Transatlantiske Rejseerindringer

St. Jan og St. Thomas

Af Erik Jansen Pontoppidan

[Nr. 18] 227

I. St. Jan.

Paa en smuk, frisk Morgen laa en Halvbaad, roet af 6 kraftige Negere, og ventede paa os ved King's Wharf. Isen var allerede bragt om Bord, denne allerførste Nødvendighedsartikel, naar man gaar "marooning" i et tropisk Klima, og saa snart det var lyst nok til at kunne se at styre, fløj Baaden med raske Aareslag ud imod Mundingen af Havnen. Derude blæste det køligt og friskt imod os, og smaa, krusede Bølger brøde sig mod Baadens Forstavn. Vi roede op langs Sydkysten af St. Thomas' øde, kratbevoxede Skrænter, hvor nogle faa halvvilde Geder græsse. Solen stiger hurtigt i Troperne, og da Halvvejen var passeret, bleve vi enige om, at der kunde være Anledning til at tage en lille Hvil i Læ og Skygge under et fremspringende Forbjærg. En Morgen-Cocktail blev indtaget, medens Folkene lode en mistænkeligt udseende, firkantet Flaske passere rundt. De kunde imidlertid ogsaa nok behøve en Hjærtestyrkning for at samle Kræfter, til de skulde ro os op mod den stærke Strøm i Current hole, Strømhullet, en smal Passage mellem St. Thomas og den lille Ø St. James. Strømhvirvlerne her og imellem St. Thomas og St. Jan kunne være saa stærke, at de sætte Vandet i en kogende Bevægelse og kunne være farlige for smaa Baade. Vort gode Fartøj gik imidlertid glat igjennem og styrede nu Kursen mod Cruzbay, som saàs i det fjærne. Efter halvtredje Times Roning havde vi tilbagelagt de 10 engelske Mil og løb ind i den fredelige lille Bugt, hvor Hovedstaden paa St. Jan ligger.

En lang Koralrevle strækker sig ud og holder Vandet i Bugten saa stille som en Mølledam og saa blankt som et Spejl. Pelikaner og Maager ere ivrigt beskjæftigede med at fiske, og lade sig ikke synderligt forstyrre af vor Nærværelse.

Det vilde være vanskeligt at finde et Sted, hvor alt bærer et saa fuldt, næsten overvældende Præg af Stilhed, Ro, næsten Død eller i ethvert Fald Slummer. Man er udenfor Verden. Alt, hvad der hedder Energi, Bevægelse, synes et dødt Bogstav uden Mening. Endogsaa de urolige, krusede Smaabølger udenfor tabe deres sidste Smule Liv og Kraft ved at brydes mod Koralrevet, og forstyrre ikke Spejlbilledet af Kysten i det stille Vand i Bugten. De høje Klipper og Banker holde Passatvinden ude, og Bladene paa Kokospalmerne ved Stranden hænge ubevægelige i den stille, varme Luft. Ruiner af en Kirke og nogle Stenhuse, samt en Snes slet vedligeholdte Træhytter danne "Byen", liggende spredte mellem Bananplantninger i en Linje mellem den hvide Strandbred og Kratskoven. Der er intet Spor af Liv; nogle Smaagrise og nøgne Negerunger sole sig mellem Hytterne, en gammel Bedstemoder sidder i sin Dør og betragter os, det er alt. Paa en isoleret Klippeknold ligger 228 Landfogdens Bolig, eller, som det hedder i det officielle Sprog, det befæstede Thing- og Arresthus. Landfogden boer her, den eneste hvide Mand i Byen og Øens første og eneste Embedsmand.

Vi gik op gjennem Gaden, skræmmende nogle sorte, magre Grise, altsammen Hoved og Ben, og passerede gjennem en efter Forholdene smuk Have op til Landfogdens Hus, hvor vi modtoges med sædvanlig vestindisk Gjæstfrihed.

