Jødedom

I Anledning af vor Kronik i Dag.

Jødedom

Af Henri Nathansen

I

Da en større Kreds af Jøder i Foraaret 1930 mødtes for at drøfte Mulighederne for Dannelsen af en Forening, der kunde samle de her i Byen boende Jøder – danske saavel som fremmede – under en fælles Opgave med fælles Midler og fælles Maal, viste det sig ganske naturligt, at Meninger og Synspunkter var forskellige som Følge af den forskellige Indstilling, hvori disse Mænd gennem Opvækst og Milieu stod til det jødiske Problem i Liv og Idé. Man naaede dog til Slut til Enighed om de afgørende Retningslinier i den paatænkte Forenings Program. Dette Program blev da nærmere fæstnet ved en enstemmig Beslutning, hvis Ordlyd er følgende:

Paa et Møde, der afholdtes den 12. Marts 1930 besluttedes det at danne en Forening med følgende Formaal:
1) at søge Valgene til "Det mosaiske Troessamfund" i København bragt i Overensstemmelse med de Regler, der gælder for Valg i Københavns Kommune – dog saaledes, at dansk Indfødsret ikke er nogen Betingelse for Valgret og Valgbarhed.
2) At virke for Udvikling af jødisk Aand og Kultur.
Til nærmere Begrundelse af disse Foreningens Formaal tjener, at Valgene til "Det mosaiske Troessamfund" i København foregaar efter Regler, der var gældende, da Anordningen for Troessamfundet udstedtes for over et Aarhundrede siden – med den eneste positive Ændring, der foretoges i 1930, hvorved skatteydende Kvinder blev valgberettigede, men ikke valgbare. Den nyere Tids Anvendelse af hemmelig Afstemning og af Forholdstalsvalg, der gør det muligt for mindre Grupper og Partier at faa berettiget Stemmeret i Statens eller Kommunens Anliggender, er ukendt indenfor vort Samfund. Det er derfor Foreningens første Opgave at faa Menighedens Anordninger bragt i Overensstemmelse med de almindelige Regler, der overalt er gældende for Valgret og Valgbarhed i Stat og Kommune.
Det er endvidere – som ovenfor antydet under Punkt 2 – Foreningens Opgave at søge det specielt jødiske Liv i Aand og Kultur udviklet og fornyet gennem Opdragelse og Oplysning af enhvert Art – vedrørende det jødiske Folks Historie, dets Kunst og Litteratur, dets Indsats i det aandelige Liv i de Lande, hvor jødisk Aand og Kultur har givet sig Udtryk. Formaalet hermed er, dels at samle den opvoksende Slægt om de Traditioner, som det jødiske Folk har bevaret trods Adskillelse og Adsplittelse, dels at bibringe Ungdommen Forstaaelse af og Indsigt i den aandelige Udvikling, som det jødiske Folk har gennemgaaet i Tidernes Løb, af den Indsats, som allerede er gjort, og af de Fremtidsmuligheder, Folket bærer i sit Skød – alt med det Maal at samle, hvad der er spredt og at forbinde, hvad der er splittet."

Paa den konstituerende Generalforsamling vedtoges da Foreningens Dannelse, dens Navn "Jødisk Forening af 1930", dens Love, og valgtes en Bestyrelse, hvoraf 2 Medlemmer var danske Jøder, Resten indvandrede.

De 2 Hovedpunkter i Foreningens Love var altsaa i Overensstemmelse med den før nævnte Beslutning, dels af praktisk, dels af ideel Art.

Den praktiske Opgave var denne:

At søge Valgene til Menighedens Repræsentantskab bragt i Overensstemmelse med de Regler, der er gældende i Stat og Kommune.

Den ideelle Opgave denne:

At virke for Udvikling af jødisk Aand og Kultur.

*

Hvad nu det første Punkt angaar, Valgene til Repræsentantskabet, da klarlægges Situationen lettest og overskueligst gennem følgende 3 Spørgsmaal:

1) Hvem repræsenterer os?

2) Hvad repræsenterer de?

3) Hvorledes repræsenterer de os?

Hvem repræsenterer os? De Forordninger, hvorpaa det jødiske Samfund her i Staden bygger, er i alt væsentligt de samme, der blev lagt til Grund for Samfundets Dannelse ved Anordn. af 29. Marts 1814, altsaa en Menneskealder før Grundlovens Tid og før de nye Strømninger fra Revolutionstidens Forkyndelse af Menneskerettighedernes Program havde naaet at afsætte sin Grøde i den danske Statsforfatning. 1814 var Enevældens Tid, det var Enevælden, der herskede, og det var under Enevældens Haand og Segl: "Vi alene vide!" at de Statuter prentedes og prægedes, der har ligget til Grund for det jødiske Samfunds Forfatning fra den Gang til nu. Som Følge deraf har det jødiske Samfund gennem dets Repræsentantskab konstitueret sig og konstateret sig som Stat i Staten i Enevældens Aand, et Slags arveligt Monarki, hvis Tronfølge indskrænkede sig til visse Slægter eller visse Klasser af det jødiske Aristokrati, der genvalgtes eller valgtes efter Indstilling fra Magthavernes Side uden Deltagelse fra, hvad jeg vil kalde "Folket", ud fra den Betragtning, at Valget paa Forhaand var sikret og dermed givet. Slægt efter Slægt af den jødiske Overklasse af Plutokrati og Akademi tog Styrelsen i sin Haand, Valgene foregik automatisk og autokratisk, idet det jødiske Borgerskab eller Bourgeoisi af Handel og Industri ikke blot havde Riget og Magten og Æren i sin Haand og derved virkede toneangivende, men ogsaa talmæssigt set var i overvejende Flertal – og intet Mindretal ifølge den enevældige Anordning var i Stand til at kunne se sig forholdsmæssig repræsenteret. Som et Geheimeraad tronede Repræsentantskabet i ophøjet og unærmelig Majestæt, uden Kontakt med det jødiske Samfund, fjernt og delvis fremmed for dets ydre og indre Liv. Og lidt efter lidt visnede da dette Liv, sygnede hen, affarvedes og udslettedes – som alt Liv, der er uden Forbindelse med Jordbunden, med Folkets Saft og Kraft, med befrugtende Strømninger og forfriskende Kilder. Det religiøse Liv slappedes og forbenedes, det sociale Liv udtørredes, det aandelige Liv udmarvedes – selve det særpræget jødiske Liv i det jødiske Samfund udviskedes, assimileredes. Tonen og Tanken fra oven – Udslettelsen, Afjødningen – havde naaet Bunden. Vi blev efterhaanden alle her i Danmark Ikke-Jøder for Vorherre.

