Fra Henrik Pontoppidans Barndom og Ungdom
Kære Hr. Redaktør!
De beder mig meddele nogle Barndoms- og Ungdomserindringer om min Broder Henrik. Vel! De har før opfordret mig til at fortælle til Tidsskriftet noget om mine Brødre, og jeg har ikke gjort det. Ganske simpelt, fordi jeg ikke havde noget, som jeg mente kunde vedkomme eller interessere Offentligheden.
Men man vil jo nødig synes tvær. Naar det nu drejer sig om at gøre lidt Stads af min kære Brors forestaaende 70 Aars Fødselsdag, vil jeg ikke nægte min Assistance. Og jeg faar da se, om jeg kan finde nogle smaa Pølsepinde at koge en Suppe paa.
Det forundrer mig selv, hvor blottet jeg er for Erindringer om denne Broder fra hans egentlige Barndomstid. Jeg har aabenbart lagt alt for lidt Mærke til ham. Der er næsten syv Aars Aldersforskel; og i sit syvende Aar bryder man sig ikke saa meget om at faa en ny Broder, naar man har to i Forvejen. Hvad skal man egentlig med ham? De smaa Brødre, der kommer senere hen, kan man begynde at være store Bror overfor – kan slæbe paa dem, gaa med dem ved Haanden, gøre Løjer for dem, kort sagt "passe" dem og derved faa Interesse for dem. Men den Broder, der er for lille til at lege med og for stor til at passe, han bliver let noget overset. Det er i det hele taget lidt af en Vanskæbne at høre til "Mellembørnene" i en stor Børneflok. Man rangerer ikke mellem "de store", der er saa beundringsværdige, og heller ikke mellem "de smaa", der er saa søde. Man er udsat for at blive ligesom en Smule overkomplet. Og jeg er tilbøjelig til at tro, at dette Misforhold har haft en ugunstig Indflydelse paa min kære Broder Henriks indvortes Vurdering af Barndomshjemmet.
Som sagt, fra Henriks egentlige Børneaar finder jeg saa at sige intet i min Hukommelseskiste Derimod har jeg ved at rode i en anden Kiste fundet frem et tidshistorisk Dokument af litterær-kunstnerisk Art, som maaske her kan komme i Betragtning, og som jeg tillader mig at vedlægge mit Brev. Det er Nummeret for 30. April 1865 af "Hjemmets Nisse", et paa den Tid indenfor 338 Randers Præstegaards Vægge meget udbredt og anset Organ, redigeret af mig og min lidt yngre Broder Knud, Abonnementspris 1 Skilling om Maaneden. Billedet paa Forsiden af medfølgende Nr. er mit Produkt. Og dersom det, Hr. Redaktør, kan gaa an at lade det reproducere i Deres Magasin, vil Deres Læsere for det første kunne beundre et Tegnetalent, der maa siges at være gaaet tabt for Verden, og dernæst vil de kunne se, hvorledes den nu fejrede Digter dengang kunde opfattes. Den syvaarige Henrik Pontoppidan er fremstillet vadende i Rendestenen og vrælende:
"Wrangel var en ækel Ka'l,
men Falkenstein er værre."
Dette er Omkvædet paa en Vise fra Krigstiden, fra Jyllands Besættelse, som endnu dengang (det efterfølgende Foraar) lød fra Gader og Stræder i de jydske Byer.
Til yderligere Forklaring af Billedet kan tjene, at Far holdt "Fædrelandet" sammen med Pastor Boesen i Harridslev. Og det var Henriks Bestilling daglig at aflevere Bladet (sammenlagt og med Korsbaandsomslag) i Købmand Frederik Jensens Butik paa Østergade, hvor Harridslev-Bønderne tog ind, saa det let kunde blive befordret til Pastor Boesen.
Henrik er altsaa afbildet i Udførelsen af sit betroede Hverv, men samtidig benyttende Lejligheden til at promenere sin Personlighed paa en noget udfordrende Maade.
