Knud Pontoppidan
(1853-1916) var Henrik Pontoppidans nærmeste ældre bror. Men i Dines Pontoppidans børneflok hørte han under opvæksten og i forhold til faderen tættere sammen med de ældste brødre, Erik (1847-1919) og Morten (1851-1931). Da Henrik som 17-årig kom til København, boede han en tid sammen med Knud. Trods deres store forskellighed, fortæller Pontoppidan i Hamskifte (1930, s. 6-7), gik det meget godt, især takket været Knuds sans for humor. Det blev Henriks meget dårlige forhold til Erik der efter et halvt år gjorde en ende på bofællesskabet.
I offentligheden blev Knud Pontoppidan som psykiatrisk overlæge især kendt på grund af de angreb en af hans patienter, forfatteren Amalie Skram (1846-1905), udsatte ham for, bl.a. i romanerne Professor Hieronimus og Paa Sct. Jørgen (begge 1895).
Ud over et rent fagligt forfatterskab, bl.a. disputatsen Den kroniske Mofinisme (1883), udgav Knud Pontoppidan to små bøger:
1886 Neurasthenien. Bidrag til Skildringen af vor Tids Nervøsitet
1897 6te Afdelings Jammersminde. Et genmæle mod Amalie Skram
Ved hans død bragte Berlingske Tidende et interview med Erik om ham.