Saaledes har Jødedommen tegnet sig for mig i de første halvhundrede Aar af min Livstid. Indtil under Verdenskrigen de forsprængte jødiske Slægter skyllede over Landene, og et forholdsmæssigt stort Tal landede paa vore hjemlige Strande …

Mit andet Spørgsmaal var dette: Hvad repræsenterer det jødiske Repræsentantskab?

Loven af 29. Marts 1814 har følgende Overskrift: "Anordning, som bestemmer, hvad Bekendere af den mosaiske Religion, der opholde sig her i Landet, have at iagttage." Repræsentantskabets officielle Navn er: Repræsentanterne for det mosaiske Trossamfund i København. Det Grundlag, hvorpaa Anordningen byggede, og som Repræsentanterne skulde fæstne og styrke, var altsaa religiøst, idet Religionen den Gang var Fundamentet, selve Jødedommens Grundpille, der bar det jødiske Liv. Har da Repræsentanterne varetaget denne deres første og oprindeligste Opgave? Eller hvis de mener, at Tidens fremadskridende Udvikling og Krav har krævet andre og vigtigere Opgaver af dem – sociale, nationale – hvorledes har de da røgtet disse?

Først det jødiske Samfund som Troessamfund. Rent bortset fra den Enkeltes personlige Indstilling til Jødedommens Lære som aabenbaret Religion, vil enhver, der er født og opfødt her i København, af Selvsyn og Erfaring vide, at det jødiske Samfund som Troessamfund er uden dybere Forbindelse med Jødedommen, uden Kontakt med jødisk Liv. Dette Troessamfund har end ikke haft saa megen indre Kraft og Fornyelsesmagt, at det havde Evne til at anspore den jødiske Ungdom her i Landet til at søge præstelig Uddannelse, skønt Menighedens rige Midler stod til Disposition for en eventuel Lysthavende til Studiet og til Stillingen som Overrabbiner i København. Efter Prof. Simonsens¹ Afgang i 1903 har Embedet maatte besættes med Mænd hentet udefra, og de Mænd, hvem Embedet har været betroet, har Gang paa Gang – indtil Dr. Friedigers² Ansættelse – paa Grund af Stridigheder med Repræsentantskabet indadtil og Stridigheder med andre Myndigheder udadtil vakt Uro og Forargelse, til liden Opbyggelse saavel for den mindre jødiske Menighed som for den større Menighed, i hvis Land vor egen lever og nyder Beskyttelse – og helst skulde nyde kvalificeret Agtelse. – – Eller besøg vor Synagoge – hvor er den Stemning, der kunde bære de gamle Sagn og Anraabelser, de gamle Sæder og Skikke; hvor er den højtidsfulde Tone, der kunde beaande og besjæle Forkyndelsen og løfte os op mod de Højder, hvortil den skulde stige? Og de Værdier, der ligger skjult i Religionens Dyb som ædle Metallers Aarer i den haarde Granit, underjordiske Vidnesbyrd om Folkets Liv, dets Historie, dets Traditioner, som dybtliggende Grundstoffer af Folkets ældgamle Natur og Kultur, Moral og Etik, Sagn og Poesi – Udslag og Udtryk for dets bærende Idéer, for dets samlende Kraft, for dets møjsommelige og aldrig opgivende Tilværelse i Kamp og Sejr og Nederlag, dets Skæbne i Lyst og Nød, i Liv og Død? Bortset fra Troen som guddommelig Aabenbaring, har den i Tidernes Løb været et Samlingstegn, var i hine Tider, da Samfundets Love blev givet, det eneste Samlingsmærke, en Solidaritet til Værn mod de omgivende Magter i Stat og Samfund, i Kirke og Nation – et Bolværk mod Oversvømmelsen, der stemmede op mod de assimilerende Kræfter, som indefra det jødiske Samfund søgte udad mod Udligning, og mod de Kræfter, der udefra lokkede med den fulde Frihed, Lighed og Broderskab i Kristendommens Navn og under Daabens Naade.

Tør vore Repræsentanter paastaa, at de har varetaget deres Opgave som Repræsentanter for det jødiske Troessamfund?

Eller betragt de Institutioner, der udenfor Synagogen administreres under Repræsentantskabets Formynderskab og under dets Opsyn og Tilsyn. I Drengeskolen har Repræsentantskabet indsat en Ikke-Jøde til Bestyrer – i Pigeskolen en ikke-jødisk Forstanderinde. Tror nogen her i Salen, at jødisk Liv, jødisk Tro, jødisk Aand og Kultur har Mulighed for Udvikling, ja blot for Opretholdelse, naar Ikke-Jøder er sat til at lede og præge Ungdommen? Vilde det ikke være et overmenneskeligt Krav at forlange af en ikke-jødisk Forstander eller Forstanderinde, at de skulde kunne paatrykke en Skole Præg af jødisk Natur, af jødisk Kultur i Aand og Sjæl? Tror nogen, at en religiøst præget kristen Skole vilde indsætte en Jøde som Overleder? Er det ikke et Bevis i det Smaa – eller Store om man vil – paa Forvirringen og Forvrængningen af vor saakaldte jødiske Skoles Fysiognomi, at en Lærerinde paa Skolen til Udenadslæren lader jødiske Børn indøve et Digt: Den vilde Jagt, indeholdende en Strofe³ som dennne:

"Ofte naar i Høstens Stund
Nattestormen kom tilbage,
sukked over Bondens Tage,
hvisked han med blegen Mund:
"Hjælp os, Krist, og Himlens Frue,
frels os fra den onde Magt!"

Det kan være en Tankeløshed, det er i hvert Fald en Taktløshed, for ikke at sige en Usømmelighed at indøve med jødiske Børn et Digt, der slutter med en Bøn eller Anraabelse til Kristus og Jomfru Maria. Men det kan ogsaa være Udslag af en Aand, et Syn, en Indstilling, der er i skærende Modstrid med den jødiske Skoles Aand, og derfor modarbejder denne Skoles eneste Formaal og Eksistensberettigelse, som er denne: at opdrage den jødiske Ungdom i den Tro og i den Aand, som er Grundlaget for den Jødedom, der er Skolens Mærke og Maal.

