru, og da han ikke fandt, at den Stol, hun sad paa, stod godt, kaldte han paa mig og gav mig en lille Irettesættelse, fordi jeg ikke sørgede bedre for hende, og dermed tog han sin Kaarde og kradsede med den nogle Huller i Jorden til Stolebenene, for at Stolen kunde komme til at staa fastere. Af Damerne var min Hustru den eneste, der fik en lille Fangst; men det var rigtignok ogsaa kun en meget lille Aborre.

Vi tog nu tilbage til den større Ø, og da vi skulde bryde op og sagde Farvel til Kongen, rakte han os Haanden og takkede os for den dejlige Dag, vi havde haft sammen. Det blev den sidste Gang, vi var Gæster hos Kong Frederik, og vi tog et smukt Minde om ham med fra denne Dag …

Endnu en eneste Gang fik jeg Frederik den syvende at se. Jeg var paa Vejen til Nyhuse tæt ved Amtstuen, da han kom ridende alene paa sin Islænder, og da han saa mig, standsede han og rakte mig sin Haand og sagde: God Dag Hostrup! Tak for sidst! hvorpaa han red videre."

Minder af denne Art har det været, der trængte sig ind paa Hostrup, da han 15-16 Aar senere stod paa Hillerød Torv, med Ansigtet vendt mod Søen og Slottet, og holdt Tale ved Afsløringen af Kong Frederiks Statue. Jeg var tilstede i Folkeskaren, og jeg tør jo ikke paastaa, at jeg med Sikkerhed kan huske, hvad Hostrup sagde; men det staar for mig, at han talte som den, der var stærkt personligt optaget af sit Emne. Og hvis jeg ikke tager fejl, gjorde han opmærksom paa, hvor passende det var, at den Statue, der blev rejst her i Hillerød, fremstillede Kong Frederik, ikke i militær Positur eller med majestætisk imponerende Optræden, 17 men saa at sige i sin Hjemmedragt – i sin dagligdags Jævnhed og Elskværdighed, saaledes som denne By og Egn netop bevarede Mindet om ham.

Hostrup har sikkert ved en Lejlighed som denne talt Forsamlingen ud af Hjertet. Jeg tvivler heller ikke om, at han jo har haft de Hillerød Borgere paa sin Side ved det lille Sammenstød, han ved en anden kongelig – eller da kronprinselig – Lejlighed havde med en alt for hyperloyal Festdeltager. Det var i Sommeren 1869, der blev holdt en Fest i Slotshaven i Anledning af Kronprins Frederiks og Prinsesse Louises Formæling. Det var jo en rigtig skandinavisk Begivenhed – dette, at vor tilkommende Konge søgte sin Brud ikke mod Syd ved et eller andet tysk Hof, men i Broderriget. Og Hostrup var da ogsaa Manden for efter Opfordring baade at skrive en Sang til Lejligheden og at holde Festtalen. Da denne Tale var holdt mellem Buksbomhækkene, gik man til Bords nærmere nede ved Søen. Da nu alle de officielle Skaaler tilbørlig var besørgede, og – som Hostrup skriver – "vi Bysbørn sad og snakkede gemytligt med hverandre", fik Hostrup at vide, at der i Selskabet befandt sig en ung Købmand med sin svenske Brud, som han for et Par Dage siden havde holdt Bryllup med i Skaane. Se, det var jo altsaa ogsaa et skandinavisk Par, og Hostrup fandt det stemmende med Dagens Anledning at byde disse unge Folk velkomne i en lille Skaaltale. Men dette blev taget ham meget ilde op af en tilstedeværende, "en af vore Forfattere, som for nogle Aar siden havde bosat sig i Hillerød, og som ved flere Lejligheder havde røbet meget reaktionære Meninger". Denne Mand hævdede, at det maatte betegnes som en Usømmelighed at blande en Købmand N. N. og hans Kone ind i Festlighederne for de kongelige Højheder. "Jeg svarede, som sandt var", skriver Hostrup, "at den Følelse, ifølge hvilken man betragter fyrstelige Personer som en ganske anden Slags Mennesker end os andre dødelige, var mig ganske ufattelig. Jeg havde egentlig troet, at den var uddød her i Landet i Frederik 18 den syvendes Tid. Jeg har imidlertid senere erfaret, at den endnu lever og trives baade i København og i flere af Købstæderne."¹⁰

V.

