De 3 haabløse Dage¹.

85 Paa den Dag, som alvorsfuld sluttede Aaret
Knustes mit oprejste Mod –
Oprørt stormede i mig mit Blod,
Hjertet i sine dybeste Rødder blev saaret
Af skuffet Haab . . . . hvo kunde bekjæmpe
Længselens Røst? – hvo mægte at dæmpe
En hellig Ild – saa hellig som Nogen kan kjende –
– den brændte dybt i min Sjæl for Hende!
– – Hele Dagen
Gik jeg mismodig nedslagen,
Og ligesaa tung som denne
Svandt de følgende tvende . . . . . .
Fremmede fik vi den ene Dag,
Men det lod jeg være de Andres Sag,
Trøst og Opmuntring jeg kun kunde finde
Hos den gode, den sjældne Veninde
Og hos Kusinen, som raadte mig: blot
86 At haabe til Tiden – saa bliver det godt . . .
– Men haabe og haabe det er for lidt
For den, der har det saa varmt og heedt:
Jeg maatte kjæmpe min svare Striid,
Og sætte til ellevte Dag² min Liid:
Jeg takkede Gud ved Dagenes Ende:
"I Morgen skal Du dog hen til Hende!"