"Det befæstede Thing- og Arresthus" er omringet af en Mur med Bastioner, rigtignok en miniature, men vel vedligeholdt og endogsaa med 2 Kanoner uden Lavetter. Bygningen selv bestaar af en nederste Etage af svært Murværk med Jærnstænger for Vinduerne og gamle, jærnbeslagne Døre, og en øverste, luftig Etage af Træ, hvor Landfogden boer. Neden under er der flere rummelige Arrester, der nu saa godt som aldrig bruges; den eneste Arrestant under vort Ophold, var ude at fange Hummer. Desuden et gammelt Rustkammer, der indeholdt et Dusin Flintmusketter fra forrige Aarhundrede, de vare næsten ukjendelige af Rust, og Termiter og Kakelakker havde fortæret næsten alt Træet. Der fandtes desuden en Tønde fuld af Krudt fra Kristian den 7des Tid, og en Felt-Kanon med den samme Konges Navnetræk paa en ormædt, halvt sammenfalden Lavet. Alle disse Antikviteter føre én tilbage til en svunden Tid, da Kanonerne og Musketterne vare Alvor, og da Krudt og Staal vare i fuldt Arbejde paa denne nu saa fredelige Plet. I Midten af forrige Aarhundrede var St. Jan en rig og produktiv Ø, fuld af Tobaks- og Sukkerplantager. Afrikanske Negerslaver indførtes i betydeligt Antal fra vore Faktorier paa Guineakysten, og blandt andre kom til St. Jan flere hundrede Slaver af Aminastammen, en af de vildeste og mest utæmmelige Stammer paa Kysten. Det lille Fort ved Cruzbay var garnisoneret med en Snes danske Soldater, og Aminanegrene lagde en Plan om at gjøre Opstand og bemægtige sig det og Øen. En Del af dem bragte en Dag Brænde og Græs til Fortet; de havde skjult deres Græsknive og Øxer i deres Byrde, og paa et givet Signal trak de dem frem og nedsablede den overraskede Besætning. Derefter rejste de sig over hele Øen, brændte Plantagerne og dræbte de hvide. Kun paa enkelte Plantager holdt disse sig, til der kunde komme Hjælp fra St. Thomas, og de saaledes fik Undsætning og slap over Vandet til St. Thomas. Soldaterne herfra i Forening med bevæbnede Borgere satte sig atter i Forbindelse med Fortet, men formaaede intet mod Negrene i det Indre. Øen var i disses Besiddelse i et halvt Aar, indtil Gouvernøren sendte Bud til Martinique efter Hjælp. De hvide Regjeringer vare i de Dage solidariske lige overfor Negrene, og en Bataillon franske Soldater sendtes hurtigt til Assistance. Nu fordreves Aminanegrene efter en fortvivlet Modstand efterhaanden fra deres Tilholdssteder i Bjærgene og Skovene; omringede fra alle Sider i deres sidste Tilflugtssted, dræbte den sidste Rest, tre hundrede i Tallet, sig selv ved at styrte sig ned fra en stejl Klippevæg i en dyb Kløft, som endnu paa Kreolsk kaldes Guinea-negers gat. Endnu den Dag i Dag er Stedet Skuepladsen for uhyggeligt Spøgeri; i mørke Nætter høres Støj og Raab i ukjendte Tungemaal, og ingen Neger er at formaa til at komme Kløften nær ved Nattetid. Et Øjenvidne har selv fortalt mig derom. Jeg sejlede en Dag med en Dæksbaad fra Tortola, som tog mig fra Roadtown til St. Thomas. Det var en smuk, klar Morgen, og vi løb for Passatvinden tæt op langs Kysten af St. Jan. Vi passerede en fugtig, bregnegroet Kløft, der strakte sig op i Landet, omgivet af stejle Brinker og overbredende Klipper, der holdt Solen ude og selv i den klare Morgenbelysning gav Kløften et uhyggeligt, skummelt Udseende. Det er Guinea negers gat, sagde min sorte Kaptejn. Han fortalte mig end videre, at det var et meget slemt Sted ved Nattetid. En mørk Nat, da Vind og Strøm var imod, kastede han Anker i Læ af Kysten for at vente til Dag. Det var netop ud for Kløften. Uhyggelige Lyde, som fra kæmpende og døende, kom ud derfra, og Raab i et Sprog, som ingen om Bord forstod. Støjen kom nærmere ned mod Kysten, og tilsidst hørte han, at de uhyggelige Gjæster kastede sig i Vandet og svømmede ud mod hans Baad. Hurtigst muligt halede han sit Anker ind og roede væk, og siden har han ikke holdt af at komme der i Nærheden om Natten.

Fra det skumle Rustkammer og de skumle Minder fra en blodig Fortid begave vi os op i den beboede Lejlighed, hvor alt var lyst og luftigt, og hvorfra var en særdeles smuk Udsigt over Bugten og Naboøerne, med smaa græsbevoxede "Kly'er" i Forgrunden og Bjærgene paa St. Thomas i det fjærne. Pelikanerne sloge ned næsten lige udenfor Vinduerne, og Fiskene kunde ses dybt nede i det klare, gjennemsigtige Vand. Vi satte os til Frokostbordet, dækket i et Værelse lige over den ærværdige Krudtfoustage i Kjælderen, i det Haab, at den maa have tabt sine exploderende Egenskaber paa Grund af Alderdomssvaghed.

Efter Frokost bestege vi Hestene, smaa og uskoede, men sikre og udholdende. Vi begave os paa Vej til en af Øens specielle Seværdigheder, Vandfaldet og de karaibiske Klipperistninger. Vejen eller rettere Stien gaar langs Øens Sydside, snart over nøgne Bjærghøjder, hvor man har en pragtfuld Udsigt over Kysten med sine talrige Bugter, snart igjennem skyggefulde Dale og Kløfter med en forholdsvis frodig Vegetation. Vort Maal laa i en saadan Kløft, hvor en lille Bæk rislede paa Bunden, og Træer og Lianer voxede saa tæt, at vi maatte efterlade vore Heste og gaa videre til Fods. Tilsidst ligesom ender Kløften med en brat Fjældvæg af en Snes Alens Højde, og her kaster en liile Cascade sin rigtignok temmelig vandfattige Straale ned i et Bassin mellem Klipperne. Det hele er meget smaastilet, men tiltalende, omgivet af tropisk Vegetation og 229 beskygget af høje Træer, der voxe op langs Siderne af Slugten, og hvis Kroner mødes over vore Hoveder. Stedet maa ogsaa have gjort Indtryk paa Karaiberne, medens de levede her paa Øen; thi paa de glatte Stene ved Bassinets Sider findes indhugget en Række Hieroglyfer, dels i Form som Ansigter, dels fremstillende andre mere uforklarlige Figurer; de ere i Tidens Løb blevne noget udviskede, men ses dog tydeligt, navnlig naar man stænker Vand paa Klipperne. De ere de eneste Spor af en uddød Race, som en Gang færdedes her og som muligvis havde Samlings- eller Offersted her i denne Klippeslugt.