Nu behøver Henrik jo ikke at have haft Gadedrengemanerer, fordi Organet for Hjemmets Humor og Satire paadutter ham det. Men lidt har der dog vel været derom. Jeg tænker, at naar vi borteliminerer som poetisk Overdrivelse hans Syngen paa Gaden, beholder vi som historisk Kærne hans Vaden i Rendestenen, der vel nærmest har betydet, at han vilde have Fornøjelse af sine Vandstøvler, men som maaske dog ogsaa har været Udtryk for en tidlig fremtrædende Tendens hos ham til at gøre, hvad pæne og artige Folk ikke maa.
Dette var i 1865. Fra 1872, da Henrik var blevet 14 Aar, har jeg et lille Erindringsbillede. Der var Bryllupsgilde i Præstegaarden1. D.v.s. Bryllupsmiddagen indtoges i Klubben Harmoniens Lokale, og der var velvilligt stillet et Antal private Wienervogne til Raadighed til Brudefølgets Befordring fra Kirken til Klubsalen ude ved Østerport og siden derfra til Præstegaarden 339 paa Brødregade. I Almindelighed var Vognene stuvet saa nogenlunde fulde. Men en af de allereleganteste Ekvipager med to blanke Heste, skinnende Seletøj og uniformeret Kusk paa Bukken kom fra Festmaaltidet og kørte op udenfor Præstegaarden, og ud steg den 14aarige Mester Henrik, ganske solo, med en Cigar i Munden og en tindrende fornøjet Mine. Han havde aabenbart tænkt: Skal det være Gilde, saa lad det være Gilde! og havde lagt Beslag paa en Vogn for sin Person alene. Vi andre morede os kostelig over ham. Men Henrik selv morede sig allerbedst. "Idag", sagde han, da han kom ind til os, "har jeg endelig engang faaet, hvad jeg kunde spise."
340 Dersom "Hjemmets Nisse" endnu havde eksisteret dengang – ja, saa havde Henrik vel været dets Redaktør. Men ellers kunde der passende have været leveret en Tegning af hans Udstigning af Wienervognen – som Modstykke til hans Vandring i Rendestenen. Og begge Billeder kunde maaske have været lige betegnende.
Men nu kommer vi til et nyt meget tydeligt Erindringsbillede.
Det er et Par Aar senere. Jeg er hjemme, som Student eller nybagt Kandidat, at holde Sommerferie, og Henrik har vistnok lige taget sin Præliminæreksamen ved Skolen i Randers. Han saa ud som paa det her medfølgende Ungdomsportræt.
Der var altid Ferielystighed i Randers Præstegaard, og denne Sommer var Henrik ret kommen med i Løjerne. Hans Glansnummer var at optræde som Kraftgrundtvigianer2. Far, der var interesseret i den ny grundtvigske Bevægelse, havde en Dag haft Henrik med sig ud til et lille folkeligt Møde i en Skolestue paa Landet, hvor en Højskolelærer havde talt, og en Friskolelærer "sunget for". Dersom Far har tænkt sig, at hans unge Søn skulde blive paavirket af og draget imod det grundtvigske, saa er det ganske slaaet fejl. Henriks Udbytte af det lille Møde var, at han havde taget to grundtvigianske Typer paa Kornet: den selvbehagelige Foredragsholder, og den lige saa selvbehagelige Forsanger. Og nu fik vi – d.v.s. vi unge, ikke Far – disse Typer serveret for os i Præstegaardshaven. Henrik stillede Bænke sammen og lod os tage Plads. Han havde faaet fat paa en Trappestige, som Pigerne brugte, naar de pudsede Vinduer. Den opstillede han som Talerstol, idet han hængte et Tæppe ned foran den.
341 Saa tog han fat. Gaaende frem og tilbage foran Talerstolen med en Bog i Haanden udsang han paa Melodien "Sol er oppe" med Begejstring i Blik og Holdning og med ravjysk Tonefald følgende – som det desværre maa tilstaaes – virkelig grundtvigske Linier3:
"Folk", hvad er vel Folk i Grunden?
Hvad betyder "folkeligt"?
Er det Næsen eller Munden,
hvorpaa man opdager sligt?
