Henrik Pontoppidans breve
Udvalgt og kommenteret af Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff
I. 1880-1913, II. 1914-1943, 366 + 372 s., Kbh. 1997. Kr. 450,-.
Henrik Pontoppidan havde, kort før han døde i august 1943, nedlagt forbud mod trykning af sine breve såvel som mod optryk af digte og journalistik, ja endog af et par af de tidlige bøger. Hans efterladte papirer endte, hvor de skulle – i Det Kongelige Bibliotek, men i Utilgængelig samling (nr. 306). Pontoppidan har dog været for stort et navn i den danske litteratur til, at forbudet er blevet overholdt. Snart på vilkår sat af ophavsretsindehaverne, snart uden tilladelse er tekster omfattet af hans forbud blevet udgivet eller optrykt gennem de sidste 35 år. Med breve forholder det sig ekstra indviklet, idet ejendomsretten til det fysiske brev tilhører modtageren, mens ophavsretten til det åndelige indhold beror hos afsenderen. Da Elias Bredsdorff i 1964 disputerede på en afhandling om forholdet mellem Pontoppidan og Georg Brandes, udgivet sammen med et dokumentationsbind, fik han tilladelse til at citere og referere Pontoppidans breve til Brandes, når blot intet brev fremstod i sin helhed. Til den nye fyldige brevsamling ved Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff har arvingerne tilladt en fuld offentliggørelse. Læserne har dermed fået mulighed for at supplere den viden om en af vore tre litterære nobelpristagere, som også på anden vis udbygges her op mod årtusindskiftet – se ovenfor Henrik Blichers anmeldelse af det første optryk af Det forjættede Land 193 i originaludgaven med apparat på cd-rom; i en afsluttende fase er desuden en grundlærd Pontoppidan-bibliografi ved Thorkild og Esther Skjerbæk under medvirken af René Herring.
Bays og Bredsdorffs samling er et udvalg af Pontoppidans breve – 548 ud af et anslået antal på 3000. Udgivernes kriterium har været, at teksterne skulle kaste nyt lys over Pontoppidans liv og værk, idet dog ca. 150 breve i Thorkild Skjerbæks besiddelse beklageligt nok ikke har været tilgængelige (Skjerbæk afgik i øvrigt ved døden i foråret 1998). Andre breve vides med sikkerhed tabt, således er digterens kærlighedsbreve til den første hustru i 1985 tilintetgjort af et barnebarn, som fandt dem for intime. Endnu andre breve kan gemme sig i privateje eller på ukendte steder.
Brevene her gengives kronologisk og danner således læst i sammenhæng en skildring af forfatterens menneskelige og professionelle udvikling. Nogen medrivende eller gavmildt tilstående brevskriver, end sige snakkesalig og småsladrende korrespondent, er Pontoppidan ikke. Den reserverede personlige holdning, han i sin levetid var kendt eller ligefrem berygtet for, slipper han ikke i sin korrespondance. Det tolkes vist normalt som en åndelig fornemhed, men brevene viser sammenlagt, at isolationen i høj grad skyldtes ydre omstændigheder – hans anden hustrus langvarige sygdomsperioder og hans egne vekslende fysiske skrøbeligheder allerede fra omkring århundredskiftet, herunder en stadig tiltagende døvhed. Det hindrede ham i som fx Brandes, Drachmann eller Bang at spille forfatterrollen indenlands og udenlands i den tids repræsentative offentlighed. Samtidig indså Pontoppidan trods læseværdige forsøg, at han ville spilde alt for mange kræfter på at forøge sine indtægter ved journalistik, og derfor havde han så godt som altid næringssorgens spøgelse at stirre i øjnene. Som i den store udgave af Oehlenschlägers breve opdager læseren hurtigt, at Pontoppidan af bitter nød var en snu forhandler, når det gjaldt om at få honorarer og salgsindtægter hjem fra redaktører og forlæggere.