Vi rede hjem over Nordsiden og maatte overalt beundre den smukke Natur, de maleriske Pynter, strækkende sig ud den ene bag den anden som Kulisserne i et Theater, og Havets pragtfulde Farver, smaragdgrønne over Koralsandet og langs den hvide Strandbred, mørkegrønt inde under de overskyggende Klipper, og azurblaat længere ude. Landskabet minder meget om Partierne langs Middelhavet, naar man følger la Corniche fra Genua til Nizza, og kan i Farverigdom fuldstændig maale sig med denne berømte Kyst.

[Nr. 19] 240 Vejen førte os ind over en Højslette, hvor Plantagen Adrian ligger, den sidste Sukkerplantage paa Øen, men som nu ogsaa opgiver det utaknemmelige Sukkerrør og gaar over til Græs. Det er sørgeligt at se en smuk Ø, der før Emancipationen havde en Mængde Plantager og ernærede 2400 Mennesker, nu reduceret til en Befolkning af 900, der lever usselt og fattigt i Hytter omkring i the bush. Negerne foretrække dette Liv fremfor at tjene Penge ved at arbejde i Sukkermarkerne, og maaske have de Ret. I et Klima, hvor Fornødenhederne ere faa, leve de lykkeligt og tilfreds af et Par Bananer og søde Kartofler, og forlange ikke mere af Tilværelsen.

Her paa St. Jan findes endnu mange, navnlig ældre Negere, der tale det paa sin Vis interessante og nu næsten uddøde Kreolsprog. Det engelske Sprog er først i en forholdsvis sen Periode bleven det herskende Sprog paa de dansk-vestindiske Øer. Da for to Hundrede Aar siden de danske, hollandske, franske og spanske Kolonister her indførte Slaver fra Afrika, dannede disse sig et Sprog, der var sammensat af lidt af hvert af de nævnte, mest dog af Hollandsk. Det er karakteristisk ved sin Mangel paa Grammatik. Negeren har Sprogtalent, for saa vidt som han hurtigt lærer de enkelte Ord og deres Betydning; han sætter dem saa simpelthen sammen uden at bekymre sig meget om Kjøn, Tal eller Bøjninger. "Me kik de cavaj" paa Kreolsk kan efter Omstændighederne betyde: Jeg ser eller saá eller vil se Hesten eller Hestene. Denne Simpelhed er gjennemgaaende i Taleformen, hvorimod i det trykte eller Højkreolske er indført noget mere Grammatik for Tydeligheds Skyld, f. Ex. mi ha kik: Jeg har set, mi sal kik: Jeg skal se. Missionærer og Præster lode nemlig trykke Katekismus, Salmebøger og endog det nye Testamente paa Kreolsk, og indtil langt ind i dette Aarhundrede prækedes i den dansk-kulørte Menighed paa dette Sprog. Nu tales det kun af de gamle Negere omkring i Afkroge paa Landet; den yngre Generation kan kun Engelsk, og om en Menneskealder vil Kreolsk være et uddødt Sprog. Det udmærker sig ved en Rigdom paa originale Ordsprog 241 og Mundheld. Det synes overhovedet, som om Ordsprog ere en Taleform, der tilhører et lavere Kulturstadium; en uudviklet Intelligens finder det lettere at iklæde sine Tanker en stereotyp Form, og derved undgaa det Arbejde hver Gang at udforme dem med Hensyn til det specielt foreliggende. Hos Negerne ere de fleste Ordsprog hentede fra Dyreverdenen eller andre dagligdags Forhold, som de stadigt have for Øje, og de vise sig her i Besiddelse af en naturlig, skarp Iagttagelsesevne. Saaledes hører man ofte: Wanneer Jecké sji flegon ha breek, him suk fo how geselskap mi hundu (Naar Perlehønen har brækket sin Vinge, søger han at holde Kompagni med Hønsene). Ellers ynde nemlig Perlehønsene at sætte sig op i Træerne, medens de almindelige Høns holde sig ved Jorden. Ligesaa: "Kakerlaker no ha bestel na hundu sji cot" (Kakelakker har intet at bestille i Hønsehuset). Hønsene æde dem nemlig begjærligt. Naar en Person er udsat for et eller andet uden at vide deraf, siger Negeren: "Water kok fo fes, fes no weet" (Vandet er i Kog for Fisken, men den véd det ikke). "Een finger no ka fang lus" behøver ingen Oversættelse eller Forklaring og er karakteristisk for en Race, der ligesom Aberne venskabeligt assistere hverandre i en Virksomhed, der hos mindre uldhaarede Folkeslag besørges af en Tættekam. "Cocro no bang Slang, Slang no bang Cocro" (Krokodillen er ikke bange for Slangen o.s.v.) svarer nærmest til vort: den ene Ravn hugger ikke Øjet ud paa den anden. Disse Exempler kunde let forøges med flere, til Dels mindre høviske for civiliserede Øren, men ere i alt Fald tilstrækkelige til at give en Idé om Arten og ogsaa om Sprogets barnlige Simpelhed.