Hostrup var glad for sin Præstestilling i Hillerød, derimod ikke ret glad for Herløv Sogn, Annekset. Han havde haabet, at det skulde vise sig her som i Jylland, at han ogsaa kunde tiltale Bønder. Ved hans Indsættelse derude var da ogsaa Kirken fuld; Provsten talte varmt og hjerteligt om ham, og hans Prædiken blev hørt i dyb Stilhed, hvoraf han spaaede sig det bedste. Men allerede næste Søndag var der kun ganske faa i Kirken, og saaledes vedblev det. Hostrup kom personlig særdeles godt ud af det med Beboerne. De betragtede ham som en hæderlig og fredsommelig Mand, vidste ogsaa godt, at han var en anset og højtbegavet Mand; men der skete ingen Tilstrømning til Kirken, dannede sig heller ikke en lille fast og stadig Tilhørerkreds. Herløverne gik i Kirke, ganske som de havde været vant til, d. v. s. ikke ret meget.

Hostrup brød sit Hoved med, hvorledes man dog skulde "faa fat" paa disse Landboere. Og da der var gaaet tre-fire Aar hen, øjnede han – eller mente at øjne et Hjælpemiddel i den grundtvigske Højskolebevægelse. Den havde netop i disse Aar flere Steder begyndt at faa Tag i Landbefolkningen; der maatte ogsaa kunne gøres noget her i den Retning. Og da Hostrup en Dag fik Besøg af en arbejdsledig teologisk Kandidat Otto Jacobsen, som han kendte fra Silkeborg, hvor han havde holdt en Børneskole, aftalte de med hinanden, at der skulde forsøges paabegyndt en Folkehøjskole i Herløv Sogn med Jacobsen som Forstander og i samme Aand som Skolerne i Askov, Testrup og Vallekilde. Hostrup lovede sin bedste Støtte ved Arbejdet paa Skolen, naar den kom i Gang. Og det var hans Haab at den, 19 ved Siden af at udbrede Oplysning i Almindelighed, ogsaa skulde kunne bane Vej for hans Præstevirksomhed i Sognet.

Det lykkedes at faa dannet et Aktieselskab af 115 Beboere af Frederiksborg Amt, som tilsammen indskød 3575 Rigsdaler; desuden gav 7 Mænd 10 Rd. hver som Gave, og der laantes 600 Rd. i Frederiksborg Sparekasse. Summen blev saaledes 4245 Rigsdaler.

Blandt Bidragyderne var 14 fra Herløv Sogn og 7 fra Hillerød, nemlig Amtmand Greve Schulin, Pastor Hostrup, Etatsraad Lerche, Købmand Carl Møller, Vejinspektør Mørch, Overlærer Ostermann og Glarmester Rump.

Vejinspektør Mørch var en af dem, der tog sig ivrigst af Sagens Gennemførelse, og han blev valgt ind i Selskabets Bestyrelse sammen med Proprietær J. Nielsen, Petershvile, og Gaardmand Thomas Pedersen, Frerslev. De fandt et pænt, straatækt Hus med en Have foran, beliggende i Frerslev (en af Byerne i Herløv Sogn) og tilhørende den tidligere Vejinspektør Lundbergs Enke. Det blev købt for c. 1800 Rd., udbedret og omændret for c. 1000 Rd., og saa aabnedes Højskolen dér d. 4de November 1867.