Vældigt meget nyt om forfatterskabet bringer de over 700 sider ikke. Godbidder er som nævnt citeret og refereret i tidligere udgivelser. Det gælder den forsigtige polemik i et brev til Georg Brandes – med hvem Pontoppidan forbliver Des – imod at spørge efter "Meningen" med et digterværk, en overordnet idé, de indlagte røde tråde, i stedet for at tilegne sig det som "en Række Billeder, Menneskeskikkelser, Situationer", der "ganske af sig selv samler sig til et Hele" (jf. Bredsdorff I, 1964, s. 26). Men tolkningen i samme brev af Lykke-Pers figur som ikke-ironisk og i en vis forstand tragisk (jf. Bredsdorff II, 1964, s. 97) er også tankevækkende (nr. 138, skrevet 11. januar 1900, altså før afslutningen af romanværket). Til Jeppe Aakjærs plan om et jysk årsskrift skrevet af jyske forfattere lægger han den 12. marts 1902 afstand, fordi han i et lille land som Danmark finder udsondringen af folk, der snurrer på r'erne, uhensigtsmæssig. Han fortsætter temmelig fremsynet: "Jeg deler næppe heller Deres Tro på Jydens – eller i det hele Bondens – genskabende Kraft. Jeg troer, at Fremtidens Naturstyrke vil vokse op af de københavnske Rendestene, at de store Byer overhovedet er damphedede Couveuser, der udruger Fremtidsmennesker, og at enhver Løsrivelse fra dem er den moderne Form for at gå i Kloster" (nr. 148 – og jo, det er rigtigt, at Pontoppidan bruger bolle-å!). Noget i den tids forstand anarkistisk var der vedblivende 194 over Pontoppidan – over for vennen Axel Lundegård i Lund understreger han i december samme år, "at jeg har følt Lyst og Trang til at tale de 'vilde' Fugles Sag i disse meget tamme Tider, vi for Øjeblikket gennemlever her i Landet, og som så tåbeligt forherliges" (nr. 154).
Sin egen litterære position bedømmer Pontoppidan selvsikkert uden at lade sig anfægte af kritik eller modsigelse. Da den svenske litteraturhistoriker Fredrik Vetterlund i 1914 havde skrevet sammenlignende i det letterstedtska Nordisk tidskrift om Pontoppidans og Jakob Knudsens forfatterskaber til sidstnævntes fordel, så Fra Hytterne (1887) kun omtaltes som vederhæftig realisme anno dazumal, protesterer Pontoppidan privat til ham: "Denne Bog er efter min egen Mening uden Sidestykke i Datidens europæiske Literatur (…) den (i meget så ufuldkomne) Nybegyndelse til de omfattende Almueskildringer, som vel nok er vor væsenligste Indsats i den nyeste Literatur, og som fra først af langt mindre havde et artistisk end et agitatorisk Formål. (Skjoldborg, Åkjær etc.)" (nr. 266, 22. april 1914). Om den forkortede – eller som han udtrykker det: destillerede – udgave af De Dødes Rige hedder det til Georg Brandes i maj 1917: "Jeg bilder mig ind nu at have frembragt en Roman, hvortil nordisk Literatur ikke har noget Sidestykke. Jeg tænker derved naturligvis ikke på Kvaliteten, kun på Arten. Jeg tror, man i hvert Fald skal tilbage til de islandske Familjesagaer for at finde noget tilsvarende, uden at jeg dog mener på nogen Måde at kunne tåle Sammenligningen. Det er kun mine kunstneriske Bestræbelser, jeg vil karakterisere ved at nævne mit Forbillede" (nr. 298). Stofområdet synes vigtigere for ham end moderette kunstneriske vinkler. Det ses også i Pontoppidans forhold til samtidslitteraturen i sidste halvdel af hans liv, hvor han ikke blot fremhæver navne som Martin Andersen Nexø og Valdemar Rørdam, men også i dag fortrængte som Harry Søiberg (nr. 397, januar 1927: "Tidens mærkeligste Skribent"), nordmanden Johannes Thrap-Meyer (nr. 411, august 1927: "en sjelden udsøgt Digterevne (…) noget helt for sig selv") og tyskeren Paul Ernst, som han uden held søgte at hjælpe til en nobelpris. Det er måske lidt underlige valgslægtskaber; især Søiberg sendte han indtrængende råd, både professionelle og menneskelige, om den passende livsførelse for en forfatter. Lad en kommende Pontoppidan-forskning vurdere disse præferencer. Nobelprisen opfattede Pontoppidan upatetisk som en økonomisk hjælp til habile forfattere i social nød og kunne ikke mindst derfor forarges over, at den velaflagte Hamsun i 1920 var blevet betænkt frem for den digterisk større og meget fattigere Hans E. Kinck (nr. 355, december 1920).