[Nr. 21] 267

II. St. Thomas.

Vi ligge i St. Thomas' Havn, en af de bedste i Vestindien og for den Sags Skyld ogsaa en af de kjønneste. Et dybt, klart, blankt Bassin, en god Fjerdingvej fra Side til Side, omringet af stejle Klippehøjder, og kun aabent mod Syd gjennem et smalt Indløb. De to Toppe, der se ud som Bastioner paa begge Sider af dette, vare i gamle Dage befæstede med Mure og Kanoner; det gamle, smulrende Murværk ses endnu med Rester af Skydeskaar, og rustne Kanoner ligge halvt nedgravede i Sandet. Nu ere de to Høje benyttede til mere fredelige Formaai. Den Mast med Raa og Kugler hængende under den, der staar paa den ene, er Signalstationen, der nyligt signaliserede vort Komme, da vi dampede rundt om Pynten derude. Bygningen paa den anden, der ligger udsat for den friske Passatbrise, er Karantænestationen, en Institution, der kan have stor Betydning for en Handelsby som St. Thomas, for hvilken det er et Livsspørgsmaal at holde Kopper og gul Feber ude af sine Sygelister. St. Thomas har altid haft et slet Rygte som en meget usund Plads, et Hjemsted for gul Feber og andre tropiske sanitære Rædsler. Fuldt saa slem som man sagde, har Byen imidlertid aldrig været, og i den sidste halve Snes Aar kan man vel endogsaa sige, at den har været et temmelig sundt Sted af en tropisk Havn at være. Medens vi endnu ere herude midt i Havnen, er det let at udpege, hvad der for en væsentlig Del har foraarsaget denne Forandring til det bedre. Havnen begrænses af Hovedøen mod Øst og Nord, og af en mindre Ø mod Vest. Løbet imellem dem var tidligere lukket af et Koralrev, saa at den lille Ø i Virkeligheden var en Halvø, og Havnen kun aaben mod Syd. Følgeligt var Vandet stagnerende, alt Slags Affald fra Byen og Skibene opsamledes navnlig i dens indre Del, og Resultatet var, at den gule Feber var en velkjendt Gjæst mellem Besætningerne paa Skibene.

Nogle faa Krudtladninger gjorde hele Forandringen. Et Løb blev sprængt igjennem Revet, hvorigjennem Baade kunde gaa, og hvad der var vigtigere, en Strømning kunde komme i Stand. Havnen holdes derved forholdsvis ren og frisk, og Sundhedstilstanden har forbedret sig overordentligt. I de sidste to Aar har der ikke været nogen egentlig udbredt gul Feber Epidemi, og Krudtet, der ellers har en hel Del Menneskeliv paa sin Samvittighed, kan vel her siges til Gjengjæld at have reddet mange.

Byen ligger derinde i Bunden af Bugten, bygget amfitheatralsk op ad 3 Høje. Husene se ud, som om de vare stillede det ene ovenpaa det andet, og staa med deres stærke Farver og skarpe Konturer mærkværdigt klart i den gjennemsigtige Luft og det stærke Sollys imod den grønne Baggrund. Paa Afstand ser man ikke, at mange af dem ere slet vedligeholdte og alt andet end maleriske paa nært Hold. Højen midt for Havnen er "Governmentshill", Gouvernementsbakken, og den anseelige, firkantede Bygning, omgivet med brede Balkoner, er Guvernørens Bolig. Det gamle Taarn paa Toppen er Blackbeardscastle, og det andet med Skydeskaar og Brystværn, som kroner Nabobakken, er "Bluebeardscastle". De ere begge gamle og faldefærdige, og Sagnet vil gjærne gjøre dem romantiske og interessante ved at udgive dem for at have været Tilholdssteder for de berygtede Fribyttere Sortskjæg og Blaaskjæg. Des værre er den sidste kun en Mythe, og den første har – heldigvis – aldrig været i St. Thomas. Han holdt til 268 mere vesterpaa, blandt Behamaøerne og paa Kysten, og er bleven forvexlet med den mere mythiske Personage "Blaaskjæg" paa Grund af en lignende Mani eller Penchant for at gifte sig. Han skal have haft 14 Koner, men dræbte kun de 3 af dem, saa i den Henseende var han dog noget bedre. Da han blev overmandet og dræbt af de Engelske paa Kysten af Sydcarolina, efterlod han sig elleve sørgende Enker. – Ikke desto mindre eftervises udenfor Bluebeardcastle 7 Gravstene, hvorunder 7 myrdede Koner skulle være begravede. – Men desto værre vise historiske Undersøgeiser, at Taarnene have en mere prosaisk Oprindelse, og simpelthen ere byggede af forholdsvis fredelige Borgere af St. Thomas som Vagttaarne og til Forsvar mod "Blackbeard" og andre Fribyttere fra det caraibiske Hav.

