Den syvende Dag¹.

77 Dagen, den vil jeg ganske forglemme,
Vi sadde saa ene og rolige hjemme.
Aftenen er derimod værd at beskrive;
Tro ikke, at jeg skal overdrive
Hvad i sig selv overdrevent var;
Sandheden giver jeg nøgen og bar:
78 Da Klokken var 4, saa kjørte vi ud,
Det var en Kulde saa stærk, ved Gud!
At jeg – tilgiv at jeg først mig bryster –
Og Damerne sidde paa Vognen og ryster.
Min ene Søster var desuden syg,
Saa hun turde ikke rejse ad By.
Af Fodposer ejede vi ikkuns een,
Den skulde lune de to Damers Been;
Og da nu Veninden heldigviis havde
Laadne Støvler – de to andre sadde
sammen, og let kan man vide,
Hvor vims jeg sprang op ved Venindens Side.
Der spørges – hvor vi da vel kjørte hen? –
Der svares – til den meget omtalte Ven,
Som flokker Damerne om sig i Klynge,
79 Naar blot han begynder saa lifligt at synge.
– Porten var spærred', vi sadde og loe,
Jeg sang: "luk op for den lille Petro",
Men der kom ingen, det var ret som om
Vi alle fire til Ulejlighed kom.
Langt om længe gik Porten dog op,
I Mørket saae jeg fra Taa og til Top
Den unge, vakkre, syngende . . . . . .
Staae i den aabne og pragtfulde Port.²
Saa kom vi ind i en lille bitte Stue,
Der mylred' af Væsner³ som i en Myretue,
Kun medens Myrerne er' levende og smaa,
Disse vare store og gamle og graae.
Der vare Udgaver af forskjællige Slags,
En strikked' uldne Strømper, en brugte Naal og Sax,
De vare glade stemte, og lode sig fornøje
80 Af den, som stod i Krogen – en grøn Papegøje!
Og som et ganske heldigt Accompagniment
Den Unge og den Syngende saa lifligen sang.
Snart bragte de saa ønskeligt Thevandet ind,
Jeg sad ved Siden af en graalig Askekind,
Som til min Forbauselse i Hast, paa Ære!
Tilbød sig min hulde Kusine at være.
Men jeg, som holder meget af Oprigtighed,
Jeg svarede hende, at jeg ej rigtig veed,
Hvorledes det egentlig ret hænger sammen
Med Slægtskabet⁴ imellem mig og Madamen
– Frøkenen skulde jeg sige, men hun saae ud,
Som om hun for 20 Aar siden stod Brud.
Derefter spillede Herrene L'hombre,
Damerne sadde og pillede Stumper
81 Og Krummer paa Bordet af Julekage:
Døttrene bad dem til Takke tage.
De begyndte imellem at conversere
Om at farve og koge og om at polere
Gryder og Potter Talerkner og Fade:
Jeg saae mine Damer var' ikke glade. – –
Vi skulde til Bords, og hver tog sin,
Jeg var paa Sokkene og tog min
Den ældste Frøken⁵, den høje og lange,
Saa lang, at man næsten kan blive bange.
Hun sad saa munter og glad i Sind
Og saae mig venlig i Øjnene ind,
Smilende til mig saa ganske leesk⁶:
Jeg tænkte i Hjertet: hvor Du dog er beesk!
Hun talte særdeles meget og tit,
Men jeg – jeg svared' saa ganske lidt:
82 Jeg holdt mig heller til den døde Gaas,
End høre og svare paa den levendes Vaas.
Men hun bliver ved, og la'er Munden rende
Saa stærkt, at jeg næppe kan følge hende:
Hun fortæller en gyselig moersom Deel
Om Smør og Ost, om Gryn og om Meel.
– Derpaa drog hun Talen indtil Kjøbenhavn,
Talte om Skippere, Master og Stavn,
Fortalte mig, at hun ingensteds heller
Kom derinde, end ned i en Kjelder
Ved den gamle Børs: hun sidder og roser
Som sine bedste Venner – Bornholms Matroser⁷.
– Og jeg – jeg lagde imellem Amen
til det alt sammen!
Hun bød mig af Gaasen saa saare tit,
83 Og sagde beskeden: "De spiser saa lidt" – –
Jeg skulde svare, og flux jeg henter
Af Luften en lille Portion Complimenter,
Forsikkrende hende, at det smagte mig vel,
Og dobbelt fordi at jeg havde det Held
At sidde hos hende – – Hun smilede atter,
Den Husets ældste og største Datter!
Men hun tog det op som en virkelig Lykke,
Og sagde: "For min Skyld endnu et Stykke"
– Kusinen og den Stakkels Veninde
Taalmodigen begge sig maatte finde
I den stille Ære
Den gamle Huusfaders Damer at være;
Medens derimod min heldige Søster
Sig ved Siden af den Syngende trøster.
Efter Taflet skal Beterne spilles af⁸
Jeg gik til Kortene som til min Grav.
84 Men Gud skee Lov det var snart forbi,
Thi gjerne forlod jeg den Gaasesti,
Og mine egne og kjære og Stakkels Piger
Med mig vist det samme af Hjertet siger.
Saasnart vi rejste os op fra Spillet
Havde Fruen i Huset saa gjerne villet,
at vi skulde kjøre vor Vej,
Men de slebne Døttre de vilde det ej;
Vi maatte saaledes en Stund endnu
Høre paa Sangen – det var en Gru:
Tænk Dem: at sidde iblandt en Flok Gjæs
Og høre paa en Gase, som skreeg sig hæs.

———