Eller kan det siges at være i Overensstemmelse med den jødiske Skoles Aand, at der indtil i Fjor i Skolens Bestyrelse sad en Mand, Hr. Toldinspektør Ivar Berendsen⁴, der i et dansk Tidsskrift har udtalt følgende:

Det vilde kun lidet hjælpe, om de højere og højeste velsituerede og gennem mange Generationer daniserede Kredse, fuldstændig lod sig optage af den øvrige danske Befolkning, naar der under dem stadig var en fremmedfølende, fremmedtalende og afsondret Klasse, der opretholdt Race og Nationalitetsforskellen. Følgen heraf vilde være, at der i Danmark, ligesom alle andre Steder, vilde bestaa et jødisk Folk, og Virkningerne heraf vilde ikke udeblive.

For at afværge denne Fare proklamerer han da som Skolens Maal:

Disse Familiers Børn bliver nu straks sat i den jødiske Skole, som er dansk. Børnene opdrages straks som danske, og Vekselvirkningen mellem Forældre og Børn fører hele Familien til Danskhed paa faa Aar.

Hvis dette er Formaalet for en jødisk Skole – hvortil da en jødisk Skole? Hvis dette er Udtryk for den samlede Aand hos det Repræsentantskab, der indstillede Hr. Berendsen til Bestyrelsespladsen i Skolen, vel vidende om hans Stilling til det jødiske Spørgsmaal – hvortil da dette Repræsentantskab?

Og herfra gaar jeg da over til det tredie Spørgsmaal, jeg i min Indledning opstillede:

Hvorledes repræsenterer vore Repræsentanter os?

Ja, vi kender dem jo næppe. Hvor viser de deres Ansigt – indadtil i vort Samfund – udadtil i vor Kontakt eller Konflikt med andre Samfund? Søger de at komme os nær – i vore Foreninger, i vore Forsamlinger, i vort Arbejde for vore Særinteresser og Fællesinteresser, selskabeligt, socialt og nationalt? Længes de efter at høre, hvad vi har paa Hjerte, ønsker de at debattere med os Tidens brændende Spørgsmaal, Livets Spørgsmaal i vor stadig usikre Eksistens? Nu og da saa vi som i et Drømmesyn en Udsending fra Repræsentantskabet, som med tavst Forbehold fulgte vore Forsøg paa at finde Rede i Forvirringen, og samle, hvad der endnu kan samles af vore splittede Skarer. Eller har det jødiske Repræsentantskab noget som helst Forhold til det jødiske Liv, som det har givet sig offentlig Udslag i Presse, i Kunst og i Litteratur? Har det nogen Sinde ved sin Støtte eller ved sin Autoritet opmuntret en jødisk Kunstner i hans Kamp for at finde Udtryk og Udløsning for sin jødiske Natur, sin jødiske Aand og Sjæl? Spørg de jødiske Malere, Billedhuggere, Komponister, Skribenter – hvad vilde ikke en økonomisk Hjælp af Menighedens rige Midler, ja blot et opmuntrende Ord fra dets Repræsentantskab have betydet for dem? Rakte man Goldschmidt en hjælpende Haand, mens han levede? Saa man ham ikke i hans sidste Leveaar Dag efter Dag gaa sin ensomme Gang omkring Søerne og hjem til de ensomme Stuer hos Søsteren paa Gl. Kongevej – mistænkt som Fremmed i det danske Samfund, miskendt som Jøde i det jødiske. Ja, bagefter – da det officielle Danmark havde anerkendt ham som dansk Klassiker, da annekterede Jøderne ham som jødisk Klassiker, indsamlede Goldschmidtiana og rejste et Mindesmærke til hans Ære. – Eller Georg Brandes! Jeg maa tænke paa, at han en Dag i sin høje Alderdom glædestraalende meddelte mig, at han havde faaet – som han skrev – et lille italiensk Legat til en Rejse. Hvad havde ikke et Repræsentantskab, der forstod sin Pligt og sit Ansvar, kunnet formaa? Eller senere Skribenter af jødisk Æt – har de nogen Sinde fra Repræsentanterne mødt andet end Modstand, Uvilje, ja, forargelig Kritik, offentlig som privat, mod deres Virken og Værk?

Eller udadtil! Hvor saa vi Repræsentantskabets Ansigt, hvor hørte vi dets Stemme? Vi har i vor Levetid under den fremadskridende Civilisation af Magt og Uret, Vold og Krig, oplevet de grusomme Udslag af Jødehad og Forfølgelser, i Rusland, Frankrig, Tyskland, Polen, Rumænien. Aldrig en Lyd, aldrig et Ord fra den Forsamling, der her var sat til at repræsentere det jødiske Samfund. Jeg mindes Dreyfus-Affæren, jeg mindes Pogromerne i det gamle Rusland, jeg mindes Processen i Kiev, jeg mindes det store Protestmøde, der i November 1918 blev afholdt her i København i Anledning af Pogromerne i Polen. De eneste danske Jøde, der foruden Indlederne tog Ordet, var Professor Simonsen, en af de faa, der har haft Mod og Hjerte til at træde op herhjemme, naar det for Alvor gjaldt om at komme vore forfulgte Brødre til Hjælp – ikke blot med et Greb i Lommen som de andre – men med et Greb om Sværdet. Hvor var det beskæmmende at være Vidne til, at ikke een af vore Repræsentanter vovede sig frem i Lyset, medens derimod en ikke-jødisk offentlig Personlighed, Hr. Professor Ellinger, tog Ordet for at understøtte os i vor Protest! Den Gang, som saa ofte før, glimrede vore Repræsentanter kun ved deres Fraværelse. Og i Tiden derefter, da de indvandrede Jøder søgte at finde sig tilrette i det fremmede Land og med deres smaa Midler under store Vanskeligheder søgte at slutte sig sammen – i kulturelle Sammenslutninger som Sangforeningen Hasomir, i sociale Sammenslutninger som Ikor, i Ungdomsforeninger, i Foredragsforeninger, i Laanekasser, Haandværkerforeninger, Understøttelses- og Læseforeninger – i alle disse trange Aar, da en fremmed Bestand af vore Stammefrænder søgte at slaa Rod i et fremmed Land, fordrevne som de var fra deres Hjem, skilt fra deres Slægt – i alle disse Aar, da vore Repræsentanter burde have følt, ikke blot deres repræsentative Ansvar, men deres rent menneskelige, for ikke at sige jødiske Pligt overfor deres omtumlede og fortumlede Race – overalt, til alle Tider og paa alle Steder, hvor det gjaldt om at vejlede, at støtte, at repræsentere i Ordets ikke blot figurlige, men bogstavelige Forstand – overalt valgte Repræsentanterne for vort saakaldte jødiske Samfund Neutraliteten, Opportuniteten, Passiviteten. De følte sig som Repræsentanter for den bekvemme Jødedom, ikke for den betrængte. Trak Stormen op over deres Hoved, og piskede den raa Kulde fra Omverdenen mod deres Ruder, slog de Skodderne for Vinduerne, hyggede sig lunt ved Møderne i Repræsentantskabssalen, medens Brændeknuderne buldrede i Ovnen:

Gott sei gelobt – ich hab' mein Holz!