En tredje krigerisk udseende Bygning med massive Mure, Skydeskaar og et rødt Taarn er Christiansfort; det ligger nede ved Vandet, og er noget nær det aller ældste af St. Thomas, fra den Tid, da Byen Taphus, som den kaldtes, var et Par Rønner nede ved Vandet, og Øens væsentligste Betydning skyldtes Tobaks- og Sukkerplantagerne. Nu benyttes Fortet som Politistation og Arrest. Bag det ligger Kasernen, en smuk, moderne Bygning med Plads til henved 100 Soldater, og nede ved Vandet ligger et Batteri med en halv Snes Kanoner til at fyre Salutter med. Tæt derved er Kongeværftet, det sædvanlige Landingssted for Baade, med Kontorer for Havnevæsen og Toldvæsen.

Mod Øst i Havnen findes det franske Værft, og mod Vest det tyske og engelske, hvor de respektive Selskabers transatlantiske Dampere lægge til og have Kulstationer. Tæt ved det sidste ligger en kuriøs Ting, der ser ud som en af de moderne Jærnbanebroer, der er kommet ud at svømme. Det er Flydedokken, the floating dock, der dykker under Skibene og løfter dem op af Vandet, naar Ballasten pumpes ud. Efter Orkanen 1868 hed den rigtignok med større Ret the sinking dock, thi da gik den ganske rigtigt til Bunds, men vilde paa ingen Maade komme op igjen. Det tog et Par Aar og meget Arbejde, før den vilde bekvemme sig dertil, til stor Sorg og Udgift for Aktionærerne.

Rundt om vort Skib ligger nogle elendige Smaabaade, bemandede med halvnøgne Negerdrenge. De ere ogsaa i Dykkerforretningen. Kast en Ticent eller endnu mere velkommen en Kvartdollar ud, og i et Nu gaar hele Kompagniet til Bunds som en Flok mørktfarvede Sælhunde, stilende efter den synkende Mønt. Et Par Øjeblikke efter vise deres Uldhoveder sig over Vandfladen, og én af dem viser sig at være den lykkelige Finder ved et bredt Grin, der aabenbarer hans hvide Tænder. Mønten forsvinder i hans rummelige Mund, den eneste Lomme hans nuværende Dragt er i Besiddelse af, medens alle de andre skraale i den yderste Ophidselse: "Aint you got another, Sah! Throw another, Sah! Me go under the vessel fo a quarter, Sah!", hele Tiden visende den største Ligegyldighed lige overfor Hajerne, skjønt Havnen vrimler af dem. De sige, at Hajerne ere kræsne og foretrække hvidt Kjød, men ikke tage Negere. Sandheden er vel snarere den, at Frygten for Hajerne er overdreven, og at de i Reglen ikke tage et levende Menneske; i ethvert Fald tage de aldrig Negerne.

Et Tankespring fra Hajer til Bumbaadsmænd vil falde de fleste rejsende temmelig let, og St. Thomæ Færgemænd ere ingen Undtagelse fra den sædvanlige Regel. Den fremmede, som de faa fat paa, skal være meget routineret for at undgaa at blive flaaet. Der ligger en hel Flaade af dem under Falderebstrappen, og i samme Øjeblik vi indvendigt have taget vor Bestemmelse at gaa i Land, have de instinktsmæssigt opdaget os. De ere lige saa drevne i at opdage en Passagers Nationalitet og kunne i Reglen tiltale ham paa Engelsk, Fransk eller Spansk, eftersom det passer bedst. Konkurrencen er skarp, og alle Midler benyttes for at sikre sig en Prise. Der var en Gang en Bumbaadsmand, der havde opfunden en ret kuriøs Methode at tiltrække sig Kunder paa. Medens alle hans Kolleger, hvis de overhovedet havde en Hat, vare beklædte med en meget gammel og laset Straahat, somme Tider uden Skygge og somme Tider uden Pul, vidste han altid at forskaffe sig en ren Skorsten af en høj, graa Hat. Iført denne Cylinder brølede han da af sine Lungers fulde Kraft: "Here you are, Sah! This way, Sah! I am the man with the hat, Sahl!!" Skjønt det at være i Besiddelse af en høj Hat ikke skulde synes at være nogen sær Anbefaling for en Bumbaadsmand, viste det sig i ethvert Fald at være en Distinktion, og "Manden med Hatten" fik altid Passagerer og gjorde glimrende Forretninger.

