Fra en Rejse gjennem Santo Domingo

Puerto Plata

En skinnende hvid, solhed Bræmme Koralsand, hvor det blaa, tropiske Atlanterhav bryder sine Bølger; høje, stejlt opstigende Bjærge, dækkede af Urskovens evige grønne og med Skyerne hængende omkring de højeste Toppe; derimellem en Strimmel Land, hvor Palmelunde og Bananplantninger antyde Menneskets Nærværelse, og bag dem i Baggrunden af en lille Bugt, forsvaret af et faldefærdigt Fort, en Samling lave, uanselige Huse omkring en forholdsvis betydelig Kirke — saadan omtrent tager Puerto Plata sig ud, naar man nærmer sig fra Søsiden. Ubetydelig som den er, er Byen dog den vigtigste Plads paa Nordsiden af St. Domingo og den eneste Havn der.

Damperen drejer ind omkring Pynten, hvor et Par gamle Kanoner holde Vagt bag halvt nedfaldne Skydeskaar; Ankeret falder, og et Kanonskud dundrer over Bugten, kastes tilbage fra Bjærgsiderne og meddeler Byen, at Ugens store Begivenhed, Damperens og Postens Ankomst, har fundet Sted. Nogle Baade komme paa Siden, de se ikke særlig søstærke ud, men der er intet Valg, og snart er de fyldte med Kofferter, Kister og Passagerer, de sidste for største Delen mere eller mindre mulatagtige Dominikanere, der paa Spansk og Engelsk holde en højrøstet Samtale i Gang til vi naa ind til Broen. Man ser strax paa deres uafhængige Optræden, at man er i et Land, hvor Mulatterne er Herrer, og dette bliver endnu mere klart, saa snart man sætter Foden paa Land. Toldvæsenet er kulørt, Soldaterne er Mulatter eller Zambos1; Postmesteren er kaffebrun, og næsten alle Folk, man møder, har en lysere eller mørkere Nuance, medens meget faa er helt hvide eller helt sorte. Det hvide Element repræsenteres af de større Kjøbmænd, Ingeniører, Læger o.s.v. og bestaar næsten udelukkende af fremmede; de er tolererede, da Dominikanerne ikke kan undvære dem, men ingenlunde elskede, snarere betragtes de med Misundelse. Over næsten alle "Stores" ses tyske, engelske eller italienske Navne. De er fyldte med Kaffe, Tobak, Mahogni eller Farvetræ, og Requeros holde udenfor med lange Rækker Heste og Muldyr, der ankomme fra det Indre ladede med Tobak og Blokke af Mahogni, eller vente for at returnere med deres Sække, fyldte med evropæiske Manufakturvarer. En saadan Hest, der er lille og uanselig, bærer to Sække Kaffe eller to Blokke Mahognitræ, der hver veje over to hundrede Pund, ad forfærdelig slette Veje op over Bjærgene, og skjønt den aldrig faar andet at æde end Græs, og ofte lidt nok af det, arbejder den sig med sin Byrde gjennem Mudder og over Klippestene med en utrolig Udholdenhed. Adskillige af dem bukke under og blive siddende i Dyndet, men det faar at være; der er Heste nok, og Værdien er ikke stor, og det gjælder først og fremmest om at bringe Varerne igjennem.

Hinsides Forretningskvarteret er Gaderne ubrolagte, i Regnvejr næsten ikke til at passere; her ligger "Hotellet", der kan optage og bespise to à tre rejsende. Det er altsaa ikke nogen særdeles storartet Affære, men des gemytligere. De rejsende er ligesom Don Emilios private Gjæster, spise ved hans Bord og ryge deres Cigaretter i hans Dagligstue. Jeg fik den Ære at bebo et Værelse, som netop var blevet forladt af Ministeren for de offentlige Arbejder, der rejste samme Dag, jeg kom. Det var en ganske ung Mand, der saa ud til at være under 25 Aar, og jeg undrede mig over, at han allerede kunde være betroet en saa ansvarsfuld Post; men da jeg senere ved at rejse gjennem Landet saa, at de offentlige Arbejder reducerede sig til Nul, eftersom der f. Ex. ikke var saa meget som en Bro paa hele Strækningen fra Pto. Plata til Hovedstaden, gik det op for mig, at det muligvis dog ikke var saa meget byrdefuldt at have Styrelsen af det Departement.

Da jeg først var vel installeret hos Don Emilio, gjorde jeg nogle Besøg hos Venner og bekjendte, hvoraf jeg havde adskillige i Byen. En af mine første Visiter gjaldt General Superon2, som jeg kjendte fra St. Thomas, hvor han dengang levede i Exil som politisk Flygtning. For nogle Aar siden under opadgaaende Konjunkturer i det skiftende politiske Liv besøgte han endog Kjøbenhavn som "Ministre plénipotentiaire & envoyé extraordinaire de la Republique dominique". Ogsaa nu var hans Parti ved Magten og Superon den mest indflydelsesrige Mand paa Nordsiden af St. Domingo. Han kunde være mig til en hel Del Nytte, naar jeg senere vilde rejse omkring i det Indre, hvad ogsaa blev Tilfældet. Hans Popularitet strakte sig dog nærmest kun over Nordsiden af Øen, og han holdt sig derfor her og turde ikke komme syd paa til Hovedstaden, af Frygt for, at Regeringen muligvis skulde anse hans Indflydelse for at være større, end det passede i dens Planer, og benytte sig af Lejligheden til at skaffe sig af med ham. Nogen Tid forinden gjorde den daværende Regering et Forsøg i saa Henseende, i det den ganske stille sendte Ordre til den militære Kommandant i Pto. Plata, om at sikre sig Superons Person død eller levende. En Deling Soldater blev udsendt til hans Hus for at tage ham, men han fik Tid til at barrikadere sig og true enhver, der søgte at trænge ind i Huset, med at blive skudt ned. Skjønt han var alene, syntes Soldaterne dog ikke om at udsætte deres kostbare Liv for Fare, da de vidste, at han var velbevæbnet og en Mand, der skød en Modstander ned uden mange Omstændigheder. De anbragte sig derfor i sikre Positioner omkring i Nabohuse og sendte deres Geværkugler paa Kryds og paa tværs gjennem de tynde Trævægge i det Haab at slumpe til at ramme ham, men han slap og holdt Huset, til hans Venner fik sig samlede, og Soldaterne maatte saa trække sig tilbage med uforrettet Sag. I Stedet for at skyde ham, maatte nu Regeringen tage ham op i Kompagniskabet og give ham samme Adgang som de andre Medlemmer havde til at stikke Haanden i Statskassen, in casu i de fede Toldoppebørsler i Puerto Plato. Der opkræves 40 pCt. af de betydelige Vareindførsler, og hvor de Penge blive af, er ikke godt at se for udenforstaaende, da der aldrig gives noget ud til nogen Art af offentlige Foretagender. Naa, det kommer jo for saa vidt heller ikke os ved.

General Superon modtog mig med spansk, overstrømmende og demonstrativ Hjærtelighed som sin allerbedste "amigo", for hvem der strax maatte aabnes en Flaske Champagne, og for hvem hans Hus, Heste, kort sagt alt var "a la disposicion". Jeg kjendte nok til spansk Skik til at vide, at alle disse Talemaader er kun Talemaader og almindelig Høflighed, og ikke betyde mere, end naar vi sige: Det er mig en Fornøjelse at se Dem, eller lignende. Men ikke des mindre er der en vis Charme i denne spanske Maner at modtage Folk paa, en aabenhaandet Høflighed, som ikke findes i de nordlige Nationers tørre og kølige Methode.

General Superon er en kjøn, mørk Mulat, som er i Besiddelse af en Del Kundskaber, taler godt for sig og følger godt med de politiske Begivenheder. De forskjellige Lejligheder, hvor han har været ved Magten eller paa Krigsstien, har betalt sig saa godt, at han er rig efter St. Domingo Forhold, og han bruger sine Penge som en Dominikaner, det vil sige, han sætter Pris paa at have de bedste Heste og de smukkeste Elskerinder, bærer kostbare Diamanter og svære, iøjnefaldende Guldsmykker; han har været i Paris, hvor han anskaffede sig en Marechalsuniform med Guldbesætning og Broderier til 5,000 Dollars og lod tage forskjellige Fotografier i Legemsstørrelse af sig selv, iført denne Uniform; men han bor i et uselt Hus, hvis hele Møblement bestaar af et Par Gyngestole samt de omtalte Fotografier paa Væggene og Staffelier, og hvor Væg og Tag endnu vise talrige Huller efter Geværkuglerne fra den Gang, han blev belejret.

Alle disse Generaler og al den Korruptibilitet er Republikens Ulykke. Naar et Parti har været ved Fadet i nogen Tid, er der gjærne et Par Generaler, der har siddet og ventet paa Lejlighed i Curaçao eller St. Thomas, og som mene, at nu kunde det være nok, og nu kunde de nok have Lyst til at komme til. De slaa sig sammen med et Par andre misfornøjede, gjøre Revolution, og hvis de er heldige, sende de Regeringen til Curaçao eller Haiti og tage selv Tøjlerne og Nøglerne til Statskassen. Scenen spiller gjærne i en af Hovedbyerne, f. Ex. i Puerto Plata, hvor da den ene Part er i Fortet og den anden ude i Skoven. De skyde paa hinanden et Par Dage fra en sikker Afstand, hvor det mest gaar ud over Byen, hvis Indbyggere søge Ly i Evropæernes Stores, der er bygget af Mursten. Varer det for længe, søge Konsulerne at mægle Fred og at faa en af Parterne til at give sig, og næste Dag gaa Forretningerne igjen, blot med en ny Præsident og en ny Gobernador. At der under saadanne Omstændigheder ikke kan være nogen Fremgang i Landets materielle Forhold, er indlysende, og det ligger derfor trods sin Rigdom paa naturlige Hjælpekilder i en halvbarbarisk, usikker Tilstand, hvor ingen Kapitaler tør vove sig ind, og hvor alt gaar, som det bedst kan.