*

Man spørger da uvilkaarligt sig selv – og lader Spørgsmaalet gaa videre til andre, der tænker og føler sig som Jøder: Hvorfor opretholde et Samfund og bidrage til dets Opretholdelse med sit Medlemsnavn og Bidrag? Hvorfor opretholde et Repræsentantskab, der saa lidet har været sig sit Ansvar bevidst og saa lidet har kendt det jødiske Samfunds Besøgelsestid? Hvorfor opretholde en Synagoge, der har mistet Forbindelsen med de fleste af os – enten fordi vi er udenfor dens religiøse Paavirkning, eller fordi selve dens indre Liv er stivnet i forældet Ritus, forbenede Dogmer og anden aandelig Forstening? Hvorfor opretholde en jødisk Skole, uden jødisk Overledelse, uden jødisk Særpræg eller jødisk Samfundsaand? Denne Skole, der underviser i de store Folkesprog, men med forstokket Fordom har taget Afstand fra de indvandrede Jøders Sprog, det Sprog, de Indvandredes Børn har lært at elske som deres Forældres Sprog, som Hjemmets Sprog?

Da den ærede Bestyrelse for jødisk Skole for nogle Aar siden henvendte sig til Sangforeningen Hasomir – hvis Medlemmer alle er indvandrede, jiddischtalende Jøder, og hvis Børn besøger Skolen – med Anmodning om at foredrage nogle Sange for Børnene, frabad man sig venligst Sange paa Jiddisch. Hvorfor Hasomir ligesaa venligt frabad sig Æren. Den højtærede Bestyrelse skulde have været til Stede ved et Møde, hvor dette Spørgsmaal blev drøftet, og hvor en indvandret Jøde med en Røst, der var mærket af hans Bevægelse, udbrød: "Ja, men dette Sprog er jo vort Modersmaal! Vore Mødre har sunget det ved vor Vugge, vi har talt det, læst det, skrevet det, vi har vor Presse og vor Litteratur i det Sprog, der tæller verdenskendte Navne som Mendele⁵, Perez⁶ og Schalom Asch⁷; et Sprog, der tales af ligesaa mange Jøder, som der er Indvaanere i samtlige Skandinaviens Lande. Et Verdenssprog i alle de Lande, hvor Jøder bygger og bor, et Sprog, der ved et moderne Under er opstaaet midt imellem andre Sprog, født af os selv, opelsket, beriget og forfinet – med en fuldt udviklet Grammatik og Syntaks, med Jordbund og Rod i vor Verden, vort Liv, vor Sjæl!"

Ja, vi spørger: Hvorfor opretholde et Samfund, der er uden Forbindelse, uden dybere Forstaaelse, d.v.s. aktiv Interesse for vor jødiske Natur, vor jødiske Kultur, Slægtfølelse, Stammefølelse som Folk og Nation? Det eneste Vidnesbyrd om denne Solidaritetsfølelse, udvist af Repræsentantskabet, er symptomatisk: Fredningen af de nedlagte Kirkegaarde i Smaabyerne i Danmark. Hvor smuk og pietetsfuld end Tanken er i sig selv, og hvor fuldt og helt vi end vilde kunne give den vor Tilslutning, hvis den var et Led i en omfattende Bestræbelse for Opretholdelse af Jødedommens Liv – hvor betegnende er den da ikke som et isoleret Symbol paa det jødiske Liv her i Danmark. Livet, som det leves i os og omkring os, lader vi henfalde og uddø – men det uddøde Liv freder vi om med Pleje og levende Hegn!

Nej, vi ønsker ikke at opretholde et jødisk Samfund og et jødisk Repræsentantskab, der i sit Skinliv nærmer sig Parodien. Dét, vi ønsker, er en Jødedom, der repræsenteres indadtil og udadtil af Mænd, der holder fast ved og aabnet viser et jødisk Ansigt i Liv og Aand. Vi er danske Statsborgere, men af jødisk Nationalitet. Og vi ønsker ikke et Repræsentantskab, der har anerkendt Hr. Ivar Berendsen som værdigt Bestyrelsesmedlem af en jødisk Skole, og derved indirekte har accepteret hans Fremtidssyn og hans Fremtidsprogram – det han saa tidlig som i 1912 paa Tryk har kundgjort med følgende Ord i et dansk og et tysk Tidsskrift:

Den jødiske Menigheds Medlemmer, ganske enkelte Zionister fraregnet, føler sig ikke som en særlig Nation eller Race. I alle Stillinger, i alle Kredse, i alle Familier, paa alle Dannelsestrin og i alle Partier træffer man Danmarks jødiske Borgere. Dette kan enten være et Tegn paa den store Betydning, som de til Trods for deres Faatallighed har – eller ogsaa et Bevis for at de forsvinder fuldstændig.

Man spørger en Smule beskæmmet sig selv: Er det da en menneskelig Skam at føle sig som Jøde af Race og Nation? Er ikke netop Skammen den, den største Skam, vi Jøder har været udsat for: At store Dele af selve det jødiske Samfund – ogsaa her – har frasagt sig Slægtskabet og Stammefællesskabet? – Tør vi beskylde vore Fjender for Uret og Umenneskelighed, naar vore egne har været blandt de ivrigste for at bringe vort Folk i Miskredit som et mindreværdigt Folk mellem Folkene? Af alle Forsyndelser mod Naturen og Aanden, som det enkelte Menneske eller det enkelte Folk kan begaa, er denne den største: At fornægte sin Afstamning og sin Solidaritet, og derved forraade ikke blot sin Menneskelighed, men sin Medmenneskelighed, sine Fædres Ansigt, sine Forfædres Sjæl. Og denne Forsyndelse mod Aanden og Naturen bærer da ogsaa Straffen i sig selv, den Straf, vi altfor længe har været udsat for – Ringeagten, Foragten, Mindreværdsfølelsens Kainsmærke som Enkeltmenneske og som samlet Nation.