Nu er der det at fortælle, at det Hus, der saaledes var taget i Brug, laa lige tæt ved Landevejen – den Landevej, der fører fra Hillerød ad Slangerup til, og videre derfra til Roskilde. Det var det sidste Hus i Frerslev By, og derfra gik Landevejen et langt Stykke lige ud over fladt Jordsmon. Derfor, naar man en mørk Aften kom kørende ude fra Slangerupkanten og nærmede sig Frerslev, saa man i lang Afstand Lyset skinne imod sig fra Fru Lundbergs Hus, næsten som et Fyr, man kunde styre efter. Dette havde Vejinspektør Mørch saa ofte lagt Mærke til paa sine mange Farter til Vogns. Og Hostrup havde hørt ham tale derom og havde som jeg véd fra mundtlig Meddelelse af ham selv derfra opsnappet Idéen til et smukt poetisk Billede i den Sang, han digtede til Skolens Aabningshøjtidelighed. Det var den siden 20 saa almindelig sungne Højskolevise: "Er Skolen for andre end Pilt og Pog", hvor det hedder i andet Vers:

"Vi bygge et Fyr paa den flade Jord,
som mildt sit Lys over Mark vil sende;
vi rejse en Arne, som ej er stor,
men dog har Plads til hver Lysets Frænde."

Ja, foreløbig var der Plads nok, idet der begyndtes med 8 Elever, som undervistes af 2 Lærere. I Løbet af Vinteren kom dog 8 til. En Aften hver Uge kom Hostrup og holdt Foredrag, og da var Huset hver Gang saa fuldt af Egnens Folk, som det kunde være. Men med Elevantallet gik det den forkerte Vej. Der havde altsaa den første Vinter været ialt 16 Karle, om Sommeren var der 8 Piger, næste Vinter maatte der begyndes med 3 Karle; der kom 5 til, hvoraf 2 gik frit. Sommeren derpaa var der 6 Piger ialt. Denne Nedgang var saa meget mere beklagelig, som der det andet Aar var anvendt 1460 Rigsdaler til en Udvidelse af Skolebygningen.

Otto Jacobsen maatte opgive Virksomheden og blev Sognepræst paa Mors. Efter ham tog Jens Povlsen-Vimtrup i 1870 fat som Forstander, og efter ham – efter at Virksomheden i nogle Aar havde været standset – igen jeg i 1878. Vi havde begge Hostrups trolige Støtte i Gerningen, og vi fik da ogsaa Skolen til at trives stadig bedre. Dog, naar det lykkedes mig i Modsætning til de to andre at fortsætte min Højskolevirksomhed gennem 14 Aar, da beroede det for en væsentlig Del paa, at jeg, medens Tilgangen tidligere havde været næsten udelukkende fra selve Amtet, havde Held til at drage Elever til fra de forskelligste Kanter rundt om i Landet. Det var altsaa ikke en egentlig Opfyldelse af Hostrups Haab, der fandt Sted. Thi fra Herløv Sogn kom der stadig meget faa Elever, og den aandelige Tilstand i Sognet blev, saa vidt man kunde se, stadig lige upaavirket, enten det gik op eller ned med Højskolen. Efter halvtredje Aars Forløb kunde jeg ikke nøjes med den Plads, der i Frerslev var til 21 Raadighed, og da Udvidelse ikke dér lod sig foretage, flyttede jeg i Efteraaret 1880 Højskolen til Hjørlunde, 1/4 Mil fra Slangerup. Ogsaa dér fandt Hostrup Vejen ud og deltog med Liv i vore Møder og Sammenkomster gennem det Par Aar, der endnu var tilbage af hans Hillerødtid.