Omegnen omkring Puerto Plata er smuk; det regner her paa Nordsiden af Øen stærkt og hyppig, og der er derfor overalt en frodig tropisk Vegetation. Urskoven bedækker det meste af Terrænet, naar undtages de spredte Pletter, hvor man har ryddet og dyrket op. Det er dog kun et forsvindende Areal, om der end findes enkelte Plantager specielt af Sukkerrør i den nærmeste Omegn. Der kan foretages smukke Udflugter til Hest, naar da ikke vedvarende Regn har gjort Vejene ufremkommelige, hvilket rigtignok hyppig er Tilfældet især i Vintertiden.

Jeg foretog under mit Ophold i Februar Maaned en interessant Tur til Hulerne ved Copai, henved 5 legias (à 3 Fjerdingvej dansk) fra Byen. Vejen gaar næsten hele Tiden gjennem Skov, en Skov, der ikke ligner den her hjemme det mindste. Den er nemlig sammensat af en Mængde forskjellige Løvtræer og Palmer, Bregnetræer og Bambus blandede mellem hverandre og forbundne med Lianer, der som Tove slynge sig fra Træ til Træ og ofte blive besværlige nok for den rejsende. Vejen var forholdsvis tør, men dog alt andet end god; vi mødte et Par Karrer fra de smaa "fincas" eller Plantager her omkring, hvor 3 Par Oxer slæbte og sled for at skaffe et Oxehoved Sukker gjennem Mudderet ind til Byen. At tilbagelægge en Mil tager i bedste Fald en Dag, og ofte sidde de fast i Mudderet i Uger. Vegetationen var meget afvexlende og rig, og en af vort Selskab, der frembød den Mærkelighed at have levet 11 Aar ved Udløbet af Congo Floden paa Vestkysten af Afrika uden at bukke under for Klimaet, bevidnede, at selv i hint fugtige Drivhus langs Congos sumpede Bredder havde han ikke set en kraftigere Vegetation. Undertiden var Vejen halvt overgrot, og vi saa nu Grunden til, hvorfor hver Dominikaner altid fører en "machete", en lang, skarp Sabel, der paa en Rejse tjener ham til alt muligt og erstatter ham alle Slags Redskaber, fra en Øxe til en Tandstikker. Han aabner sin Vej, skærer sin Mad og dræber sin Fjende med sin Machete. Heldigvis er den første Anvendelse en hel Del hyppigere end den sidste, og i Skovegne er en Machete fuldstændig uundværlig for den rejsende. Mindre nødvendig er Revolveren, skjønt enhver Dominikaner over tolv Aar altid slæber omkring med en saadan, selv i sit eget Hus; ikke et elegant Legetøj skjult i en Baglomme, men en forsvarlig "navy-revolver" spændt om Livet i en Læderrem. Denne svære Bevæbning er dog ikke saa farlig, som den ser ud til; her som andensteds skydes en hel Del flere Mennesker ved Ulykkestilfælde end med Vilje, og den unge Dominikaner udstyrer sig med Revolver omtrent som en Konfirmand hos os faar Hat og Ur, nærmest som Tegn paa uafhængig Manddom og paa, at han er sin egen Herre i et frit Land, hvor enhver maa være sin egen Politimester.

Hulen bestod nærmest af en smuk, høj Tunnel, der af en Bjærgstrøm er boret igjennem et Kalkbjærg; den er aaben til begge Sider, men krummet, saa at man ikke kan se igjennem den. Den er saa høj og bred som Skibet i en Kalhedralkirke, og under Loftet hænge hvide, skinnende Stalaktiter i smukke Former som Istappe og Guirlander. Det er et pragtfuldt Syn fra Midten af Hulen at se hen imod Indgangen, der danner som en Ramme om Udsigten til det solbelyste tropiske Landskab udenfor. Buske og Slyngplanter hænge ned omkring Indgangen som et Gardin, og i Bunden risler en klar Bæk. Denne er dog ikke uden Fare for de besøgende, i det den ved Regn i Bjærgene svulmer pludselig og stærkt op og næsten fylder Hulen. Saaledes var et Selskab for et Par Aar siden nær kommet galt afsted. Omtrent midt i Hulen gaar en mørk Sidegang op i Bjærget, endende blindt. Den er kun bebot af Flagermus, og for at besøge den udstyrer man sig med Fakler af tørre Palmehylstre og kan saa trænge temmelig langt ind i Bjærget. Det omtalte Selskab havde dækket et landligt Bord paa Stenene i Hulen ved Siden af Bækken og foretog saa en Exkursion ind i den mørke Hule for at samle Appetit. Da de kom ud igjen, forefandt de imidlertid Scenen betydelig forandret. Et pludseligt og voldsomt Regnskyl oppe i Bjærgene havde fundet Sted, og i Stedet for den rislende Bæk fyldte nu en rivende Strøm hele Hulens Bund; den havde ikke alene bortrevet deres Lunch, Frakker, Paraplyer og øvrige efterladte Sager, men gjorde det livsfarligt og næsten umuligt at komme ud. Heldigvis kom der Hjælp ude fra; Lassoer blev bundne sammen og befæstede saaledes, at de dannede Holdepunkter, og ved Hjælp af dem kom de igjennem den rivende Strøm, der gik dem til Halsen, og ud i det fri. Vi fik heldigvis hverken vor Mad eller vor Fornøjelse spoleret. Føreren medbragte nogle tørre Bladhylstre af Kongepalmen, som han spaltede med sin Machete; hver af os fik et Bundt i Haanden, der brændte som en Fakkel, og vi begav os ind i Hulen. Den gik skraat opad i Kalkbjærget, var bebot af Skarer af Flagermus, men frembød i øvrigt intet særlig mærkeligt. Vi nød derefter vor Frokost al fresco, og en Dessert af Sukkerrør i en Hytte tæt ved, der var bebot af indfødte Montaneros. De var næsten hvide, men adskilte sig i øvrigt meget lidt fra deres brune eller sorte Landsmænd, de levede i en usel, næsten aaben Hytte, bygget af Palmegrene og Lianer uden et eneste Søm, og deres Kost bestod væsentligst af Sukkerrør og Bananer. Beklædningen svarede dertil. Alligevel var de lykkelige og fornøjede, og syntes ikke at aspirere til noget bedre; og for saa vidt havde de jo ogsaa nok, som de absolute Fornødenheder er faa i et Klima som dette og let tilfredsstillede.

Da Solen begyndte at dale, bestege vi igjen vore flinke Heste for at vende tilbage til Pto. Plata ad en anden Vej, hvorved vi red rundt om Isabella de la Torre, et højt Bjærg, der knejser tæt bag Byen. Vi passerede her en udstrakt Højslette bevoxet med Græs og Voxtræer. Disse er meget nyttige; deres unge Skud er beklædte med en Mængde klæbrige Skjæl, og naar Grene afplukkes og koges, svømmer denne vegetabilske Vox ovenpaa og afskummes for at benyttes til deraf at fabrikere Lys, der vel er simple og mørke i Farven, men dog give et ganske godt Surrogat for andre Belysningsmidler.

Puerto Plato i Regnvejr er ikke noget specielt tiltalende Syn. Den tropiske Regn øser ned i Strømme, med en Voldsomhed som den stærkeste Sommerregn eller Tordenbyge i Danmark ikke kommer nær, og Gaderne danne rivende Bække eller dybe Mudderpøle, til Glæde for Svinene og Ænderne, der findes talrig repræsenterede her. Heldigvis bliver det snart tørt igjen; men undertiden varer Regnen ved Dage i Træk, og da kan man uden Vanskelighed tænke sig et behageligere Sted at opholde sig end netop Pto. Plata. Vejene i Omegnen blive opblødte og ufarbare, og Udflugter maa opgives for adskillige Dage derefter.

En Dag fik jeg i Sinde at bese Fortet, der bestaar af nogle Rønner paa en Klippe, omgivne af en faldefærdig Mur. Jeg gik ind forbi en Skildvagt, hvis hele Beklædning var en Skjorte, Benklæder og Straahat, alt sammen i en ynkelig Forfatning, og hvis Udrustning bestod af en rusten Musket. Jeg fik Lov af ham til at passere; men ud af Huset traadte en højere Officer — hans Grad tør jeg ikke bestemme, men man ser dem i hvert Fald aldrig lavere end Capitano her — og han satte som Betingelse for Tilladelsen: "si da mi una media para cana" (Hvis De vil give mig en Tiøre til Sukkerrør). Jeg opfyldte hans beskedne Fordring, men fandt rigtignok ogsaa, at en meget højere Entre var Fortet ikke værd. Det er i sin Tid bygget af Spanierne, men er nu ikke stort andet end en Ruin, hvorfra der er en ret kjøn Udsigt over Havnen og Byen. Et Par gamle Kanoner paa mangelfulde Lavetter staa i melankolsk Ensomhed og stirre ud over Søen, og et Par andre, der virkelig synes at være i brugbar Stand, vise ud over Byen; det er hele Befæstningen. Det er et Billede af Forfald, der staar som en Introduktion til den hele dominikanske Republik, et Bevis paa, at den sorte eller blandede Race, overladt til sig selv, ikke kan magte Civilisationen, men højst paatage sig en ydre Skal deraf; deres Generaler kan klæde sig ud i Marechalsuniformer, men deres menige har ingen Støvler og knap nok Buxer; de kan opkræve en Indførselstold af 40 p.C., men ikke bygge en Bro eller anlægge en Vej eller overhovedet anvende en Skilling deraf til noget nyttigt.