Mere kunde han ikke af Sangen; men det var ogsaa nok. De sidste Linier gentog han, indtil han kom til Ende med Melodien. Og vi andre var nær ved at sprække af Latter, jeg ogsaa, hvor meget jeg end allerede dengang var Grundtvigianer, og hvor højt jeg end satte Grundtvigs folkelige Sange. Men det var da ogsaa uheldigt, at Henrik, naar han blev taget med ud i Landet at lytte til den ny Folkesang, skulde straks komme ud for et af disse Eksempler paa, hvorledes Grundtvig, den store Skjald, kunde komme afsted med i et ubevogtet Øjeblik at mishandle sin folkelige Lyre.
Nok er det, naar Henrik tilstrækkelig havde sat Stemningen op med "Folk, hvad er vel Folk i Grunden", besteg han sin Talerstol med imponerende Værdighed. Og saa fik vi nogle meningsløst men pudsigt sammenføjede Brokker af det folkelige Foredrag, han havde bivaanet, og som vistnok slet ikke havde været saa daarligt. Det var bl. a. om Saga, den hulde Asynje, der sidder ved det rindende Væld og drikker af gyldne Skaaler sammen med Odin. Sligt skal man jo ikke gøre Nar af, men det gjorde nu min kære Broder og efterlignede Foredragsholderen med et saadant mimisk Talent, at man var nød til at skoggerle. Og hvad – vi Mennesker er jo til syvende og sidst allesammen til at le ad, naar vore komiske Sider paa virkelig talentfuld Maade bliver hentet frem, og det maa vi give hinanden Lov til.
Efter Foredraget, som vævedes ud til at vare maaske fem Minutter, sluttedes der af, som der var begyndt, med "Folk, hvad er vel Folk i Grunden", som Tilhørerne nu ogsaa istemte. Og denne Forestilling gentoges – let varieret – flere Gange i Feriens Løb.
Det første Indtryk er jo ofte afgørende. Henrik havde nu 342 engang, til at begynde med, faaet Kig paa det komiske, der kan være ved den grundtvigske Folkebevægelse ligesom ved alt andet menneskeligt. Og han lod sig ikke tage af den, da han siden, som voksent ungt Menneske kom i nærmere Berøring med den, idet han nemlig – sidst i Halvfjerserne – en lille Tid slog sig ned hos mig, der just havde begyndt at holde Højskole i Frerslev ved Hillerød. Her blev holdt Foredrag, og her blev sunget af alle Kræfter. Men "Folk, hvad er vel o.s.v." kom ikke paa Tapetet. Og jeg tror ikke, Henrik fik noget egentlig afskrækkende Indtryk af, hvad der gik for sig paa Skolen og paa de smaa Folkemøder, der holdtes i dens beskedne Lokaler.
Men da jeg fik bragt ham i Berøring med et varmere Brændpunkt for den grundtvigske Bevægelse, idet jeg en Aften fik ham med ind til en af de Forsamlinger – smaa "Vennemøder" kunde de vel kaldes – som jævnlig holdtes i C. Hostrups Hus i Hillerød, da tog Henrik ligesom Foden tilbage. Dér vilde han ikke med mere, sagde han bagefter. Han havde holdt sine Øjne aabne og – med Rette eller Urette – fundet noget vist klikeagtigt, der frastødte ham.
Ude paa Højskolen befandt han sig bedre. Han læste Hostrups Komedier op for Eleverne; han tog dem ud i Marken og lærte dem lidt Landmaaling. Og en Dag bad jeg ham forsøge sig med at holde et populært Foredrag over et Emne fra det Fag, der i hans polytekniske Studietid havde været hans Hovedinteresse: Geologien. Det gik han ind paa. Og Emnet, han valgte, var ikke af de beskedneste. Han gav sig til at forklare mine Elever selve Verdens Oprindelse, saaledes som Geologien efterforsker den, og det er jo noget anderledes end Bibelhistorien fortæller derom.
Der sad jeg blandt Eleverne og hørte min Broder udvikle for dem, hvorledes Jorden fra først af som en lille Del af Solens glødende Taagemasse var slynget ud i Rummet – var begyndt at cirkulere dér – var efterhaanden blevet afkølet – havde dannet Skorpe o.s.v.