Forholdet til Herløv Sogn var og blev for Hostrup et tabt Slag. Han siger selv, at det fra først af var en Opgave, som "æggede ham til Kamp". Og han "vedblev i mange Aar med Haab at arbejde paa at bryde Isen". Men han ender med at sige: "Noget kendeligt Liv kom der alligevel ikke i min Tid, og da jeg senere tog bort, skiltes jeg derfra med en pinlig Følelse af, at paa dette Punkt var min nittenaarige Virksomhed gaaet temmelig sporløst hen."¹¹

Der ligger ikke nogen ringe Smerte bag ved disse Ord, en Smerte, der var saa meget større, som Hostrup i Virkeligheden var i sit Hjerte ikke saa lidt indtaget i den ægte og uforfalskede Kulsviertype, der her er traadt ham i Møde. "Jeg fandt straks noget tiltalende ved dem", skriver han; "det var i Grunden smukkere Folk end Jyderne i Almindelighed, store, ranke Mænd, og Kvinder med finere Træk og lettere Bevægelser, og hvis lidt stive men klædelige Huer med brede røde Silkebaand i mine Øjne gav dem noget gammeldags hyggeligt, som jeg syntes godt om. De havde ikke saa meget af den diplomatiske Tilbageholdenhed, som var ejendommelig for Jyderne; der var noget aabent i deres Væsen, og jeg tror ogsaa, at de i det hele levede et ordentligt Familieliv og holdt meget af deres Børn. Hvad var der da i Vejen med dem?"¹²

Ja, hvad var der i Vejen, siden Hostrup ikke kunde vinde aandelig Indflydelse paa dem, han, som dog efterhaanden var blevet saa bondevenlig¹³, og som ogsaa særdeles godt havde 22 kunnet faa fat paa jyske Bønder? Hostrup udkaster en Formodning om, at det er Rationalismen, der i tidligere Tider er gaaet den nordsjællandske Befolkning i Blodet, ikke mindst fordi den har faaet næsten alle sine Skolelærere fra Jonstrup, i sin Tid "et Højsæde for den aandløse Rationalisme".

Maaske kan der være noget om dette. Imidlertid vil jo Fejlen ikke være at søge alene paa den ene Side. Hostrup udtaler da ogsaa, at han følte det som en stor Mangel hos sig selv, at han ikke "forstod at tiltale disse Landboere og give dem Sans for noget højere og bedre end det, de hidtil havde levet i". Og i Henseende til denne Mangel hos Hostrup selv kan der maaske gøres opmærksom paa, at han jo henvendte sig til denne Befolkning med en Forkyndelse af temmelig ensidigt grundtvigiansk Præg. Dette maa man holde sig for Øje ved en Bedømmelse af Gensidighedsforholdet mellem Hostrup og hans Sognefolk baade i Købstaden og i Landsognet, at det at slutte sig til Hostrups "Kreds" i Virkeligheden betød det samme som at blive Grundtvigianer. Vel maa det siges, at den hostrupske Type er en af de overlegneste og aandsfrieste Grundtvigianertyper; men en vis Ensidighed gør sig dog med Nødvendighed ogsaa her gældende. Man kan ikke høre til en Lejr og have Del i dens Vaabenmagt, uden med det samme at faa Del i dens Begrænsning indenfor Lejrpælene. Hostrup havde med Liv og Sjæl sluttet sig til den grundtvigske Lejr. Og hvad dette medførte for hans Tankegange og Synsmaader, det kan man f. Eks. faa et Indtryk af, naar han skriver et Sted i sine Erindringer: "Grundtvigs Salmer blev nu næsten de eneste, jeg kunde bruge", og derefter lader følge en 23 Række kritiske Bemærkninger om Kingos, Brorsons og Ingemanns Salmer, der er dikterede af en grundtvigiansk Smaaskaarenhed, der dog heldigvis ikke ret ofte fik Lov at gøre sig gældende hos denne Mand.