Om dansk digterungdoms store idol Johs. V. Jensen udtrykker Pontoppidan sig forbeholdent: "Han er – eller var i hvert Fald – en glimrende Pen. Som Personlighed kan jeg derimod ikke afvinde ham stor Interesse. Han synes mig som sådan at være lovlig meget lige ud af Landevejen. Jeg vilde foretrække, at han skrev mindre godt, men til Gengæld havde større og dybere Oplevelser at skrive ud af" (nr. 428, august 1928). Såvel Bjørnson som Ibsen får stryg, for henholdsvis skaberi og verdensflugt (nr. 352, november 1920, jf. om Bjørnson også det samtidige nr. 353). Sigrid Undsets nobelpris bifalder han ikke, fordi hendes bøger, hendes store evner til trods, altid har frastødt ham som lumre, "en stram Os af Samleje, som jeg ikke gouterede" (nr. 433, november 1928). Paludans Jørgen Stein ser han straks kvaliteten i, men tilføjer, at der mangler et godt 195 forhold mellem dens omfang og dens vægt; forfatteren identificerer han lidt kejtet som formodentlig en brodersøn af en overretssagfører (nr. 497, marts 1934). Litteraturforskerne Julius Paludan og Valdemar Vedel betegnes som "skævmundede Flyndere" for deres indstilling i 1911 af Karl Gjellerup og Ernst von der Recke til nobelprisen – ganske vist i brev til Georg Brandes, hvem han hellere undte den ære (nr. 239, august 1911). Kritikeren Harald Nielsen med den desperate skæbne har han en vis godhed for, skønt manden inderst inde er en ufrugtbar kværulant: "Det er ikke nogen rar Bestilling at være Renovationsmand. Helst holder man sig en sådan fra Livet. Og dog er det en af de nyttigste Beskæftigelser, som man burde agte. Grækerne holdt jo Renselsen af Augias Stald for en Gude-Bedrift. Men der er det kedelige ved Harald Nielsen, at han i Almindelighed først råber Gevalt, når han selv har været så uheldig at træde i en Kokasse" (nr. 489. marts 1933).
Forfatterens rolle i samfundet og i den litterære verden har Pontoppidan i sin isolation også haft tid til at gennemtænke teoretisk. Et brev til Gyldendals direktør Frederik Hegel fra den 29. oktober 1920 konstaterer, at den moderne tids krav til hurtig økonomisk omsætning har gjort det tidligere patriarkalske forhold mellem forlægger og forfatter utidssvarende, men "Ulykken er jo den, at et Forfatterskab, der duer noget, i Reglen, ligesom Skovene, først kan give et rimeligt Udbytte mange År efter, at det er påbegyndt, ja måske først efter Mandens Død". At forlag konverterer de ud fra en sådan tankegang uundgåelige forskud til lån, er et afgørende og skæbnesvangert skridt, som får Pontoppidan til at foreslå en art socialisering af forlagsvirksomheden: "Den stadigt rindende Værdikilde, som enhver Nationalliteratur er eller kan blive, og som Forlagene hidtil enerådigt har forvoldt, må Forfatterne gøre Krav på at have Medejendomsret til. Literaturen bør være som en Slags selvejende Organisme, der også føder sig selv", hvorefter skovdrift-billedet gentages (nr. 351). Bittert konstaterer han ved juletid 1935, at forlaget Gyldendal nu er blevet "et Stormagasin for Sæsonvarer" (nr. 507).