Fem Minutters Roning bringer os i Land ved Kings Wharf. Lige ved Landingspladsen er der en offenlig Have, kaldet Emancipation Garden. Den er ikke ret stor, men rummer dog en Pavillon, hvor Militærmusikken et Par Gange om Ugen spiller, til Glæde for talrige Børn og deres sorte Ammer. Til højre ligger Commercial Hotel, det bedste Hotel i Byen, hvad der ikke vil sige meget, og lige overfor oppe paa Bakken ligger den danske Klub, fra hvis Balkon der er en udmærket Udsigt over Byen og Havnen. Paa Hjørnet af Hovedgaden, Main Street, er St. Thomæ Athenæum, en Læseforening, der med stor Liberalitet staar aaben for tilrejsende. Til begge Sider parallelt med Stranden strækker sig Main Street; mod Øst eller som det her hedder upstreet, den Side Passatvinden kommer fra, findes mest private Boliger, mod Vest, downstreet, mest Butikker og Forretningslokaler. Disse "stores" strække sig i Regelen paa tværs, med den ene Ende ud mod Gaden og den anden ned mod Havnen. Det er solide Murstensbygninger, der kunne rumme en Mængde Varer og ogsaa i sin Tid have gjort det. I de gode gamle Tider vare de fyldte med importerede evropæiske Varer, som Vestindiafarerne bragte ud til St. Thomæ Frihavn, for saa at tage Rom og Sukker med tilbage. Kjøbmænd fra Naboøerne, fra Kuba og Fastlandet – compradores, Kjøbere – kom op i deres Skonnerter, ladede med Kaffe eller Tobak, eller vel forsynede med spanske Dubloner og mexikanske Dollars, og forsynede sig med evropæiske Industrigjenstande, til stor Fordel for St. Thomæ Kjøbmænd. Lidt Smugleri og Slavehandel kunde maaske ogsaa falde sig, og store Formuer bleve fortjente.

Nu er alt dette desværre forandret. De vestindiske Øer, de tidligere Kunder, ere nu mere eller mindre forarmede siden Negernes Emancipation, og desuden faa de nu hvad Forsyning de behøve, og exportere deres Produkter direkte i de Dampere, som nu til Dags omløbe næsten alle Havnene, og omgaa saaledes St. Thomas. Transithandelen her forsvinder mere og 269 mere, og kun den gode Havn, et Knudepunkt for de transatlantiske Dampskibslinjer, er nu tilbage, og den eneste Ting, der staar imellem St. Thomas og komplet Ruin. Denne og den glimrende geografiske Beliggenhed vil altid sikre Pladsen en vis Betydning som Anløbssted og Kulstation, især hvis Panamakanalen en Gang bliver færdig, og St. Thomas derved kommer til at ligge paa en Hovedroute.

[Nr. 22] 277 Naar man spaserer ned ad Gaden, faar man strax et Indtryk af en fuldblods tropisk By. De fleste, man møder, ere Negere og især Negerinder i deres lyse Dragter og brogede Hovedtørklæder, der bære alt paa Hovedet og med stor Virtuositet balancere dermed, ligefra en tung "tray" eller Bakke med Varer eller Vasketøj til et Glas Syltetøj. Den hvide Forretningsmand i Lærredsdragt og Panamahat, danske Soldater i blaa Vaabenfrakker, sorthaarede Spaniere og Italienere, Negere, Mulatter og Zamboer, alt er her repræsenteret i en broget Blanding. Det er et kosmopolitisk og polyglot Samfund. Engelsk er Hovedsproget, men desuden høres Spansk, Fransk og et Udvalg af de mærkeligste vest indianske Jargons, fransk "Patois" fra Haiti, Papimiento fra Curacao, halvt Spansk og halvt Hollandsk og flere andre. Den mørke Hudfarve har Overvægten; hele den lavere Befolkning er sammensat af Sorte eller deres brune og gule Afkom. Blandt dem igjen er Kvindekjønnet overvejende i Antal i en mærkelig Grad. Den sorte Befolkning er aftagen siden Emancipationen efter en progressiv Skala, og det synes, som om Mændene have mindre Modstandskraft end Kvinderne. Disse ere overhovedet Mændene overlegne, endogsaa til haardt Arbejde. Hvis f. Ex. en Damper skal fylde Kul, udføres Arbejdet som Regel af Kvinder, der bære deres tunge Kurve paa de uldne Hoveder og løbe frem og tilbage i den mest brændende Sol. Det er haardt Arbejde, men Fortjenesten er god, og de samme "coalgirls", som om Hverdagen let klædte og bedækkede med Kulstøv have et alt andet end tiltalende Ydre, vise sig om Søndagen som Aristokratiet blandt den sorte Arbejderbefolkning. De ses da mere til deres Fordel; kraftige og ranke som en Gran – paa Grund, af deres Vane at bære alt paa Hovedet – velklædte, med brogede Bandana-Tørklæder, Slæb, blaa eller gule Støvler og en gul Parasol, tage de sig helt godt ud. Hvis der er Ildebrand, er det igjen Kvinderne, der bære Vand og arbejde med Brandstigerne ivrige og ophidsede, til Gjengjæld er det rigtignok ogsaa Kvinderne, der ere de værste, naar Optøjer eller Oprør bryder ud, de vildeste i Kamp og de grusomste mod deres Ofre.