II

Jeg skal nu gaa over til den anden Opgave, som det er vor Forenings Maal at føre fra Tanken ud i Livet: Genopvækkelse af jødisk Liv i Aand og Kultur.

Det jødiske Liv i Adsplittelsen har 3 særprægede og særskilte Perioder, som kunde benævnes ved Navnene Ghetto'en, Emancipationen og Renæssancen. Den første Periode Ghetto-Tiden – en Forsmædelse for os selv, en endnu større Forsmædelse for vore Undertrykkere og Udbyttere. Naar en Gang Menneskehedens mørke Historie skal opgøres i Oplysningens fulde Dagslys, denne Historie, der er skrevet med Blod, da vil Jødefolkets Historie imellem Folkene faa sit eget blodbestænkede Kapitel. Med en Grusomhed – mere end dyrisk, fordi den udøvedes i Religionens og Guddommens Navn – blev et uskyldigt Folk gennem Aarhundreder indespærret i Bure bag Jern og Slaa. Uden Lov eller Dom, uden Gehør, uden den Barmhjertighed eller "Naade", der er selve Fundamentet i den kristelige Lære, holdtes et Folk gennem Aarhundreder indespærret paa Grundlag af et ubevist og ubevisligt Sagn om Uret mod en Religionsstifter af dets egen Stamme – han, hvis første og største Bud var Menneskekærlighed! Men med den skjulte Nemesis' underjordiske Magt gennemglødedes og gennemhærdedes dette Ghettoens Liv af netop den Følelse, som i Kristendommens Navn skulde udryddes: Jødedommens Følelse af, at den jødiske Tro og det jødiske Folk var det af Gud udvalgte. Den Kvælningsproces, som de kristne Magthavere havde udtænkt, viste sig gennem den skjulte Nemesis' Magt at være det Bindemiddel og den Styrkeprøve, der opildnede de fordømte Skarer i Ghettoens Underverden. Under dette ufrivillige Fangenskab vedligeholdtes den jødiske Overlevering, hærdedes den jødiske Natur, skærpedes den jødiske Aand – i det indre og indadvendte Liv indenfor Hjemmets Mure, i det ydre og udadvendte Liv med dets nødtvungne Spil med og mod Omgivelserne. Og der fremstod da det jødiske Dobbeltansigt, Janushovedet med de modstridende Profiler af Lyssind og Tungsind, Pessimisme og Optimisme, og Proteusfysiognomiet med dets skiftende Spil mellem Overmod og Servilitet, Arrogance og Afmagt, Kløgt og List, Snarraadighed og Grubleri. –

Da saa Ghettoens Mure efter Revolutionstiden og Menneskerettighedernes Forkyndelse sprængtes, og det jødiske Folk befriet søgte Optagelse i det nye menneskelige Samfund for Frihed, Lighed og Broderskab, blev dets Indstilling ganske naturligt under denne Emancipationsperiode [ændret] fra en religiøs til en social. Mere og mere trængtes det indre religiøse Særliv i Baggrunden, efterhaanden som Jøderne selskabeligt og socialt søgte at vinde Fodfæste i den nyaabnede Jordbund og satte alt ind paa at tilbageerobre, hvad der gennem Aarhundreder var tabt. Det udadvendte Ansigt i det jødiske Dobbeltfysiognomi, det udadvendte Spil blev lidt efter lidt udtydet som Folkets rette Ansigt og Væsen, efterhaanden som Jøder vandt Indpas i Handel og Vandel, i Presse, Politik, Teater, Kritik, Litteratur. Og hidset af den forløste Energi, opildnet af den udløste Vilje og Evne, opflammet af Heldet, Spillet og Gevinsten, der lokkede – søgte og fandt da det jødiske Folk sit Ligevægtspunkt mellem sig selv og de andre i Assimilationens Idé, hvis Maal var at sammensmelte de jødiske Statsborgere med Borgerne af de fremmede Nationer, kort sagt: at udslette den jødiske Nationalitet. Forskellen skulde ikke være en social eller national, kun en religiøs; Jødefolket skulde kun være et slet og ret religiøst Samfund mellem de andre af Staten anerkendte. En Jøde skulde ikke længere være Jøde – hans Natur, hans Aand, hans Sjæl skulde assimileres med den Nation, han som Statsborger tilhørte. Han skulde fra nu af være blaatstemplet, helst himmelblaatstemplet Kød af Nationens Kød, nationalfarvet Blod af dens Blod.

Jeg spørger Dem nu: Hvortil har da denne Assimilationsproces ført os? Se Dem omkring i Verden af i Dag – er vi blevet mere velset, mere højagtede, mere elskede i den Verden, der omgiver os? Se Dem omkring i den nye Verdenssituation, der efter Krigen er skabt – er vor Stilling mere betrygget i Polen, i Rumænien, i Tyskland, i Østrig end før? Overalt rejser der sig en Bølge af national Fordom imod os, en Bølge, der med Vælde søger at dæmme op for os, at inddæmme os som en fremmed Djævleø i Staten. Den Bølge, Nazismen i Tyskland har rejst, fraader af gammel Foragt og gammelt Had – og Ligesindede i England og Italien har sendt deres nazistiske Brødre kollegiale Sympatitilkendegivelser. Selv her i vort lille Danmark har Udløbere af Bevægelsen vist sig, om end i tragikomisk Karikatur. Men sæt blot, at vi her var en Masse, som f. Eks. i Tyskland eller Polen, en større eller mindre Procent af Befolkningen! Sæt blot, vi var een eneste Procent af Danmarks Befolkning, altsaa 30,000 – sæt vi, som i Polen, var 10 Procent, altsaa 300,000, i Stedet for 5000. Og selv med det minimale Mindretal, vi udgør – kan nogen da med Haanden paa Hjertet paastaa, at vi som ligeberettigede Statsborgere har de samme nationale Rettigheder som andre danske Statsborgere. Hvis vi virkelig var nationalt ligeberettigede, vilde jo f. Eks. et Ministerium af lutter jødiske Borgere være logisk tænkeligt. Er det tænkeligt? Eller blot en jødisk Statsminister, en jødisk Forsvars- eller Udenrigsminister! Da vi i sin Tid havde en Jøde paa Finansministerens Taburet – gav det saa ikke Modstanderne kærkommen Lejlighed til at stemple hele Regeringen som et Jødeministerium? De husker alle Walther Rathenaus Skæbne, da han i Tyskland blev sat paa Udenrigsministerens Uriaspost. Tror De, at vi her hjemme af Hjertet, i det dybeste Folkeinstinkt, er videre – mere nationalt, religiøst, socialt fordomsfri? Javist i Ord – men i Gerning? Jeg hørte for nylig en Radioudsendelse fra Domkirken her i København. Til min Forundring hørte jeg da Præsten, en statslønnet Embedsmand, foredrage Kirkebønnen og – efter en Bøn for Hs. Majestæt Dronning Alexandrine og Kronprinsen – anraabe Gud om at lade sit gennem Kristus udsendte Evangelium komme de Vantro til gode, efter følgende Rangforordning: Hedninger, Muhamedanere og Jøder. Og dette finder Sted Søndag efter Søndag i hver Kirke i By og paa Land – i et Land, hvor Religionsøvelse er fri, i et Land, styret af Socialdemokrater, paa hvis Program der forkyndes, at Religionen er en Privatsag. Men ikke desto mindre tillader dette Socialdemokrati, at statsansatte Præster og Lærere stiller de jødiske Folk og Jødedommen i Gabestokken fra Prædikestol og Kateder, tillader, at det danske Folk opdrages til Despekt for det jødiske Folk som det, der har korsfæstet deres Frelser. Der mangler nu blot en Slutningsparagraf i det danske Socialdemokratis Program: "Socialismen er en Privatsag".