Hov! hov! tænkte jeg. Er dette noget for mine Elever? Er det ikke alt for fritænkerisk? Ja, jeg kan tilføje, at ogsaa for mig personlig var det temmelig nyt og overvældende. (Husk paa, at det er næsten halvhundrede Aar siden.) Saa betænkelig 343 blev jeg, at jeg var lige ved at gaa hen til min Broder og hviske til ham, at han hellere maatte skifte Emne. Men jeg tog mig i det; thi i det samme Øjeblik foer mig noget gennem Hovedet, nemlig Per Degns Replik fra Erasmus Montanus: "Sandt at sige har vi altid haft en ren Tro her paa Bjerget". Det er jo i Anledning af, at Montanus "siger, at Jorden er rund, og fører falsk Lærdom her ind i Byen". Jeg husker tydelig den Fornemmelse, jeg fik, en Fornemmelse af, at Holberg lo af mig. Og saa sagde jeg ingenting. Rimeligvis har jeg senere fundet en Lejlighed til at sige Eleverne, at fordi det er gaaet saaledes til med Jordens Tilblivelse, er det ikke i mindste Maade ophørt at være Guds Skaberværk.
Og at jeg ikke var blevet ængstelig ved at benytte min Broders Assistance, kan ses deraf, at jeg fik ham knyttet til Skolen som fast Medarbejder.
Dog skulde han først ind at aftjene sin Værnepligt ved Ingeniørkorpset. Medfølgende Portræt viser ham i Kongens Tøj og med Spaden paa Nakken.
"Du kan tro", skriver han til mig derinde fra Tjenesten, "at jeg faar kendt en Spade. Jeg kan næsten kæle for den – naar den er god. Jeg har den i Haanden fra Morgenstunden. Mine Hænder blive rigtig barkede Arbejdsnæver, og jeg kan ikke tænke paa vor Gerning i Vænget uden at smile over den Mangel paa Evne til at føre mit Vaaben. Dengang maatte jeg rette Ryggen og puste ud hver 5 Minutter, nu maa vi ikke puste i Timevis og kaster endda Jorden saa langt som herfra til Kyndelmisse. Det glæder jeg mig over, at jeg har Brug for 344 den Øvelse bagefter, og som jeg længes efter at kunne bruge den til Dræningsarbejder paa dine Marker!"
"Vænget", han omtaler, var min lille Jordlod midt inde i Frerslev By. De Marker, hvor han tænker sig at skulle grave Dræningsgrøfter, var dem, der hørte til den noget større Landejendom, jeg havde købt i Hjørlunde ved Slangerup og indrettet til Højskole, og hvortil jeg just i denne Sommer var flyttet. Om Efteraaret kom Henrik derud efter aftjent Værnepligt og overtog en Stilling som tredje Lærer. Denne Virksomhed var for ham nærmest en Forlegenheds-Udvej, idet han foreløbig ikke vidste, hvor han skulde gøre af sig selv. Han skrev til mig inde fra Kasernen, da Tiden nærmede sig: "Det lakker jo alt snart mod d. 28. Sept., men jeg er i fuldstændig Vilderede med, hvorledes det saa vil spænde af. Jeg haaber med hver Trævl i mig paa det bedste".
Det spændte nu i Virkeligheden rigtig godt af. Det var jo kun nogle faa Undervisningsfag, nærmest Bifag, H. havde overtaget; men han klarede dem paa en livlig og energisk Maade, og blev da ogsaa almindelig afholdt af Eleverne. Men det varede kun et Par Aar, saa var denne Foreløbighed forbi. Saa vilde Henrik ind til Hovedstaden, hvor han nu saa sin egen Bane aaben for sig. Thi imidlertid havde han haft sin Forfatterdebut – og med Held.
Jeg taler her om hans Debut overfor Offentligheden, som er vel kendt, og som det i hvert Fald ikke her er min Opgave at dvæle ved. Men overfor mig privat havde han allerede tidligere haft sin Forfatterdebut, som hører til det Erindringsstof, der mulig kan have nogen Interesse.