Evropæerne i Pto. Plata, i hvis Hænder hele Handelen er, er mest Tyskere, der særlig staa i Forbindelse med Bremen. De udføre nemlig dertil det meste af den betydelige Mængde Tobak, der avles paa Nordsiden og i det Indre af Øen, og den bliver der fabrikeret til de bekjendte Bremer Cigarer. Under mit Ophold saa imidlertid Kjøbmændene noget betænkelig paa denne Forretnings Udsigter for Fremtiden; thi Bismarck havde netop indført sin stærkt forøgede Skat og Told paa Tobak i Tyskland, og det afficerede naturligvis i høj Grad Producenterne, hvis eneste Marked Tyskland saa at sige er. Foruden Tobak udføres ret betydelige Kvantiteter Farvetræ, Kaffe og Mahogni. Den første Artikel er ikke saa kurant, siden Anilinfarverne er komne op som Konkurrenter; den sidste var ogsaa en lang Tid fortrængt af andre Sorter, Palisander, Nøddetræ og mere moderne Møbeltræer, men siges nu igjen at være kommen i Mode. Paa Grund af de slette Veje og Transportmidler ødelægges langt mere Tømmer, end der behøvedes; af et helt, stort Mahognitræ benyttes kun "the crutch" (Krykken), det Sted, hvor de første Grene skille sig ud fra Stammen, Aarernes Tegning er smukkest der, og det er den eneste Part af Træet, der kan betale den lange Transport paa Hesteryg. En Blok paa omtrent 100 Punds Vægt udhugges, to saadanne passe til Ladning for en Hest, og Resten af Træet raadner i Skoven. Det er et godt Billede paa Landets overordentlige Rigdom og paa, hvor lidet der dog kommer ud af det som en Følge af slette Veje og andre usle Forhold.

Santiago de los Caballeros

Santiago de los Caballeros, for at adskille den fra mange andre Santiagos, er Hovedstaden i la Vega eller Cibao, en bred, jævn Slette, der strækker sig mellem Kystbjærgene mod Nord og den egentlige centrale Bjærgkjæde, Øens Rygrad, mod Syd. Sletten er uafbrudt og flad som en Pandekage fra Bugten ved Monte Christo paa Nordsiden tæt ved den Haitianske Grænse til Havnen og Bugten ved Samana mod Øst; den er overalt frugtbar og vel vandet, og det vilde være den letteste Sag af Verden at bygge en Jærnbane fra den ene Ende til den anden, der i Samana vilde have en af de bedste Havne i Vestindien som Udgangspunkt; men det er et Foretagende, der er for kolossalt for Dominikanerne og maa vente, til en kraftigere Race engang tager det i sin Haand. Santiago er Centrum for denne Region, en By paa c. 6000 Indbyggere, hvis Havnestad Puerto Plata er, uagtet Kystbjærgene ligge imellem dem, og Vejen er en Indianersti, der snor sig over Bjærgene i samme Tilstand, som da Kolumbus kom til Landet. Skjønt mere end ti tusende værdifulde Hesteladninger af Tobak og Kaffe passere derover om Aaret, og hver betaler en Afgift til Vejens Vedligeholdelse, er Stien aldeles som den blev overleveret fra Fortiden, ufarbar efter Regn, uden en Bro eller en eneste Forbedring. Hvad der betales i et Aar alene til Requeros eller Heste- og Muldyrejerne for Fragt, vilde kunne bygge en udmærket Chausse over Bjærgene, og et Par Gange Beløbet en Jærnbane; men Dominikanerne vil hellere blive ved at betale et Par Dollars for at faa en Sæk Kaffe over, end undergaa den Anstrængelse at rejse Kapital og Foretagelsesaand nok til at bygge en Jærnbane, og saa faa Kaffen over for 10 Cents.

Lige saa galt er det naturligvis med Personbefordringen; skjønt Afstanden kun er c. 16 danske Mil, er det saa besværligt at komme over og kræver saa mange Udgifter til Heste og Fører, at man skulde tro sig hensat til Middelalderen; den Gang rejste man omtrent paa samme Maade, naar man skulde fra et Sted til et andet.

Det første, jeg havde at gjøre, var at anskaffe mig en Hest. Jeg kjøbte mig en for halvtresindstyve Dollars, der var lille og saa temmelig daarlig ud, men man forsikrede mig, at den var "de calidad" og kunde bære mig til Santiago trods daarlige Veje uden at blive træt. Det næste, jeg maatte anskaffe mig, var et Par "alfojas" eller Sadeltasker, hvori jeg kunde have Proviant og Tøj at skifte med, naar jeg ikke havde en Fører med mig, som kunde have en Vadsæk paa sin Hest. En Revolver og en Machete eller en Bowiekniv ansaas dernæst for nødvendige, den første for at vise mindre velsindede Individer, at jeg kunde forsvare mig selv, den sidste mere til alskens fredelige Anvendelser paa Rejsen.

En Kjøbmand fra Santiago agtede sig tilbage over Bjærgene, og vi kom overens om at følges ad. Det var med en vis Følelse af Tvivl, at jeg pakkede mine Sadelposer paa min Hest og steg op; Dyret saa just ikke ud til at kunne bære to hundrede Pund den lange Vej. Men det viste sig, at jeg gjorde den Uret, og at den holdt ud, hvor den kraftigste danske Hest vilde have nægtet sin Tjeneste.

Klokken fire om Morgenen red vi ud af Puerto Plata i pragtfuldt Maaneskin; Vejen var taalelig, og Hestene gik flinkt i, hvad man her kalder paso de camino, en kort og meget magelig Pasgang, hvori den tilbagelægger omtrent halvanden danske Mil i Timen. Naar jeg siger, at Vejen var god, er det kun at forstaa relativt, i Forhold til, hvad den senere blev; i Danmark vilde man kalde den ufremkommelig. Det var lyst nok til, at vi kunde se Vejen, og at Hestene kunde undgaa de værste Mudderpøle; det var slemt nok endda at komme gjennem det seje Ler og Dynd, hvoraf Vejen ellers bestod. Det er næsten bedre, naar den er helt opblødt; thi naar det har været Tørvejr et Par Dage, bliver Leret saa sejt som Guttaperka, og Hesten maa da for hvert Skridt trække Foden op med Anstrængelse og med et "Svup", som naar man trækker en Flaske op. Da Hestene altid træde nøjagtig i hverandres Fodspor, arbejdes Vejen efterhaanden op til en Række Forhøjninger og Fordybninger, der danne ligesom dybe Plovfurer tværs over Vejen, med en Afstand mellem hver af et Skridt. Selvfølgelig kan Hesten her kun gaa Fod for Fod og maa løfte Benene meget højt, saa Bevægelsen ved denne Art Ridt er meget besværlig. Paa de værste Steder gaar Mudderet op til Hestens Bug, og den maa spores hurtig igjennem for ikke at blive hængende. I øvrigt har den dominikanske Hest et mærkværdigt Instinkt til at finde det bedste Sted at træde, og kjender man ikke Vejen, bør man overlade det til den at lede sig frem. Værst var et berygtet Sted kaldet "colossal", hvor Vejen under 10 Minuters Ridt ikke var andet end Dynd. Heldigvis var det imidlertid blevet Dag, saa vi kom over uden Uheld. Klokken 10 naade vi til Altamira, en ubetydelig Landsby, hvor man maa have sit Pas viseret, nærmest et lille Arrangement af Alkalden der for at tjene et Par Cent. Det gik nu videre stejlt opad, gjennem yppig Urskov, med talrige Palmer og Bregnetræer. Klokken 12 kom vi ad meget besværlige Veje til Cumbra, det højeste Punkt i Passet, c. 2000 Fod over Havet. Herfra saa vi den brede, skovbevoxede Slette la Vega under os, og saa snart vi kom om paa Sydsiden af Bjærgene, var der en stor Forandring i Luft og Jordbund. Paa Nordsiden eller Vindsiden hænge altid fugtige Taager og Skyer omkring Bjergtoppene, og det regner jævnlig. Her paa Sydsiden var det meget tørrere, Vejen blev bedre og bedre, og vi kom nu rask fremad. Nede paa Sletten var Vejen endog jævn og tør som et Stuegulv, og vi saa, at vi let kunde være i Santiago inden Aften og endda give Hestene en Times Rast, hvad baade de og vi nok kunde trænge til, da vi i elleve Timer ikke havde været af Sadlen. Vi stoppede ved et tarvelig udseende Hus med Lergulv og Palmetag; ikke des mindre levede der en General, som tidligere havde været Guvernør i Santiago, men som nu, da hans Parti var "ude", levede tilbagetrukket i landlig Ensomhed. Han saa ud som enhver anden Mulat, med bare Ben og et kulørt Tørklæde om Hovedet. Generalinden laa i en Hængekøje og røg Cigar. Som alle Dominikanere var de meget gjæstfri; vi maatte gjøre os det mageligt, trække Støvler og Frakker af og strække vore stive Rygge i deres Hængekøjer, medens vi trakteredes med Kaffe, og Hestene fik Vand og Græs. Efter en Times Rast var vi igjen i Sadlen, og to Timer efter, ved Solnedgang, red vi ind i Santiago og hen til Don Miguels "Hotel", hvor jeg i egentlig Forstand red lige op til Aftensbordet, saaledes som Skik er i Santo Domingo, hvor man rider ind i Butiker, Forstuer eller som her lige ind i Folks Spisestue. Det maa rigtignok bemærkes, at Spisesalen, skjønt under Tag, ikke var skarpt adskilt fra Gaarden paa den ene Side og Forstuen paa den anden, og der var ingen anden Vei hverken for Mennesker eller Heste end derigjennem. I den Tid, jeg spiste ved Don Miguels Bord, var ikke alene Ryttere paa Heste og Muler, men ogsaa Høns, Ænder og et stort, fedt Svin jævnlige Gjæster der. "Cosa Dominicana" (Skik og Brug i Santo Domingo), plejede Don Miguel, der selv var en Spanier, at sige med et Skuldertræk, naar jeg engang imellem bemærkede, at de andre var mig velkomne, men Svinet saa jeg hellere blive udenfor. Af Hensyn til mine efter hans Ideer rimeligvis overdreven fine Fornemmelser fik imidlertid den tykhudede Gjæst et Spark imellem Ribbenene, der mindede den om, at den generede ved sin Nærværelse, og holdt den borte for de første fem Minuter.