Den hvide Befolkning er forholdsvis ringe. Imellem de egentlige Arbejdere findes ingen Hvide, naar undtages de saakaldte "Cha-cha"s, en degenereret Race, der nedstammer fra de første franske Kolonister paa St. Eustace, St. Bartholemy og Saba. De have holdt sig ublandet i mange Generationer, ere i Modsætning til Negerne paalidelige og moralske, men have ved de mange Generationer i et hedt Klima antaget en ejendommelig blodløs, sløv Type; smaa, blege, eller udsatte for Solen med en ejendommelig rødlig Teint, danne de en let 278 kjendelig Race, der i Regelen lever af Fiskeri eller af Jordarbejde. Negerne se ned paa dem og anse dem ikke for rigtige Hvide. Ogsaa mellem de egentlige hvide Kreoler er der en Tendens til at nærme sig denne Type, navnligt naar de leve i Troperne for flere Generationer, og specielt naar Fattigdom og haardt Arbejde kommer til. En kraftig hvid Race kan næppe holde sig i et varmt Klima. Og i St. Thomas er der dygtigt varmt. Den hvide Kjøbmand arbejder i sit Kontor i Skjorteærmer og med Straahatten skubbet bag ad Nakken, sukkende for et frisk Vindpust. Det er varmt i Gaderne, men en hel Del behageligere i de private Boliger oppe paa Bakkerne. Om Aftenen lever man op, naar Forretningerne ere endte og "the dinner" forbi. Saa er det Visitternes Tid. Husene ere vel indrettede, luftige og aabne for Passatvinden, som kommer frisk og kølig fra Nordost. En Balkon løber rundt om Huset, og det hører ubetinget til Tropelivets Behageligheder at sidde der en maaneklar Aften og se det skarpe, hvide Lys spille paa Vandet, paa de viftende Palmer og langs de smukke, skarpe Konturer af Bjergene. Ungdommen holder meget af at dandse, og en Balsal i Troperne er ingenlunde saa varm eller trykkende, som man skulde tro. Alt staar aabent, og den friske Gjennemtræk holder Luften kjølig, og man ser nok saa megen Transpiration i en lukket, slet ventileret og støvet Balsal i Danmark, som naar der dandses Kvadriller og spansk Dans i Troperne.

Folk holde af at gjøre sig Livet saa behageligt som muligt her; man nægter sig ingen Komfort; Livet her medfører Savn nok alligevel. Valgsproget er i det Hele: tag Tingene med Ro. Det er heller ikke behageligt at have Hastværk, hvor Temperaturen varierer mellem 20 og 25 Grader¹. Man gaar ikke, hvis man kan komme til at kjøre eller ride, og paatager sig ikke nogen Anstrængelse, som man kan faa en Neger til at gjøre for sig. Tjenestefolk ere talrige og billige, men tager sig deres Pligter let. Forholdet til dem er meget patriarkalsk. Har man f. Ex. en Kokkepige, kan man være vis paa, at hun har en Tante eller Bedstemoder, som paa en eller anden Maade lever paa ens Bekostning, eller hun medfører en Tøs paa en halv Snes Aar, som er hendes Slave og maa gjøre alt det haarde Arbejde, bære Vand, rende i Byen osv. Det er i det hele ejendommeligt, saa dybt Slaveriprincipet er indgroet i den kulørte Race. Selv nu, da det egentlige Slaveri er ophævet, existerer der mellem dem selv indbyrdes et System, der kun kan kaldes Slaveri, om det end sædvanligvis gaar under Navnet "charity" eller "adoption". Der er ikke en kulørt Syerske eller Tjenestepige, som ikke har et saadant halvvoxent Pigebarn, som maa gjøre Gavn og forrette alt Slags haardt Arbejde, og kun faar Prygl og daarlig Kost for det. I Reglen sker det under den Form, at Barnet "adopteres"; den stakkels Lille er værgeløs, thi sædvanligvis har det ingen Fader, og Moderen er hellere end gjærne fri for at sørge for det, navnligt hvis hun ikke selv har Brug for det.