Jeg maa da fra Hjørlundetiden gaa nogle Aar tilbage til den Tid, da Henrik studerede paa polyteknisk Læreanstalt, medens jeg, om jeg husker ret, paa den Tid var Timelærer ved Bohrs Skole paa Nørregade. Baade Henrik og jeg havde været hjemme i Randers at holde Sommerferie. Jeg skulde tilbage til København, og Henrik, hvis Ferie endnu ikke var udløbet, fulgte mig til "Brage", der laa i Randers Havn med Dampen oppe. Der var over Henriks Væsen noget hemmelighedsfuldt og ligesom trykket, som jeg ikke kunde forklare mig. Men da det ringede tredje Gang, og vi skulde tage Afsked med hinanden, tog han sig sammen, stak mig en lille Pakke i Haanden 345 og sagde: "Læs dette, og send mig det tilbage med din Mening derom!"
Saa snart vi havde forladt Skibsbroen, satte jeg mig hen i en Krog paa Dækket og aabnede Pakken.
Det var et Manuskript, et Drama i – jeg husker ikke hvor mange Akter. Heller ikke husker jeg Titelen. Men hvad jeg husker, er, at da jeg først havde begyndt at kigge deri, tog det min Interesse, saa jeg vedblev at læse. Skønt jeg ellers paa disse Dampskibsture plejede at være optaget af den interessante Sejlads hen igennem de grønne Enge, sad jeg denne stille Sommeraften og vendte Blad paa Blad. Og for hvert Blad, jeg vendte, dæmrede det stærkere frem hos mig: Men dette er jo virkelig noget! Ikke noget Mesterværk; nej langtfra! Men det ser virkelig ud til, at min kære Broder Henrik har Forfattertalent! Og det har jeg aldrig haft nogen Anelse om!
Handlingen i Stykket har jeg glemt for længe siden. Men jeg har bevaret Indtrykket af det schweiziske Alpe-Sceneri, der paa stemningsfuld Maade dannede Baggrund for alt, hvad der foregik. At Dramaet var henlagt til Schweiz – særlig til Interlaken – har sin naturlige Forklaring i, at dér havde Henrik just været. Vi Brødre havde hver faaet et Par hundrede Daler som Arv fra vor Morfader, og Henrik havde sat igennem, at han fik sin Part udbetalt til en Schweizertur, som han udførte ganske ene, for største Delen vandrende med Randselen paa Nakken. Han var iøvrigt paa et hængende Haar blevet deroppe i Bjærgene, idet han en Aften havde forvildet sig og ikke kom i Hus, men maatte tilbringe Natten under aaben Himmel, udaset af at vade i dyb Sne, brugende alle Kunster for at holde Øjnene aabne, idet han jo var klar over, at faldt han i Søvn, var det den visse Død. Han har fortalt mig, at han et Øjeblik havde opgivet Haabet og var faldet hen i Tanker over, hvor beklageligt det vilde være, om hans Paarørende skulde sætte sig i Bekostning for at lade søge efter hans Lig; thi han havde et saa stærkt Indtryk af, hvor haabløs en saadan Søgen vilde være paa disse umaadelige Vidder. Men han slap altsaa. Og hans Frelse beroede paa to Ting, dels at det lykkedes ham at holde sig vaagen, til det lysnede, og dels at der til den Tid viste sig at være frosset en Skorpe paa Sneen, saa han kunde gaa.
346 Men tilbage til hans dramatiske Forsøg. Jeg gennemlæste det hele ombord paa Dampskibet. Og straks efter min Ankomst til København sendte jeg ham Manuskriptet tilbage med min Dom: at efter mit Skøn viste det virkeligt Talent. Det samme var ogsaa Molbechs Skøn, da Henrik indsendte Stykket til det kongelige Teater. Molbech sendte ham det tilbage som ubrugeligt, men dog med en Anerkendelse af det talentfulde deri og med en Henstilling om at forsøge sig dermed hos et Sekondteater. Manuskriptets senere Skæbne – og om det er til endnu eller hvor det er havnet, ved jeg intet om.
Men at Henrik havde Forfattertalent, er der jo nu flere end mig, der mener.