Nej – Assimilationens Idé har spillet Fallit. Den Nemesis, der fremstod af Ghettolivet, ramte de andre – den Nemesis, der fremstod af Assimilationen, ramte os selv. Vi vilde udligne vore gamle jødiske Slægts- og Stammenavne, stikke Hovedet i Busken og som Strudsen tro sig skjult – vi blev en camoufleret Hr. Hermann, Hr. Ludwig, Hr. Benny. Vi vilde udslette vort jødiske Ansigt, uddrive vor Sjæl. Vi vilde udbrænde vor Stammefølelse, vor nationale Sammenhæng med tidligere Slægter, vor Arv fra Fædrene. Vi vilde nedværdige os paa Trods af vor Natur, for at tækkes de Folk vi levede iblandt. Den forsmædelige Slaveeksistens, som var paatvunget os i Ghettoens Tid, vilde vi ombytte med en frivillig Slaveeksistens under Assimilationen, med Lænker, der som Fenrisulvens var smedet af Rænkespil, Maskespil og nationalt Spytslikkeri. Rundt omkring over Landene, mere eller mindre frækt eller fejgt, skabtes der et jødisk Ansigt, forvrænget og forvredet, som blev gjort til eet med Jødefolkets Ansigt – et antijødisk Ansigt i selve det jødiske Folks Midte, der rødmede af Skam, naar det mødte sine egne, og straalede af Beærethed, naar det mødte de andre.

Og hvad vandt Assimilationen? Foragt blandt Ikke-Jøder – Foragt blandt dem af deres egne, der var sig selv som Jøder, og var sig selv bekendt. Foragt blandt de Ikke-Jøder, der følte Nationalitetens Idé som et Tegn paa de helligste Dyder – Ære, Troskab og Stammefølelse. Foragt blandt dem af deres egne, der følte sig som Jøder, Foragt for Assimilationens Jødedom, der ikke taaler at mindes om sin Eksistens, ikke taaler at omtale den, end sige at jødiske Skuespil eller jødiske Bøger omhandler dens indre og ydre Liv. –

Og ud af denne forsmædelige Idiosyncrasia Judaica, der skjult eller aabent skyede, ja, afskyede Jødedommens Væsen, skabtes da den 3. Epoke i Jødefolkets moderne Historie: Den jødiske Renæssance.

Dennes Grundlag er ikke som Ghettolivets et religiøst, ikke som Emancipations-Epokens et socialt – den jødiske Renæssances Grundlag er et nationalt. Dens Veje mod Maalet kan være forskellige – Jiddischisme, Zionisme, Judaisme – men Maalet er eet: Genopbyggelse, Genfødelse af det jødiske Folk i Liv og Idé. Zionismen gik i Spidsen, ud fra den Betragtning, at et Land er et Folks Fundament, og den skabte, trods Modstand og Latterliggørelse – ikke mindst fra vore egne – et Slags Hjemsted for Folkets fordrevne Skarer. Andre Retninger søgte andre Veje, men alle disse Veje var kun Midler i Maalets Tjeneste: Den stolte og fribaarne Idé om en Samling i Jødedommens Navn og i dens Aand. Her som overalt var Idéen det bærende Princip midt i Livets materielle Virkelighed. Under Idéens Tegn, Samfølelsens, Fællesskabets, Solidaritetens Tegn, søgte man at samle det jødiske Folk. Den Tid er maaske ikke fjern, da Samlingstanken har taget fast Form, og Samlingsraabet lyder, som det før, ogsaa fra jødisk Side, men med anden Tendens, har lydt: Jøder i alle Lande, forener eder! Til den Tid vil maaske en Repræsentation kunne vælges blandt Jøder fra alle Verdens Lande, et Folkets Forbund med Mødested, ikke i Genève, men i Jerusalem. Et Slags Folketing af Udsendinge fra de spredte Skarer til Raadslagning om fælles jødiske Interesser og Idéer, til Værn mod Uret, Vold og Forfølgelse, med Magt til, uden Land, Regering eller Hær, blot ved sit Eksempel, sin Indflydelse og om fornødent ved sit absolute Veto at holde andre Magter i Tømme, der er afhængig af jødisk Kapital, jødisk Intelligens og jødisk Initiativ – afholde dem fra Uret, afskrække dem fra Vold. Da – og først da – vil det jødiske Folk kunne faa sin Ligestilling mellem Folkene – et Verdensfolk af Statsborgere i alle Lande, et Fremtidsfolk udenfor de afgrænsede territoriale Rammer og dog indenfor Folkenes Forbund. Idéelt indstillet: socialt uden Statsegoisme. Praktisk funderet: nationalt uden Chauvinisme. Men da vil det ogsaa være nødvendigt at konstatere sin Jødedom med aabent Visir, vise sit Ansigt og bortkaste Masken. Thi intet Menneske og intet Folk respekteres, som ikke først og fremmest respekterer sig selv. – –

Et Digt af den danske Digter Ingemann har dybt og enkelt anslaaet den Optakt, som kan gælde for enhver Nation, der søger at skjule sit Ansigt for at tækkes Verdens Store, Stormagterne blandt Folkene. Disse Strofer⁸, som var et Opraab til Danmark i Landets Fornedrelsestid, kunde gælde ogsaa for det jødiske Folk:

I alle de Riger og Lande,
Hvorhen jeg i Verden foer,
Jeg fægted' med aaben Pande,
For hvad jeg for Alvor troer.