National overspændthed havde Pontoppidan altid vogtet sig for. Alligevel anfører han over for Vilh. Andersen den 14. april 1919, at danskerne finder sig i for meget fra nordmænd og svenskere: "Har vi engang med Grundtvig følt os som Vorherres Hjertefolk, så er vi nu nær ved at nå den modsatte Yderlighed i vor Selvbedømmelse. Det er i Virkeligheden utroligt, hvad vore Brødrefolk i de sidste to Menneskealdre har fået Lov til at sige om os, uden at vi har rejst Børster", og derfor efterlyser han en "godt udlanget, blodig Næsestyver" i professorens bog Nordboer (nr. 336). To måneder senere forsikrer han Hans Ahlmann, at de skandinaviske brødre har adskillige lussinger tilgode hos danskerne (nr. 340).
Egentlig deltager i det politiske liv blev Pontoppidan aldrig. I 1931 signerede han dog ikke uden stille stolthed over 1864 et indlæg i en enquete i Sverige imod den socialdemokratisk-radikale danske regerings afrustningspolitik (nr. 463). Ved Hitlers magtovertagelse reagerede han i brev til Nexø ligesom Kaj Munk: "Med den parlamentariske Regeringsform kan der ikke længere regeres. Den har udtjent, og vi spejder i Øst og i Syd efter det nye, der skal afløse den, også hos os", ja skriver om Mussolinis Italien, at dets gudskabte støvleform måske har en idé: "Vi har i Århundredernes Løb Gang på Gang fået kraftige Spark dernede fra. 196 når vi nordligere Folkeslag var ved at stivne eller falde sammen af Formalisme" (nr. 488). En protestadresse mod Det tredie Riges forfølgelse af politiske modstandere fik Elias Bredsdorff ikke den gamle stridsmand overtalt til at støtte i sommeren 1933, fordi Pontoppidan dels ikke stolede på pressens oplysninger, dels – mere foruroligende – mente, at en national front altid ville overgå en "rød" i beslutsomhed; det synes at være hans vurdering, at begge de stridende parter i Tyskland havde lige brutale hensigter imod hinanden – derimod kalder han nazismens jødeforfølgelser "oprørende" (nr. 494). Over for en ung specialeskrivende dansk-studerende bekender han besværet ved sin egen dobbelthed: han er dels født med en radikal natur, dels rundet af en gammelkulturel embedsmandsslægt (nr. 472, december 1931).
En særlig Prügelknabe i Pontoppidans litterære univers er som bekendt lyrikken, der for ham nærmest var en sygdom. Grundsynspunktet i Hans Ahlmanns moderne lyrikhistorie 1900-1920 må han derfor underkende: "Alt dette lyriske Fuglekvidder varsler for Dem om en ny Dags Frembrud; men en sådan Kappelyst i Sang og Triller tilhører i Literaturen – som i Naturen – altid Solnedgangens Time. Og jeg vil tilstå, at når hver Busk på Parnasset som nu sidder fuld af Sangere, får jeg let for meget af det gode. For mig er der mere Musik i den ensomme Glentes tavse Flugt højt over Skovene – og det Syn hører den friske Morgenstund til" (nr. 357, februar 1920). Skal det endelig være lyrik, foretrækker han Rud. Broby-Johansens BLOD, som midt i råheden og monomanien er mere renfærdigt moralsk end de traditionelle lyrikeres kvindebefamlinger (nr. 372, november 1920).
I et i øvrigt anerkendende brev til Hans Brix den 4. februar 1916 i anledning af dennes anmeldelse af De Dødes Rige-indet Enslevs Død fremhæver Pontoppidan, at det tidsbillede, Brix tager for værkets emne, snarere tjener til "at afspejle et Verdensbillede, i dette Tilfælde nærmest et Underverdens-Billede, det Helvede, hvortil vi fordømmer os selv, såsnart vi vil forsøge på at indrette os 'menneskeligt' i denne Tilværelse". Provokerende er hans tilføjelse, at den af Brix rigtigt fremdragne pagt mellem Enslevs stamfader og djævelen ikke så meget er årsag til efterslægtens underverdenseksistens, som "netop hans Frafald" fra djævlepagten er det (nr. 281).