I øvrigt befandt jeg mig særdeles vel her hos min behagelige Vært Don Miguel, hvor jeg for den rimelige Pris af en og en kvart Dollar om Dagen havde et luftigt og forholdsvis renligt Værelse med en catre, en Feltseng af Lærred strakt ud paa en Træramme, og den uundværlige dominikanske Indretning en Hængekøje; Kosten var efter Omstændighederne god, men naturligvis national og ikke just tilberedt overensstemmende med det franske Køkken. For en extra kvart Dollar blev min Hest passet. Der var naturligvis ogsaa visse smaa Ulemper. Jeg har allerede omtalt, at vi spiste under meget primitive Forhold, somme Tider var der mere Hvidløg og flere Myrer i Maden, end jeg egentlig syntes om, og Belysningen var sparsom, bestaaende af et Lys i en Flaske. De eneste Gjæster foruden mig selv var to temmelig reducerede Dominikanske Gentlemen, en Capitano — naturligvis — og hans Søn, hvis Beskæftigelse fra Morgen til Aften var at røge Cigaretter. Men Don Miguel var særdeles forekommende og elskværdig, altid parat til at assistere baade med at skaffe en Hest, naar man ønskede det, og med at spænde ens Sadelgjord; paa sin Vis er denne patriarkalske Levevis at foretrække for Livet i et evropæisk første Klasses Hotel, hvor man bliver betjent i Forhold til de Drikkepenge, man giver, eller i et amerikansk Mammuth-Hotel med sin Hotelclerk, der imponerer med stor Diamantbrystnaal og knap ved, om han kan afse tre Ord til hver Gjæst om Dagen.

Klimaet i Santiago er smukt, der blæser i Reglen en frisk Vind fra Bjærgene, og Nætterne er i det mindste om Vinteren meget kølige, skjønt Højden over Havet ikke er stor. Til alle Sider strækker sig en vid, frugtbar, skovbevoxet Slette, vandet af Floden Jaqui, der flyder forbi Byen. Det er en ikke meget dyb, men bred, klar og rivende Aa, hvis Vand, kommende fra Bjærgene, er mærkværdig koldt; et Bad i den er meget forfriskende. Ellers frembyder Byen ikke meget tiltrækkende; den er daarlig bygget og fattig, og der er meget lidt aandeligt Liv og Røre. Indbyggerne holde som alle spanske Racer lidenskabelig af Musik og Dans og benytte enhver Lejlighed til at more sig. I Karnevalstiden er der en Række Festligheder, Maskerader og Optog paa Gaden, og i Reglen ogsaa en hel Del Slagsmaal og Drab. Men alt er meget fattigt og selv hos, hvad man vilde kalde, de højere Stænder meget primitivt. Jeg var indbudt en Aften til en "bailita" hos en saadan Familie, hvor en Snes unge Mennesker var samlede; alt var tarveligt og ligefremt. Damernes Toiletter var yderst fordringsløse, en lys Dragt og en Vifte udgjorde hele Pynten. Handsker var en ukjendt Luxus. Men de fleste af dem saa godt ud, og de dansede alle graciøst. Herrerne, de fleste i lyse Schatteringer af Brunt — i Hudfarven, mener jeg — mødte i sædvanlig daglig Dragt, i mørke eller lyse Jakker, hver efter sin Smag. Formalitet af den Art, som f. Ex. Englænderne overholde saa strængt, er der kun lidt af blandt spanske Folkeslag. Musiken var tarvelig, men taktfast, takket være den uundgaaelige vestindiske "scratch-scratch", en Kalebas med Tverriller, hvorover en Bambuspind stryges. Der dansedes kun Spansk Dans (danza), en ejendommelig, langsom Vals i et Tempo helt forskjellig fra de almindelige evropæiske Danse. Den er udmærket tilpasset til Klimaet, da den kan danses næsten paa Stedet og uden at løfte Fødderne meget fra Gulvet; Kreolerne danse den meget graciøst. Trods det beskedne i hele Arrangementet og Beværtningen, der kun bestod af Øl, var der en udmærket og livlig Stemning, og man befandt sig som fremmed meget vel og blev hurtig hjemme i Selskabet, der som alle spanske var overmaade elskværdigt og gjæstfrit over for fremmede. Selv om man ikke taler Sproget med Lethed, hjælpes man til Rette med stor Takt, og de er særdeles taknemmelige Tilhørere ved ens Forsøg paa at mishandle det smukke Sprog; de danne i saa Henseende en Modsætning til adskillige nordlige Nationer og især Englænderne, der synes at vente som en selvfølgelig Ting, at man skal kunne tale deres Sprog lige saa godt som de selv.

Der er meget faa fremmede Elementer i det indre af Landet. Man træffer en Del Spaniere, mest Kataloniere, som drive Handelsforretninger; men for Resten blev de fleste Spaniere uddrevne, da Dominikanerne for 20 Aar siden for anden Gang afkastede det spanske Regimente. Amerikanere ser man meget faa af, skjønt Fristaterne er den Nation, der er mest interesseret i St. Domingo. For 10 Aar siden var de nær ved at annektere Republiken ad fredelig Vej, en Kommission berejste Landet og gav en særdeles gunstig Indberetning om dets Hjælpekilder; Staterne ønskede særlig Samana til Krigshavn og Flaadestation, og Dominikanerne var ikke uvillige til at drage Fordel af Forbindelsen med Staterne og den dermed følgende forventede Oversvømmelse af amerikanske Dollars. Annexionen vilde rimeligvis have aabnet Landets Hjælpekilder og forandret Forholdene umaadeligt; men Forhandlingerne afbrødes til sidst, Projektet fandt Modstandere, og Planerne blev til intet, omtrent ligesom det gik med dem om Salget af St. Thomas3. Foreløbig er Dominikanerne henviste til deres egne Ressourcer, og de er ikke store.

En Tur til Guldminerne

Der har i de sidste Aar vist sig Tegn til, at Yankeerne har begyndt at se, hvad der ligger ubenyttet af naturlige Hjælpekilder paa Sto. Domingo, og hvilke Chancer der findes for Kapital og Foretagelsesaand. Enkelte har begyndt at tage fat der ovre; et saadant Forsøg var Anledningen til, at jeg kom op i "les Sierras".

For Slettens Befolkning er "les Sierras" en ukjendt og mystisk Verden. Alle Slags Historier fortælles om Forholdene der oppe, om Kulden f. Ex., der hersker der, og som forekommer de forvænte Mulatter fra de varme Dale rædselsfuld, om de besværlige, farlige Klippestier og Veje, hvor man ofte ikke kan ride, men maa gaa, og hvor Mennesker derfor efter deres Forestilling ikke kan færdes, om Guldet i Floderne og om den ejendommelige Menneskerace, der bor oppe i Bjærgene. Jeg var naturligvis begjærlig efter at se disse Egne, og da jeg hørte, at Guvernøren i St. Jago vilde tage op til Minerne i Magua i Anledning af nogle Uroligheder der, benyttede jeg Lejligheden og fik velvillig Tilladelse til at gjøre Følge.

Blandt Sto. Domingos naturlige Rigdomme har Minerne altid indtaget en fremragende Plads; det er uden for al Tvivl, skjønt Landet kun er mangelfuldt undersøgt, at der findes mange Slags Mineralier i Bjærgene, som kun vente paa Arbejde og Kapital for at se Dagens Lys. Spanierne fandt ved Øens Opdagelse Guld og bearbejdede saavel Miner af Kvarts som Guldvaskerier i Floderne; men efterhaanden udryddedes de indfødte, baade ved det haarde Arbejde og ved den slette Behandling, og Minedriften indskrænkedes til smaa Guldvaskerier hist og her i Floderne, hvor nogle faa Unzer Guld vandtes af Sandet paa samme Maade som i de første primitive Minelejre i Kalifornien. Men der ovre blev man ikke længe staaende ved Haandvaskningen, som kun kunde betale sig, hvor Sandet eller Gruset var meget rigt paa Guld; der indførtes det saakaldte hydrauliske System, hvor stærkt Vandtryk og Maskiner gjør det muligt med Fordel at udvaske Sand, der indeholder nogle faa Cents Værdi af Guld pr. Kubikalen.

Et Selskab af Amerikanere havde begyndt et saadant Foretagende, en hydraulisk Mine eller rettere et Guldvaskeri, oppe i les Sierras, tyve Leguas fra Santiago, i en Dal, hvorigjennem Maguafloden løber; det var naturligvis for amerikanske Penge, og Maskiner og Haandværkere samt et Antal kaliforniske Minearbejdere bragtes over fra Staterne. Samtidig anvendtes flere Hundrede indfødte som Jordarbejdere til at bygge Dæmninger, grave en Vandledning og lignende. En saadan Udvikling af Energi var ikke før set i disse Egne, og alle talte om Minerne ved Magua og den storartede Virksomhed, der udfoldedes der, uden at nogen dog vidste rigtig Besked med, hvad det egentligt drejede sig om, undtagen naturligvis den vage Forestilling, at det gik ud paa at skaffe Guld. Foreløbig syntes det imidlertid, som om Amerikanerne var mere opsatte paa at fælde Tømmer; det kunde de indfødte ikke rigtig forstaa, de blev mistænksomme, og det gav Anledning til Forviklinger.

