Erik Pontoppidan om Knud Pontoppidan

Vi henvendte os iaftes til Professor Erik Pontoppidan med en Anmodning om at give os et Indtryk af sin afdøde Broder, Psykiateren Knud Pontoppidan.

Den højtansete Læge besvarede vor Anmodning med at karakterisere sin Broder saaledes:

Min Broder var et mærkeligt Menneske. Han blev det efterhaanden. I sin Ungdom var der i Grunden ikke noget ejendommeligt ved ham – han var fornøjelig og frisk, han sang og holdt af at more sig.

Men han var tidlig ikke rask. Han fik en svær Underlivslidelse, som satte sit Præg paa ham, nødvendigvis maatte gøre det^'1.

Han var udgaaet fra et Præstehjem, som var alvorligt, men ikke pietistisk, snarere grundtvigiansk. Fader var en begavet Mand, ret ejendommelig, og Knud fik efterhaanden en hel Del af hans Karakter.

Hvordan Knud kom ind paa at blive Læge for Sindssyge? Jeg kunde tænke mig, at det kom af, at han modtog – hvad han vistnok er den eneste [læge], som har modtaget – Universitetets Guldmedaille for en juridisk Afhandling. Den handlede om Tilregnelighedsspørgsmaalet.

Vi fire Brødre – Morten, Henrik[,] Knud og jeg – gik jo paa en Maade i samme Retning, omend ad forskellige Veje ud i Livet. Jeg vil ikke sige vi var praktiske, men vi lededes af en vis i Tilværelsen bunden Videnskabelighed, som ligesom knyttede os til hverandre, selv om altsaa vore Veje ikke blev trukne op som en Enhed. Vi har aldrig været klinede sammen, men vi kom aldrig saa langt fra hverandre, at vi ikke kunde se hinanden. Vi hørte ikke til de særlig oplukkede Naturer, men vi lukkede os ikke af for hverandre.

Knud kunde mindre end nogen lide at tale om sig selv. Dog maatte det staa klart for os, at de Angreb, han blev Genstand for, har gjort et stærkt Indtryk paa ham. Siden den Gang har han ikke længere været den samme. Men jeg vil sige, at han blev forurettet, han blev skævt bedømt. Han lagde ikke Skjul paa, at han vidste det, at saadan var det.

Han var ikke en meget expansiv Natur, og det kunde være vanskeligt at komme indenfor den Skal, bag hvilken han havde pansret sig. Paa den anden Side kunde han, naar han vilde det, være meget indtagende. Et Hjertemenneske kan man ikke kalde ham, dog havde han en Evne til at knytte Mennesker til sig. Nu i disse Dage, da han deroppe i Hillerød skulde dø, har mange Mennesker ringet mig op for at faa at vide, hvordan de kunde sende Blomster, saa han kunde faa dem i Hænde som et Udtryk for de Følelser, hvormed Afsenderne led med ham.

Der var noget formfuldendt, stylish, over Knuds hele Væsen. Han var en fin Mand, i god Forstand.

Men han var ikke nogen lykkelig Mand. Han sad dog inde med saa mange Betingelser for at blive det. Dog har han ikke kunnet bruge sine udmærkede Evner til at gøre sig lykkelig; han har ikke formaaet at skabe Harmoni; han maatte vandre gennem Ulykken. En af disse var hans Sygdom, som har fulgt ham fra hans første Ungdom, og som han har kæmpet mod. Mange Gange har han troet, han skulde dø. Dog kom Døden forsaavidt bag paa ham: Et Mavesaar brød op. Men i egentligste Forstand kom Døden hverken uventet eller uønsket til Knud Pontoppidan.

Hans Liv har baaret meget godt i sig for mange. Men for ham selv har det ikke i sig de Goder, som det kunde have skænket ham, om alt havde formet sig for ham – eller i ham anderledes end det gjorde.

B-b.

I den første, store af Pontoppidan selvbiografier fortæller han i bindet Hamskifte (1936) først om sit forhold til Knud som han ved sin ankomst til København var flyttet sammen med i Ravnsborggade på Nørrebro:

Det var for saa vidt en mindre heldig Ordning, som han og jeg var et ret umage Par. Han – den senere saa ansete Psykiater og Universitetsprofessor – havde fra Barn været skrøbelig af Helbred og var under Opvæksten bleven værnet med en Omhu, som vi andre Børn ikke kendte; og denne Særstilling i Hjemmet havde paa flere Maader præget hans Forhold til os og vort Forhold til ham. Min mere robuste Natur og mit endnu temmelig drengeagtige og ubeherskede Væsen maa vistnok ofte have været hans sarte Nerver til stor Plage. Vi boede hos en aldrende Enke ude i en af Nørrebros Sidegader og havde her en fælles Opholdsstue og et lille Soveværelse. Naar Samlivet trods alt artede sig ganske fredeligt, var det fordi vi forskaffede os en billig Underholdning ved at gøre os lystige over hinandens Egenheder, og med al sin Sygelighed sad Knud inde med et rigt Fond af Lune. Naar jeg paa min Side smilte af hans mange Særheder og for mig saa latterlige Vaner, havde han sin Morskab af mine storagtige Indbildninger om en Gang at skulle imponere Verden med en epokegørende Opfindelse. Til Fredens Bevarelse bidrog desuden, at Knud det meste af Dagen var optaget af Hospitalstjeneste og Forelæsninger; og imens sad jeg alene hjemme, saa andægtigt fordybet i Logarithmetabellen som en abbate i sit Breviar.¹