Det store rolige episke overblik er Pontoppidans styrke. Om den nervøst-moderne litteratur tænker han ilde nytårsdag 1917, midt under 1. verdenskrig: "Alt for meget af vor Tids Kunst går ud på at overrumple, forbløffe, i det det hele på at fremkalde øjeblikkelige Virkninger, Chok. Det kan gå godt, når det gælder en lille Bog; men i Længden trættes man og bliver uimodtagelig" (nr. 291, til Henri Nathansen). Kritikeren Sven Langes forsøg på at anmelde De Dødes Rige i Politiken afføder den 2. februar 1917 i en lykønskning til Georg Brandes med den kommende 75-års dag en både morsom og overbærende karakteristik: "Han havde gjort sig store Anstrengelser for at synes retfærdig. Man kunde formelig mærke, hvor han havde svedt under Arbejdet med at dokumentere. Jeg havde virkelig helt ondt af ham. Han baksede med mig som en lille Edderkop med en altfor stor Flue, stak mig hist og prikkede mig her, for at få Livet af mig" (nr. 295).
Sådan har de to udgivere ikke båret sig ad. Pontoppidan får lov til at tale selv og drukner ikke i apparat. Hvert brev har en indledende manchet, korte oplysninger 197 sættes i klammer i selve teksten, og længere står som forklaringer i noter efter den, men er holdt nede til et minimum. Udgivernes asketiske holdning er lige ved at blege billedet af den trods alt belæste brevskriver for meget – ikke mindst fordi man nok ikke længere tør forudsætte et grundigt kendskab hos nutidige læsere til det 19. århundredes klassikere og dannelseshorisonter. Det gælder citatet fra Drachmanns roman Kitzwalde (1895) i nr. 102, det ironisk mente(?) citat fra Oehlenschlagers Hakon Jarl om egens knejsen over småkrattet i nr. 144, udtrykket "22.000 Holdere og Ham selv" om afslaget på at anmelde teater i Politiken, hvor Pontoppidan spiller på den svenske Karl 15.s løfte i december 1863 om at bistå Danmark militært mod Preussen (nr. 164), og endelig bibelordsproget om hunden, der vender sig til sit spy, som næppe er almenkendt i dag – og for resten trods anførselstegnene er citeret forkert, måske med hensigt (nr. 301). At Edvard Brandes som nyvalgt landstingsmand i 1906 kommer lige fra profeterne, kunne have udløst en kommentar om hans videnskabelige virke (nr. 185). Trykfejl eller realfejl er utrolig få, se dog "Mennnesker" (I, s. 27) og "Møllerstræde" i Hillerød (I, s. 242), som hed og hedder "Møllestræde", hvad en kommentar kunne have berigtiget (hvis ordet ellers er rigtigt læst). Et par forkerte orddelinger hører til den moderne tekniks vederstyggeligheder (morsomst I, s. 110: "fort-ællinger" (!); II, s. 121, 136, 153). Hvis formerne "ausgebleiben" og "bedeutningslos" (II, s. 97 og 109) er Pontoppidans fejl – nogen helt til at skrive tysk var han ikke – kunne det være markeret også. Astrid Brandes' død dateres i en indsat kommentar (I, s. 121) forkert til november 1891, hvad allerede brevets dato 13. februar 1891 udelukker; den lille pige var død den 19. november 1890. Og billedet af Pontoppidan i bind I, s. 52 er spejlvendt, hvad både Michael Anchers påskrift og den korrekt gengivne farvereproduktion på bindets omslag viser. De to bind er i øvrigt sat med en let læselig skriftgrad, også i noterne, og er forsynet med en instruktiv litteratur- og personhistorisk indledning og nyttige oversigter bagi.
Henrik Pontoppidans breve er sjældent dybtborende eller bevægende, men giver i udvalg en bevidst usentimental karakters uhildede bedømmelse af omverdenen i over 60 år. Digterens beskedne materielle krav til tilværelsen afledt af hans forestilling om at være en forfatter, der levede som folkelig skribent (jf. nr. 498, til Nexø i juni 1934), og hans totale mangel på personlig forfængelighed og lyst til at optræde hindrede ham i nogensinde at udtrykke eller gøre noget uigennemtænkt, han senere måtte fortryde. Udgiverne har fornemt demonstreret, at Pontoppidan på sin egen korte, karske og barske måde er god at få forstand af.
Flemming Lundgreen-Nielsen