Sagen var nu den, at der behøvedes en Mængde Planker til at bygge Huse, forskjellige Maskiner og navnlig til en Vandledning paa 10 engelske Miles Længde, der skulde bygges for at skaffe den behørige Vandkraft. Da hver Fyrreplanke fra Amerika kom til at koste en halv Dollar i Magua, eftersom den skulde slæbes paa Hesteryg halvhundrede Leguas fra Monte Christo, begyndte Ingeniørerne med at bygge en Savmølle, der arbejdede med Vandkraft, og da Bjærgene var bedækkede med Fyrreskove, begyndte de at fælde Træer og save dem til Planker. Nu havde de indfødte Dominikanere aldrig selv tænkt paa Muligheden af at fælde et Fyrretræ, men da de saa, at det havde Værdi for Amerikanerne, mente de, at der var Anledning til at faa en yderligere Godtgjørelse ud over, hvad de havde faaet for Brugen af Land der omkring. Imidlertid er intet vanskeligere end i Sto. Domingo at afgjøre, hvem en Strækning Land tilhører. Det er nemlig aldrig blevet opmaalt, men ejes i Reglen i store Strækninger i Fællesskab, de saakaldte Communeros. Deres Oprindelse skriver sig fra gammel Tid. En Mand fik f. Ex. af Regeringen Skjøde paa et Stykke Land, der i Mangel af bedre Grænselinjer angaves som begrænset af to Floder, samt Bjærgene og Havet, eller andre naturlige Grænser. Hvis han nu efterlod sig ti Arvinger, var der ingen Mulighed for at udstykke Landet, men hver af dem ejede den tiende Part af det hele. Hvis en af disse igjen efterlod sig ti Arvinger, ejede enhver af dem en Hundrededel, og saaledes udviklede sig en meget kompliceret Art Aktieselskaber, hvorved en Ejer af en Part havde Ret til at hugge Tømmer, holde Kreaturer eller jage vilde Svin paa hele Territoriet og til at opdyrke saa meget, han havde Lyst eller Evne til, uden dog egentlig at kunne kalde noget bestemt Stykke sit. Dette vil forklare, hvorfor alle der paa Egnen betragtede sig som interesserede i et saadant Ejendomsspørgsmaal. Alkalden satte sig i Spidsen for Bevægelsen og søgte at true Amerikanerne til at betale ham nogle Dubloner for at bringe Sagen i Orden. Disse vilde imidlertid ikke finde sig i en saadan Pengeudpresning, hvorfor Alkalden forbød yderlige Fældning af Tømmer og sammenkaldte Folket for at sætte sit Forbud igjennem med Magt. Amerikanerne svarede ved at standse alle deres Arbejder, sende Arbejderne hjem og sige Alkalden, at hvis han yderligere molesterede dem, saa havde de femten "California-boys" parate, der ikke var bange for Dominikanerne og deres Machetes. Sagerne stod saaledes temmelig spændt, da Guvernøren i Santiago som øverste Autoritet fik Efterretning derom og tog op til Skuepladsen for Stridighederne for at mægle Fred.

Jeg gjorde altsaa Aftale med ham om at ledsage Expeditionen, skaffede mig en god Hest, hvad der er en Nødvendighed paa en saadan Tur, og næste Morgen ved Daggry skulde Rejsen gaa for sig, for at vi kunde drage Fordel af den kølige Morgenluft.

Dominikanerne ride imidlertid ikke altid den Dag, de sadle, og om vi end til sidst kom afsted, var det dog ikke før op paa Formiddagen. Der blev galloperet en hel Del op og ned ad Gaderne, spist Frokost, hentet Heste og sendt Bud omkring fra Herodes til Pilatus, inden alle var samlede og vi kunde komme afsted. Guvernøren Don Miguel eller som han kaldtes af alle: Miguelito (lille Mikkel) undskyldte sig med, at han havde maattet vente saa længe paa sine "ufficiales", men til sidst kunde dog vor Kavalkade paa en halv Snes Mand sætte sig i Bevægelse. Vejen gaar først over Jaqui, der er mindst tre Fod dyb, og selvfølgelig uden Bro. Den regulære Maade at gaa over paa er at lægge Benene op paa Hestens Hals, en temmelig besværlig Stilling, naar man ikke er vant til den. Dog maa man være glad til, at det ikke har regnet for nylig; thi saa er man tit nødt til at lade Hesten svømme, og det kan da lige frem være livsfarligt at passere over.

Hinsides Floden maatte Hestene undgjælde for, at deres Herrer var komne for sent op. Dominikanerne er udmærkede Ryttere, og det gik i fuld Fart over Stok og Sten op ad Bjærgene. Vejen eller rettere Stien gik først igjennem tæt tropisk Skov, men lidt efter lidt skiftede Scenen Karakter. Løvtræerne og Palmerne gav Plads for Fyrretræer, og efterhaanden lignede Landskabet meget de aabne Fyrreskove i Sydevropas Bjærgegne. Temperaturen blev køligere og Omgivelserne vildere og mere alpine. Der var meget mennesketomt og ukultiveret her; af og til opskræmmede vi en Flok vilde Svin, der gryntende i klodset Galop forsvandt i Underskoven. Guvernøren var en temmelig ung og ret intelligent Mand, der var godt kjendt her og gav mig Oplysninger om, hvad vi passerede af Interesse. Hans Følgesvende var ikke lette at blive kloge paa. De bar ingen Uniform, men var svært bevæbnede med Sabler og Revolvere og repræsenterede aabenbart en militær Styrke. Nogen egentlig Disciplin var der dog ikke, og de titulerede alle meget familiært og venskabelig Guvernøren: Miguelito. Han omtalte dem som sine Offifcerer, og Faktum var, at der var ingen menige iblandt dem; de var alle mindst Capitano. Jeg fandt imidlertid, at de ikke var saa fine Folk, som deres Titler lod formode. Jeg begyndte saaledes en Samtale med en af de netteste af disse Adjudanter eller Drabanter, eller hvad man vil kalde dem, en Capitan Federigo. Han forespurgte sig saa, om jeg ikke agtede mig over Land til Sto. Domingo; det havde han hørt. Da jeg svarede bejaende, spurgte han om jeg ikke havde Brug for en Plon; han kjendte Vejen godt og vilde gaa med mig for en Dublon (16 Dollars). Da en Plon maa gjøre Tjeneste ikke alene som Vejviser, men ogsaa som Tjener og Hestepasser, blev jeg noget forbavset ved at faa et saadant Tilbud, og da jeg tænkte, at en Kaptejn og Adjudant vilde være mig for fin til det Brug, afslog jeg hans Forslag. Imidlertid saa jeg senere endogsaa Generaler i meget inferiøre Stillinger, saa jeg havde maaske ikke behøvet at være genert hvad Rangen angik.

Efter 4 Timers temmelig vildt Ridt ankom vi til San José de las Matas, der ligger 10 Leguas fra Santiago og c. 2000 Fod højt paa et smukt, køligt Plateau med udstrakte Græsgange, omgivet af fyrrebevoxede Bjærghøjder. Hos Alkalden spiste vi til Middag, alle højst demokratisk ved det samme Bord; derefter udviklede sig en meget animeret Diskussion om Kamphaner, og to eller tre Favoriter med Kammen klippet tæt til Hovedet og med omhyggelig tilspidsede Sporer produceredes og beundredes. Følgelig blev Klokken 3 om Eftermiddagen, inden Turen gik videre. Folkene paa Stedet mente, at vi kunde naa til Magua inden Mørket, men da jeg fra Kortet vidste, at det var mindst 10 Leguas og besværlig Vej over Bjærgene, tvivlede jeg stærkt derpaa, og det viste sig ogsaa, at de havde forregnet sig. Det er i det hele mærkværdigt, saa lidt Begreb Dominikanerne har om Tid og Afstande; skjønt de maatte have gjort Turen tit nok, havde de aabenbart aldeles ikke Begreb om, hvor mange Timer den vilde tage. Da Mørket faldt paa Klokken 6, var vi endnu langt fra Maalet, og da det oven i Kjøbet begyndte at regne, var der ikke andet for, end at vi maatte se os om efter en Hytte, hvor vi kunde overnatte. Dette var ingenlunde let i et saa tyndt befolket Land, og vi maatte ride temmelig længe om i Mulm og Mørke mellem de vaade Buske, inden vi fandt et Skur, der var bebot af Montaneros. Det var lille og daarligt nok, men da Regnen øsede ned, var det dog altid bedre end at overnatte i det fri. Det viste sig, at to manglede, blandt dem min Ven Federigo, der maatte have forvildet sig i Mørket. Vi beklagede dem allerede, og opgav dem for den Nat; men senere, da vi sad og nød vor Sancocho, som Folkene paa Stedet i en Fart havde lavet, lød et Skud ude fra Mørket; det besvaredes fra vor Side, og lidt efter ankom de savnede, saa vaade som druknede Mus, men ellers i bedste Velgaaende, og satte sig strax ned og gav sig i Lag med Sancocho'en. Denne nationale Ret er en Slags Suppe, lavet af Høns, Flæsk, Kartofler og alle mulige andre Ingredienser. Vi fiskede Stumper af disse forskjellige Sager op af Suppen med Knive eller Fingrene, som vi bedst kunde, og havde et primitivt, men gemytligt Maaltid. Jeg medførte en let engelsk Hængekøje i mine Alfojas; den blev ophængt tværs over Husets eneste Stue; en anden, en af de nationale Lærreds-Køjer, blev skaffet til Veje for Don Miguel, Resten af Selskabet sov omkring paa Gulvet som de bedst kunde, og snart snorkede hele Forsamlingen om Kap med Cikaderne og Frøerne udenfor i Skoven.