Men Grundtvigianer var han paa en saa absolut og eksklusiv Maade, at dette i Grunden er tilstrækkelig Forklaring af hans Vanheld overfor Landsognets Befolkning. Thi det er jo det, der saa at sige overalt har vist sig, at Nordsjællænderne har været temmelig uimodtagelige for den Vækkelse – hel- eller halvgrundtvigiansk –, der i de sidste, jeg véd ikke hvormange, Aartier er gaaet hen over vort Land. Den har grebet Fynboer og Jyder, men ikke i samme Grad Sjællændere, i hvert Fald ikke Nordsjællænderne. Hostrups mislykkede Forsøg med Herløv Sogns Befolkning er et stærkt Vidnesbyrd om denne Folketypes Uimodtagelighed.

Uimodtagelighed for grundtvigsk, men derfor ikke for religiøs Bevægelse. Nej, alting kommer til sin Tid. Ogsaa denne Danskertype kan faa sin kirkelige Besøgelsestid. Kommer der en ny Bevægelse, Vækkelse eller hvad vi vil kalde det, noget tilsvarende til, hvad den sidste Slægt har oplevet, men med et andet Præg over sig, mere viljemæssigt, maaske ogsaa mere forstandsmæssigt; i det hele mere karakterfuldt og med et mere stilfærdigt, rolig-kraftigt, organisk vækstagtigt Forløb, – tænker vi os en saadan Bevægelse komme, eller er den maaske allerede saa smaat paa Vej, da er det kun godt, at ikke alt dansk Emne er i Forvejen helt eller halvt opbrugt, men at der, ligesom naar Reserven rykker frem, kan vise sig Befolkningsdele, som nu er modtagelige, – Befolkningsdele, som ikke fik godt af den tidligere Vækkelses Løftelse, men saa til Gengæld heller ikke har lidt under den Forkvakling, som saa let, ja vel uundgaaeligt, følger i saadanne Bevægelsers Kølvand.

Iøvrigt – den nordsjællandske Befolknings Uimodtagelighed for grundtvigsk Vækkelse har selvfølgelig ikke været absolut. Der var jo, som vi hørte, ogsaa Bønder med ved Menighedskredsens 24 Sammenkomster i Hostrups Hus. Og somme af disse havde kørt lange Veje. Dette var saaledes Tilfældet med dem, der gik iblandt os under Fællesbetegnelsen "Høbjergerne", skønt de ikke alle bogstavelig var fra Høbjerg, men nogle fra Ramløse og Ammindrup og Kagerup og Kjæderup og andre Steder der omkring. Dette Folkefærd har slidt meget Heste- og Vognbeslag for at være med ved Søndagsgudstjenesterne i Slotskirken og ved Folkemøderne i Hillerød og paa Højskolen. Om dem siger Hostrup, at de ydede ham en Trøst for hans skuffede Forhaabninger i Herløv Sogn, og at de i ingen Henseender stod tilbage for de jyske Bønder, han havde sat saa megen Pris paa. Og foruden Høbjergerne var der Hjørlundere og Farumere og Gandløsere og Birkerødere og Tikøbere og Ølstykkere og andre Smaakredse, der tildels hver for sig havde en hjemlig grundtvigsk Ordfører at samles om, men som dog alle betragtede Hostrup som en Slags Overhøvding, hvem de dels gæstede i Hovedkvarteret, dels fik ud til sig at holde Foredrag, ja, Hostrup var jo Høvding og Foredragsholder og Folkesanger for meget større grundtvigske Kredse og meget betydeligere grundtvigske Højskoler rundt i Landet. Men skulde jeg ogsaa tage det med og komme ind paa at gøre Rede for, hvad Hostrup var for Land og Folk i det hele, da vilde jeg komme til alt for meget at overskride de Grænser, der naturligt maa være afstukne for mig, idet man har gjort mig den Ære at opfordre mig til at skrive en Afhandling om Hostrup netop til dette Aarsskrift.

VI.