Vil Dansken i Verden fægte,
Men dølger Aasyn og Navn,
Jeg véd, hans Aand er ej ægte,
Jeg tager ham ej i Favn.

*

Dette er da Maalet for den genfødte Jødedom: enkeltvis at vise sit Ansigt, samlet at konstatere sig som Folk. I en Bog, jeg i disse Dage har faaet tilsendt: Probleme des modernen Judentums af Dr. Jakob Klatzkin⁹, Chefredaktør for det store leksikale Foretagende, Encyclopædia judaica, kredser Forfatteren om de samme Spørgsmaal og de samme Idéer, som jeg her har antydet. Idet han henviser til vor Historie i den nyere Tid, minder han den opvoksende Slægt om det stolte Martyrium, som Jødefolket har baaret under Tidernes Tryk og Magternes Vold; og han lader sine mange Undersøgelser og Præmisser munde ud i en Slags Anraabelse, et Samlingssignal, der skal fremelske Heroismen, den heroiske Karakter i det jødiske Folk, idet han sammenfatter sin Konklusion i disse Linier, der burde indbrændes med Ildskrift i den genfødte Jødedoms Hjerte:

Den opvoksende Slægt maa ikke drømme om en bekvem Jødedom i Eksilet. Den maa forstaa, at Galuth¹⁰ aldrig kan eller skal miste Karakteren af Hjemløshed. Den maa forstaa, at det at være Jøde i Galuth er at være Martyrer, Kæmpere, er at kæmpe uden Aflad mod de stærke Magter af den fremmednationale Virkelighed og med Værdighed bære Eksilets Lod og Hjemløshedens Byrder for det jødiske Særprægs Skyld. En Slægt, som er fast besluttet paa i Trofasthed mod sit eget Liv og i Afstand fra det fremmede at forme et Liv i en Slags Ghetto, som frivillig er valgt og villet af egen indre Drift.

*

Jeg skal i denne Forbindelse minde Dem om 3 Udtalelser af danske Jøder vedrørende Jødedommen – Udtalelser, der hver for sig som i et Lynskud blotter Utrygheden og Usikkerheden i den jødiske Psyke. Alle 3 Udtalelser er præget af Tiden, af Emancipationen og Assimilationens Tid, men med forskellig Følelsesindstilling til Jødedommen.

Den første Udtalelse er af Goldschmidt – den Mand, der indledede sine Livserindringer med de stolte og selvbevidste Ord: "Jeg er af Levi Stamme." Forpint af sin utrygge Stilling som Jøde mellem Danske udslyngede han ved Festen paa Skamlingsbanken de kendte Ord, som i deres Sammenspil af modstridende Stemninger afspejler det tragiske Dobbeltspil i hans dansk-jødiske Indstilling: "Jeg er en Jøde, hvad vil jeg mellem jer?" – Og han tilføjer, hemmelighedsfuldt og dog befriet: "Det var mit Livs store Spørgsmaal, som jeg paa begrænset, omhyllet dunkel Maade bar i mig og kastede ud."

Den anden Udtalelse er af Georg Brandes, i en Artikel¹¹ om "Jøderne i Finland", som findes optaget i 18. Bind af hans samlede Skrifter. Det hedder her:

Saasnart En sætter Pen til Papir for at skrive noget om mig, for mig eller imod mig – ufravigelig er det første, han meddeler mig, at jeg er Jøde. Hvor er det pudsigt! Er der noget, jeg i dybere Forstand ikke er, saa er det dette. –

Den tredie Udtalelse stammer fra Hr. Ivar Berendsen. Den fremkom først i Tidsskriftet "Im deutschen Reich", senere i Tidsskriftet "Dansk Aand" i 1912. Artiklen indledes med følgende Ord:

Da Formanden for Centralforeningen af de tyske Statsborgere, der bekender sig til den jødiske Tro, anmodede mig om at skrive en Artikel om "de danske Jøder", maatte jeg svare: En saadan Artikel kan jeg desværre – eller heldigvis – ikke skrive, thi danske Jøder findes ikke, i alle Tilfælde kender jeg ingen, derimod findes der i Danmark ca. 4200 jødiske Danske, som jeg med Glæde vil skrive om.

Og han slutter sin Artikel med følgende Ord:

Borgere med fulde Rettigheder er de jødiske Danske, og de Ejendommeligheder fra Fortiden, der findes under Overfladen, vil allerede være forsvundne med den næste Generation, og vore Efterkommere vil i Ordets videste Betydning føle Danmark som deres nedarvede Hjem.

Disse Udtalelser af 3 danske Jøder, der har virket i det offentlige Liv, og som repræsenterer 3 Generationer af jødisk Liv, afmærker som Milepæle Jødedommens Vej i det sidste Aarhundrede her i Landet. Først Goldschmidt, der aabnet vedkendte sig sin jødiske Natur og sin Samhørighed med Jødedommen i Liv og Aand – dernæst Georg Brandes, der som "ein guter Europäer" i Overensstemmelse med Nietzsches Karakteristik følte sig udenfor saavel jødisk som dansk Nationalitet – og endelig Hr. Ivar Berendsen, der frakender sig selv jødisk Nationalitet og vedkender sig, ja understreger sin Danskhed – med Udslettelse af Jødedom, saavel i ydre som i indre Betydning, som det ophøjede Maal for sin Stræben.

Og man spørger med Vemod sig selv: Er det vor Opgave at rive os løs fra vor Sammenhæng med de Slægter, der før os har levet og lidt for deres Tro, deres Race, deres Folk? Er det et menneskeværdigt Maal at sælge en dyrebar Lære om Folkets Historie, Moral og Etik, en dyrebar Tradition af fælles Lidelse og Nød, en dyrebar national Skat af fælles Kultur og fælles Aand – for en mageligere Tilværelse uden Sammenhæng med Fortidens, uden Forbindelse med Fremtidens Jødedom?