Natteluften er meget kølig her oppe paa Bjærgene, og jeg vaagnede næste Morgen rystende af Kulde. En Kop varm Kaffe og en rask Morgentur bragte imidlertid snart Blodet i Bevægelse igjen. Luften var mageløs kølig og frisk, som en smuk Morgen i Juni hjemme; man skulde ikke tro, at man var i Troperne. Træer og Buske stod fugtige og duftende efter Regnen, Taagerne laa endnu over Dalene, men oven over os var Himlen klar, og Vejret tegnede godt. Efter et hurtigt Toilette ved Brønden var vi derfor snart paa Hestene, og i Løbet af to Timer kom vi gjennem de smukkeste Bjærglandskaber og de frodigste Dale; det var en af de nydelsesrigeste Rideture, jeg nogen Sinde mindes i eller uden for Troperne. Da Solen begyndte at blive lidt varm, kom vi til vort Maal, Magua, en lille Landsby, der væsentlig skylder de amerikanske Minearbejdere sin Opkomst. Foruden de indfødtes Hytter var der et meget komfortabelt Hus for Bestyreren, et andet for Ingeniørerne, en Bygning for de hvide Minearbejdere, Kontorer, Oplagshuse og Skure samt en Butik, hvor man kunde kjøbe alt, fra friskslagtet Kjød til Knive og Skraatobak. The manager, Mr. Flandrin, samt to Ingeniører dannede Staben her og modtog Gobernadoren og hans Følge; et langt Frokostbord blev dækket, og vi lod os ikke byde to Gange; jeg kan forsikre, at vor Appetit lod intet tilbage at ønske.

Alkalden for Distriktet og nogle af de misfornøjede indfødte var imidlertid komne til Stede, og der blev holdt et Palaver, hvor den amerikanske Bestyrer optraadte meget energisk og svor paa, at hvis man chikanerede ham igjen paa den Maade, vilde han standse hele Arbejdet og gaa hjem til Amerika og lade St. Domingo og Dominikanerne sejle deres egen Sø. Denne Trusel gjorde de indfødte en hel Del betænkelige; de vilde nok tjene et Par Dollars extra paa deres Fyrretræer, men vilde dog ikke risikere at miste det amerikanske Selskab, der bragte saa mange Penge iblandt dem og hver Uge udbetalte tusend Dollars i Arbejdsløn alene. Gobernadoren som Regeringens Repræsentant var ogsaa interesseret i, at Foretagendet fortsattes, da det kunde medføre flere og saaledes skaffe amerikansk Kapital til Landet. Saa til sidst blev de alle enige; det blev vedgaaet, at Amerikanerne havde været i deres gode Ret til at fælde Tømmer, og at de kunde vedblive dermed; Alkalden fik en Næse for overdreven Virksomhed og Paalæg om at sørge for, at der ingen Hindringer blev lagt i Vejen for Selskabet, og Arbejdet gjenoptoges samme Dag.

Da Freden var sluttet, viste den første Ingeniør, Mr. Smith, Guvernøren og hans Svite rundt, for at give ham en Ide om, hvad der var udrettet og skulde udrettes. En Dæmning var bygget en engelsk Mil højere oppe tværs over Floden, og en Vandledning ført derfra til Magua, hvor et Savværk blev opsat, og hvor de nødvendige Planker skulde skæres. Det egentlige Arbejde bestod imidlertid i at føre en Vandledning, 10 engelske Mile lang, fra Flodens Kilder højere oppe til det Sted, hvor de guldførende Lag fandtes; dette var et meget besværligt Arbejde, da Ledningen maatte føres gjennem et meget vildt Terræn, snart sprænges ud i Klipperne, snart føres paa høje Pæle over Kløfter eller klines til lodrette Bjærgsider. Den endte i et Reservoir 200 Fod over de Sandbanker, der skulde exploiteres, og Meningen var at benytte en saakaldet Monitor til at udskylle Sandet med. Vandet kommer ud af denne i en samlet Straale 9 Tommer i Gjennemsnit og under et umaadeligt Tryk paa Grund af den betydelige Højde; denne rettes mod Brinkerne, og de haardeste Sand- og Lerbanker smuldre og smelte under dens Indvirkning, som om det var Smør. Vandet, der skyller alt med sig, ledes nu over Trærender, der er forsynede med Riller paa tværs, fyldte med Kviksølv. Det tunge Guld synker til Bunds og samler sig i disse Riller, amalgamerer sig med Kviksølvet og tages nu og da ud. Ingeniøren var utrættelig i at føre os omkring og vise os alt og var med rette stolt af sit Værk; men de stakkels Dominikanere, der betragte det som en Leg at ride en hel Dag igjennem, men ikke holde af at gaa hundrede Skridt, hvis de kan slippe derfor, syntes, at det snart kunde være nok, og medens de beundrede hans Energi i at fuldføre alt dette og maaske endnu mere hans Udholdenhed som Fodgænger, bad de ynkelig om at maatte vende tilbage. Men der var ingen Naade, Mr. Smith havde altid en eller anden Ting af særlig Interesse at vise dem "ganske tæt ved", og da vi endelig kom tilbage til Huset, kunde den ulykkelige Don Miguel knap staa paa Benene af Anstrængelse og Træthed. Han og hans Følgesvende forlangte kort efter deres Heste og red tilbage samme Eftermiddag og afslog enhver Opfordring om at blive; jeg har ham mistænkt for, at han foretrak at ride hele Natten fremfor Udsigten til en yderligere Inspektion af andre af Mr. Smiths Grøfter og Dæmninger.

Jeg blev tilbage og tilbragte nogle særdeles behagelige Dage hos Mr. Flandrin og hans Ingeniører. De havde vidst at gjøre sig det ganske komfortabelt i dette Vildnis, om end selvfølgelig paa en noget "rough and ready" Maade. Det civiliserede Livs Finesser kunde man naturligvis ikke vente at træffe, uden for saa vidt man vil regne dem med, der kan henkoges i Blikdaaser eller proppes paa Flasker; thi dem led vi ingen Mangel paa. Trods sine Ulemper, har dog dette fri, ugenerte og uafhængige Liv i Skovene ogsaa en vis Charme. Vi badede os i Bjærgstrømmens kolde Vand, spaserede og red omkring i den smukke Omegn med det bedste Klima, man kan tænke sig, solvarmt og dog ikke for hedt, saa at selv Evropæerne kunde færdes ude og arbejde i det fri hele Dagen, medens det om Natten var koldt nok til at gjøre en to—tre Uldtæpper til en Nødvendighed. Undertiden fulgte jeg ud med Ingeniørerne, eller morede mig med at tage et Blikfad, saaledes som Guldvaskerne bruge, og give mig i Lag med at vaske Guld i Floden. Jeg var ikke heldig, for saa vidt som jeg kun fandt enkelte "colors" eller Guldkorn for hver "pan", og jeg fandt Arbejdet saa besværligt, at en halv Time var nok til at gjøre mig kjed af det og overbevise mig om, at Guldgraven var noget nær den sidste Beskæftigelse, jeg vilde gribe til, naar det kneb, med mindre der var mange store Klumper at finde.

Imidlertid gik Arbejdet rask fremad her, de hvide tømrede og sprængte Klipper, medens de brune Arbejdere fra Omegnen virkede med Hakke og Spade. Blandt de kaliforniske Arbejdere fandt jeg en Landsmand, en Nordslesviger ved Navn Hans; men han havde været saa længe i Amerika, at vi fandt det lettere at tale Engelsk sammen end Dansk. Befolkningen i Bjærgene er flittigere til Arbejde end Mulatterne nede i Lavlandet; den har beholdt mange Spor af indiansk Afstamning og er nærmest en Race af Mestitser. Der er mere Indianerblod end Negerblod i dem, og adskillige af dem har en fuldstændig ren indiansk Type. De har ogsaa bevaret deres Forfædres Udholdenhed som Fodgængere, hvorpaa jeg saa et godt Exempel, da jeg vendte tilbage til Santiago. Jeg fik nemlig en Plon med for at vise Vej, en ren Indianer at se til med lige, stridt Haar og brun Hud. I en Blanding af Løb og Gang fulgte han med Lethed min Hest, og det trods Bakker og daarlige Veje. Paa sex Timer kom vi til las Matas; jeg overnattede her og fandt det saa koldt, at jeg frøs trods tre Tæpper. Næste Morgen gik vi videre, og paa andre sex Timer kom vi til Santiago. Da vi ankom dertil, var Hesten mere medtagen end Manden, der i 24 Timer havde tilbagelagt Vejen fra Magua, omtrent femten danske Mil, til Fods.

[Rejse til hovedstaden Santo Domingo]

Den 1. Marts forlod jeg Santiago, for at ride tværs igjennem Landet til Hovedstaden. Jeg var bleven forberedt paa, at det var en besværlig Tur, og det slog ogsaa til. Min Udrustning var saa let som muligt, bestod af en Lærreds Dragt med Voxdugs leggins for at beskytte Benene mod Væde og Torne, en gammel Stanleyhat, som havde kjendt bedre Dage, Machete og Revolver. Den sidste viste sig heldigvis at være overflødig, men det er dog ret beroligende at have den parat i et Land, hvor enhver gaar bevæbnet fra Morgen til Aften; og skjønt Befolkningen i det Indre i det hele er ærlig og gjæstfri, og man næppe behøver at frygte for overlagte Angreb eller Overlast, er den paa den anden Side let bragt ud af Ligevægt, og navnlig naar Dominikaneren har drukket lidt for meget, hvad let hænder, skal der ikke meget til, før han trækker Revolveren. Bag mig red min sorte Plon, Anastasio, der med sin alenlange Machete mere lignede en Stratenrøver end noget andet. Han var i Virkeligheden lidt af en "desperado", en vel bekjendt Mand med krigerske Tendenser, som havde været med i de fleste politiske Guerillas i den sidste halve Snes Aar og netop derfor kjendte Landet godt og var en god Plon; han var anbefalet mig som en paalidelig Mand, hvad han ogsaa viste sig at være. Han red paa et kraftigt Muldyr, der desuden bar to Kurve over Ryggen, hvoraf den ene indeholdt min Vadsæk, den anden min Hængekøje og Provision for en Uge.