Omegnen omkring St. Thomas er ikke særlig smuk, og hvis Besøgeren venter at finde en rig tropisk Vegetation og en frodig Plantevæxt, vil han blive sørgeligt skuffet. Som en Regel vil dette være Tilfældet i de fleste tropiske Egne. Rejsende ere tilbøjelige til at farve deres Beskrivelser af tropisk Sceneri, de se kun den lyse Side af Natur og Folkeliv, og naar de kommer hjem, erindre de kun de smukkeste Punkter og de behagelige Indtryk. Deres Beskrivelser blive derfor ofte overdrevne og forme sig til glødende, farverige Malerier i Ord af Vidunderne i den tropiske Verden. Drivhusene, hvor brogede Blomster og glimrende Planter ere samlede sammen fra begge Hemisfærer, Museerne med Hundreder af Fugle i rig Farvepragt og mærkelige Insektformer, alt bidrager til at give en falsk Forestilling om Troperne. Ganske vist findes der Steder med en overvældende rig og pragtfuld Natur, men i Virkeligheden er den som oftest mere ensformig, viser mindre Liv end man finder i mange tempererede Lande. I Vestindien er det Tilfælde saavel hvad Dyrelivet som hvad Plantevæxten angaar, og i det mindste paa de smaa Antiller forhindrer det tørre Klima en virkelig frodig Vegation fra at trives. Bakkerne paa St. Thomas ere dækkede med en sparsom, lavstammet Vegetation, et Slags Krat dannet af tornede Buske, med smaa uanselige Blade, som kunne udholde en lang Tørke, og staa fortørrede, halvvisne og brune, uden at faa Væde i Maaneder. Men en Dags Regn forandrer Udseendet som et Mirakel. De brune og støvede Bakkesider blive friske og grønne, Guineagræsmarkerne skinne som Smaragder og Øen faar pludseligt et frisk, smilende Udseende. Det er da nok Umagen værd at foretage Rideture omkring i Bjergene, op til Bakkekammen bag Byen, hvorfra Øen som en Tagryg skraaner til begge Sider, og hvorfra man har en meget smuk Udsigt over Byen, Havnen og de talrige Bugter og Forbjerge. Fra det højeste Punkt, Crown, c. 1500 Fod højt, ser man ud over det caraibiske Hav og til Naboøerne, St. Croix, Portorico, St. Jan, Tortola og mange andre.

Der voxer saa at sige intet paa St. Thomas, i ethvert Faid under Kultur. Lidt Græs og nogle faa Grøntsager er alt, hvad den frembringer. En Gang havde Øen talrige Sukkerplantager, og man ser endnu Spor af Furerne langs Bakkesiderne. Men det er forbi, og St. Thomas maa nu indføre alt, hvad den konsumerer, andensteds fra. Bordet er som alt andet her kosmopolitisk. Fisken er muligvis fanget her, men alt andet er importeret. Brødet er af amerikansk Hvedemel, Kjødet er fra Portorico, Kyllingerne og Æggene fra St. Croix, Smørret og Øllet er fra Danmark, Frugterne fra Windward Øerne og Østerserne ere komne med Isskibet fra Halifax. Her er ogsaa indfødte Østers, meget smaa og ubetydelige; det er dem, der have givet Anledning til den Fortælling, at Østerserne i Vestindien voxe paa Træerne. De gro nemlig hyppigt paa Mangrovebuskene, som staa netop paa Grændsen mellem Land og Vand; deres Grene og Luftrødder hænge ned i Vandet, og naar dette trækker sig tilbage ved Ebbetid, kan man virkeligt se Østers hænge derved og saaledes "plukke" dem fra Træerne.

For ikke at synes for stærkt interesseret i Livets materielle Nydelser, vil det maaske være bedre at gaa over til at omtale, hvad St. Thomas kan byde paa det aandelige Omraade. Byen har en meget god Institution, kaldet Athenæum, en Læseklub, hvor der holdes Blade og Tidsskrifter paa Dansk, Tysk, Fransk og Engelsk, og som har et særdeles godt Bibliothek i disse Sprog. Saavel for Beboerne som for tilrejsende er Athenæum til megen Nytte og Fornøjelse, og dets Værelser staar med stor Liberalitet aabne for tilrejsende, som indføres der. Det samme gjælder om den saakaldte danske Klub, der imidlertid tæller Medlemmer af alle mulige Nationaliteter. Byen har ogsaa sit Theater, der jævnlig gjæstes af 279 tilrejsende Selskaber af forskjellig Nationalitet og rigtignok ogsaa forskjellig Værdi. I Reglen ere de under det middelmaadige; men Stjærner af første Rang som Ristori og Adelina Patti have optraadt her paa Gjennemrejse, en af de Fordele, som skyldes den geografiske Position.

St. Thomas er vel forsynet med Kirker. Foruden den lutherske Kirke med engelsk og dansktalende Menighed, er der engelsk episcopal, reformert katholsk og Moravian (Hernhutter) Kirke. Den sidste har fra gammel Tid, da Hernhuttermissionærer vare de første til at kristne Negerslaverne, en betydelig Indflydelse blandt Negerne, og er ude paa Landet næsten ene herskende. I Byen har den romersk-katholske Kirke derimod i den senere Tid været i Fremgang; den er mere liberal i ydre Forhold, og dens hele Fremtræden og Apparat tiltaler Negrens Naturel mere end de andres puritanske Strenghed.

Men trods alle disse Kirkesamfund er den gamle, hedenske Overtro endnu stærk blandt Negerne, om end mere skjult. Troen paa og Rædslen for Obeah og andre afrikanske Trolddomskunster er mere udbredt, end man aner, og faa farvede, selv om de i øvrigt ere intelligente og ikke ville være ved det, ere ganske sikre i det Kapitel. Forhaabentiigt vil en bedre Skoleundervisning og mere udbredt Oplysning, saaledes som der nu arbejdes hen til, bidrage til at sprede denne Rest af afrikansk Mørke.