Marie Kampmann
Ved Begravelsen 15. April.
Guds Fred over denne Højtidsstund! –
Hun blev ramt som en Fugl i Flugten, indhentet af Dødspilen, mens den sejlende højt i Luften drog frem mod sit Maal; fakkende1 sank den og ligger nu i sin fjedrede Pragt paa Jorden stille og død. Thi hun blev jo ramt i fuld Flugt, med fuldt Aandedræt og fuldt Vingefang, sejlende i de høje Luftlag, hvor hun yndede at svinge sig op. Hun var ikke bleven stækket som saa mange bliver, saa de er vingeskudte, før Dødspilen rammer dem, mens de flyver lavt ved Jorden. Det betyder ikke, at Livet var gaaet sporløst hen over hende. Nej, ogsaa hun var bleven mærket og graanet gennem de Aar, hun har levet. For flere Aar siden stod hun Sølvbrud og bar sin graanende Sølvkrans med Ære, fager og lykkelig. Men hendes Lykke var uddybet af det, hun havde lidt og stridt. Hun kendte ogsaa til at kæmpe for sit eget Liv og for deres, der hørte hende til. Hendes Ægteskabs mange lykkelige Aar har bragt hende alvorlige Tider, hvor hendes varme Hjærte stred mellem Haab og Frygt, og hvor hun oplevede, at det skete, som hun i Angst frygtede for. Jeg hører endnu hendes jamrende Klage, da hun stod bøjet over Trappegelænderet og saa' efter den Kiste, hvori hendes lille Ellen2 blev baaret ud fra Hjemmet i Randers. Og det er i disse Dage 10 Aar, siden vi var Vidne til hendes mere stille, dybe Sorg, da hun mistede sin store Dreng Hack3. Og siden har hun prøvet at leve Dage i Angst for at miste flere endnu af dem, hun elskede, og som hørte hende til. Men alt dette stækkede hende ikke; det gjorde hendes Aandedræt dybere og hendes Vingeslag bredere og roligere, og hun var i fuld sejlende Flugt, da hun blev syg og døde.
Ja, i fuld Flugt – hun det levende, dybt optagne og virkende Midtpunkt i den Kreds, der var hendes. Hjemmet var hendes Verden. Den Verden, der laa udenfor, saa' hun paa med Interesse og opfattede den med Aand og paa ejendommelig Maade. Men Hjemmet var hendes Verden. Og hun gjorde sit Hjem til en Verden. Det var ikke blot en lille hyggelig Krog, hvor man kunde krybe sammen. Nej, hun vilde have det, saa der var Plads til de brede Vingeslag. Det er betegnende, at hun faar nedbrudt omtrent hele Skillemuren mellem to antagelig store Stuer, saa de tilsammen dannede ét stort, bredt Rum. Der skulde være høj, vid Himmel over Hjemmet, ogsaa over det daglige Liv med alle dets smaa Krav og Fornødenheder, at alt det, der havde Livets Ret, kunde faa Lys og Luft til at voxe og udfolde sig. Hun holdt af det festlige i Livet, og der var altid noget af Festivitas over hende og hendes Færd. Man saa' det paa hendes høje, ranke og slanke Skikkelse, der bar Hovedet. Hvor hun traadte ind, bar hun altid noget med sig af dette festlige.
Det var kendeligt, at der boede et højbaarent og fribaarent Sind i denne Kvinde. Var hun bleven sat i Bur, havde hun revet sig til Blods paa Burets Tremmer. Havde nogen budt hende Trællekaar, havde hun slidt sig til Døde for at sønderrive Lænkerne. Det er hendes Mands Ære, at han forstod dette og aldrig gjorde det trangt for hende. Derved vandt han, at hun frit gav ham sit højbaarne Sinds Rigdom og i dyb Kærlighed tjente ham og hans Hjem.
Og dette højbaarne og fribaarne Sind bøjede hun ind under Gud. Hun er udgaaet fra et kristent Hjem og var selv en kristen Kvinde. Derved udløste hun en gammel kristen Slægts Velsignelse for sig og sine. Den Aand, der var hjemme hos Far og Mor, raadede ogsaa i hendes eget Hjem og var dets Grundtone. Og fordi hun troede, fik hun Kræfter til at gøre Livet lykkeligt for sig og sine og til at bære Sorgerne, der ramte hende, saa hun bevarede sin Vingekraft til det sidste.
Saadan var den kære Søster, som vi nu har mistet. Saadan var hun som Moder og Bedstemoder. Saadan var din Hustru, kære Svoger. Hun var dit Livs daglige Glæde. Og hendes højbaarne Liv har givet Eders Børn en Indvielse for Livet, som ikke lader sig udslette.
Det er i Dag Maries Fødselsdag. For 52 Aar siden fødtes hun i Ribe. Nu er hendes Liv sluttet. Det var jo ikke noget langt Liv, naar vi tæller Aarene. Men skal vi samle hendes Livs Sum, da har det været et mer end almindelig rigt og lykkeligt Liv. Der har været Fejl og Mangler ogsaa i det; hun vidste det godt selv, at kun for Guds Naade kunde det bestaa. Men det er Guds Ære og værd at takke for, at det Liv, der begyndte hin 15. April, udfoldede sig saa rigt og smukt, lige til det brat sank til Jord.
Der er rige Minder. At se fremad kan blive bittert nok. Det bliver svært at komme tilbage til Stuerne i Vordingborg. Hun er der ikke mere, og dog vil Susene af hendes Vingeslag høres overalt. Det bliver jo aldrig mere det gamle Hjem nu, da det levende Midtpunkt er borte. Men der er en Rigdom i disse mange Minder, og du har i dine Børn en Skat, som du maa prøve paa at løfte. Naar I prøver paa at samle sammen paa alt det meget, I har med hverandre, bliver I nok hjulpne til at komme igennem, saa I kan leve videre.
Døden er jo Stormagten her i Verden. Og mange føler sig magtesløse overfor den. Der er én, der har talt Døden til Trods. Og det er ham, der har sagt om sig selv: Jeg er Opstandelsen og Livet. Han sviger ikke den, der tror paa ham. Og Marie troede paa ham. – Jeg husker fra lille Ellens Begravelse, hvordan Fader stod deroppe i Dagligstuen ved Kisten og talte til Marie. Af det, han sagde, mindes jeg kun disse Ord : "Nu har Du, lille Marie, en Stjærne paa Himlen". Han mente vel dermed, at hun nu havde en Skat, der skulde drage hende derhen, hvor Ellen nu var. Du har nu flere end Ellen derinde, du bar nu ogsaa hende, der var din Skat her paa Jord. Det vil drage dig. Det er godt at have Skatte derinde, selv om dit Liv herefter vil blive delt og brudt.
Det vil være i Maries Aand at prise ham, som hun troede paa. Og lad det sidste være at sige i Jesu Navn: Dit er Riget og Magten og Æren i al Evighed. Amen!
H.P. Pontoppidan.