Vejen var i Begyndelsen taalelig god, førte igjennem en frugtbar, flad Slette, overalt dækket med tæt Trævæxt. Nu og da passerede vi et Hus og nogle faa Tønder Land ryddet Jord, men det var sjældent. Om Eftermiddagen kom vi til Santo Cerro, en isoleret Bjærgknude, henved 1000 Fod høj, der ligger midt i Vegaen. Vi red der op og saa et gammelt, halvt udgaaet Træ, hvorunder Kolumbus hvilede, da han for første Gang saa ud over en af de skjønneste Sletter i Verden og døbte den Vega real. Ved Siden af er bygget et Kapel, der staar i stort Ry for Hellighed, og hvortil Befolkningen valfarter fra fjærn og nær for at helbredes for Sygdom og Vanførhed.

Vejen gaar herfra stejlt ned ad til den lille By Conception de la Vega, kort og godt kaldet Vega, der ligger et Par Mil borte. Den gjør et melankolsk Indtryk af Forfald; omkring en kolossal Kathedralkirke i Ruiner ligge smaa, daarlige Træhuse, og Stilhed hersker i de græsbegrote, øde Gader, hvor man kun møder Høns og Grise. Der hviler en usigelig død Stemning over alt, man undrer sig over, hvorfor og hvordan Beboerne af de faldefærdige Huse og raadne Skur kan leve. Ingen arbejder eller tager sig overhovedet noget for. Hvis en Dør falder af sine Hængsler eller et Plankeværk ramler sammen, bliver det liggende; det er for megen Ulejlighed at gjøre dem i Stand. Og hvorfor skulde man ogsaa det? Hverken Dør eller Plankeværk er uundværlige, der er intet af Værdi indenfor, og selv om der var, er der ingen, der gider gjøre sig den Ulejlighed at tage det. Der vil altid være Tobak og Bananer nok til Øjeblikkets Behov; de gro villig begge to; og det er en hel Del behageligere at ligge i en Hængekøje og ryge Cigaretter, end at banke Søm ind eller svinge en Hakke, naar Solen skinner saa varmt. Og den Filosofi er maaske, naar alt kommer til alt, lige saa berettiget som den mere energiske Livsanskuelse, der lader en Mand arbejde som en Hest hele Dagen og Dag ud og Dag ind for at kunne have den Fornøjelse ved hver Opgjørelse at kunne lukke saa og saa mange Dollars ind i sit brand- og dirkefri Jærnpengeskab. Næste Dag gik det videre til et nyt Døsighedens Tempel i dette Land af Lotustilbedere. Vejen svarede til Byerne, hvis man vil kalde det Vej, hvor man med Urskov til begge Sider vader gjennem Dynd og Mudder; undertiden er Mudderet lidt for besværligt, og man foretrækker at finde en Gjenvej gjennem Skoven; saa gjøre Lianerne og Tornene en Livet vel surt der, og saa vender man tilbage til Mudderet. Heldigvis var min Hest fuerte par el lodo (dygtig til at gaa gjennem Dyndet), som det hedder her, og et Muldyr kan passere hvor som helst. Men nu og da var det dog vel slemt. Saaledes var der et Sted, hvor Hesten ikke vilde gaa over paa nogen mulig Maade trods Pisk og Sporer. Over maatte vi, da der var uigjennemtrængeligt Krat paa begge Sider, saa Vanskeligheden kunde ikke omgaas. Jeg maatte derfor staa af, sprang over Mudderpølen med Tøjlen i Haanden, og søgte nu at trække Hesten over, medens Anastasio bearbejdede den med Pisken. Den gjorde da ogsaa Brud paa sit Instinkt og gik i, men sank strax til langt op paa Bugen i Dynd, og trods alle Anstrængelser kunde den ikke komme løs, men arbejdede sig blot dybere ned. Jeg begyndte allerede at frygte for, at den skulde ende sine Dage der, som saa mange dominikanske Heste gjøre, hvis Aadsler efterlades i Mudderet til Gribbe og Krager, men Anastasio vidste Raad. Han kravlede ud i Pølen, tog Hovedtøj og Sadel af Hesten, og gav den derved friere Bevægelser, saa at den til sidst ved en krampagtig Anstrængelse kom op paa fast Land, rystende over hele Kroppen og bedækket med Dynd lige til Ørene.

Efter adskillige Gjenvordigheder af den Slags kom vi til et Hus, hvor jeg bestemte mig til at overnatte. Da Hoteller er ukjendte, henvender man sig ganske ugenert i det første det bedste Hus, og enhver anser det som noget selvfølgeligt i dette gjæstfri Land. Man tager sin Sadel ind, slipper sin Hest ud paa Græs, hænger sin Hængekøje op og gjør sig det mageligt. Hvis Beboerne har en Høne eller et Par Æg, faar man det, hvis ikke, maa man lade sig nøje med stegte Platanos (en Slags Bananer, der gjør Tjeneste som Brød) og for Resten leve af sit Forraad af Kaffe, Chokolade, Liebigs Extrakt, eller hvad man nu fører med sig. Om Morgenen faar man sin Kaffe og takker for god Behandling, og uagtet Værten ikke forlanger noget, siger han dog ikke nej til en Dollar som Erstatning for haft Ulejlighed.

Lige før Solnedgang naade vi Cevico, en lille Landsby paa en Snes Huse, den sidste paa denne Side Bjærgene. I Reglen undgaas den af de rejsende, da den er bekjendt for at være fuld af "Bubas" og "Gusseroles", smitsomme Hudsygdomme, der særlig angribe Negrene og er endemiske i visse Lokaliteter. For mig var det en Grund mere til at stoppe der, da jeg ønskede at se, hvad det var, men Anastasio boldt ikke rigtig af det, og først da jeg lovede ham, at jeg vilde tage ind til Alkalden, den respektableste Mand i Byen, gav han sig tilfreds. I øvrigt var ogsaa hans Hus kun en Hytte, hvor jeg kunde hænge min Køje op. Det laa midt i den frodigste Vegetation, et rent Drivhus, der om Aftenen var opfyldt af Ildfluer. Der er to Arter, en mindre, som Dominikanerne kalde med det smukke Navn Animitas (Smaasjæle), og en større, de velbekjendte, tommelange "Smeldere" med to lysende Pletter paa Brystskjoldet. De kaldes her Cucui og lyse saa stærkt, at man med Lethed kan læse en Bog, naar man fører dem i ikke altfor stor Afstand langs Linjerne. Lyset er saa kraftigt, at jeg, den første Gang jeg saa dem, trode, at det var Folk, der nærmede sig med Lys, og naar en af dem en mørk Nat flyver over en Mark langs med Jorden, er Græsset oplyst i en Omkreds af en Fod eller to, som om nogen gik derover med en lille Lygte.

Den næste Dag gik Vejen opad; den var paa sine Steder stejl og klippefuld, men det allerværste var dog de opblødte Lerskrænter ned til og op fra Flodlejerne; det var kun med den yderste Forsigtighed, at Dyrene her kunde beholde Fodfæste. Vegetationen, der dryppede af Fugtighed, var noget af det frodigste, jeg endnu havde set; en Mængde Bregner og Bregnetræer bedækkede Siderne af Bjærgene og viste, at vi efterhaanden var komne temmelig højt op. Omtrent ved Middagstid naade vi Passets højeste Punkt, Sillon de la viuda (Enkens Sadel). Der er herfra en glimrende Udsigt til begge Sider, over Vegaen, som vi nylig har forladt, en grøn, bølgende Flade af Trætoppe, og til den anden Side over Plateauet, der skraaner ned mod Syd og bestaar af brede, grønne og gule Strækninger af Græsmarker eller Savanner, afvexlende med mindre Skovstrækninger og Trægrupper, der give Landskabet Udseendet af en uhyre Park. Saa snart man kommer over paa Sydsiden af Bjærgkammen, viser sig en tydelig Forandring i Naturen; Vejene er, om ikke bedre, saa dog tørrere. De uigjennemtrængelige Skove give Plads for udstrakte Græssavanner, og Vegetationen er en anden. I Stedet for Bregnetræer og Lianer ser man spredte, tornede Planter, overhovedet en Plantevæxt, der svarer til den tørrere Luft. Floderne var mindre vandrige og lettere at passere.

Klokken 5 om Eftermiddagen kom vi til la Luisa, et enligt Hus paa en afsveden Savanne og det første, vi saa, siden vi om Morgenen havde forladt Cevico. Paa hele Vejen mødte vi kun en Gang et Par menneskelige Væsener, nemlig nogle Muldyrdrivere; i øvrigt var der fuldstændig folketomt og øde. Huset i la Louisa var saa slet som vel muligt; der var intet som helst at opdrive, saa jeg maatte leve af Kaffe og Chokolade samt en lille Rest Biscuits, og der var ikke engang Græs til Hesten og Mulen. Heldigvis fik vi en Mand fat, der vidste, hvor der var et Ramon-Træ, hvis Blade og unge Skud Hestene æde lige saa begjærlig som Græs. Han gik ud i Skoven med sin Machete og kom tilbage med en Favn fuld.