Nej! Dette er Sagens Kerne: Anerkendelse som Menneske, som Personlighed, som Folk vindes kun ved – som Ingemann siger – at "fægte med aaben Pande, for hvad man for Alvor troer". Den, der søger at skaffe sig en Fordel ved at dølge Aasyn og Navn, bliver ikke taget i Favn. Goldschmidt kæmpede sin Kamp med aaben Pande, ene blandt sine egne, ene blandt de andre – efter Døden blev han ikke blot af sine egne, men mest af de andre anerkendt først og fremmest i Kraft af den Følelse, der gennemlyste og gennemglødede hans jødiske Natur – og derigennem hans Værk. Det gamle Ord "en god Jøde", som stadig har sin fulde Guldklang, er ikke blot præget af menneskelig Følelse i Liv og Færd, men af jødisk-menneskelig Følelse af indre og ydre Solidaritet. Den ydmyge Tjenerskikkelse, som de jødiske Assimilanter paatog sig under Emancipationen for at vinde op i Rang og Stand og Nationalitet paa Linie med de fødte Herrer af Landet, har hverken vundet Tiltro eller Respekt. Det, der opnaaedes, var kun dette: at Stemplet "Minderwertigkeit" blev sat, ikke blot paa Assimilanternes Pande, men paa hele det jødiske Folk. Ghettoens aabenlyse Slavemærke afløstes af Assimilationens skjulte Vandmærke, der traadte frem, naar man holdt det op i Lyset, og stemplede os alle med et fælles Præg af Ansvarsløshed, Troløshed og opportun Kynisme.

Vi staar nu ved Skillevejen. Spørgsmaalet er: at være eller ikke være – Genfødelse eller Udslettelse, Liv eller Død for Jødedommen. Rundt omkring i Landene, beaandet og besjælet af den varme Golfstrøm fra Østens stammetro Jøder, vækkes de slumrende Kræfter til jødisk Liv. –

Et Folk, der vaagner – lød en Gang Titlen paa en Bog¹² om en undertrykt Nation, der rejste sit Hoved. Et Folk er atter vaagnet, vort Folk – og vi Jøder her i Danmark lytter, mere eller mindre lydhørt, til de Røster, der fjernt og nær maner til nyt Liv og ny Daad. Det er først og fremmest et Spørgsmaal om Nyskabelse af Folkets indre Liv, Genopbyggelse af dets skjulte Værdier, Genskabelse af dets Samfølelse og Solidaritet. Rige Skatte af Minder i Sagn og Saga, i Liv og Kunst, i Lyst og Nød under Trængslernes Tid er gaaet til Grunde, Minder, der kunde have underbygget den religiøse, sociale og nationale Samfølelse og Solidaritet – Resterne vil kunne samles og værnes, som andre Folk værner om deres historiske Skatte. Frembringelser af jødisk Oprindelse under Emancipationstidens voldsomme Gærings- og Grødetid i Politik, Videnskab, Litteratur, Kunst og Handel og Vandel vil kunne udvælges og gives den jødiske Ungdom i Hænde – Slægternes Liv, Kunstnernes Liv og Værk, de store Personligheders Saga, en Encyclopædia judaica af levende Liv og levende Kultur til Støtte under Opvæksten, til Ledetraad under Opdragelsen. Og sidst, men ikke mindst: Fællesfølelsen, Fællesskabet i Liv og Aand, Samhørighedens Retsfølelse og Pligtfølelse vil gennem den levende Bevidsthed om vort Menneskeværd og Menneskeværdighed som Folk styrke ikke blot vor egen Værdsættelse, men ogsaa vor Værdsættelse blandt de Folk, hvis Statsborgere vi er, hvis Land vi tjener ved vor Indsats, hvis Love vi lyder som vore egne – og lade dem forstaa og tilfulde erkende, at vi ikke blot er ligeberettigede og forpligtede Borgere af det Land, hvor vi har hjemme, men ogsaa ligeberettigede og forpligtede Sønner og Døtre af et Folk, vort eget! Thi Nationalitet er ikke et Begreb, som "Staten" er det, ikke en materiel Virkelighed som "Jord" eller "Land". Nationalitet er en indre Virkelighed, en Idé, et Folks Sjæl. Og skulde vort Folks Sjæl være mindre rodfæstet, af ringere Realitet og Idealitet end andres, hvis dyreste Arv og Eje den er?

Nej, vor Nationalitet, vor Samhørighedsfølelse som Folk, er vor jødiske Arv og Eje. Den har været bestridt af andre, har været fornægtet af os selv – det vil en Gang føles med Stolthed og Ære, nævnes med Stolthed og Ære, at vi hører til en Nation, der har givet den moderne Verden dens kulturelle og ideelle Indstilling i Moral og Etos, en Nation, der trods Forfølgelse og Forbandelse har overlevet andre Kulturfolk, en Nation, hvis Mænd som Lassalle, Marx og Einstein har præget Fremtidens Verdensbillede i Liv og Idé. –

Og ud fra denne Forvisning trækker vi da Linierne for vor sidste, men ikke mindste Opgave. Den Næstekærlighed, som altid var Jødernes helligste Bud, og som gav sig Udslag i Offervilje overalt, hvor Hjælp tiltrængtes – i Lassalles og Karl Marx' Kamp for den undertrykte og lidende Menneskehed – denne Kærlighed til de forurettede og forfulgte, af hvad Folk og hvad Klasse de end tilhører, den skal være det aandelige og det sjælelige Bindeled mellem os og de andre Nationer. Gennem vor nyvakte, jødiske Følelse har vi sejret over os selv – gennem vor ideelle Stræben skal vi sejre over de andre og genvinde vor Menneskeværdighed mellem Menneskene, vor Værdighed som Folk mellem Folkene.

En Prolog, som jeg for nogle Aar siden skrev til en jødisk Forening, slutter med disse Linier, der i samlet Sum udtrykker min jødiske Følelse, mit jødiske Haab og min jødiske Tro:

Løft da dit Hoved, du Folk af den evige Stamme,
Evig som Byernes By og som Landenes Land!
Nu skal du gøre dit sværtede Rygte til Skamme,
Sænke din Sjæl i Foryngelsens lutrende Vand.
Da skal Forjættelsen møde dit undrende Øje,
Da skal du høste din Løn for de Kvaler, du led –
Ikke i Gods og i Guld og i Gunst fra det Høje,
Men i din Kamp for den lidende Menneskehed.