Endnu er der nogle Enkeltheder, som hører med til vort amtsbegrænsede Emne, og som ikke godt kan forbigaaes. Først dette, at Hostrup i Foraaret 1869 paa sin Fødselsdag fik en Gave fra sin Menighed og sine øvrige Venner i Landet, som glædede ham meget, nemlig et lille Fiskerhus i Espergærde ude ved Sundet og det dejlige Egebæksvang. "Dér har jeg mange Gange", 25 skriver han, "naar jeg var svag og afkræftet, hentet fornyet Livskraft".¹⁴

Det andet er, at Hostrup og hans Hustru en Sommerdag i 1880 fejrede deres Sølvbryllup. Der var efter Festmaaltidet en hel lille Folkefest i Præstegaardshaven med kulørte Lamper og dækkede Borde for en stor Mængde Hostrupvenner baade fra By og Omegn. Der var Taler og Sange; men den egentlige store Fest var Afsyngelsen af Hostrups dejlige Sang til Hustruen: "Saa gik tyve Aar og fem". Den havde været sunget ved Festbordet, men blev atter i Haven omdelt i en Mængde Eksemplarer og paany sunget. At have været med til at staa dér i tæt Klynge med Hostrup og hans Hustru i Midten og synge denne Sang, frisk og ny, med ham selv som Forsanger, det er en Oplevelse, hvis Indtryk aldrig taber sig.

Endelig er at notere, at der i Begyndelsen af 1881 blev holdt en stor Fest for Hostrup i et offentligt Lokale i Hillerød i Anledning af hans 25 Aars Præstejubilæum. Til den Lejlighed havde blandt andre jeg skrevet en Vise om "Slotskirken og Slotspræsten", som Fru Hostrup har optaget i sit Tillæg til Hostrups Livserindringer, idet hun finder, at den giver "et godt og træffende Billede af Hostrups hele bramfri Optræden som Præst". Da Visen saaledes har faaet et vist Stempel paa sig som hørende med til de historiske Dokumenter, er der næppe andet for, end at jeg gengiver den her. Den lyder (paa Melodi: "Nu Tak for alt ifra vi var smaa"):

26

Naar der i denne Vise blandt andet udtrykkes Glæde og Taknemlighed over, at den kære Præst "kom sig atter", da hentyder det til, at Hostrup havde været paa en længere Rekreationsrejse 28 i Udlandet for at forvinde Følgerne af nogle slemme Sygdomsanfald. Han var kommen frisk tilbage, og det saa ud, som om hans Helbred virkelig var genvundet. Det viste sig imidlertid at være en Fejltagelse. Han kunde ikke længer magte sit ret besværlige Embede, men nødtes til at søge sin Afsked, som han fik i Efteraaret 1881. Og saa flyttede han da, efter en nittenaarig Virksomhed, bort fra Hillerød og tog Bolig paa en af Villavejene ved København.

Aflægs var Hostrup dog slet ikke. Han fik, efter at være blevet fritaget for Embedets Byrde, endnu en Livsperiode, indholdsrig og interessant, paa en halv Snes Aar, inden han d. 21. November 1892 lukkede sine Øjne. Men den Periode vedkommer os ikke her.

Vi her paa Frederiksborg Amt, som i sin Tid sad ved Hostrups Fødder i Slotskirken eller i det hele kom i levende Berøring med ham, vi hører nu snart, for saa vidt vi endnu er i Live, til de gamle. Men vi ønsker at gøre vort bedste for, at Mindet om Hostrup, denne saa milde og dog saa mandige og faste Personlighed, denne saa højt benaadede Folkets Mand og Guds Mand, denne saa aandig-skønne og saa ægte danske Skikkelse – at Mindet om ham maa kunne overgives til og bevares hos dem, der kommer efter os.

Saa længe Mindet om Hostrup endnu kan holdes vedlige hos Befolkningen her, saa længe skal den ikke ganske synke ned i Filisteri og Materialisme.

Stenløse, August 1912.