Min Hest var næste Morgen, da vi skulde bryde op, i en ynkelig Tilstand, stivbenet og øm. Jeg vilde gjærne have givet den en Dags Hvile, men at blive i la Louisa var umuligt — vi maatte videre. Det viste sig snart, at Hesten var til ingen Nytte; jeg satte mig derfor op paa Muldyret, hvad der ikke var saa videre mageligt, da de to Kurve gjorde, at man maatte sidde som en Tyrk, og Dyrets Gangart ikke var den bekvemmeste. Imidlertid drev Anastasio Hesten foran sig, men da den blev mere udaset og stivbenet i Stedet for at komme til Kræfter, var der intet andet for, end at efterlade den i et Hus ved Vejen, hvor Folkene for en halv Dollar lovede at passe den, til Anastasio kunde hente den paa Tilbagevejen. Først i Sabana grande lykkedes det mig at faa en Hest, og nu gik det igjen rask ad gode Veje gjennem smukke, vidtstrakte Græssletter syd paa. Efterhaanden begyndte der at blive mere civiliseret; hidtil havde vi maattet vade over Floderne, men over Isabellafloden gik der en Færge. Vi kom forbi forskjellige Sukkerplantager og mødte ikke alene Ryttere, men Vogne. Havet viste sig, derefter Byens Tage, og om Eftermiddagen, den sjette Dag efter at vi havde forladt Santiago, red jeg gjennem den antike Port ind i Amerikas ældste By, Santo Domingo.

Da den allerførste Koloni, som Kolumbus anlagde i Amerika, la Isabella paa Nordsiden af Hispaniola, maatte opgives paa Grund af sin usunde Beliggenhed, anlagdes i Stedet for i Aaret 1496 ved Bredderne af Floden Ozama Byen Santo Domingo. Den blev ødelagt af en Orkan, men gjenopførtes 1504 af Nicolas Ovando, som byggede Fortet, Regeringspaladset og Franciskanerklostret. Senere opførtes Domkirken (1547), Jesuiterkollegiet og mange andre solide og betydelige Bygninger, medens Kolumbus den yngre og mange Privatfolk opførte storartede og smukke Paladser. Saa hurtig udviklede Santo Domingo sig til en stor og smuk By, at Oviedo kunde forsikre Kejser Karl den femte om, at der i Spanien næppe fandtes en Stad, som havde bedre Gader og Pladser eller skjønnere og rigere Omegn, og han tilføjede, at hans kejserlige Majestæt ofte bode i Paladser, som hverken med Hensyn til Bekvemmelighed, Størrelse eller Rigdomme kunde maale sig med nogle i Santo Domingo.

Men Byen sank lige saa hurtig, som den havde rejst sig; Indianerne, hvis Arbejde som Slaver havde beriget Spanierne, uddøde som Følge af haard Behandling, Minerne maatte opgives, og Udvandrerstrømmen trak sig mere mod Vest, og med Udløbet af det 16de Aarhundrede havde Santo Domingo tabt sin Stilling som den vigtigste By i den ny Verden. Den har siden kun været af forholdsvis ringe Betydning.

Den gjør et mærkværdigt Indtryk paa Besøgeren. Man ser endnu ligesom Skelettet af den gamle spanske By, de svære Mure og Bastioner, der forsvarede den, de høje, mørke Stenbygninger med adelige Vaabenskjolde, hvor de rige Hidalgos bode, og de vidtløftige Klosterbygninger og Kirker, hvor et mægtigt Præsteskab engang færdedes. Man venter næsten at se en alvorlig, mørk Spanier i Brystharnisk og med sin lange Toledoklinge træde ud af den massive Porthvælving, eller en Procession af Munke at komme frem mellem det gamle Jesuiterkollegiums kolossale Piller. I Stedet for ser man et Skur klistret op i Portens ene Side, og en Bananplantning inde i Gaarden, og Skurets Beboere, nogle halvnøgne Negre, drivende udenfor paa Gaden og røgende Maiscigaretter. I Jesuiterkollegiets ærværdige og trods sin tagløse Tilstand imponerende Bygning har man klistret nogle Skillevægge op i de bedst bevarede Partier og indrettet et Theater, Byens eneste Theater, derinde. Arvtagerne efter den Race, der byggede disse Paladser og Kirker, lader sig nøje med Træhuse og Barakker, og Santo Domingo fra i Dag ligesom snylter paa Santo Domingo fra for tre hundrede Aar siden. Det er let at se, at den nuværende, flygtige, lette Befolkning ikke passer i Omgivelserne; det er som en Generation af Dværge, der har arvet Kæmpers Klæder og Harnisk. Det er for stort for dem. De foretrække et Skur i et Hjørne af en af disse svære Stenbygninger, eller gjør en Veranda, en Niche nogenlunde regntæt med Planker og Palmeblade, og dyrke Bananer i den forfaldne "patio". Man ser Hundreder af Exempler. Nede ved Vandet ligger Ruinerne af det saakaldte "Kolumbus' Slot"; det er et pragtfuldt, men fuldstændig forfaldent Mindesmærke om fordums Storhed; nu leve et Par Negerfamilier i Hytter i Hjørnerne af det, og gamle Planker er sømmede tværs over Porten for at forhindre deres Grise i at løbe ud. Intet Sted fandt jeg dog Ruinerne mere talende, storartede og maleriske end i det gamle Franciscanerkloster. Igjennem en høj, udhugget og vel vedligeholdt Stenportal kommer man ind i en hel Labyrint af Ruiner, tagløse Kirkeskibe, Piller og Arkader, dækkede Gange, hvor Munkene i sin Tid færdedes. Nu finder man en Squatterbefolkning af ynkelige, fattige Negre, der har indrettet sig i Nicherne, hvor tidligere Altrene stod, og sole deres Pjalter omkring de gamle, nu tavse Springvande, Men Ruinernes Udstrækning og imponerende Masse er saa stor, den maleriske Virkning af den tropiske Vegetation, som bryder frem overalt mellem det brøstfældige Murværk, saa overvældende, at selv Nærværelsen af denne alt andet end skjønne Koloni ikke er i Stand til at skjæmme Totalindtrykket, men endogsaa gjør Forskjellen mellem Fortid og Nutid, det melankolske Indtryk af Forfald, endnu mere slaaende. Der er mange af den Slags Ting at se i Santo Domingo; det er en By af Ruiner. Man finder endnu nede ved Havnen Ruinerne af den Kirke, hvori den første Gudstjeneste holdtes, og i det hele indeholder Byen meget af Interesse for Historikeren og Arkæologen. Kathedralkirken er endnu i god Stand, en stor og smuk Bygning fra det 16. Aarhundrede; det høje Loft er støttet af Piller, der er udskaarne som Palmestammer, hvis Bladkroner tabe sig i Hvælvingerne. Der findes forskjellige Relikvier, deriblandt et Stykke af det hellige Kors, som Kolumbus oprejste paa Santo Cerro. Sagnet fortæller, at den store Admiral paa sin anden Rejse lod det oprejse, men i en senere Opstand af Indianerne søgte disse at tilintetgjøre det. Det lod sig imidlertid ikke rokke, trods alle deres Anstrængelser, hvorfor de søgte at stikke Ild paa det. Men Korset modstod ogsaa Flammerne, og Indianerne saa med Rædsel Madonna med Barnet sidde paa Korset, og de flygtede. En anden, mere historisk Relikvi er Kolumbus', den store Opdagers, Levninger, som findes her. Man trode tidligere, at de var førte til Havana og fandtes der; men for nogle Aar siden fandt man ved Reparationsarbejder en Blykiste, som i Følge sin Paaskrift utvivlsomt indeholdt Kolumbus' Ben; saa de maa nu antages dog at hvile i den By, som han selv udsaa dertil, og som ogsaa nærmest maa kunne gjøre Fordring paa denne Ære, som Amerikas ældste By.

Det nuværende Santo Domingo, om just ikke saa død som Byerne i det Indre, har dog et gjennemgaaende Præg af Indolence og dolce far niente. Handelen er mest i Hænderne paa fremmede Firmaer, og ligesaa de Sukkerplantager, der begynde at voxe op i Byens Omegn. Der synes overhovedet at være en vis Fremgang i Konjunkturerne, rigtignok mest ved fremmed Kapital og fremmed Entreprise. Thi Regeringen, der tidligere plejede at skifte en Gang om Aaret i det mindste, har i den senere Tid været temmelig stabil, og Præsidenten De Merino, en Præst, har aabenbart bedre Evne og Vilje til virkelig at fremme Landets Vel end de tidligere Generaler, der kun tænkte paa at berige sig selv og Tilhængerne og gjøre den korte Tid, de var ved Roret, saa profitabel som mulig. Under et Besøg, jeg aflagde hos Præsidenten, interesserede han sig meget for at høre, hvad Indtryk jeg havde faaet, og hvad jeg havde set i det Indre, og syntes specielt at tillægge de ny amerikanske Mineforetagender Betydning. Han var vel underrettet om Landets mange Brøst og havde de bedste Planer om, hvad der burde gjøres. Men desværre er det her meget vanskeligt at gjennemføre noget, og det vil sagtens heller ikke lykkes den nuværende Regering at hidføre en radikal Forandring i de bestaaende Forhold. Skal Republiken virkelig gaa frem, maa Kraften komme ude fra.

 
[1] Zambo: afkom af en indianer og en mulat (ell. sort). tilbage
[2] Superon: muligvis en fejlskrivning for Luperón (se billede). tilbage
[3] Salget af St. Thomas: en salgsaftale blev forhandlet på plads med USA i 1867, men en efterfølgende orkan og tsunami gjorde at USA mistede interessen, og aftalen blev annulleret i 1870. Først i 1917 blev øerne solgt. tilbage